Fanfare for det almindelige menneske

Talk about a dream; try to make it real / you wake up in the night with a fear so real / you spend your life waiting for a moment that just don’t come / DON’T WASTE YOUR TIME WAITING!
Bruce Springsteen, »Badlands«, 1978

Velvidende at det’almindelige menneske’ er en tilsnigelse for nu ikke at sige en fiktion, er der stadig milliarder af mennesker, hvis liv og levned ikke optager offentligheden en snus. Hvilket i berømmelse-for-enhver-pris-kulturen ofte opleves som et nederlag.

Og i det amerikanske samfund, hvor tesen om at ’enhver er sin egen lykkes smed’ og kapitalismens fortræffeligheder prises som intet andet sted, er det direkte forbundet med skam netop ikke at være rig og berømt. Sådan et sted – og alle andre steder, såmænd – er der brug for en hørbar stemme, der taler materialismen og modernitetens jag ret imod.

Skruede ned for blusset

Sådan en stemme ejer den store amerikanske arbejderklassedigter og sanger Bruce Springsteen, som i sit værk har dissekeret den amerikanske underhunds position, (mangel på) muligheder med tilhørende forhåbninger og (knuste) drømme. Efter at have leget med rockmytologisk materiale på sine første udgivelser, fandt han sin stemme på mesterværket Darkness on the Edge of Town i 1978.

Musikken var en effektiv, prunkløs og naturalistisk rock og teksterne blandt de bedste nogensinde om at være født og opdraget et sted mellem bunden og midten af det amerikanske samfund. Ingen har mere præcist end Springsteen indfanget stemningen af at være fanget mellem ønskedrøm og knusende realitet. Og hvordan sindet hos nogle individer af en deraf udledt hjælpeløshed og magtesløshed perverteres og finder sit udtryk i kriminelle handlinger, gerne af voldelig karakter. Dette udtrykkes til perfektion på karrierens mest dybtstikkende lp, den nøgne Nebraska (1982).

Paradoksalt nok gik han i processen hen og blev én af de største amerikanske stemmer nogensinde og opnåede alt det, hans figurer higer efter, men sjældent opnår. Kommercielt peakede karrieren i 80’erne med Born in the USA-albummet, hvorefter der med overlæg skruedes ned for blusset. Det fulgtes af nogle magre år, der lidt for ofte stod i gentagelsens tegn, men her i det ny årtusind har han genfundet gnisten.

Som eksempel på en stor kunstner, der aldrig har glemt hvor han kommer fra og til sine koncerter giver sine fans tifold igen, er han uden sidestykke. En ualmindeligt almindelig mand er han helt enkelt unik og vi iler med et tillykke. Og et tak for eksemplet til efterfølgelse.

Læs også Neal Ashley Conrads kronik: Med ‘Nebraska’ i hjertet