>Mange mener, at det er det, og deres argumenter virker overbevisende. Men så enkelt er det ikke

Nu er det sket igen. En svensk journalist påstår, at Israel bruger palæstinenseres organer, og han bliver straks mødt med en beskyldning for antisemitisme.

Herefter kommer den sædvanlige kædereaktion. Israelkritikere kalder reaktionen for hysterisk, mens israelstøtter henviser til den ganske iøjnefaldende ulighed i mediernes behandling af Israel og deres behandling af resten af verden.

Hvorfor er der altid en massiv fordømmelse af Israels selv mest ubetydelige handlinger, men kun minimal interesse for uhyrligheder andre steder? Og hvordan kan israelkritikere med så meget ondt i sjælen over opførelse af et bosætterhus være totalt passive over for fordrivelser og endda folkemord andre steder? Og hvis dette ikke er den rene antisemitisme, hvad er det så?

Det er et godt spørgsmål, og det korte svar er, at hetzen mod Israel mest af alt er udtryk for vildledning og hjernevask. Ikke antisemitisme.

Flere >års ihærdige mediepropaganda har lært folk at se Israel som en ond stat beboet af onde mennesker, og denne dæmon-status er både det yderste venstre og det yderste højre enige i. Om end af forskellige grunde

Ifølge højrefløjen er israelerne en forbrydernation, fordi jøder er onde. Men ifølge venstrefløjen, (der klart dominerer i medierne, i skolen og i akademisk forskning), er israelerne en forbrydernation, fordi Vesten er ondt. Og derfor må alt, hvad der stammer fra Vesten - inklusive Israel og israelerne - også være ondt. Og skal bekæmpes. Og det gør venstrefløjen med en aldrig svigtende ildhu, fordi i deres smalle optik, er det kun Vesten, der kan begå onde gerninger.

Så hvis der foregår onde ting i f.eks. Algeriet, hvor der for 15 år siden foregik ufattelige massakrer på ubevæbnede civile med over 150.000 dræbte, eller i Egypten, hvor kopterne lever livet meget farligt, eller i Rwanda med næsten en million myrdede - eller Liberia, Sierra Leone, Iran, Burma, Zimbabwe osv. - er det enten uinteressant eller i sidste instans vores egen skyld, fordi vi i Vesten har ansvar for det hele. Sådan ser Venstrefløjen på verden.

Paradokserne

Længe før Israel var dens yndlingsaversion Sydafrika. Og før Sydafrika var det Nordrhodesia, (senere Zimbabwe). Hvorfor? Var det af ‘humanistiske’ grunde man opponerede mod disse lande? Var det var af kærlighed til stakkels sorte mennesker? Aldeles ikke. Det var udelukkende af animositet mod de vestlige, hvide mennesker, der boede steder, hvor de efter fløjens mening ikke burde være.

Og det var samme animositet mod Vesten, der var drivkraften i den passionerede modstand mod USA’s krig mod Nordvietnam, og slet ikke kærlighed til vietnamesere, hvilket man fik et slående bevis for lige efter krigens afslutning.

Da Nordvietnam tromlede den sidste modstand ned, flygtede vietnamesere i titusindvis i synkefærdige skuder, mens Vestens ‘Ho ho Ho Chi Minh’-heppekor fik travlt med alt muligt andet. Skuderne sank i havet med deres fortvivlede menneskelige last, uden at der var nogen journalister, der forevigede dødskampen.

Fotografen, der havde knipset den nøgne, napalmbrændte vietnamesiske pige, var ikke til stede, da tusinder af andre små vietnamesiske piger druknede i det duvende sydkinesiske hav. Han var på jagt efter mere moderigtige ofre velvidende, at heppekoret - lige så snart USA var ude af landet - havde mistet al interesse for vietnamesere.

Derefter havnede disse samme vietnamesere, som fløjen havde agiteret vildt og blodigt for gennem 10 år på ligegyldighedens losseplads. Og dér ligger de endnu i dag.

De er ikke interessante, fordi de er ofre for kommunister og ikke længere ofre for amerikanere. Og man mærker præcis den samme ligegyldighed i venstrefløjens holdning til slaveri i Niger, Nigeria, Sudan, Senegal og Saudi-Arabien, der først afskaffede slaveriet 1 1962! Den slags har aldrig interesseret venstrefløjen af den enkle grund, at det ikke er Israel-USA-Vesten, der står bag men arabiske muslimer. Og det gør verden følgelig meget nem at forstå.

>Når man én gang for alle har postuleret, at Israel er en ond stat og araberne er forfulgte uskyldigheder, er det bare om at klø på, indtil landet kommer ned med nakken.

Og det arbejder den politisk korrekte venstrefløj så på. Den nægter at erkende jødehadet hos Israels arabiske fjender trods et væld af beviser fra både fortid og nutid, og den fortrækker en aldrig svigtende blindhed over for sagens absolutte kerne: Arabernes jødehad.

Muslimernes rolle

Men er muslimske arabere antisemitter? Ja, i høj grad (og her må jeg henvise til ordbogen, eftersom de færreste kender betydningen af ordet ‘antisemitisme’), og det er der utallige eksempler på både i islams hellige skrifter og i den spændingsfyldte hverdag i et Mellemøsten med det samme jødesyn som Adolf Hitler. Prøv at læs følgende:

»Vi pålagde tyskerne den grundpræmis, at vi skulle have frie hænder til at bortskaffe hver eneste jøde i Palæstina og den arabiske verden«.

Forfatteren er den første palæstinensiske leder, den tidligere stormufti Amin Al Husseini. Det er en passage fra hans erindringer, og disse ord er skrevet, før Israel genopstod i 1948. De er møntet på jøder i almindelighed, og ikke kun de jøder, der senere dannede den nye stat Israel.

Er palæstinensernes vestlige støtter klar over årsagen til arabernes modvilje mod at have en fri jødisk befolkning iblandt sig? Det er de næppe, og kampen mod det i Fløjens øjne vestlige Israel fortsætter. Den er som allerede pointeret ikke antisemitisk, men anti-vestlig. Men her kommer et nyt problem, fordi denne animositet har ganske uheldige følger. Den kammer ofte over i dæmonisering, og et godt eksempel er Frank Esmanns program om en amerikansk kristen koloni i Jerusalem i P1 22. juni 2009.

Israelere som dæmoner

Det meste af programmet holdt, hvad overskriften lovede, men Esmann ville også opridse baggrunden for mellemøstenkonflikten, og her tog han som udgangspunkt drabene i den arabiske landsby Deir Jassin.

Det skete i foråret 1948, hvor Israel var under angreb fra palæstinensiske guerillasoldater, arabiske frivillige fra bl.a. Libanon og den jordanske Arab Legion (hvilket Esmann undlod at nævne).

Om hændelsen i Deir Yassin var en kamp eller en massakre, er der selv blandt araberne forskellige meninger, men Esmann var ikke i tvivl, og hans fremstilling af begivenhederne gav ingen Hollywood gyser noget efter i gru. Historien var kort fortalt denne:

Alt det nazisterne gjorde mod jøderne i Auschwitz, var for intet at regne mod, hvad jøderne gjorde mod araberne i Deir Yassin. De voldtog kvinderne, dræbte små børn ved at kaste dem mod en mur, skar gravide op og tog fostrene ud deres maver. Og det var denne skændselsgerning, der var årsagen til arabernes flugt, fortalte Esmann, der ikke anså det for nødvendigt at nævne de mange massakrer begået på jøder i samme tidsrum.

Det hele var planlagt af jøderne på forhånd, kunne man forstå, og lyttere, der ikke kender til baggrunden for konflikten - og som aldrig har hørt historien fortalt fra begge sider - kan kun have opfattet dette rædselsscenario på én måde. Israels jøder er langt værre end nazisterne, og det er denne ufattelige ondskab, der er årsag til hele konflikten i Mellemøsten

Er Frank Esmann antisemit? Det er han næppe. Men de, der hører hans beretning må tilgives, hvis de bliver det.

Ja, hvordan kan man høre om dæmoni uden at blive dybt påvirket? Det er der mange, der er blevet af Esmanns og ligesindedes årelange ensidighed, og det kan man mærke, når man f.eks. i de københavnske lokalradioer får opkald fra folk, der afslutter deres israelkritik med en bemærkning om, at »sådan har jøderne altid været«. Eller »hvor er det synd, at Hitler ikke fik dem alle«.

Så lige for at runde af. Er kritik af Israel antisemitisme? Svaret er et rungende nej.

Men hvis man spørger, om denne form for kritik - eller rettere sagt hetz - fører til jødehad, så er svaret et lige så rungende ja.

Geoffrey Cain er formand for Raoul Wallenberg Foreningen