Et topmøde er en vigtig sag. Og hundredevis af studerende og skoleelever er tirsdag mødt op i Store Vega i København for at deltage i et sådant - arrangeret af elevorganisationerne og den unge fagbevægelse. Temaet er ‘Ud af krisen - ind i fremtiden’. Og man fornemmer på det skriftlige oplæg, at flere penge til uddannelser er en oplagt måde at komme ud af krisen på.

Fire timer

Utilfredsheden er stor. På tredje række sidder eksempelvis Bjarke Rubow, som læser sociologi på Københavns Universitet:

»Jeg har fire undervisningstimer om ugen i det her semester. Lige nu har jeg faktisk kun to, for de to andre er inddraget i et eksamensforløb.«

Og det har han tænkt sig at sige til panelet af politikere, som oppe på scenen er ved at sætte sig til rette bag de obligatoriske kildevandsflasker. Der er fire fra oppositionen: Johanne Schmidt-Nielsen (EL.), Villy Søvndal (SF), Marianne Jelved (R) og Mette Frederiksen (S). Kun en enkelt regeringspolitiker har fundet vej til topmødet, nemlig den konservative Charlotte Dyremose.

»Det er sgu meget sejt, at hun stiller op,« hvisker en fyr med fuldskæg nede fra fjerde række, da konferencieren, Clemet Kjersgaard, præsenterer hende. Mette Frederiksen går straks til angreb på den enlige repræsentant: »Regeringen og Charlotte Dyremose har brugt for mange penge på skattelettelser og for få penge på uddannelse af de unge,« siger hun. Der klappes i salen.

Charlotte Dyremose svarer med regeringens ofte benyttede slogan om, at der aldrig er brugt flere penge til uddannelsesområdet end netop nu.

»Hvorfor skal der så skæres 469 millioner på finansloven?« vil Johanne Schmidt-Nielsen vide.

»Vi har ikke forhandlet færdig med vores forligspartnere, og derfor ser finansloven ud som den gør lige nu,« lyder svaret.

Hvor er pengene?

Bjarke Rubow melder sig som den første, da der skal stilles spørgsmål fra salen - han fortæller om sine fire ugentlige undervisningstimer, som i virkeligheden kun er to, og spørger politikerne, hvad de vil gøre ved det. Og sådan lyder en stor del af de efterfølgende spørgsmål. Man har svært ved at fornemme den store satsning på uddannelserne - og efterlyser handling:

»Vi sidder i vindueskarmen og får undervisning i geografitimerne. Hvad vil I gøre ved det?,« vil en kvindelig gymnasieelev vide. Der klappes. En RUC-studerende vil vide, hvad politikerne vil gøre ved, at der er svamp i det hus, som hun får undervisning i, og en lærerstuderende efterlyser en løsning på de ‘lærerfri’ timer på seminariet. Repræsentanterne fra folkeskolen er de eneste, der ikke for alvor kommer til orde, men det skyldes nok snarere mangel på mod til at rejse sig op end mangel på problemer på folkeskoleområdet. Politikerne - inklusive Charlotte Dyremose - vil gerne hjælpe.

»Taxametrene på de humanistiske universitetsuddannelser skal op,« siger hun som et svar op Bjarke Rubows spørgsmål. Da hun bliver spurgt hvor meget, de skal hæves, er svaret mere uklart. Det samme gælder spørgsmålet fra Clemet Kjærsgaard om, hvor mange elever, der maksimalt må være til en undervisningstime i en gymnasieklasse. Oppositionen underbyder hinanden:

»28«

»26«

»24«

Der klappes højt i salen.

Charlotte Dyremose og Marianne Jelved er derimod ikke meget for at sætte et konkret tal på.

»Det er for ufleksibelt,« lyder argumentet. Dermed bliver 24 dagens laveste bud.

Da der igen kan stilles spørgsmål, går ordet til en pige, der præsenterer sig selv om ‘Jenny fra læreruddannelsen’. Hun vil kort og godt vide, hvor de mange penge bliver af:

»Det er altså lidt den samme smøre, man hører fra jer politikere hver gang. At I vil gøre alt muligt. Men hvornår kommer vi studerende til at se og mærke de forandringer, som I lover?«

Det udløser topmødets største bifald.