Det er et vidnesbyrd om de dybe sår, Anden Verdenskrig efterlod i Europas psyke, at krigen 70 år efter den nazistiske invasion af Polen stadigvæk kan udløse stridigheder. Ikke kun mellem lærde, men også mellem toppolitikere på højeste niveau.
70-års-dagen for den nazistiske invasion af Polen i september 1939 vakte en gammel strid mellem Polen og den russiske føderation til live. Striden går på, hvem der startede krigen, for 17 dage efter det nazistiske angreb på Polen angreb Sovjetunionen østfra og besatte det østlige Polen efter en hemmelig pagt med Nazityskland.
Den tidligere russiske præsident og nuværende ministerpræsident Vladimir Putin gjorde en vigtig indsats for at læge gamle sår ved at sige til en polsk avis, at Hitler-Stalin- pagten fra 1939 var »umoralsk«, og at »det er vor pligt at fjerne den byrde af mistro, som har præget forholdet mellem Polen og Rusland. Det er vor pligt starte på en frisk.«
Effekten af Putins udtalelser blev dog til en vis grad begrænset af den russiske præsident Dimitri Medvedev, som nogenlunde samtidig fordømte enhver sammenligning mellem Nazityskland og det stalinistiske Sovjetunionen og alle forsøg på at »omskrive historien« ved at sidestille de to ideologier kommunisme og nazisme.
Parallelt hermed fremlagde historikere fra den russiske udenrigsefterretningstjeneste, SVR, dokumenter, som angiveligt skulle dokumentere, at Polen og Nazityskland så sent som i 1939 konspirerede om at invadere Sovjetunionen, hvilket blev fyldigt omtalt i de russiske medier.
Vestens version
Det skal understreges, at Ruslands ledelse har en pointe, når den engang imellem føler en vis frustration over Vestens historiske opfattelse af Anden Verdenskrig. Amerikanerne i almindelighed og Hollywood i særdeleshed har gjort en energisk indsats for at promovere myten om, at USA nærmest ene og alene vandt over Aksemagterne med en smule velvillig assistance fra briterne. Det er en specielt udbredt opfattelse blandt børn og unge, som ofte henter deres historieopfattelse fra amerikanske film som Steven Spielbergs Saving Private Ryan eller Quentin Tarantinos postmoderne prut af en film Inglourious Basterds.
Jeg erindrer, hvordan jeg som skolelærer tålmodigt måtte forklare børn i en dansk folkeskole, hvem Josef Stalin var, og hvad slaget om Stalingrad var, og hvorfor krigen mod Hitler blev afgjort på Østfronten. Netop på Østfronten stod mellem 75 og 85 procent af alle tyske styrker opmarcheret i perioden fra 1941-45 for at bekæmpe Den Røde Hær, som tilføjede tyskerne 88 procent af deres tabstal under krigen. Det kræver ikke de store militære kundskaber at regne ud, at uden en Østfront til at dræne den tyske Wehrmacht, ville invasionen i Normandiet i 1944 næppe have kunnet ladet sig gøre. Så kan Hollywood vinde Anden Verdenskrig lige så tosset, de vil på film.
Massemord
Men der er også en anden side af den sovjetiske krigsindsats. Mens Sovjetunionen bogstavelig talt ofrede millioner for at drive tyskerne tilbage fra Stalingrad og Moskva og helt til løvens hule i Berlin, var den sovjetiske nedkæmpelse af nazismen ikke nogen befrielse. Tværtimod fulgte de sædvanlige sikkerhedsstyrker med i kølvandet af frontstyrkernes fremrykning. Sikkerhedsstyrkerne genindførte den sovjetiske praksis med masseterror og tvangsdeportationer. Hvor mange danskere ved eksempelvis, at der alene fra det sovjetisk-besatte Estland blev deporteret 11.000 estere i ugerne før Nazitysklands invasion af Sovjetunionen? Heraf omkom de 6.000.
Og hvor mange danskere ved, at alene den sovjetiske besættelse af det østlige Polen fra 1939 til 1941 og hele Polen efter 1944 kostede op mod en million mennesker livet? Massemordet på cirka 20.000 polske officerer i Katyn er blot en ud af utallige massakrer Sovjet-staten foretog.
Og hvor mange ved, at mange af de nationale modstandsbevægelser, der voksede frem under krigen for at bekæmpe nazisterne østpå, rettede skytset mod den nye sovjetiske besættelsesmagt efter det tyske tilbagetog, og så sent som i 1950’erne førte partisankrig i de baltiske lande og Ukraine? Mens 1945 bragte fred i Europa kan det med en vis ret diskuteres, hvornår Anden Verdenskrig sluttede østpå, hvor den sidste estiske partisan, August Sabbe, som 69-årig på flugt fra KGB valgte at drukne sig selv frem for at overgive sig i 1978.
Alles kamp mod alle
Krigen på Østfronten var den blodigste slagmark, historien nogensinde har fremvist. 27 millioner sovjetborgere mistede livet, og seks millioner polakker døde i krigen. Hele regioner blev affolket og jævnet med jorden.
Det var i en vis forstand alles kamp mod alle, og tegneserieversionen om det godes kamp mod det onde i Anden Verdenskrig er desværre netop bare en tegneserieversion. Den har ikke noget som helst med virkeligheden at gøre.
Anden Verdenskrig var en brutal krig fuld af heroisme, fejhed og grusomhed. Men frem for alt var krigen en brutal kamp mellem to totalitære systemer, som i fællesskab startede krigen, og som siden vendte sig mod hinanden. For begge systemer var mennesker redskaber, der kunne ofres efter behov. Som den sovjetiske hærchef marskal Georgi Sjukov engang fortalte en forbløffet amerikansk general, var det ganske normalt at lade sovjetiske tropper marchere direkte gennem tyske minefelter for på den måde at kunne rykke hurtigere frem.
I filmen Defiance om en gruppe jøders overlevelseskamp i de hviderussiske skove i 1941-42 bliver det sagt af en jøde, at for ham er politik noget med diktatorer med skæg: I vest er der en diktator med et lille overskæg, som vil dræbe dem alle, og i øst er der en diktator med et stort overskæg, som vil dræbe dem alle.
Stof til eftertanke
Det kan diskuteres, hvor meget det her betyder.
Svaret er, at historie i virkeligheden er et lige så potent redskab som et krydsermissil. Som George Orwell ville formulere det, så er det den, som behersker fortiden, som behersker fremtiden; og den, som behersker nutiden behersker fortiden. Det er specielt foruroligende i Rusland, hvor Stalin-tiden og Anden Verdenskrigs ofre igen fremhæves positivt, mens alle de negative ting om Stalin-tiden med magt bliver fortiet.
Memorial er en russisk organisation, som siden 1992 har arbejdet for at holde mindet om Lenins og Stalins folkemord i live i den russiske offentlighed ved bl.a. at oprette mindesmærker. I december 2008 stormede maskerede og politistavsbevæbnede mænd fra den russiske anklagemyndighed Memorial’s kontorer i Skt. Petersborg og konfiskerede computere med oplysninger på over 50.000 ofre for stalinismen. Aktionen blev ledsaget af en række avisartikler i den russiske presse, hvor Memorial blev sværtet til for at ødelægge Ruslands historie og overbebyrde den russiske befolkning med skyldfølelse.
Det ville være en alvorlig fejl ikke at forstå implikationerne af dette i Den Vestlige Verden: Kimen til den næste europæiske krig kan ligge begravet i de fjendebilleder, som de forskellige fortolkninger af historien rummer. Der er eksempelvis en voksende strid mellem Rusland og Ukraine om Krim-halvøens tilhørsforhold og en diskussion i Rusland om, hvorvidt Ukraine overhovedet er en rigtig stat. Det første skud er endnu ikke løsnet i striden, som endnu først og fremmest er en politisk konflikt, men det vil næppe fortsætte sådan. Hvis det kommer til vold, vil konflikten næppe kunne begrænses til bare de to lande.
Som den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski sagde som en advarsel til Rusland om ikke at angribe Ukraine:
»De vil i så fald stå over for 90 millioner mennesker. Polen vil slås side om side med Ukraine.«
Det er stof til eftertanke for os vesteuropæere, som aldrig helt har forstået, hvad der foregik østpå.
Robert Petersen er ph.d.-studerende og historiker på RUC
Kommentarer
Kære Robert Petersen:
Du fremhæver i din udmærkede kronik fortjenstfuldt såvel Sovjetunionens krigsindsats som bagsiden af den efterfølgende sovjetiske fremrykning i Østeuropa, og ligeledes også den tendentiøse vestlige historieskrivning om 2. verdenskrig. Helt enig i alle disse betragtninger.
Men du kommer, synes jeg, lidt nemt om ved årsagerne til 2. verdenskrig, når du lovlig hurtigt og summarisk skriver, at de 2 totalitære magter “i fællesskab startede krigen”.
1) For det første ‘starter’ man ikke bare en krig, der ligger en kompleks kæde af begivenheder forud, Man kan med megen ret hævde, at årsagerne til såvel nazismens sejr i Tyskland, som bolsjevismens sejr i Rusland og efterfølgende 2. verdenskrig var 1. verdenskrig, som med rette af en række tyske forskere kaldes det 20. århundredes “Ur-katastrofe”
2) Nazi-Tyskland var, som påpeget af forskere som bla.a Richard Evans og Mommsen, så at sige konstrueret med henblik på raceimperialisme, ekspansion og krig. Sovjetunionen gennemgik omvendt internt i samme periode en utrolig lidelsesfuld og ambivalent moderniseringsproces og var meget lukket om dette projekt. Det er i den forbindelse også tankevækkende, at medens langt største parten af den tyske nazismes ofre var fremmede folk, så var langt største parten af ofrene for den russiske stalinisme landets egne indbyggere.
3) Her i disse år ligger fokus jo åbenbart helt på kritikken af Sovjetunionen , og der er sandelig også meget at kritisere her. Men kritikken er lovlig tidstypisk og vi må passe på at balancen ikke tipper. Vi må vel stadig lægge hovedskylden for 2. verdenskrig på Hitler og nazismen, eller hvad? Hitlers Tyskland tilstræbte krig som et mål i sig selv. Stalin søgte, som påvist af forskere som Gorodetsky og Roberts, så længe som muligt at undgå den. 1939-pagten var et led i hans variant af appeasement politik
4) Vestmagterne, endelig, er vel heller ikke uden skyld i 2. verdenskrig. Forud for den ulyksalige Stalin-Hitler pagt i 1939 gik f.eks. München-forliget i 1938, hvor England og Frankrig ofrede det eneste demokratiske land i Østeuropa i perioden, nemlig Tjekkoslovakiet ( som ovenikøbet havde en alliancepagt med Frankrig) for at appease Hitler. I foråret samme år havde Vestmagterne også set til medens Hitler overfaldt og annekterede Østrig og i 1936 havde de ladet ham marchere ind i den demilitariserede Rhin-zone Alt dette synes i dag at være gået i glemmebogen.
Denne kommentar er anbefalet af:
ET NYT KAPITEL I HISTORIEFORFALSKNING.
Robert Petersen har mærket krigens vilkår, siden han vil puste med den. Vore dages voksne har dog fået et anstrengt forhold til ansvar og konsekvenser.
Tænke sig, at vi endnu i 2009 skal lægge ører til den samme ulækre og mangelfulde historie, hvor man tæller døde og overgår hinanden i uhyrligheder, og hvor “vi” er det pæne anstændige og udenforstående Vesten, der kan tillade sig at vade rundt i andres ulykker, til trods for at den vestlige leveform af kapktalisme og egoindskrænkede liberalisme har forvoldt langt flere overgreb. Men vi savner måske selv krigens følger for at få styr på sejrens realiteter.
Her er endnu en historieskriver, der kan bruge historien, fordi han har taget parti og føler sig berettiget til at fælde dom over to af kriges parter. Hvor var de vestlige lande i mellemkrigsårene efter de barske tyske fredsbetingelser, hvem måtte kæmpe mod den opblomstrende fascisme og nazisme (også her i landet), hvem ofrede liv og lemmer i Spanien, ikke den pæne borgerlighed, der i dølgsmål havde taget bekvem stilling og lod tiden gå, ja, tilmed forbød og straffede folk for at kæmpe for den demokratiske republik. Bagefter vil vi tilmed vaske vore hænder ved at fortælle historien om de andres ubarmhjertige krig.
Hvordan skal børn dog kende konsekvenserne og lære, at det også udløser konsekvenser at lægge armene over kors.
Robert Petersen værdiger end ikke ideologiernes forskelle et ord, for han er historisk fundamentalist på vestlig ideologi, og tør ikke tale om den rendyrkede racisme, racerenheden, der dengang skilte borgerne og nu overføres på de to fordømte parter, velsagtens fordi vi skal fortie for vore børn, at de vestlige lande både før og efter har begået de samme overgreb på menneskerettighederne, ved unyttelse og udsultning, krig, kemi, terror og tortur.
Kronikkens historie fortælles af endnu en vesterlænding, der vil puste til ilden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det skarpe skel mellem to “europaer” hører så vidt jeg kan se specielt perioden mellem 2. verdenskrig og Sovjetunionens opløsning til.Tidligere og senere har alle relevante opdeligner gået fuldstændigt på kryds og tvers af netop den konflikt.
Tilsvarende kan man vel lave alle mulige andre opdelinger af europæerne også nu.
Curt Sørensen god kommentar!
et supplement:
“1. verdenskrig, som med rette af en række tyske forskere kaldes det 20. århundredes “Ur-katastrofe”
..og som satte skub i den russiske revolution, der opstod som en folkelig antikrigsbevægelse, der nægtede at deltage i en uduelig militaristisk adels vanvittige krigsgalskab…
Jeg kan anbefale: “10 dage der rystede verden” (John Reed)
Tak for den meget præcise beskrivelse om starten på 2.verdenskrig. Der er stadig en masse hemnmelighedskræmmeri om hvad der virkelig skete. Sovjetunionenen og Tyskland startede 2.verdenskrig ved ifølge aftale (Molotov-Rippentrop pagten med den senere afslørede hemmelige protokol) at overfalde og dele Polen fra hver sin side - det fremgik ikke klart af mine skolebøber i 60-erne og 70-erne - står det klart i skolebøgerne idag?Næppe! Løgnen om historien har for mange interessenter,
Friheden til at ytre sig med løgn er mangehovedet, og historien om ikke-angrebspagten er blevet en indforstået brik i den vestlige opfattelse.
Få i dag husker vel DKP’s forlegenhed i 1939 læs Børge Hovmann). Eller få husker, at NSDAP på papiret var et arbejderparti, på dansk ‘nationalsocialistisk arbejderparti’, hvilket også Dansk Folkepartis ideologi. Husker man eksempelvis, hvorledes millioner at tyskere satte deres sparepenge i Volkswagen i tiltro til at få en billig tyske familiebil, der imidlertid allerede var indgået i den tyske rustningsplanlægning som en terrængående ordonnansbil.
Og ingen husker mere at ville huske, at den største ideologiske forskel på Komintern og Nazistpartiet fandtes i den nazistiske raceideologi, der ikke “bare” gjaldt jøder, men også egne “germanske urene” o.fl.a., f.eks. Jehovas Vidner (læs Hermine Schmidt og Günter Grass), selv om kommunisterne havde et problem med deres egne politikere (Arne Munch-Petersen).
Dele af dagens antimuslimske debat, der vil sætte lighedstegn mellem den islamiske tro og nazismen (den katolske højrebevægelse) for at bistå den israelske stat, forekommer at kredse om samme forestillinger, når den vesteuropæiske samvittighed skal plejes og derfor må dømme andre.
Mange eruopæere kender det moderne medieuhyre og er klar over, at ytringsfriheden har mange løgne, der svækker det, vi kalder demokrati og en ungdomskultur.
Denne kommentar er anbefalet af:
Robert Petersen få på elegant vis slået fast at det var Sovjetunionen der besejrede nazi Tyskland. Desværre ophører den gode forskning her, resten af kronikken er et langt knæfald for værdi nihilisme og koldskrigs forskrækkelse. Robert Petersen er især fattig på nuancer, han taler om sovjetiske sikkerhedsstyrker der efter denne forskers mening udførte terror og tvangsdeportationer. Jamen så udøvede den danske modstandsbevægelse og frihedsrodet også terror herhjemme, da vi gjorde op med nazi sympatisører og værnemagere. Ligesom mange af de lande Sovjetunionen befriede for nazismen, var godt sovset ind i selv samme nazisme. Tænk på Ungaren, Ukraiene, Estland og Polen som udførte omfattende jøde pogromer, samtidig med at tyskerne trak sig ud af kampområderne. Der er var meget som skulle ryddes op og tak fordi Sovjetunionen havde nosser til at gøre det nødvendige arbejde – det samme kan man ikke sige om USA og Vesteuropa. I lande som Polen forekom der voldsomme optøjer, og plyndringer da de tyske soldater trak sig tilbage, nogen måtte genoprette ro og orden. Tuviah Friedman fortæller i bogen ”Jeg Jagede Eichmann” om hvordan han og flere andre blev indslusede i militser der skulle: ” opspore og arrestere tyskere, polakker og ukrainere, der havde indledt sig på krigsmæssig virksomhed, som var til skade for Polens og det polske folks interesser”. Mange af dem som man måtte internere var, ikke ligefrem guds bedste børn. Robert Petersen nivellere åbenlyse forskelle, mellem Sovjetunionen og nazi Tyskland han overser med vilje – at Sovjetunionen sammen med sine allierede, repræsenterede en humanistisk civilisation, som sammen kæmpede imod en anden kulturs fremgang, en magisk, dæmonisk kultur, der ikke var skabt for mennesker, men for noget mere end mennesker – overmennesket!
Denne kommentar er anbefalet af:
Hitler-Tyskland og Stalin-Sovjet blev allierede 23/8 1939. De invaderede derefter som aftalt deres respektive dele af Polen. Hitler-Tyskland bragte alliancen til ophør 22/6 1941. Hvad der foregik derefter kan ikke bortforklare den forbryderiske alliance
@Ivan Dybdal. Nu var der mange alliancer i omløb i verden dengang og set i det lys er det svært at få øje på det specielle forbryderiske du snakker om! Men hvorom alting er så var det vitalt for Stalin at vinde tid til, at opbygge en krigs industri som kunne modstå Tysklands angreb. Som bekendt lykkedes det for Stalin, og det sovjetiske folk, og derfor kan du og jeg i dag skrive frit og udtrykke os på dansk, og ikke på tysk – tænk over det!
@Claus Oreskov. Det forbryderiske var at Sovjet allierede sig med Tyskland om at invadere Polen, hvilket de gjorde umiddelbart efter den indgåede aftale 23/8 1939, hvorefter de delte Polen imellem sig. Alliancen og aftalen førte desuden til Sovjets erobring af de Baltiske Lande og det østlige Rumænien og angreb på Finland. Som bekendt blev alliancen brudt af Tyskland 22/6 1941. Sovjet og Tyskland var derfor allierede i erobringskrig i næsten to år. Sovjet beholdt det, de havde erobret i 50 år, mens Tyskland kun beholdt deres erobringer i 5 år.
Ivan Dybdal
“Sovjet og Tyskland var derfor allierede i erobringskrig i næsten to år. Sovjet beholdt det, de havde erobret i 50 år, mens Tyskland kun beholdt deres erobringer i 5 år.”
Tyskland tabte jo som bekendt krigen - måske derfor.
Allerede i begyndelsen af 30’erne brød Komintern sin afvisning af socialdemokratierne med en appel om i fællesskab at imødegå nazismen, men fik ikke medhold hos socialdemokraterne, heller ikke under Den spanske Borgerkrig, tværtimod. (I øvrigt søgte Hitler og specielt Hess ved flere lejligheder at indgå “ikke-angrebspagter” med England - i fred og krig gælder forskellige love. En ulykke for Norden af denne sikring af bufferzoner var den første vinterkrig, da finnerne afviste russerne ønske om sikkerhed ved indsejling til Leningrad.)