LEDER: En ny økonomiske verdensorden

En historisk epoke lakker mod enden. Det er nu officielt anerkendt, at de gamle industrilande, der i et par århundreder med hård hånd har styret og domineret resten af verden, må afgive indflydelse til de lande, man indtil for nylig benævnte ulande eller udviklingslande. Den økonomiske krise viser, at Europa, Nordamerika og Japan bløder, mens flere store lande i Asien og Sydamerika er på vej frem.

Her er tale om en proces, der har stået på, siden olielandene i slutningen af 1973 kastede Vesten ind i efterkrigstidens første og indtil da dybeste krise. Det var vinteren, hvor Danmark havde bilfrie søndage, og hvor FN vedtog to deklarationer om en ny økonomisk verdensorden. En ny orden, der blandt andet skulle betyde intensiveret internationalt samarbejde på tværs af alle grænser om den globale økonomi og et magtskifte i Den Internationale Valutafond, IMF. Mere indflydelse til ulandene på bekostning af de gamle kolonimagters totale dominans. Lige meget hjalp det dengang. Allerede i 1975 samledes lederne fra verdens syv største økonomier i Ludvig XVIs gamle privatbolig, Chateau Rambouillet, nord for Paris. Verdens gamle industrielle elite erkendte, at landenes økonomier hang sammen. G7 blev skabt af USA, Japan, Tyskland, England, Frankrig, Canada og Italien. I Clinton-årene i 1990’erne kom Rusland langsomt ind i varmen for at støtte landets integration i verdensøkonomien, og klubben af rige blev til G8.

Da krisen for et år siden for alvor slog hårdt, indså daværende præsident George W. Bush, at løsningerne måtte findes globalt. De gamle industrilande erkendte, at de var hjælpeløse alene, og han indkaldte til møde mellem verdens 20 største økonomier.

I sidste uge samledes så statslederne fra de samme 20 lande i den gamle industriby Pittsburgh under ledelse af den amerikanske præsident Barack Obama, der i disse uger udviser en nærmest umenneskelig aktivitet for at gennemføre sit valgslogan - Yes we can.

DET MEST tankevækkende resultat fra mødet var, at der blev opnået enighed om, at fremtidens globale løsninger skal diskuteres og formes i denne større kreds. Her var tale om et historisk skifte. På 35 år er G7 blevet til G20.

G20-landene omfatter foruden de tidligere otte industrilande naturligvis også verdens hurtigløbere Kina, Indien og Brasilien. Men man ser også, ud fra enhver tænkelig målestok, en stærk spredning blandt de resterende otte lande: Mexico, Australien, Sydkorea, Tyrkiet, Indonesien, Saudi-Arabien, Argentina og Sydafrika. Det sidste medlem af gruppen er EU’s repræsentant. Til sammen udgør G20-gruppen 85 procent af verdens samlede økonomi og 80 procent af al handel. Til gengæld lever kun 67 procent af klodens befolkning i et G20-land. Det betyder, at selv om verden øjensynligt er kommet nærmere den nye økonomiske verdensorden, ulandene krævede tilbage i 1974, står verdens fattigste lande stadig uden for det gode selskab. Selv om både Sydafrika og Saudi-Arabien er repræsenteret, er Jordens fattigste lande på det afrikanske kontinent og i muslimske områder i Asien stadig uden indflydelse. En alvorlig udfordring for verdenssamfundet, da det netop er i disse fattige lande, befolkningstallet i de kommende årtier eksploderer. Resultaterne af mødet i Pittsburgh er først og fremmest, at G8-landene nu vil dele deres politiske og økonomiske magt med de større u-lande. De har allerede fastlagt to møder til næste år i Sydkorea og Canada. Begrebet ‘De riges klub’ vil også blive udvandet. Et vigtigt resultat af mødet er også, at landene skal samarbejde om at nedbringe de nuværende meget store uligevægte, der præger verdensøkonomien. Det betyder først og fremmest, at USA og Storbritannien skal øge deres opsparing, mens overskudslandene Tyskland og Kina skal øges deres forbrug. Som nævnt var de meget store ubalancer mellem verdens allerfattigste lande og deres omgivelser ikke på programmet.

VIL UDVIKLINGEN få nogen betydning for Danmark? På positivsiden tæller, at Danmark trods alt deltager gennem landets EU-medlemskab, og at det øgede samarbejde forhåbentlig medvirker til at bremse eventuelle begrænsninger i den frie handel. På mødet blev det vedtaget, at de internationale handelsforhandlinger skal sættes i gang igen, efter at have ligget stille i nogle år.

Modsat trækker, at et intensiveret samarbejde for at mindske det amerikanske underskud over for udlandet vil svække den amerikanske dollar og måske det engelske pund. Noget der vil forringe den danske konkurrenceevne og dermed eksporten. Nu fylder emner af denne type ikke meget i den danske politiske diskussion.

Den finder sted i en ånd af, at vi selv bestemmer. For eksempel værner vi stærkt om vor egen krone og vor egen indvandrerpolitik.

Heldigvis går verdens 20 største økonomier videre i erkendelsen af, at intet land længere kan føre sig egen politik uafhængig af andre.