Journalist Claus Jessen, Ekstra Bladet, retter i Information den 22. september en skarp kritik mod artiklen Alle forældre kæmper for deres børn - også Helene og Bjarne. Kritikken fortjener et svar. Artiklen, der handlede om en af sommerens helt store mediehistorier, et forældrepars flugt til Tjekkiet med deres nyfødte barn, Thor, blev bragt i avisen den 18. september. Journalist Ulrik Dahlin, som stod for artiklen, gik blandt andet mediernes ukritiske viderebringelse af oplysninger om forældres misbrug og barnets abstinens efter i sømmene, samtidig med at sagens akter, som ligger til grund for tvangsfjernelsen af Thor, blev gransket.

Første gang Ulrik Dahlin mødte Helene, mor til Thor, og Thors farmor, indgik han en aftale med dem om, at de ville få lejlighed til at godkende den artikel, som Information ville skrive om sagen. Omvendt forbeholdt avisen sig retten til ikke at skrive artiklen, i fald at forældrene ville udelade aspekter ved sagen, som var afgørende for tvangsfjernelsen.

Det er forklaringen på, at artiklen i fredags allerede indledningsvis gør opmærksom på, at visse oplysninger er udeladt efter forældrenes ønske. Det er for Information en ganske almindelig fremgangsmåde, som avisen benytter ikke mindst over for ‘almindelige mennesker’, der ikke altid klart kan overskue konsekvenserne af kontakt til pressen, og må betegnes som god presseskik. I tilfældet med Bjarne (som er Thors far) og Helene, som i den grad har fået en hårdhændet behandling af medierne, var en sådan aftale begrundet og rimelig.

Den oplysning om et voldeligt sammenstød mellem forældrene, som Claus Jessen nævner i sit synspunkt i går, er én blandt flere oplysninger, som forældrene ikke ønskede frem. Helt ukendt for offentligheden er det voldelige sammenstød imidlertid ikke, idet dagbladet JydskeVestkysten berettede udførligt derom i en artikel bragt søndag den 16. august 2009.

Information har ment, at det udeladte alt i alt og efter en samlet vurdering ikke umuliggjorde, at vi bragte artiklen. Det er naturligvis et skøn, vi har anlagt, og derfor ville andre kunne være komme til andre resultater, hvis de var kommet på den idé at tale med Thors forældre. Men vigtigt i den forbindelse er, at episoden ikke er specielt fremhævet i det materiale, som vi har fået indsigt i - blandt andet kommunens afgørelse og begrundelse.

Presseskik

Claus Jessen er derudover utilfreds med Ulrik Dahlins presseskik: Ifølge Claus Jessen »lovede« Ulrik Dahlin under en telefonsamtale »udtrykkeligt« at »vende tilbage«, hvis der skulle skrives en artikel. Men Ulrik Dahlin vendte »aldrig« tilbage, i stedet brugte han »et fragmentarisk og løsrevet citat« fra Claus Jessen, lyder dennes kritik. Det er imidlertid ikke korrekt.

Ulrik Dahlin har ikke over for Claus Jessen (eller nogen andre) givet noget løfte om kun ‘at tale til baggrund’ eller ‘vende tilbage’, og det er sket med velberådet hu.

For den uindvidede læser bør det her nævnes, at Claus Jessen og otte andre journalister i dækningen af Thor-sagen ukritisk har viderebragt den - forkerte, har det vist sig - oplysning, at Thors forældre var narkomaner. Flere af journalisterne har også på egen hånd ‘lagt lidt til’, f.eks. har Claus Jessen uden konkret dokumentation beskrevet Thor som »den dødssyge dreng« (Ekstra Bladet den 17. juli).
Redaktionen