Hvad er stærkere end en demokratisk regering, stærkere end en international lov, stærkere end alle hensyn til miljøbeskyttelse og dyrearternes fortsatte beståen? Svar: En aggressiv lobby.
Det er én af de konklusioner, man kan drage af den franske Nationalforsamlings vedtagelse af en lov, der udvider jagtsæsonen for trækfugle og svømmefugle i strid med et direktiv, der er enstemmigt vedtaget af EU’s Ministerråd. En lov, som den franske regering har erklæret sig imod, men som blev vedtaget med et overvældende tværpolitiskflertal - 92 stemmer mod 20.
Jægerne har venner - eller lydige tjenere - blandt politikerne i alle partier undtagen De Grønne. Socialisterne, der er allieret med De Grønne i regeringskoalitionen, har ved denne lejlighed valgt mellem deres grønne allierede og jægerne, og de har for det store flertals vedkommende valgt jægerne. Enten ved at udeblive fra afstemningen eller ved at stemme ja til lovforslaget - der i øvrigt var fremsat af et af de borgerlige oppositionspartier. Regeringen tog afstand fra lovforslaget, men gjorde intet for at hindre dets vedtagelse.
Miljøminister Dominique Voynet, der repræsenterer De Grønne i regeringen, kæmpede en ensom kamp i Nationalforsamlingen, kun støttet af de seks grønne medlemmer.
Det er en parodi på et regeringssamarbejde og et groft eksempel på, hvordan flertallet af parlamentarikerne kryber for en højrøstet lobby. Jægerne repræsenterer tre pct. af befolkningen, men politikerne kappes om disse marginale stemmer med en underdanighed, der trodser enhver respekt for demokratiet - man fristes til at sige enhver selvrespekt.

Man behøver ikke være udenlandsk iagttager for at finde denne franske leflen for jægerne skandaløs. Dagbladet Le Monde konstaterer i en overskrift tværs over en hel side, at “Jægernes ord er lov i såvel Nationalforsamlingen som i Senatet”. Bladet fordømmer i en leder den “farlige underkastelse for den truende indflydelse fra en lobby, der repræsenterer en minoritær brøkdel af befolkningen”, og stempler parlamentarikernes holdning som “opportunistisk”.
Jagt og jægerinteresser er et hedt diskussionsemne i Frankrig, og man kunne søndag opleve én af de senere års mest ophidsede tv-debatter i anledning afvedtagelsen i Nationalforsamlingen.
På den ene side er der folk, der har svært ved at acceptere, at drab på dyr skal dyrkes som en forlystelse. Men det er ikke i centrum for den nuværende debat, der drejer sig om beskyttelsen af fugle i parrings- og yngletiden, bevarelsen af bestanden og arterne. Både miljøministeren og jagtmodstanderne - der hævdes at være talrige i hendes ministerium - har været særdeles saglige, moderate og sobre i debatten.
På den anden side er der jægerne og jagtlobbyen, der ofte optræder med en konsternerende arrogance og aggressivitet. Der er en gennemgående tone af trusler og vold i deres propaganda, og på det sidste har miljøministeren modtaget anonyme trusler.
I februar holdt jægerne en massiv demonstration i Paris til fordel for den nye lov og de var ikke hævet over mandschauvinistiske slogans mod miljøministeren af den mere vulgære art. Hun blev endog brændt i skikkelse af en dukke. Demonstrationens tone og stil var den, man normalt forbinder med fascister.

Det er naturligvis ikke alle franske jægere, der ønsker at identificere sig med et sådant image, men jægerne er kendt som et iltert folkefærd, vant til at føre det store ord. En mægtig pressionsgruppe, næsten en stat i staten. De udgør én af landets mest privilegerede mindretalsgrupper og forsvarer deres privilegier med næb og klør. De har meget vidtgående rettigheder, har lov til at betræde privat ejendom og har praktisk talt ret til at gå rundt med ladte geværer over alt, til fare for deres medmennesker. De hævder, at de er udsat for urimelige restriktioner, men har i virkeligheden den længste jagtsæson blandt de europæiske lande - syv en halv måned mod fem eller seks i andre lande.
Jægerne viser samme opfindsomhed, når de argumenterer for deres sag, som når de lægger sig på lur efter deres bytte. De hævder således, at jagtretten er en af de store demokratiske rettigheder, der blev vundet med Revolutionen i 1789. Det er rigtigt, at dette spørgsmål spillede en stor rolle for 200 år siden, men det var i et samfund og en tid, hvor jagt for en stor del af folket var et nødvendigt middel til at holde sulten fra døren. I de senere år har man mere og mere hørt det argument fra jægerne, at de repræsenterer friheden, de lokale traditioner og glæden ved naturen, ja miljøinteresser. Disse noble motiver og høje idealer overtages naturligvis af politikerne - som en facade, der skal dække over hulhed og hykleri.
Jagtlobbyen bekæmper også det europæiske direktiv i den nationale suverænitets navn. Som om det ikke var indlysende, at netop trækfugle er et internationalt anliggende, og at det ikke nytter noget at beskytte dem i andre lande, hvis de massakreres i Frankrig

Den konkrete kerne i debatten drejer sig om biologiske fakta og miljøhensyn,men derudover om juridiske og forfatningsmæssige spørgsmål på det nationale og europæiske plan. Det kommer man til at høre meget til i den kommende tid. Men det, der umiddelbart falder i øjnene, er at det europæiske direktiv, som Frankrig trodser, tjener til at beskytte fuglearternes fortsatte beståen og ikke udgør en jægerfjendtlig forholdsregel, tværtimod. Det er altså en reaktionær kamp, den franske jagtlobby udkæmper - og med de groveste midler. At politikerne kapitulerer kujonagtigt for en sådan kampagne, er et foruroligende tegn. B.V.