Det er et vidnesbyrd om de dybe sår, Anden Verdenskrig efterlod i Europas psyke, at krigen 70 år efter den nazistiske invasion af Polen stadigvæk kan udløse stridigheder. Ikke kun mellem lærde, men også mellem toppolitikere på højeste niveau.

70-års-dagen for den nazistiske invasion af Polen i september 1939 vakte en gammel strid mellem Polen og den russiske føderation til live. Striden går på, hvem der startede krigen, for 17 dage efter det nazistiske angreb på Polen angreb Sovjetunionen østfra og besatte det østlige Polen efter en hemmelig pagt med Nazityskland.

Den tidligere russiske præsident og nuværende ministerpræsident Vladimir Putin gjorde en vigtig indsats for at læge gamle sår ved at sige til en polsk avis, at Hitler-Stalin- pagten fra 1939 var »umoralsk«, og at »det er vor pligt at fjerne den byrde af mistro, som har præget forholdet mellem Polen og Rusland. Det er vor pligt starte på en frisk.«

Effekten af Putins udtalelser blev dog til en vis grad begrænset af den russiske præsident Dimitri Medvedev, som nogenlunde samtidig fordømte enhver sammenligning mellem Nazityskland og det stalinistiske Sovjetunionen og alle forsøg på at »omskrive historien« ved at sidestille de to ideologier kommunisme og nazisme.

Parallelt hermed fremlagde historikere fra den russiske udenrigsefterretningstjeneste, SVR, dokumenter, som angiveligt skulle dokumentere, at Polen og Nazityskland så sent som i 1939 konspirerede om at invadere Sovjetunionen, hvilket blev fyldigt omtalt i de russiske medier.

Vestens version

Det skal understreges, at Ruslands ledelse har en pointe, når den engang imellem føler en vis frustration over Vestens historiske opfattelse af Anden Verdenskrig. Amerikanerne i almindelighed og Hollywood i særdeleshed har gjort en energisk indsats for at promovere myten om, at USA nærmest ene og alene vandt over Aksemagterne med en smule velvillig assistance fra briterne. Det er en specielt udbredt opfattelse blandt børn og unge, som ofte henter deres historieopfattelse fra amerikanske film som Steven Spielbergs Saving Private Ryan eller Quentin Tarantinos postmoderne prut af en film Inglourious Basterds.

Jeg erindrer, hvordan jeg som skolelærer tålmodigt måtte forklare børn i en dansk folkeskole, hvem Josef Stalin var, og hvad slaget om Stalingrad var, og hvorfor krigen mod Hitler blev afgjort på Østfronten. Netop på Østfronten stod mellem 75 og 85 procent af alle tyske styrker opmarcheret i perioden fra 1941-45 for at bekæmpe Den Røde Hær, som tilføjede tyskerne 88 procent af deres tabstal under krigen. Det kræver ikke de store militære kundskaber at regne ud, at uden en Østfront til at dræne den tyske Wehrmacht, ville invasionen i Normandiet i 1944 næppe have kunnet ladet sig gøre. Så kan Hollywood vinde Anden Verdenskrig lige så tosset, de vil på film.

Massemord

Men der er også en anden side af den sovjetiske krigsindsats. Mens Sovjetunionen bogstavelig talt ofrede millioner for at drive tyskerne tilbage fra Stalingrad og Moskva og helt til løvens hule i Berlin, var den sovjetiske nedkæmpelse af nazismen ikke nogen befrielse. Tværtimod fulgte de sædvanlige sikkerhedsstyrker med i kølvandet af frontstyrkernes fremrykning. Sikkerhedsstyrkerne genindførte den sovjetiske praksis med masseterror og tvangsdeportationer. Hvor mange danskere ved eksempelvis, at der alene fra det sovjetisk-besatte Estland blev deporteret 11.000 estere i ugerne før Nazitysklands invasion af Sovjetunionen? Heraf omkom de 6.000.

Og hvor mange danskere ved, at alene den sovjetiske besættelse af det østlige Polen fra 1939 til 1941 og hele Polen efter 1944 kostede op mod en million mennesker livet? Massemordet på cirka 20.000 polske officerer i Katyn er blot en ud af utallige massakrer Sovjet-staten foretog.

Og hvor mange ved, at mange af de nationale modstandsbevægelser, der voksede frem under krigen for at bekæmpe nazisterne østpå, rettede skytset mod den nye sovjetiske besættelsesmagt efter det tyske tilbagetog, og så sent som i 1950’erne førte partisankrig i de baltiske lande og Ukraine? Mens 1945 bragte fred i Europa kan det med en vis ret diskuteres, hvornår Anden Verdenskrig sluttede østpå, hvor den sidste estiske partisan, August Sabbe, som 69-årig på flugt fra KGB valgte at drukne sig selv frem for at overgive sig i 1978.

Alles kamp mod alle

Krigen på Østfronten var den blodigste slagmark, historien nogensinde har fremvist. 27 millioner sovjetborgere mistede livet, og seks millioner polakker døde i krigen. Hele regioner blev affolket og jævnet med jorden.

Det var i en vis forstand alles kamp mod alle, og tegneserieversionen om det godes kamp mod det onde i Anden Verdenskrig er desværre netop bare en tegneserieversion. Den har ikke noget som helst med virkeligheden at gøre.

Anden Verdenskrig var en brutal krig fuld af heroisme, fejhed og grusomhed. Men frem for alt var krigen en brutal kamp mellem to totalitære systemer, som i fællesskab startede krigen, og som siden vendte sig mod hinanden. For begge systemer var mennesker redskaber, der kunne ofres efter behov. Som den sovjetiske hærchef marskal Georgi Sjukov engang fortalte en forbløffet amerikansk general, var det ganske normalt at lade sovjetiske tropper marchere direkte gennem tyske minefelter for på den måde at kunne rykke hurtigere frem.

I filmen Defiance om en gruppe jøders overlevelseskamp i de hviderussiske skove i 1941-42 bliver det sagt af en jøde, at for ham er politik noget med diktatorer med skæg: I vest er der en diktator med et lille overskæg, som vil dræbe dem alle, og i øst er der en diktator med et stort overskæg, som vil dræbe dem alle.

Stof til eftertanke

Det kan diskuteres, hvor meget det her betyder.

Svaret er, at historie i virkeligheden er et lige så potent redskab som et krydsermissil. Som George Orwell ville formulere det, så er det den, som behersker fortiden, som behersker fremtiden; og den, som behersker nutiden behersker fortiden. Det er specielt foruroligende i Rusland, hvor Stalin-tiden og Anden Verdenskrigs ofre igen fremhæves positivt, mens alle de negative ting om Stalin-tiden med magt bliver fortiet.

Memorial er en russisk organisation, som siden 1992 har arbejdet for at holde mindet om Lenins og Stalins folkemord i live i den russiske offentlighed ved bl.a. at oprette mindesmærker. I december 2008 stormede maskerede og politistavsbevæbnede mænd fra den russiske anklagemyndighed Memorial’s kontorer i Skt. Petersborg og konfiskerede computere med oplysninger på over 50.000 ofre for stalinismen. Aktionen blev ledsaget af en række avisartikler i den russiske presse, hvor Memorial blev sværtet til for at ødelægge Ruslands historie og overbebyrde den russiske befolkning med skyldfølelse.

Det ville være en alvorlig fejl ikke at forstå implikationerne af dette i Den Vestlige Verden: Kimen til den næste europæiske krig kan ligge begravet i de fjendebilleder, som de forskellige fortolkninger af historien rummer. Der er eksempelvis en voksende strid mellem Rusland og Ukraine om Krim-halvøens tilhørsforhold og en diskussion i Rusland om, hvorvidt Ukraine overhovedet er en rigtig stat. Det første skud er endnu ikke løsnet i striden, som endnu først og fremmest er en politisk konflikt, men det vil næppe fortsætte sådan. Hvis det kommer til vold, vil konflikten næppe kunne begrænses til bare de to lande.

Som den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski sagde som en advarsel til Rusland om ikke at angribe Ukraine:

»De vil i så fald stå over for 90 millioner mennesker. Polen vil slås side om side med Ukraine.«

Det er stof til eftertanke for os vesteuropæere, som aldrig helt har forstået, hvad der foregik østpå.

Robert Petersen er ph.d.-studerende og historiker på RUC