Forbudstider

En turbulent udgivelse om massemord passerer uhindret igennem systemet,

men en Jæger-beskrivelse nedlægges der forbud mod og indgives politianmeld-

else mod. Danmark er et mærkeligt land!

De gudløse hjerner I

I et indlæg i Informations bogdebat den 24.9. skriver ateisten Christian Braad Thomsen (CBT), at »de kristne er så dårlige mennesker, at de er nødt til at tro på forladelsen af deres mangfoldige synder for at komme gennem dagen«. Et meget præcist udsagn. For som der står i den hellige skrift: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge«. (Math. 9, 12) >Man må ydmygt konstatere, at det af det øvrige i CBSs indlæg >krystalklart fremgår, at han henregner sig selv til kategorien rask. Til lykke med det.

De gudløse hjerner II

Jeg ved godt, at man ikke ved logikkens hjælp kan bevise Guds eksistens, som jo er en forudsætning for troen på Gud. Fordi, et sådan bevis, som udgangspunkt, kræver en accept af eksistensen af noget, der går ud over det umiddelbart bevidste og logisk forståelige.

Men samtidig er troen på Guds eksistens jo heller ikke i modstrid med logikken, den overskrider den blot. Derfor synes jeg ikke, at Christians udtalelser skal stå umodsagt.

Det svære ved emnet er, at man ikke kan være hinandens sandhedsvidne i religiøse oplevelser og erfaringer. De opleves inde i en selv og bliver derved helt personlige. Man kan altså kun udveksle helt personlige erfaringer med hinanden. Religiøse erfaringer er nødvendigvis helt unikke for den, der oplever dem. Det er de, fordi hvert enkelt individ i sig selv er unikt. Skabt, fordi Gud ville lige netop det individ. Og det er jo en både skræmmende og glædelig erkendelse eller erfaring, hvis man har haft den.

Skræmmende, fordi den kræver at man skal opgive sig selv, som den øverste myndighed for ens liv. Skræmmende, fordi en erkendelse af Guds skaberkraft er så storslået at man kun kan bøje sig og erkende sin egen lidenhed. Og det er svært. Faktisk en livslang kamp, som aldrig holder helt op.

Glædelig, fordi man således oplever sig selv som andet end et resultat af tilfældigheder. Ens inderste væsen eller ens personlighed om man vil, er lige netop, hvad den skal være. Hverken mere eller mindre. Opgaven for det enkelte menneske er at finde frem til den personlighed. Og nu er det min påstand, at det gør man kun med Guds hjælp. Uden Gud kan man være så meget andet, blot ikke den, man virkelig er skabt til at være. Derfor kender de fleste mennesker til en stadig længsel. En længsel efter at være den, man virkelig er.

Såvel de skræmmende som de glædelige aspekter ved den tanke bevæger det enkelte menneske i samme retning. I retning af Gud. Ved at erkende sin egen lidenhed og ubetydelighed, bliver man ydmyg. Gennem ydmygelsen bøjer man sig nemmere for det, der er større end en selv. Ydmygheden forstærker samtidig glæden, fordi den skaber et rum i en til at glædes over at skaberen af universet, jorden og alt, der er i den, også har skabt mig. Gud har villet mig, præcis sådan som jeg er. En sådan sammenhæng mellem glæde og (æres)frygt skaber et indre rum, som måske skal opleves for at kunne fattes.

Christian Braad Thomsen, du skriver i dit indlæg om Gudløse hjerner (Inf. 24. 9.), at du har nærlæst Bibelen, så jeg bringer derfor nogle citater, som jeg finder relevante. Jeg konverterede til katolicismen for 27 år siden som 30-årig. Min katolske præst, Pastor Nibler, sagde, at man aldrig gennem logik kan overbevise andre om Guds eksistens og troens betydning. Det sker kun gennem en indre personlig oplevelse. Det samme sagde Jesus til Peter, da Peter, på Jesus spørgsmål: »Hvem tror I, jeg er?«, svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn«. Og Jesus sagde til ham: »Salig er du Simon, Jonas søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene«. (matt. 16,16:17).

Historien om den hjemvendte søn i Lukas Evangeliet kan læses som en almengyldig historie om hvert enkelt menneskes gang på jorden. Vi starter nemlig alle ud med troen på, at vi kan selv. Vi er alle gået ad den vej i kortere eller længere tid. Derfor er omvendelse nødvendig.

Du skriver helt rigtigt, Christian, at vi hver især kan vælge at gøre det gode, hver dag. Problemet, som jeg ser det, med den vej, er, at den ikke leder noget sted hen. Det eneste der er at gøre, er mere godt igen i morgen. Men spørgsmål som, Hvornår er det godt nok? Og godt for hvem?, melder sig helt sikkert undervejs. Og hvad med de mennesker, der skaber hindringer, som gør det sværere for mig, når jeg nu vil gøre det gode? Derfor slår den vej i værste fald over i fanatisme, og i bedste fald ender den i, at man kræver at andre mennesker indretter deres liv efter samme godhedsmodel som den, man selv har. Det kan vi vist begge komme med masser af nutidige eksempler på. Ikke sandt!