En video, hvor en velklædt ung studerende laver frække bevægelser eller – om man vil – parrer sig med Aalborg Universitet, er blevet udelukket fra en konkurrence i viral markedsføring, som universitetet havde udskrevet.
Viral markedsføring består typisk af sjove eller flotte videoer, som brugere af eksempelvis Youtube sender rundt til deres venner.
Men selvom videoen i høj grad lever op til formålet – og ind til videre er set af flere end 80.000 mennesker på diverse internetsider – så var den ikke egnet til at være med i konkurrencen om præmier på i alt 15.000 kroner, fortæller kommunikationsmedarbejder på universitetet Allan Clausen:
»Der står tydeligt i konkurrencebetingelserne, at film med overdrevent fokus på sex og alkohol ikke med i konkurrencen. Det er vilkårene, fordi vi administrerer skatteyderpenge.
Vi kan ikke lægge navn til sådan en video – det vil kun skabe konflikt. Så vil befolkningen og ministeren sige ’er det virkelig sådan noget, de bruger skatteyderpengene på oppe i Aalborg’,« lyder hans forklaring.
Parring
I videoen foretager den unge, velklædte mand en slags rundvisning på Aalborg Universitetet, hvor han til lyden af ivrig klovneagtig musik laver hurtige samlejebevægelser på alt, hvad han møder på vejen. Han parrer sig med biblioteket, fredagsbaren og fitnesscenteret. Han parrer sig med fakulteter, tavler, katedre, kopimaskiner, auditorier, vejviserskilte, elevatorer, kunst, bøger og cykelstativer.
Og så slutter filmen med en øm erotisk scene, hvor den unge mand er kravlet op på Aalborg Universitets vartegn – en stor betonkonstruktion med en stjerne – som han langsomt elsker med til lyden af tilbagelænet, svedig jazzmusik. Videoen er velproduceret og lever i høj grad op til kriteriet om at skulle underholde.
Og de mange visninger på internettet antyder, at dens virale effekt er stor. Derfor er Dennis Guldbrandsen og Tue Jeppesen, som har lavet filmen, også skuffede over, at de blev udelukket fra konkurrencen:
»Vi har ikke prøvet at støde nogen. De er faktisk underligt at tolke filmen seksuelt – for han er fuldt påklædt, og musikken er absurd. Og så er det kun døde ting, han har omgang med. Der er ikke nogen mennesker, så det er ret usexet, synes vi,« siger Dennis Guldbrandsen over telefonen fra Aalborg.
»Han har også en bog i hånden,« bliver der råbt i baggrunden. »Ja, han har også en bog i hånden. Det er en seriøs studerende,« siger Dennis Guldbrandsen.
– Han dyrker jo sex med bogen?
»Ja, han elsker at lære, kan man sige. Det er hans måde at udtrykke det på.«
Ellers er tanken med filmen, at den skal skabe genkendelse hos de studerende:
»Studerende, som går på universitetet, kan sige – ’det er mit fakultet’. Eller ’det er fitnesscenteret’. Og nye studerende kan se nogle af de centrale steder på universitetet og så genkende dem, når de starter.«
Polsk succes
Filmen har også spredt sig til udlandet, fortæller Dennis Guldbrandsen:
»Der er russiske, polske og canadiske hjemmesider, der har den liggende.«
»Og japanske,« lyder det i baggrunden.
»Ja, og japanske. Og hollandske. Især i Polen har man taget den til sig. Og der er en udvekslingsstuderende, der forleden fortalte os, at han havde set filmen, inden han kom til Aalborg Universitet.«
- Så den trækker simpelthen udenlandske studerende til?
»Det er nok en overfortolkning. Men han havde set den.«
At filmen er populær på internettet er imidlertid ikke nok til at imponere Allan Clausen:
»Alt med sex har viralt potentiale. Det er ikke bare et spørgsmål om at få 80.000 seere på Youtube. Det handler også om, hvad man vil være kendt for. Der skal være noget indhold. Det her er en kvalitetsinstitution med god uddannelse og forskning. Det skal også pakkes ordentligt ind.«
– Synes du, at filmen er sjov?
»Det kan man da godt sige. Den er hurtig, godt klippet og elegant. Men jeg synes altså, at den mangler noget på indholdssiden.«
- Man kommer da rundt omkring på universitetet. Man ser mange steder.
»Jo, men det er nok ikke måden at vise det på.«
- Så du tror ikke, at filmen vil trække studerende til universitetet?
»Filmen kan da pege på, at vi har nogle spøjse og markante studerende, der ikke bare følger de mest almindelige regler.«
- Det er vel også godt?
»Ja. Bare det kører i de unges regi. Det er det, jeg kalder ung-til-ung-kommunikation. Det er bare ikke noget, der går her fra centralt hold. Det er ikke noget, vi vil være afsendere på.«
ville@information.dk
Videoen kan ses på: http://www.youtube.com/watch?v=5mJyjCEIyNE&feature…
… Og man kan endda også klikke sig videre til en toer.







Kommentarer