Der er grænser for vækst - nu skal de findes

Den gode nyhed: Menneskeheden kan fortsætte med at udvikle sig og trives i talløse generationer endnu.

Større billede

Større billede

Forbeholdet: Det forudsætter, at vi definerer og respekterer ‘de planetære grænser’, inden for hvilke udviklingen kan foregå bæredygtigt.

Som start på et stort videnskabeligt projekt med at identificere disse grænser har et internationalt forskerhold nu foretaget den første opgørelse over, hvor tæt vi på en række områder er på at overskride rammerne for bæredygtighed.

»Menneskets pres på det planetære system har nået et omfang, hvor pludselige og voldsomme globale miljøændringer ikke længere kan udelukkes,« siger professor Johan Rockström, leder af Stockholm Resilience Centre ved Stockholms Universitet.

Ifølge projektet er grænsen for, hvad planetens systemer kan tåle, allerede overskredet på tre områder. Det er 28 fremtrædende forskere fra bl.a. NASA Goddard Institute, Potsdam Institute for Climate Impact Research, Stockholms Universitet, Australian National University, Max Planck Institute, University of Oxford, University of Alaska Fairbanks og Københavns Universitet, der står bag det ambitiøse projekt, i går præsenteret i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature og ledsaget af en 36-siders artikel på projektets hjemmeside.

Læs hele rapporten og se chefforsker Johan Rockström forklarer nærmere om de ni planætere grænser

Fra dansk side deltager professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet, Katherine Richardson, der også er formand for den danske regerings Klimakommission.

»Vi har i fællesskab opstillet ni områder, som skal undersøges hver for sig og især i fællesskab. Vi mener desværre, at tre af grænserne for, hvad kloden er i stand til at kapere, muligvis allerede nu er overskredet. Det gælder kvælstofmængden i det biologiske kredsløb, ødelæggelsen af biodiversiteten og de mere generelle klimaforandringer,« siger Katherine Richardson. Dertil peger forskernes analyser på, at grænserne er tæt på at blive overskredet, når det gælder det globale ferskvandsforbrug, påvirkningen af den frugtbare jord, forsuring af verdenshavene samt det globale fosforkredsløb.

»Men det betyder ikke, at vi ikke kan rette op på miseren. På samme måde som man kan forbedre sit helbred ved at holde op med at ryge, kan man selvfølgelig også overskride Jordens grænser i kortere perioder, uden at der opstår uoprettelige skader. Men jo længere menneskeheden står på den forkerte side af denne grænse, jo større er faren for varige skader,« siger den danske biolog.

Antropocæn

Forskerne bag projektet ‘Planetary Boundaries’ mener, at mennesket er ved at skubbe planeten ud af den 10.000 år lange periode kaldet Holocæn, hvor et forholdsvis stabilt klima muliggjorde udviklingen af landbrug og avancerede civilisationer som den nuværende.

»Vi er nu på vej ind i Antropocæn, en ny geologisk æra hvor vore aktiviteter truer Jordens evne til at regulere sig selv. Den ekspanderende menneskelige aktivitet kan undergrave Holocæn-æraens robusthed, som ellers kunne være fortsat årtusinder ud i fremtiden,« påpeger professor Will Steffen, leder af Climate Change Institute ved Australian National University.

Forskerne bekymrer sig især over risikoen for, at planetære systemer under menneskets påvirkning ‘tipper’, overskrider kritiske ‘smertetærskler’ og meget pludseligt forandrer sig.

»Hvis disse tærskler overskrides, så kan vigtige undersystemer - som f.eks. monsunregn-systemet - tippe over i en ny tilstand, ofte med ødelæggende eller endog potentielt katastrofale konsekvenser for mennesker,« hedder det i Nature-artiklen.

Forskerne anbefaler, at verden stiler mod stabilisering ved en langsigtet CO2-koncentration i atmosfæren, der ikke overskrider 350 ppm (parts pr. million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler). I dag er koncentrationen allerede 387 ppm - knap 40 pct. over det førindustrielle niveau - og det er altså ifølge forskningsprojektet ikke nok bare at bremse den fortsatte stigning i udledninger og koncentration: CO2-koncentrationen i atmosfæren skal aktivt bringes ned, hvis risikoen for, at dele af klimasystemet tipper, skal holdes nede.

»Vores grænse på 350 ppm sigter mod at sikre den fortsatte eksistens af de store iskapper ved polerne,« dvs. Grønlands indlandsis og Antarktis, skriver forskerne.

Mangfoldighed truet

Om den biologiske mangfoldighed noterer Nature-artiklen, at udryddelsen af levende arter i dag skønnes at foregå i en takt, der er 100-1.000 gange hurtigere end den naturlige hastighed for arters uddøen, med menneskets indgreb i landskabet via landbrug, byekspansion, afbrænding m.m. som vigtigste årsag.

»Op til 30 pct. af alle pattedyr, fugle og padder vil blive udryddelsestruede i dette århundrede,« hedder det.

Når arter forsvinder, kan det påvirke lokale eller regionale økosystemers stabilitet og måske bringe dem over et kritisk ‘tipping point’, men det er ifølge forskerholdet meget vanskeligt at sætte en grænse for, hvad der er en tolerabel grænse for arters udryddelse. Forskerne peger forsigtigt på en udryddelsesrate på 10 gange den naturlige hastighed som en mulig grænse.

Det globale kvælstofkredsløb forstyrres først og fremmest af det moderne landbrug.

»Menneskets processer - især produktionen af gødning til fødevareproduktion samt dyrkning af bælgplanter - omdanner årligt ca. 120 millioner ton kvælstof fra atmosfæren til meget reaktive former. Det er mere end den kombinerede effekt af alle landjordens (naturlige, red.) processer. Meget af dette nye reaktive kvælstof ender i miljøet, hvor det forurener vandveje og kystfarvande, ophobes i landsystemer og tilfører et antal gasser til atmosfæren« såsom drivhusgassen kvælstofilte.

Forskerne vurderer, at grænsen for bæredygtighed kan ligge på en fjerdedel af dagens niveau for den menneskeskabte kvælstofomsætning.

Kompliceret arbejde

Projektets ambition om at definere bæredygtighedsgrænser for planetens kritiske systemer vanskeliggøres af, at de enkelte systemer og deres grænser kan påvirke hinanden.

»F.eks. kan markante ændringer i anvendelsen af Amazonas’ landområder påvirke vandressourcerne så langt væk som Tibet. Og grænserne for klimaændringer afhænger af, at man forbliver på den sikre side af grænserne for ferskvand, landjord, partikler, kvælstoffosfor, have og stratosfære-ændringer,« forklares det.

Der er tale om et kompliceret, tværdisciplinært forskningsarbejde, som endnu er i en tidlig fase, understreger forskerholdet.

»På nuværende tidspunkt tyder den foreliggende viden på, at menneskeheden har friheden til forfølge en langsigtet social og økonomisk udvikling, så længe grænserne ikke overskrides,« lyder konklusionen fra de 28 forskere.