Det er velkendt, at Det Danske Filminstitut er blevet reduceret til en underafdeling af tv, som har alt for stor indflydelse på, hvilke film der skal produceres. Det betyder en voldsom ensretning af filmkunsten, der stort set kun tillades i dens mest kommercielle former. To af DR’s ledere, Ingolf Gabold og Lars Grarup, fremhæver rigtignok igen og igen Jytte Rex’ Silkevejen (2004) som et eksempel på, at institutionen også støtter ’smalle’ film. Men de fortier, at de på femte år har nægtet at sende filmen!

Silkevejen fik særdeles positive anmeldelser, men blev lagt på hylden af DR til trods for, at de har investeret flere hundrede tusinde kroner i filmen. Det er derfor rent svindel, når DR’s topchefer bruger netop den film som eksempel på, at de også støtter den filmkunst, som er anderledes. Den er et eksempel på det modsatte – og langtfra det eneste. DR har endnu en Jytte Rex-film liggende, som de har betalt for, men på fjerde år nægter at sende, nemlig børnefilmen Pigen med fletningen. Det er en københavnerfilm, som guider børn rundt til hjørner af storbyen, hvor de ikke er vant til at komme. Også den film fik fremragende anmeldelser.

Eksemplerne illustrerer, at den frie konkurrence på tv-markedet ikke fremmer kvaliteten, sådan som den Brian Mikkelsen af ideologiske grunde forsøgte at bilde os ind, da han var kulturminister. Konkurrencen fremmer tværtimod den laveste fællesnævner, mens de bedste film bliver tabere. Det samme bliver seerne: De har betalt for noget, som de ikke får.

Intetsigende smalkost

Problematikken er ikke ny. DR afslog i sin tid at co-producere Jytte Rex’ Den erindrende (1985). Da den så fik en Bodil som årets bedste kortfilm, følte DR sig alligevel forpligtet til at købe filmen. Men også den skrottede de. Skønt de havde betalt for den, foretrak de at lægge den på hylden og sende, hvad seerne kender til bevidstløshed, frem for at udvide deres bevidsthed med noget, de ikke har set før. Historien gentog sig med Jytte Rex’ portrætfilm om grafikeren Palle Nielsen. DR mente ikke, at filmen var egnet for tv med den begrundelse, at Danmarks største grafiker er ukendt for seerne – hvilket vel snarere burde være en grund til at vise filmen frem for at holde seerne i fortsat uvidenhed. Først da filmen var præmieret af både juryen på Odense Film Festival og Robert-komitéen som årets bedste portrætfilm, sadlede DR om og viste den.

Men samtidig tog de en frygtelig hævn, idet de programsatte den omkring midnat. På den måde kunne de opfylde deres egen profeti om, at Palle Nielsen ikke interesserer danskerne. På svensk tv er tankegangen en anden. Der sætter de en ære i at tilbyde kvalitetsfilm i den bedste sendetid. Da SV/TV viste Palle Nielsen-filmen, sendte de den i prime time kl. 20. I den forbindelse er det yderligere interessant, at da Jytte Rex søgte ældre arkivoptagelser med Palle Nielsen, var han helt ukendt i DR’s eget arkiv – hvorimod svensk tv naturligvis havde optagelser med ham.

Tænk hvis DR også turde sende i det mindste de Jytte Rex-film, de allerede har betalt for, i den bedste sendetid. Det ville være en enestående tillidserklæring til seerne, som dermed ville opleve, at film- og tv-kunst kan være helt anderledes og langt mere vitaminrig end den intetsigende smalkost, de normalt spises af med.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter