»I kender ham alle sammen. Han er jeres – Bob Dylan.«
Sådan bliver Dylan præsenteret ved hans koncerter i de tidligere 1960’ere. Han gav ungdomsoprøret stemme. I en tid med sociale konflikter, raceproblemer og mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King var han ungdommens røst, jvf. hans bemærkninger om at »your sons and daugthers are beyond your command«.
Dylan vil være den ultimative spidskandidat til Nobelprisen i litteratur.
Ikke en af de æteriske kandidater Nobel-komiteen ofte er gået efter – men en sand digter, der er i konstant kontakt med den strøm, der løber gennem alle. Han er poet på mange slags måder. Han er barden og trubadouren, han er ligeså meget beatdigter som en skeptisk, paradokstænkende forkynder. Han er modernist og præst uden kirke. Han er fortælleren, epikeren med stor fornemmelse for eposet med rødder helt tilbage til Homer.
Han er ikke blot en viderefører af folkemusik traditionen, han har selv været med til at definere den på sin helt egen måde med sange som ’The Times They Are A-changing’ og ’A Hard Rain’s gonna fall’.
Han repræsenterer en universel drøm om frihed og er grundlæggende antiautoritær. Selv nu i hans høje alder er det for nylig lykkedes ham at blive sat fast af politiet som hjemløs – »they’ll stone you when you are walking on the street«.
Generationsfænomen
Hørt og set under ét er Bob Dylan en af den moderne sjæls ypperste fortolker. Han har gjort mange af os i stand til at forstå os selv fra stadig nye vinkler. Han har lyst op i menneskesjæle over hele verden og vist nye veje ud. Gennem 40 år har han sat standarder for sangskrivning og sjælelige og åndelige udtryk. Han har skabt nye betingelser for, hvor lang en sang kan være og hvad der kan stå i den.
Dylan gør brug af hele litteraturens rum og rækkevidde, og forholder sig frit til andres digteres udtryk ud fra devisen ’gode digtere låner ikke, de stjæler’. Der er ikke noget hierarki for Dylan, for alting er samtidigt til rådighed og tilstede. Han er med årene blevet flere generationers stemme. Han er et generationsfænomen så universelt, at det giver mening at lade Cate Blanchett optræde som Dylan i filmen I’m not There.
Mine damer og herrer, I ved det, I har selv lyttet og taget ved lære, the one and only Bob Dylan.
Erik Boel og Neal Ashley Conrad er fra Europahøjskolen på Kalø
Kommentarer
Ja ok, når det bliver formuleret på den måde.
How stupid can one be?
Helt enig! Men ikke af de noget tågede grunde, som forfatteren anfører.
Dylan er ikke politisk aktivist, han en tredjeklasses musiker, en fjerdeklasses performer og han kan ikke synge. Men anskuet og læst som lyrik, er hans tekster er rigeligt en Nobelpris værd.
Det var ikke så meget mordet på Kennedy-brødrene og Martin Luther King, der optager Bob Dylan i hans sange.Bob Dylans tekster kredser sjældent om, de der færdes på de bonede gulve. Han aktualisere derimod gerne de socialt udsattes skæbner, blandt almindelige mennesker f.eks. i sange som:”Oxford Town”; ”The Death Of Emmett Till”; ”Only A Pawn In Their Game” (Om mordet på den almindelige aktivist og borgerretsforkæmper Medgar Wiley Evers) “George Jackson” (Black Panther Party aktivist der blev myrdet I fængslet); “Hurricane” (om justitsmordet på den sorte bokser Rubin Carter) og ”The Lonesome Death Of Hattie Carroll” (Om mordet på Hattie Caroll).
Ja, og ud over ikke at kunne synge og spille guitar så kan Mr. Dylan heller ikke spille nogenlunde hæderligt på diatonsk mundharpe - det lyder endnu værre end en banjo med nonnemaveskind og det siger da ikke så lidt. Men te’ løkke mæ’ed.
Jørgen Martinsen
Hvis man vil nominere en sangskriver til nobelprisen, hvorfor så ikke Chuck Berry istedet for Dylan. Han er ligeså god til at skide ord som Dylan, han er meget sjovere og han opfandt “duckwalken”. Eller hvad med Caetano Veloso. Han er Brasiliens, nej Sydamerikas, svar på Bob Dylan og i modsætning til Dylan er han ikke blevet hængende i de samme tre-fire akkorder og i det samme arkaiske ærkeamerikanske univers år efter år, plus han kommer fra den tredje verden. Det plejer Nobel-komitteen at kunne lide.