Hvilket køn har en engel? Det er vanskeligt at svare på, og måske også uinteressant at få svar på. Ikke mindst hvis man tilfældigvis er en engel. Anderledes let forekommer det at bestemme et jordisk væsens køn som kvinde eller mand. For her på jorden er der syn for sagen. Sandheden viser sig for os, når vi kaster et blik på hinandens kroppe. Men har vi i det hele taget brug for at for at bestemme menneskers køn entydigt?

Ja, er det utvetydige svar - ikke mindst hvis man tager sagen om den sydafrikanske 800-meter-løber, verdensmesteren Caster Semenya, frem som testcase. Den blev afgjort i sidste uge, hvor den kønstest, hun havde gennemgået viste, at ‘hun’ nu var en hermafrodit - men at hun ikke havde dopet sig til denne biologiske identitet. Det vil sige, at hun er et uskyldigt menneske, en uskyldig hermafrodit hvor begge køn er til stede i varierende proportioner. Konsekvensen er formentlig, at man ikke direkte tager medaljen fra hende, nej man sørger for at underminere værdien af den ved at tildele en guldmedalje nummer to til den næstbedste kvinde, Kenyas Janeth Jepkosgei. Hvorfor nu det?

Tildelt et køn

Tja, fordi vi i den vestlige verden i sandhed stadig har brug for at knytte et sandt køn til enhver person. Dette svar gav filosoffen Michel Foucault allerede tilbage i 1978. Det skete i indledningen til bogen Af en Hermafrodits erindringer.

Bogen handler om hermafroditten Herculine Barbin, der fra barnsben af blev udnævnt til at være en pige, og hun tilbragte sin barndom og ungdom i en klosterskole i rent kvindelige omgivelser. Herculine kunne spille såvel mandlige som kvindelige roller i et kærlighedsforhold, men hun var lykkelig ved ikke at blive klassificeret. Lykkelig over at kunne elske frit. Men lykken varede ikke ved. Hun blev inddraget i en retssag, der endte med at læger og lovens mænd i forening i 1860 fældede en dom, der erklærede Herculine for at være en mand. Uanset denne dom, så forstod Herculine sig stadig ikke som ét-kønnet. Dommen var med andre ord en kæmpe ulykke for Herculine, der endte med at begå selvmord.

For Michel Foucault er denne tragiske historie et eksempel på et historisk skift i samfundets syn på køn. I middelalderen og renæssancen var der enighed om, at hermafroditter havde to køn, to sandheder. I praksis fik de ved dåben et køn, men når de nåede skelsår og alder, så måtte de frit bestemme, om de fortsat ønskede at tilhøre det køn, der var dem tildelt. Det ændrede sig med oplysningstiden. Fremkomsten af de biologiske teorier om seksualiteten, de juridiske individbegreber og den moderne staters kontrolformer førte til en forkastelse af de to køn i en og samme krop. Det vil sige en indskrænkning af usikre menneskers frie valg til fordel for en biologisk diagnosticering af det sande køn.

En mere himmelsk jord

Den nye situation ser imidlertid ud til at være, at såvel den sociale som den biologiske bestemmelse af sig selv som køn igen rør på sig. Det skaber problemer for forskellige myndigheder - lige fra doping- til de sociale myndigheder.

På den ene side har vi således fortællingen om, at man kan dope sig til - snyde sig til - præstationer, som egentlig tilhører det andet køn. Det har Caster Semenya ikke gjort sig skyldig i, men hun bliver mere eller mindre behandlet som én, der havde gjort det, for myndighederne har ikke andre rationaler at bedømme det ud fra. På den anden side har vi for eksempel sociale fænomener som Michael Jackson-syndromet - eller om man vil opmærksomheden på den metroseksuelle mand - som er et blandt flere tegn på, at der knytter sig flere og flere fordele til at være som en pige eller opføre sig kvindeligt. Dette Jackson-manipulerende forhold til sig selv bekymrer imidlertid kun, når det for eksempel ytrer sig i sygelige anorektiske former.

Gad vide om ikke Caster Semenya godt kunne tænke sig, at jorden var mere himmelsk. Det er den imidlertid ikke - eller kun, hvis man forsøger at bure sig inde i et Neverland.

Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet