»Ja, vi kan. Ja, vi kan,« gjalder råbene foran den brasilianske ambassade i Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa. Fra alle hjørner af den ramponerede by vælter det frem med tilhængere af den afsatte præsident Zelaya:

»Han er tilbage, vi har vundet.«

Fra tidlig mandag morgen lokal tid svirrer det med rygter om, at landets afsatte præsident, Manuel Zelaya, er tilbage i Honduras efter knap tre måneder i tvungen eksil. Og det viser sig at holde stik. Kl. 13 træder den kuppede præsident frem bag pigtråden til den brasilianske ambassade og giver først en kort tale til tilhængerne og siden flere timers pressemøde.

- Hvordan er du nået frem til Tegucigalpa?

»Med det honduranske folks hjælp. Med mine utrættelige støtters hjælp,« svarer præsidenten kryptisk på det spørgsmål, der er en gåde for de fleste.

For hvordan ankommer landets mest kendte ansigt til hovedstaden uden myndighedernes, militærets og efterretningstjenestens viden?

En anden forklaring er ifølge landets de facto regering, at en endnu ukendt national politiker og medlem af kongressen skulle have stillet sin skudsikre bil til rådighed og kørt Zelaya de godt 150 km fra grænsen til El Salvador og frem til den honduranske hovedstad.

Hårdt mod hårdt

Siden militærkuppet den 28. juni, hvor landets folkevalgte præsident blev sendt ud af landet en tidlig søndag morgen kun iført pyjamas, har det fattige mellemamerikanske land været lagt på is af det internationale samfund. Ingen lande har anerkendt landets nye regering. De diplomatiske forbindelser er blevet brudt, og kreditter og bistand indefrosset. Alt sammen repressalier for at tvinge kupregeringen til forhandlingsbordet, hvor Costa Ricas præsident Óscar Arias som mægler tre gange har forsøgt at få Honduras’ de facto regering til at acceptere, at den afsatte præsident Zelaya skal tilbage.

Og nu gør Zelaya selv endnu et forsøg:

»Vi skal presse kupmagerne til dialog. Derfor opfordrer jeg det honduranske folk til at komme her til ambassaden og modtage mig,« lød det mandag fra Zelaya.

Men var dialogen ikke i forvejen stendød, så er den det ganske givet nu. Den honduranske kupregering, anført af de facto præsident Roberto Micheletti, har utvetydigt meddelt, at der ligger en arrestordre og venter på Zelaya. Han vil blive arresteret i det øjeblik, han sætter en fod uden for ambassadens grund, hvorefter han vil blive anklaget for korruption og stillet for en dommer. Og det er helt ligegyldigt, hvad det internationale samfund siger og gør, siger Micheletti:

»Vi honduranere står sammen i denne krisetid. Vi har kræfterne til at modstå presset, og vi ønsker bare at leve i fred og harmoni og med respekt for landets love.«

Tredje forsøg

To gange tidligere har den afsatte præsident Zelaya forsøgt at vende tilbage til Honduras. Første forsøg var to uger efter kuppet, hvor Zelaya cirklede over landets hovedstad i et venezuelansk indregistreret jetfly. Dengang blev lufthavnen i al hast lukket, mens tusinder af præsidentens tilhængere forsøgte at bryde igennem sikkerhedshegnet ind til lufthavnen.

Ugen efter slog præsident Zelaya lejr på den nicaraguanske side af grænsen mellem de to lande. Herfra forsøgte præsidenten at mobilisere sine tilhængere, så han i samlet og beskyttende karavane kunne drage mod hovedstaden. Et forsøg, der blev effektivt stoppet, da de honduranske myndigheder indførte udgangsforbud i hele zonen op mod grænsen.

Og nu sidder præsidenten på andet døgn på den brasilianske ambassade beskyttet af internationale konventioner. Hans tilhængere er væk. De blev tidligt i går morges skyllet væk af politiets vandkanoner, og i stedet har et massivt militæropbud belejret den mondæne Palmira-bydel, hvor ambassaden ligger. Der er indført udgangsforbud i hele landet foreløbigt gældende frem til onsdag morgen.

Landet ligger dødt, og befolkningen er delt som aldrig før. Barometret peger mod kaos.