»Afvist iraker voldtog 14-årig.« Sådan lød overskriften på gårsdagens vigtigste nyhedshistorie i B.T. En historie, der blev båret af indignerede kommentarer fra Venstres Søren Pind.

Men historien er forkert. Den »pædofile voldtægtsmand«, som Søren Pind kalder den pågældende iraker på sin blog, er ikke blandt de afviste asylansøgere, som »Niels Hausgaard, Sebastian Dorset tusinde af andre danskere« ifølge B.T. bakker op om, og som »Kirkeasyl og Bedsteforældre for Asyl arrangerer støttedemonstrationer for«.

»Han havde oprindeligt en opholdstilladelse, men mistede den, da han blev dømt i en straffesag,« forklarer Gunnar Homann, der tidligere har været advokat for Mustafa Ahmed.

Med andre ord er Mustafa Ahmed, som irakeren hedder, en af de mange flygtninge i Danmark, der skal udvises af landet, fordi han har begået en grov forbrydelse. Og det har vel at mærke intet med de afviste irakiske asylansøgere at gøre, der har været i mediernes søgelys, efter en del af dem søgte tilflugt i Brorsons Kirke i København først på sommeren.

Når Søren Pind i B.T. slår fast, at blandt andet Kirkeasyl og Poul Nyrup Rasmussen har forsøgt »at forhindre, at en dømt voldtægtsforbryder bliver udvist af landet,« er det altså lodret forkert.

Sagen begyndte med, at Søren Pind og Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, spurgte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) om, hvorvidt nogle af de 282 irakere, der har fået afslag på deres asylansøgning, er blevet dømt for overtrædelse af straffeloven.

»Vi havde en mistanke om, at der var nogle brodne kar imellem. Men vi blev alligevel chokerede, da vi fik svaret,« forklarer Søren Pind til B.T.

Men han må have misforstået noget.

Ministeren indhentede en besvarelse fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling. Herfra lød beskeden, at de »statistiske oplysninger til belysning af spørgsmålet« ikke er tilgængelige. Til gengæld kunne Rigspolitiet dog fortælle, at fire irakere har begået grov kriminalitet og er i såkaldt udsendelsesposition, da de er »udvist ved dom«.

En af de fire er altså Mustafa Ahmed, og de tre andre er blevet dømt for henholdsvis narkotikakriminalitet, berigelseskriminalitet og brandstiftelse.

»Vi har ikke relateret de 282 personer, som er blevet fikspunkt for politikere og folketingsmedlemmer, med de irakere, der er udvist ved dom,« forklarer Hans-Viggo Jensen, der er chef for Rigspolitiets Udlændingeafdeling, og som har været med til at skrive besvarelsen til Folketinget.

»Jeg synes i og for sig det svar, vi har givet, er ret klart,« tilføjer han.

Når Søren siger det

Alligevel har B.T. og Søren Pind altså misforstået budskabet.

»Vi har forstået svaret sådan, at de kriminelle var blandt de 282. Og det er jo også sådan, Søren Pind forstår det,« siger B.T.’s journalist Andreas Karker, der har skrevet historien sammen med en kollega.

- Men Rigspolitiet skriver jo lige præcis, at de ikke kan svare på det med de 282.

»Nu har jeg ikke lige svaret foran mig, men vi har opfattet det som om, de er en del af de 282.«

- Er det ikke lidt ærgerligt at have lavet historien, når den er forkert?

»Jeg er ikke sikker på, jeg vil anerkende, at den ikke er rigtig.«

- Men vedkommendes advokat siger også, at han ikke er afvist asylansøger.

»Sådan opfattede vi det i hvert fald. Og det er også sådan, Søren Pind opfatter det.«

- Men bør I ikke også undersøge sagen selv og ikke bare stole på Søren Pind?

»Jo, men det synes jeg også, vi har gjort.«

En forkert iraker

I Enhedslisten vækker sagen harme.

»Søren Pind blander pærer og bananer sammen. Gruppen af irakere, der er udvist ved dom, er en helt anden gruppe end de afviste irakiske asylansøgere, som jeg og mange andre har støttet i deres ønske om ophold,« lyder det fra folketingsmedlem Line Barfod.

Selv har Søren Pind ikke ønsket at tale med Information om sagen efter at have forhørt sig om, hvad Information ville spørge om. Han henviser i stedet til sin blog på Berlingske Tidende. Her har han sidst på eftermiddagen tilføjet en kommentar om, at foreningen Kirkeasyl under alle omstændigheder »har ført en kampagne, der også omfattede folk med udvisningsdomme.«

For som Søren Pind forklarer, opholdt irakeren Taleb Ansari sig i en periode i kirken, og han har fået en dom for narkosmugling.

Længere oppe i det originale indlæg henviser Søren Pind blandt andet til en blog på internettet. Her har en skribent postet et billede af Taleb Ansari sammen med en anden iraker. Blogskribenten udpeger irakeren som Mustafa Ahmed. Men det er forkert. Information er bekendt med vedkommendes sande identitet, og han er vel at mærke ikke dømt for voldtægt.

Denne artikel er anbefalet af: