Regeringen holder fast. Uanset at Iraks premierminister bestrider, at der findes en aftale med Danmark om tvangshjemsendelse af irakere, så skal processen fortsætte. Det fastholder integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
»Aftalen er gyldig, og arbejdet fortsættes, som det hele tiden har været meningen. Jeg stoler helt på, at de irakiske myndigheder holder de aftaler, de indgår,« skriver hun i en mail til Ritzau.
Det står i modstrid med, hvad Iraks premierminister Nuri Al-Maliki skrev i en mail til Ritzau søndag.
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at forhindre, at de bliver tvangshjemsendt til Irak. Og vi nægter at acceptere, at vi som irakiske myndigheder har givet nogen ret til at tvangshjemsende irakere. Vi skal gå videre med sagen sammen med de danske myndigheder for at stoppe tvangshjemsendelserne,« lød budskabet derfra.
Men medmindre Irak gør alvor af indsigelserne og ligefrem standser irakerne i lufthavnen, når de ankommer med dansk politieskorte, så kan Danmark bare fortsætte. Det vurderer lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Viggo Jakobsen.
»Hvis Danmark er fræk, så kan vi jo bare fortsætte og se, om de bliver afvist. Det er vel det eneste fornuftige set fra en dansk regerings synspunkt. Hvis han siger et, men stiltiende accepterer noget andet, så kan vi jo bare fortsætte,« siger han. Og hidtil har de danske myndigheder ikke mødt modstand fra irakisk side, når de har gennemført tvangshjemsendelser. Senest i starten af september blev et hold på 22 sendt ud af landet og modtaget af de irakiske myndigheder.