Billedområdet er blevet nedprioriteret fra børnehave til gymnasium.
Der var gode intentioner, da de pædagogiske læreplaner blev indført i 2003-2004 i de danske børnehaver. Her er det nye, at børnene bl.a. skal lære om natur, sprog, kultur og krop. Sprog opfattes i bekendtgørelsen som mange ting: talesprog, skriftsprog, tegnsprog, kropssprog og billedsprog. Men et par år senere blev værkstedsfaget på pædagoguddannelsen lagt ind under natur og teknik, og det betyder, at der ikke er meget tid til billedsproglig indsigt.
De visuelle sprogformer
I børnehaveklassen skal børnene forberedes til skolen. I de ny fælles mål står der meget om sprogindlæring og naturvidenskab, mens alt hvad der har med billeder at gøre er skruet ned til et minimum. Tæller man således de punkter op, som med lidt god vilje handler om billeder, så kommer man op på ca. tre pct. Og der, hvor billeder indgår, er begrundelserne at billedarbejde træner finmotorikken eller at billeder er gode, når ordensregler skal læres.
I folkeskolen aftrappes faget billedkunst i 5. klasse for så at stoppe. Det betyder, at man slipper billedfaget på det tidspunkt, hvor børn for alvor bliver i stand til at tænke abstrakt og dermed til at forstå de lidt vanskeligere spørgsmål, billedkunsten beskæftiger sig med.
Folkeskolen spiller sig en mulighed af hænde for at inddrage kunsten i den tidlige ungdom og også for at børnene kan udvikle deres billedsprog i takt med at de bliver mere modne. I niende klasse skal eleverne lave en projektopgave, hvor de bl.a. skal formidle resultatet gennem billeder. Her må de nu unge mennesker så finde det billedsprog frem, de brugte da de var børn. Det betyder, at de ikke har et billedudtryk, der matcher deres modenhedsniveau. I gymnasiet er billedområdet nu en tilvalgsmulighed, hvilket betyder et fald på 60 pct. i antallet af studenter, der tager billedkunst.
Om det er tilsigtet fra Bertel Haarders side eller ej, så lærer børn ikke at beherske de visuelle sprogformer, som dominerer medierne og deres undervisningsmaterialer i dag.
Ved siden af og måske over engelsk er billedsproget det vigtigste internationale sprog i dag. Børn er ikke særligt gamle, før de med få klik har lagt billeder af sig selv eller andre ud på det globale net. Og vi ser dagligt, hvordan budskaber spredes med billeder over hele jorden på få timer. Det er en kæmpe mulighed og styrke for vores fremtidige forbindelse med verden. Det er vigtigt, at det sker på en velovervejet og velformuleret måde.
Kommentarer
Billedkunst er blevet afsluttet omkring 5. klasse i over 20 år. Det er lidt sent at komme i tanker om nu.
Billedeanalyse er en rigtig god øvelse før andre analyseformer, og så er den ikke så tør som eksempelvis prosaanalyser, lige noget for børn.
Mærkeligt at der ikke er et fag der hedder medie, når nu vi bruger så meget tid på, ved og med medier? Hvis der var det, ville sådan noget som billedanalyse eller bare billeder (ikke at forveksle med billeder af bare) få en naturlig plads i undervisningen.
Billedeanalyse var faktisk en del af danskundervisningen da jeg gik i folkeskole, men jeg er ikke klar over om det er taget af pensum.
Billedeanalyse, samt alle de andre analyseformer der knytter sig til danskundervisningen er oblikatorisk på C-niveau.
@ Hans Hansen: Billedanalyse er (heldigvis!) stadig en del af læseplanen i dansk i folkeskolen.
Problemet opstår vel, når vi stadig skal snakke om billeder i danskfaget, men kun har ringe mulighed for faktisk at lave billeder i fx billedkunst…
Billedkunst er rigtignok (eller burde rigtignok være) et vigtigt fag, men ikke sådan som forfatteren synes at mene: billeder vinder ikke ved, at man ‘fortolker’ dem sprogligt.
Skal man forstå billeder, er der ingen vej udenom blod, sved og tårer: man må lære sig at tegne, en færdighed der kræver systematiske metoder og uendelig træning. Når jeg bliver undervisningsminister, tror jeg godt jeg kan garantere, at faget billedkunst vil blive mere forhadt end tysk og matematik tilstammen.
Til gengæld kan jeg så også garantere at vi bliver fri for, at fiduskunstnere beslaglægger 98% af, hvad skatteyderne smider i nakken på billedkunstnerne.
Til gengæld kan jeg så også garantere at vi bliver fri for, at fiduskunstnere beslaglægger 98% af, hvad skatteyderne smider i nakken på billedkunstnerne.
Der skulle naturligvis have stået
“…smider i nakken på “billedkunstnerne.”
Bramsen,
Interessant estimat du har der, at 98/100 af offentlige udgifter til billedkunst gaar paa fiduskunst.
Hvad anslaar du er den tilsvarende andel for private koeb? Og hvad ligger bag forskellen (om nogen)?
Der er ikke rigtig nogen forskel. Ingen private køber moderne (dvs. abstrakt) kunst.
Hele det uappetitelige slæng af klynkende tabere, nasserøve og sociale tilfælde, der i dag synes at udgøre kunstparnasset lever af, at deres ‘værker’ bliver købt af folk der hverken skal betale for lortet selv eller se på det.
Det, du antyder er ‘privat’ køb, er jo i virkeligheden købt af bestyrere af skattefrie kunstfonde. Jeg har til overflod set resultatet alle de steder hvor jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at være lønslave. Typisk sker der det, at ganske udmærkede litografier og ståltryk bliver skiftet ud med fingermaling, og det siger sig selv, at den skyldige ikke selv er nødt til at se på lortet.
Hele det uappetitelige slæng af klynkende tabere, nasserøve og sociale tilfælde, der i dag synes at udgøre kunstparnasset…
Ups. Jeg glemte “arbejdsallergiske plattenslagere..”
Javel saa, OK… “skattefrie kunstfonde”, undskyld min uvidenhed, jeg er nysgerrig - kan du evt. naevne nogle repraesentative eksempler?
Og der maa da vaere NOGEN private som koeber moderne?
Men bortset fra det er ståltryk da saa absolut cool IMO.
Well, når virksomheder køber ‘kunst’, dvs. beslutter sig for at bedække betonvæggene på billigst mulig måde, kan de trække det fra i skat.
Og at der i Danmark skulle findes een eneste privatperson, der har købt og betalt et abstrakt kunstværk ved at gribe i egen, skatteudhungrede tegnebog, er det vist op til dig at bevise.
Hvad moderne kunst drejer sig om, ses af prisstrukturen, der ganske ligner hvad man ser i den industrielle popbranche: et par enkelte stjerner der bliver millionærer og en enorm underskov af folk der lever på håb og bistandshjælp.
… “Og at der i Danmark skulle findes een eneste privatperson, der har købt og betalt et abstrakt kunstværk ved at gribe i egen, skatteudhungrede tegnebog, er det vist op til dig at bevise.”
Saa saa, rolig, jeg leder efter oplysning, ikke slaaskamp! Statistik og dokumentation kan jeg ikke levere, men jeg har da personligt oplevet flere transaktioner, altsaa det hellige oejeblik hvor privatudseende koeber indvilliger i at privatgalleristen klistrer den lille roede prik paa vaeggen. Om der ogsaa er skattefradrag i sagen kan man jo ikke se, men det er immervaek begraenset til hvad, 12 tusind. Saa jeg tror du overdriver en del.
Men m.h.t. stjernesystemet har du ret. Og som fhv. kulturminister Brian Lygtepael saa rigtigt sagde er der alt for mange billedkunstnere i Danmark…
Til dette problems loesning kunne vi evt. bruge dit underforstaaede maal om at eliminere de 98 procent som du betegner som fiduskunst. Efterladende de 2 som ville bestaa af staaltryk og andre beskuelsesmaterialer fremstillet gennem “blod, sved og tårer”.
Uhm… siden feltet er paa offentlig bistand, hvem skal skelne mellem fidus og kunst?
Og siden hele befolkningen (i dit scenarie) ville hade kunst vaerre end matematik… hvem skulle saa koebe den? Er det ren S&M du vil ha’?
Godt ord igen, indignationen løb vist af med mig.
Løsning er lige for: det offentlige skal ikke agere mæcener, men lade markedet om at afgøre, hvad der er kunst og hvad der fidus. Jeg synes det er ret indlysende, at offentlige instanser er verdens dårligste smagsdommere.
Der er ikke skattefrihed ved køb af kunst, hvis man er privatperson, noget som man, hvis man presser mig lidt på maven, muligvis godt kunne få mig til at gå ind for.
Hele billedkunst-området er dybt betændt; Henrik Dahl ramte hovedet på sømmet i den debat der kørte om emnet for et halvt års tid siden. Humlen i hans kritik var, at kunst ikke handler om værket, men om italesættelsen af det.
Jeg er principielt ikke modstander af abstrakt kunst, (selv om jeg er det i praksis) men det jeg harcellerer over, er at abstrakt kunst idag er gjort til mainstream, man har kastet femhundrede års erfaringer på møddingen og erstattet dem med lort på dåse.
Og som jeg tidligere bemærkede mig, så tror jeg problemets kerne skal findes i, at kunstakademiet ikke engang forsøger at lære de unge håbefulde at tegne eller male og at parnasset kommer og fortæller dem, at disse evner ikke er relevante i forhold til at skabe billedkunst. Resultatet er, at det ikke er forundt kreti og pleti at afgøre om et billede er godt eller dårligt, men kræver en autoriseret kunstforståer.
Min yndlingseksempel er Burne Hogarth, ham der skabte den moderne Tarzan og som er alle (amerikanske) tegneserietegneres guru, en gudsbenådet tegner, hvis værker man IKKE kan finde på internettet, (undtagen som thumbnails) fordi hans billeder - hans visuelle udtryk - rent faktisk er penge værd i sig selv og ikke kun som fysiske samleobjekter. Vil man se Hogarths værker på nettet, har man værså god at betale for det.
Situationen er tragikomisk. De eneste der i dag kan tegne og male er tegneserietegnere og animatorer. Og de sælger da også for langt, langt flere privatkroner end alverdens Tal R og hvad de allesammen kalder sig af kreative navne.
Hm. Nu er blodtrykket vist på vej op igen…
…ikke kun som fysiske samleobjekter.
Jeg tror “spekulationsobjekter” er mere retvisende.
Moderne billedkunst svarer til at en musiker frejdigt erklærer, at han ikke finder det relevant at lære noder eller håndtere et musikinstrument, fordi den slags blot er hæmmende for hans kreativitet. En sådan holdning kan have sin berettigelse, men hvis det går hen og bliver mainstream er kæden hoppet af.
I dag opsættes der stort set ikke værker af folk som Stockhausen og Schönberg, fordi ingen gider høre på den slags kattejammer. Forskellen er, at på en kunstudstilling går man bare videre efter fem-ti sekunder foran et billede, men til en koncert er næsten tvangsindlagt til at udholde pinen til den bitre ende.
Kunne vi få nogle navne på disse plattenslagende fiduskunstnere og hvor man kan se deres fidus kunst? Er de måske lige præcist de mennesker som blev svigtet på dette område i børnehaveklassen og nu forsøger på egne hånd at indhente den tabte tid? Det kunne være jeg ville synes om dem. Måske ville jeg få fornøjelsen af at møde nogle af dem. Erfaring siger mig, at klynkende tabere, nasserøve og arbejdsallergiske plattenslagere, som laver lorte kunst, næsten altid er mere spændende at møde og snakke med, end selv retfærdige pæne DF sympatisk (selv om de nok stemmer VK for at fremtidssikre deres pænehed) borgere som, bare fordi de har en eller anden overbetalt stilling hvor de flytter rundt med en masse papirer på en eller anden ligegyldige kontor, eller sidder til møder hvor de blive forkælet med kaffe og status(!) dagen lang, men med ingen andet overordnet formål end at belemme samfundet med endnu et ligegyldigt unødvendigt produkt, som det dog lykkes at sælge ved djævlens og reklameindustriens magt, mener derved at de - i modsætning til nasserøverne - bidrager med noget, og derfor synes, at de har ret til kigge ned på og tilsvine andre mennesker, som har valgt at gå mere uortodokse veje.