Domstol underkender iraker-anbefalinger fra FN

Iraks premierminister Nuri al-Maliki meddelte i går, at han vil standse de danske tvangshjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ellers for nyligt givet grønt lys for hjemsendelserne.

»Domstolen siger klart, at man godt kan udsende irakere,« siger direktør ved Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen om sagen F.H. mod Sverige, der blev afgjort denne sommer.

Dommen medfører, at Sverige godt kan udsende en afvist irakisk asylansøger fra Bagdad i det centrale Irak, selvom FN’s flygtningeorganisation UNHCR siger, at alle asylansøgere fra de centrale Irak har krav på asyl og ikke må tvangshjemsendes

Ifølge Jonas Christoffersen har sagen også principiel betydning for Danmarks udsendelse af irakere og den forudgående behandling af deres asylsager.

»Det mest interessante ved dommen er, at man tager stilling til, hvilken bevismæssig byrde anbefalingerne fra UNHCR har. Og der peger domstolens afgørelse i retning af, at UNHCR’s udtalelser ikke i sig selv kan afgøre en asylsag,« forklarer han.

Hvor stor risiko?

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 er skrevet ind i den danske udlændingelov. Hvis en asylansøger risikerer »umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf« ved udvisning til sit hjemland, er Danmark således forpligtiget til at give vedkommende opholdstilladelse i form af den såkaldte beskyttelsesstatus.

»Dommen viser, at Menneskerettighedsdomstolen ikke mener, man bryder den bestemmelse, hvis man går imod UNHCR’s anbefalinger,« siger Christoffersen.

Den vigtigste konvention i Udlændingeloven er imidlertid Flygtningekonventionen, som Menneskerettighedsdomstolen ikke varetager, og som kan udløse opholdstilladelse i form af flygtningestatus. De to konventioner ligger så tæt op ad hinanden, at afgørelsen ved Menneskerettighedsdomstolen ifølge Jonas Christoffersen har afsmittende virkning på afgørelser i henhold til Flygtningekonventionen:

»Institut for Menneskerettigheder har ikke efterprøvet sagerne i detaljen, men de bevismæssige spørgsmål efter de to konventioner har et betydeligt sammenfald. Det afgørende spørgsmål er, hvilken risiko den enkelte irakere udsættes for ved udsendelse.«

Med andre ord går dommen fra Strasbourg ifølge juristen imod UNHCR.

»Denne dom viser, at UNHCR’s udtalelser tillægges stor vægt af domstolen, men de tillægges ikke afgørende vægt. Der skal foretages konkrete vurderinger i hver enkelt sag, og andre kilder end UNHCR spiller ind,« siger han.

Ingen automatik

Den vurdering er juridisk konsulent i menneskerettighedsorganisationen Amnesty, Claus Juul, enig i. Amnesty anbefaler, at de danske myndigheder følger UNHCR’s anbefalinger, når de vurderer asylsager fra Irak, men juristen anerkender, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i denne sag har valgt at gå imod anbefalingerne.

»Domstolen slår fast, at man ikke er tvunget til automatisk at trykke på ja-knappen, fordi UNHCR siger, man skal give opholdstilladelse. Man anerkender ikke UNHCR’s juridiske vurdering, der siger, at de generelle forhold i sig selv er nok til at udløse asyl,« siger han.

Claus Juul påpeger, at domstolen i sin afgørelse gør gældende, at UNHCR’s vurderinger ikke alene omhandler sikkerheds- og menneskerettighedssituationen i Irak, men også inddrager socio-økonomiske og humanitære forhold som de dårlige muligheder for at få en bolig, arbejde, vand, lægehjælp og så videre.

»Men for domstolen er det alene afgørende, om en udvist iraker isoleret set risikerer at lide overlast i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 3,« siger han.

Claus Juul fremhæver imidlertid også, at domstolen samtidig angiver, at der skal lægges stor vægt på UNHCR’s anbefalinger om personer, som tilhører et mindretal, der generelt er udsat for forfølgelse.

»Hvis man stammer fra det centrale Irak og kan sandsynliggøre, at man har kon-krete asylmotiver som for eksempel, at man tilhører et religiøst eller etnisk mindretal, så skal der ikke meget til at udløse asyl. I denne specifikke sag finder domstolen imidlertid ikke, at asylansøgerens forklaring om hans personlige asylmotiver er troværdig,« siger han.

Uenige dommere

Claus Juul hæfter sig også ved, at dommen fra Menneskerettighedsdomstolen ikke er enstemmig. To af de syv dommer finder således ikke, irakeren kunne udvises.

I en dissenserklæring giver de udtryk for, at domstolens flertal ikke anfører overbevisende grunde til at anlægge en anden vurdering af oplysningerne om den udbredte etniske og sekteriske vold i Iraks centrale provinser end UNHCR.

»Mindretallet siger, at når der er usikkerhed om forholdene, bør tvivlen komme ansøgeren til gode. Det gør flertallet ikke. Efter min opfattelse - og de dissentierende dommeres - kunne man have med rimelighed have nået det modsatte resultat, nemlig at ansøgeren ud fra en samlet vurdering af de forskellige asylmotiver, han har, sammenholdt med den generelle situation i Irak har krav på asyl,« siger Claus Juul.

Efter hans opfattelse er afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen en »strammerdom«:

»Med denne her afgørelse i hånden kan de europæiske asylmyndigheder gå ret vidt i retning af at se bort fra generelle anbefalinger fra UNHCR. Dommen støtter den praksis, man har fastlagt i Flygtningenævnet, hvor man anlægger en anden asylretslig vurdering af de generelle menneskerettigheds- og sikkerhedsforhold end UNHCR.«

I Flygtningenævnet ønsker man ikke at udtale sig om specifikke domme. Nævnet har imidlertid placeret et link til dommen på en fremtrædende plads på forsiden af sin hjemmeside.