Pistoler og coke. Det er hverdagsliv i Rio de Janeiros rå slumkvarterer, og det er navnet på en populær cocktailbar på Vesterbro. For København er ikke længere cremefarvet, og den nye trend er rå og farvestrålende. Musik fra ghettoer - eller favelaer - i Brasilien og slumområder i Angola har i de seneste år vundet indpas i natklubber i Danmark såvel som i resten af Europa.
»Det handler om, at der bliver skåret ind til benet, og at alt overfloden bliver sorteret fra,« siger Fabian Holt, der er lektor i performance-design på RUC.
»Mange er blevet trætte af, at natklubberne skal være så lækre - og at København i det hele taget skal være så pæn og perfekt. Og det er en interessant kontrast, vi ser i øjeblikket, hvor unge i lækkert tøj og med dyre drinks i hånden danser til balkanmusik, imens der kører billeder fra krigen på en storskærm,« siger han.
Den oplevelse fik Fabian Holt på Ideal Bar på Vesterbros nye klub Mahala, der hver fredag »sætter musikkens bastarder på programmet«. I Rumænien er Mahala synonym for slum eller ghetto, og klubben vil da også beskæftige sig med musik fra alverdens gader, stræder og ghettoer.
»Det er da etisk betænkeligt at feste til krigsbilleder,« siger Fabian Holt og fortsætter:
»Men på samme måde som med musik fra ghettoerne, bliver der skåret ind til noget, der er nøgent og sandt. Folk virkede ikke specielt påvirkede af det - men havde det været meget makabre billeder, tror jeg nu, at mange ville stå af.«
Ghetto-tech
Peter Hvalkof, der booker bands til Cosmopol-scenen på Roskilde Festival og til klubben Global på Nørrebro, følger den øgede interesse for musik fra alverdens storbyghettoer på nært hold.
»Især elektronikamiljøet har vist stor interesse for ghettoer i Angola og Brasilien. Generelt er de unge vildest med baile funk, der stammer fra Brasilien, og kuduro fra Angola, mens de mere modne har vendt blikket mod Balkan,« siger han.
Verden er blevet mindre - og mere tilgængelig. Alverdens lyde kan mikses sammen på en enkelt bærbar computer, og det hele skal være så autentisk som muligt, mener Peter Hvalkof.
»Vestlige producere, og repræsentanter for den såkaldte ‘globale ghetto-tech’, som DJ/Rupture fra USA og fransk-svenske Radioclit stjæler med arme og ben fra ‘den store ghetto’. Og det handler om at have øre for noget, som vi ikke har hørt før,« siger han.
At vestlige dj’s og producere mixer, formidler og profiterer af musik fra alverdens ghettoer, er ingen hemmelighed, og Fabian Holt fra RUC pointerer, at der her findes en ulighed, som der findes i alle former for kommercielle relationer til fattigere lande.
»Det, der er specielt her, er, at vi bruger deres kultur og forandrer den med vestlige beats. Og på den måde skaber vi vores eget billede af kulturen,« siger han, og tilføjer, at det siger noget om, hvilke relationer Vesten skaber til andre kulturer og mennesker.
»På den anden side betyder det heldigvis også, at der er en stor interesse for global dansemusik.«
Fabian Holt er dog ikke sikker på, at det handler om musikkens rødder, når den globale ghetto-tech bliver mere og mere populær.
»Det handler om en forestilling om musikkens rødder. Jeg opfatter natklubben som et eventyrrum eller en drømmeverden, hvor resten af verden ikke er meget andet end en kulisse,« siger han.
Musikkens styrke, og det, der gør den så populær, er dens energi, mener Peter Hvalkof, der fremhæver den amerikanske dj og producer Diplo, der blandt andet har samarbejdet med store navne som M.I.A. og Santogold.
»Det er det ukendte, der lokker, og i festsammenhæng må det gerne være lidt råt. Diplo har tidligere fokuseret meget på baile funk - og inden for den genre handler det i høj grad om energien og tempoet. Rent musikalsk er der ikke meget at komme efter, og det er ofte dårligt produceret,« siger han.
Til baile funk-fest
Christoffer Næss er norsk studerende, bosat i New York, og han ville ikke nøjes med den vestlige version af baile funk. Derfor tog han til Rio de Janeiro i Brasilien.
»Jeg tror personligt, at baile funk er i sit rette element i en favela i Rio, og den kan næppe blive opfattet på samme originale måde uden for Brasilien. Hvis den skal blive populær i Vesten, skal den mikses, sådan som Diplo har gjort det på sit album. Den rå baile funk er så ulig noget andet musik, jeg har hørt, og der skal noget til, før den kan indtage vestlige klubber. Når det er sagt, tror jeg, at den repræsenterer nogle interessante udfordringer for progressive dj’s,« siger han.
Det er ikke lige til at deltage i en baile funk fest i Rio’s favelaer, og Christoffer Næss fik kun muligheden, fordi han kunne følges med nogle lokale.
»Ved indgangen blev vi mødt af en gruppe meget påvirkede 16-17 årige med ladede uzi’er (israelsk producerede maskinpistoler, red.). Til selve festen var alle mellem syv og 60 år. Alle, der bor i området, deltager frivilligt eller ufrivilligt i festen, da ingen kan sove, når de gigantiske vægge af højttalere, som er stablet op i gaden, begynder at spille. Festen slutter når favelaens ‘druglords’ siger til,« fortæller han.
Solbriller og store joints
Der er to typer baile funk, den illegale, som bliver spillet til fester i favelaerne og på pirat-radiostationer, og den legale, der bliver spillet på offentlige radiostationer og til lovlige fester.
»Idet vi gik igennem gaden, passerede vi en række fyre, med solbriller, maskinpistoler og store joints. De har alle en eller anden position i de lokale narkobander, og de bar pistoler og AK47’ere. Derudover så jeg mange til festen med pistoler i bælterne. Det værste var at se 13-14-årige ryge Rio-crack (kokain i marihuana joints) med våben i hænderne,« fortæller Christoffer Næss.
Han gjorde sig visse overvejelser i forhold til sin egen sikkerhed under festen i favelaen - men besluttede sig for ikke at fremstå som ‘en skælvende gringo’.
»Jeg var tryg ved dem, jeg fulgtes med, og så fulgte jeg et par simple råd: Lad være med at snakke højt eller på anden måde gøre opmærksom på dig selv, og lad være med at flirte med nogen kvinder. Man ved aldrig, hvem de kan ‘tilhøre’, men man ved, hvad der kan ske, hvis man danser med den forkerte.«
Det bedste ved festen for Christoffer Næss var at se et helt nabolag feste og danse til den helt særlige musikstil.
»Den type sensuelle og energiske dans ligger i deres krop og sjæl, og det er derfor, jeg er lidt skeptisk over for, om den rå musikstil vil kunne have samme effekt på et dansegulv i København,« siger Christoffer Næss.
Fabian Holt fra RUC mener, at musikken vinder frem herhjemme, fordi folk søger den autenticitet, som Christoffer Næss også søgte, da han bevægede sig ud i en favela. Blot på en mere sikker, og hjemlig, måde. Og på den måde hitter fortællingen om ghettoen - mikset med vestlige beats.
Kommentarer