Bob Dylan er bedre at synge end at forklare

Over for mig i morgentoget på vej mod Odense hiver en ung studerende en flok papirer frem fra tasken. Morgenens sidste øjebliks-pensum er imidlertid ikke den sædvanlige, vindtørre akademiske artikel, men en bunke af Bob Dylans sangtekster printet ud fra nettet. Mandag var nemlig Dylan-dag på Syddansk Universitet, der inviterede til stort anlagt seminar med det erklærede formål at indstille Bob Dylan til Nobelprisen i litteratur.

Nyheden om seminaret i almindelighed og Nobelpris-indstillingen i særdeleshed var allerede gået verden rundt, og Syddansk Universitet var klar til at modtage den samlede danske verdenspresse, der dog havde god plads fra morgenstunden.

God plads var der til gengæld ikke på første række i auditoriets højre side, hvor seks lokale professorer havde taget plads sammen med to prominente udenlandske kolleger, den tyske professor Heinrich Detering og den for dylanologer velkendte professor Sir Christopher Ricks.

Ikke celebriteter på Dylan-niveau, men alligevel - det store skyts var kørt i stilling. Nu skulle Bob Dylan indstilles til Nobelprisen, så selv svenskerne kunne forstå det.

»We better start swimmin’ or we’ll sink like stones - for this seminar is ongoing.«

Institutleder Johs. Nørregaard Frandsen bød velkommen til de godt og vel halvandenhundrede fremmødte med en af dagens mindre vellykkede videredigtninger.

Ballade-mageren Bob

Og hvad havde de så at sige, de lærde herrer, om dagens midtpunkt, 60’er-ikonet og troubadouren, myten og musikeren og ikke mindst digteren Bob Dylan?

Flemming G. Andersen, stedlig dekan og dr.phil. i engelsk og skotsk balladetradition, indledte den lange række af akademiske forsvar for Dylans fortræffeligheder. Med billedet af en skævt smilende Dylan på storskærm som ledemotiv redegjorde dekanen for, hvordan Dylan med sine ballader indskriver sig i traditionen, samtidig med at han overskrider den.

Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at selvsamme skæve smil formentlig ville være Dylans egen replik til dagens strabadser i auditorium 55.

De fleste foredrag blev naturligt nok ledsaget af musikeksempler, for på en eller anden måde var det, som om ordene alene sjældent slog til.

Flemming G. Andersen havde til lejligheden fundet et YouTube-klip med den berømte 60’er-ballade »A Hard Rain’s A-Gonna Fall« og demonstrerede dermed balladetraditionens lemfældige forhold til ophavsret. Måske af den grund afspillede dekanen sine musikeksempler påfaldende lavt, mens der var betydeligt mere knald på, da Anders Thyrring Andersen indledte sin analyse af den syrede »Subterranean Homesick Blues«, der bragede ud af højttalerne: »The pump don’t work ‘cause the vandals took the handles.«

En syndflod af ord

Thyrring Andersens anliggende var da også af mere pågående, personlig og eksistentiel karakter:

»Ifølge Dylan lever vi i de sidste tider inden en ny syndflod, der følger af det moderne menneskes ugudelige selvtilstrækkelighed. Kun en kristen omvurdering af alle værdier kan forhindre vandet i at stige yderligere.«

Thyrring Andersen påviste, hvordan regnen og syndfloden »gennemvæder« Dylans digtning, hvad sang- og pladetitler som »Before the Flood«, »Hard Rain« og »High Water« også vidner om.

Dylans sangtekster tolkes i det perspektiv som en eksistensteologisk, kierkegaardsk henvendelse til hin enkelte, der kun kan redde sig selv fra modernitetens syndflod.

Efter syndfloden, og til de fjerne toner af Steffen Brandts endnu ustemte guitar i det tilstødende auditorium, myldrede de mange midaldrende seminardeltagere til frokost i universitetets kantiner.

Steffen Brandt er for tiden er ved at lægge sidste hånd på Dylan-forestillingen Baby Blue, der har premiere på Betty Nansen Teatret den 28. november. I dagens anledning gav han en god håndfuld smagsprøver på sine kongeniale danske videredigtninger af Dylans sange.

Men ligeså veloplagt og vittigt Brandt leverede sine numre iblandet finurlige, om end udylanske, introduktioner, ligeså tydeligt var det, at auditoriets tavlesvampe og overhead-projektere, ikke var den optimale ramme om musikalsk udfoldelse.

Som Brandt rammende formulerede det, var dagens seminar nok mere velegnet til udødeliggørelse af ordene, end til levendegørelse af Dylans ekspressivitet og genialitet, som trives bedst på scenen - langt fra universiteternes undervisningslokaler.

Næste mand på scenen var Heinrich Detering, der talte om Dylans evne til at nedbryde skellet mellem finkultur og populærkultur:

»Dylan revitaliserer en romantisk kunstopfattelse, der forener musik, digtning og performance, høj- og lavkultur, Eliot og Elvis. I kraft af sin evne til at antage et væld af forskellige kunstneriske roller har Dylan skabt en ny, post-postmoderne kunstnerisk identitet - altid, som i sangen »Jokerman«:

»Shedding off one more layer of skin, keeping one step ahead of the persecutor within.«

Hilsen til akademiet

Christopher Ricks var dagens anden hovedtaler, og som kun angelsaksiske akademikere kan gøre det, dansede han sig igennem en både lærd og humoristisk gennemgang af »Just Like A Woman«. Til sidst måtte den veltalende englænder strække våben og erkende, at hans egne ord ikke slog til. Nok engang fik Dylan lov til selv at slutte foredraget af - denne gang med live-udgaven af »Just Like A Woman« fra 1966.

Initiativtageren Anne Marie Mai rundede af med den formelle indstilling til Nobelprisen. Men også Mais argumenter slap op, og i stedet lod hun Dylan sende en hilsen til Svenska Akademien med ordene fra sidste vers af »It’s All Over Now, Baby Blue«:

»Forget the dead you’ve left, they will not follow you… Strike another match, go start anew.«

Og sådan sluttede et seminar, der måske nok fik kippet med SDU-fanen og sendt et vink med en vognstang til stivstikkerne i Stockholm. Men som aldrig helt fik forklaret, hvorfor en kunstner som Bob Dylan skal have Nobelprisen i litteratur, så meget som den fik sat en tyk streg under hans mangefacetterede geni.