»Det er indlysende, at forbud ikke virker på bekæmpelse af narkotika.«

Citatet er fra et læserbrev i Berlingske Tidende, hvor en ung retsordfører hos Fremskridtspartiet i 1993 er gået til kamp for at legalisere stoffer. Retsordføreren hedder Tom Behnke og sidder i dag i Folketinget for Konservative.

I sidste uge var Tom Behnke igen på banen i spørgsmålet om frie stoffer. Men nu lyder tonen:

»Det vil være dybt socialt uansvarligt at lovliggøre hash.« Udtalelsen falder denne gang i en artikel i Dagbladet Politiken.

Baggrunden for debatten er, at et flertal i Københavns Kommune har foreslået en prøveordning med at legalisere salg af hash. Det skal fjerne det ulovlige salg af hash i hovedstaden.

Forslaget ser dog ikke ud til at blive til noget. Københavns Kommune skal bruge en tilladelse fra Christiansborg, da forsøget kræver en lovændring. Det er regeringspartierne ikke villige til. De mener, at politikontrol er et mere effektivt værktøj til at begrænse den ulovlige hashhandel. Tom Behnke er som konservativ retsordfører en af de kræfter i Folketinget, der vil sørge for, at forsøget ikke bliver realiseret.

Ung og naiv

- Hvad har ændret sig siden 1993, siden du mener, politikontrol i dag vil virke bedre end at lovliggøre hash?

»Det er, hvordan man forholder sig til konsekvensen ved at lovliggøre hash. Vi ved med sikkerhed, at de socialt udsatte bliver de store tabere i det her spil. Jeg er ikke klar til at ofre de socialt udsatte på liberalismens alter. Den pris er jeg simpelthen ikke villig til at betale. Det var jeg engang, hvor jeg tænkte, at folk må tage ansvar for deres eget liv. Men livet har lært mig noget andet,« siger Tom Behnke.

- Hvad er det mere præcis, livet har lært dig?

»Dengang var jeg ung og relativt naiv. Jeg har nu været i dansk politik i snart 20 år og har desuden været ansat hos politiet i en længere årrække. Det, jeg har set og mødt, har fået mig til at sige, at det ikke er realistisk med et teoretisk, liberalistisk samfund, hvor alle er stærke og selvkørende. Så enkelt er det altså ikke. Vi bliver nødt til at have nogle spilleregler, så vi tager hånd om hinanden. Og et forbud, som det vi har i dag, er et spørgsmål om at beskytte de svage. Der er nemme løsninger på alle spørgsmål her i livet. Nu er jeg blevet ældre og må indse, at så let er det nok ikke, at man bare kan lovliggøre stoffer.«

Politikontrol begrænser

I læserbrevet fra 1993 skriver Tom Behnke, at politiets strenge kontrol med narkotikabrugerne skaber kunstigt høje priser på stofferne.

Det tvinger brugerne til at begå endnu flere forbrydelser for at få råd til varerne.

- Men havde du ikke ret dengang? Er det ikke det billede, vi ser i København i dag, hvor politiet forsøger bekæmpe hashmarkedet?

»Argumentet er jo for så vidt reelt nok. Det er helt umuligt at fjerne udbuddet ved hjælp af politikontrol. Politiet kan begrænse udbuddet og gøre tilgængeligheden sværere. Det, har man for eksempel set, er lykkes med politiets indsats mod hashklubber i København. Hvis man til gengæld lovliggør hash, så fjerner man efterspørgslen på det kriminelle marked. Det er fuldstændig korrekt. Spørgsmålet er bare, om man er villig til at betale prisen. Og det er jeg ikke længere.«

- Argumenterne i diskussionen om fri hash er de samme i dag, som de var i 1993. Er du blevet klogere, eller har du skiftet holdning?

»Ja, argumenterne er jo præcis de samme for og imod. Men jeg synes, der er kommet mere oplysning om, hvad vi taler om medicinsk. Det er vi blevet klogere på, og derfor har jeg skiftet holdning.«

Klogere af debatter

I 1993 skrev du, at stoffer ikke er mere sundhedsskadelige end alkohol og tobak. Hvad ved du om stoffer i dag, som du ikke vidste dengang?

»Dengang talte jeg om, hvilke skadesvirkninger vi ser i samfundet samlet set. Og der kunne man se, at der var rigtig mange, der tog skade af tobak og alkohol. Så det var mere en samlet, overordnet samfundsmæssig tilgang til problemet.«

»Men det, der sker siden hen, er, at jeg er blevet klogere efter alle de debatter, jeg har deltaget i om emnet. Og det er rigtig mange. Jeg er blevet klogere på, at alkohol er et stof, der fordamper relativt hurtigt fra kroppen. I løbet af få timer er det væk. Hash laver til gengæld belægninger på hjernen. De belægninger har en halveringstid på op til fire døgn. Langtidseffekten er altså langt mere alvorlig, når man taler om hash i stedet for alkohol.«