I dag er det 60-års-dagen for Folkerepublikken Kinas oprettelse. Perioden har været præget af forskellige æraer; fra formand Maos ideologiske felttog med grundlæggelse af det kommunistiske regime gennem vold og organiseret ødelæggelse af kulturværdier; til Deng Xiaopings fokus på økonomi og nedtoning af ideologi.
Det kommunistiske styre har på mange områder udvist vilje og evne til at tilpasse sig nye tider, men magtfastholdelse og kontrol med de mange minoritetsgrupper bygger stadig på magt og voldsanvendelse. Maos udtalelse om, at »politisk magt vokser ud af et geværløb«, er stadig den gældende doktrin.
De sidste 60 år har styret i Beijing eksperimenteret med forskellige grader af undertrykkelse af Tibet og traditionen tro har de kinesiske myndigheder i Tibet besluttet at indlede en ny ‘slå hårdt kampagne’ forud for årsdagen.
Stiltiende billigelse
I stedet for at reflektere over de underliggende årsager til de løbende konflikter har styret valgt den hårde linje. Dette er udtryk for en fundamental mangel på respekt for Tibets særlige kultur, historie og identitet. Meget kunne have været opnået ved at føre en politik, som tilstræbte at vinde tibetanernes hjerter og sind for fælles interesser. Der er skabt en voldsspiral, idet det, som opnås med vold, kun kan fastholdes med vold. Som en konsekvens heraf er viljen til modstand i det tibetanske folk stærkere end nogensinde.
Den tibetanske eksilregering fremlagde sidste år et forslag til en fredelig løsning på spørgsmålet om Tibet inden for rammerne af den kinesiske forfatning og indgåede internationale aftaler.
Det kinesiske styre forhandlede på skrømt med Dalai Lamas udsendinge, indtil OL var vel overstået og afbrød herefter alle forhandlinger, ligesom man til stadighed med alle midler forsøger at isolere Dalai Lama fra verdenssamfundet.
De sidste 60 års undertrykkelse har kun kunnet finde sted med den frie verdens stiltiende billigelse. Efter kinesisk pres synes Tibet at være et tabu i FN. Det internationale samfund er meget tilbageholdende med offentligt at kritisere forholdene i Kina, hvilket svækker de reformvenlige kræfter i landet.
Verdenssamfundet bør i erkendelse af fælles ansvar presse på for en fredelig løsning på spørgsmålet om Tibet, således at Kina og Tibet kan bevæge sig ud over mistillid og fjendskab til et forhold baseret på gensidig respekt, tillid og anerkendelse af fælles interesser - i forsoningens æra.
Kommentarer
Kina har fundamentalt ikke respekt for noget, hvorfor skulle man tro Tibet en undtagelse?
“Hvornår begynder forsoningens æra mellem Kina og Tibet?”
Man kunne fx stoppe med at give kinesere som flytter til Tibet særlige begunstigelser, såsom bedre løn, billig bolig, bedre skolegang til deres børn osv.
Overstående politik gør jo Tibetanerne til andenrangs-borgere i deres eget liv. De bliver i hvert fald henvist til underklassen og det er vel det nogenlunde det samme.
Vi alle kender Kinas begrundelse for at angribe Tibet. Man ville redde Tibetanerne fra et tilbagestående samfund, et samfund der reelt var et lukket teokratisk feudalt samfund. En befolkning hvor 80 % var livegne og 5 % egentlige slaver.
Og det kan også være sympatisk nok, men det var jo ikke den egentlige præmis. Man ville jo sikre sine Vestlige grænser og udbrede kommunismen.
Tibet vil altid være et billede på Vestens dårlige samvittighed.
Mht. Kina…..
Man kan selvfølgelig håbe at Kina i takt med den stigende vækst og den tiltagende Vestlighed kan fremme en befolkning, som ønsker og aktivt kæmper for mere frihed og en mere fair politik.
Men pt. har befolkningen nok i dens vækst og det er det øjeblikkelige fokus. Men når middelklassen engang bliver stor nok, så kan man håbe på en kulturkamp, der gør at vi kan se ændringer som kommer den fremtidige generation til gode.
Middelklassen er jo i den grad – som en salomonisk sandhed, den der kan sætte en diskurs for en fremtid, der netop tager udgangspunkt i deres ønsker.
A government nominally headed by the Dalai Lamas, a line of spiritual leaders, ruled a large portion of the Tibetan region at various times from the 1640s until 1950s. During most of this period, the Tibetan administration was subordinate to the Chinese empire of the Qing Dynasty. The 13th Dalai Lama proclaimed Tibet independent in 1913, but this declaration was not accepted by China, nor was Tibet officially recognized as an independent nation by any country through diplomatic channels.
http://en.wikipedia.org/wiki/Tibet
Kina har en million etniske mindretal, men man synes her på disse breddegrader at have en særlig forkærlighed for hans hellighed, Gudekejseren.
Hvad med om Vesten lod være med at bilde tibetanerne ind, at de har en snebolds chance i helvede for at opnå selvstændighed?
TIl Erik Bramsen:
Nu er de historiske begivenheder mellem Tibet og Kina enorm komplekse, og wikipedia er ikke stedet at blive særlig meget klogere på hvorledes Kina og Tibet har været forbundet gennem tiderne. Det særlige er netop, at begge lande har oplevet historien på hver deres måde, hvor Tibet har set deres buddhisme blive udbredt i Kina, har bevaret deres religiøse position og styre, og har således ikke anset sig selv som underlagt Kina, på den måde som kineserne vurderer det. (Fantastisk grundig bog om emnet: Anne-Marie Blondeau: Le Tibet est-il chinois?)
Tibet, hedder jo som bekendt: Tibet Autonomous Region (TAR) - der er jo ikke meget autonomi over regionen, vel? Dalai Lama har jo for lang tid siden opgivet fuld uafhængighed fra Kina, han accepterer Tibet er en del at Kina, men vil blot have selvstyre, hvor religion, politik (han ønsker demokrati skal indføres), kan være tibetanernes valg.
Mht. andre minoritetsgrupper i Kina, hører vi i Vesten alt for lidt om deres undertrykkelse, men jeg tror forskellen er, at tibetanere har en særlig geografisk region (oprindeligt næsten på størrelse med Europa), som de har haft en eller anden form for selvstyre over indtil 1959.
Kina har jo alt at vinde, og intet at tabe. De behøver ikke at kommunikere med D.L.: de har fået fuldt grønt lys fra det internationale samfund til at forsætte deres kurs. Desværre.
Her er en præcisering fornøden.
Hvad Wikipedia skriver om at Tibet var ’subordinate’ er ikke specielt retvisende.
Tibet refererede ikke til det kinesiske kejserrige på nogen anden måde end at diverse europæiske herskere refererede til den tysk-romerske kejser i perioden frem til 1806. Det var en rent nominel ordning, som i praksis indebar fuldt selvstyre. Nationalstatsbegrebet var jo slet ikke opfundet endnu dengang.
Nu er de historiske begivenheder mellem Tibet og Kina enorm komplekse, og wikipedia er ikke stedet at blive særlig meget klogere på hvorledes Kina og Tibet har været forbundet gennem tiderne
Det kommer an på udgangspunktet. Hvis udgangspunktet er, at Kina ingen legitim ret har til at betragte Tibet som underlagt Peking, er Wikipedia udmærket, og i alle tilfælde er WIkipedia klasser over, hvad man kan læse sig til i dagspressen, også selv om du har ret i, at man skal være forsigtig med WIkipedia, især når det drejer sig om politisk følsomme emner.
Men det er da rigtigt at sagen er mere kompliceret end som så. F.eks. bør det vel også med, at Tibets semi-autonomi skyldes briterne, der var interesserede i en bufferzone mellem Indien og Kina.
Jeg ved nu ikke særlig meget om sagen, og skal derfor ikke sætte mig til dommer over, hvem der har ret og hvem der har uret i den sag, men Kina har jo en legitim ret til at hævde, at Tibet er underlagt Peking, hvilket alt for ofte synes at blive glemt i den hjemlige debat.
I øvrigt mener jeg at det er en fejl at anvende en eurocentrisk nationalstatsmålestok for forholdet mellem Kina og Tibet. Kina har altid været et meget løst imperium og bør bedømmes som sådan. Kinas største sikkerhedsmæssige problem har altid været at holde sammen på riget, så det er klart at en mand som Dalai Lama må give hovedpine i Peking, også selv om han offentligt påstår, at han har opgivet tanken om tibetansk selvstændighed.
Niels:
Nationalstatsbegrebet var jo slet ikke opfundet endnu dengang.
Præcis! Og derfor synes jeg også det må være mere rigtigt at dømme om forholdet som om der var tale om Det tysk-romerske Kejserrige.
Erik: “Kina har jo en legitim ret til at hævde, at Tibet er underlagt Peking”.
Blandt vestlige historikere er der ikke nogen diskussion om det faktum at Tibet var et uafhængigt land i perioden 1912-1950. Annektion af territorier ved brug af vold blev ulovliggjort ved FN’s oprettelse i 1948. Derfor må man nok sige at Kina ikke har nogen ret til at holde Tibet besat! I 1720-1911 var Tibet en slags protektorat under det kinesiske Qingemperium. Landet var imidlertid ikke en del af Kina, dvs. Kina havde ikke suverænitet i Tibet, hvis befolkning kun adlød deres egne herskere. forholdet mellem Tibet og Kina var i høj grad baseret på en personlig forbindelse (Tib.: chøyøn) mellem Dalai Lama-institutionen og de manchuriske Qingkejsere. Qing havde det meste af tiden kun en ganske ringe indflydelse i Tibet. Kina selv betragtede ikke Tibet som en egenlig del af Kina og tibetanerne selvfølgelig heller ikke. Kina har desværre haft stor succes med at få den vestlige verden til at overtage dens historieomskrivning, fordi vi i stigende grad bliver økonomisk afhængige af Kina. Men skal magt virkelig have ret? Dalai Lama kræver ikke Tibets uafhængighed genoprettet, men han har aldrig anerkendt Tibet som en del af Kina. Hans tilsagn om at Tibet kan blive en lovlig del af Kina er betinget af kinesisk accept af, at Tibet får reelt selvstyre.
PS: En del af den kinesiske indflydelse på, hvordan mange i dag betragter Tibet er, at mange beskriver tibetanerne som en “minoritet”. Ifølge FN (fx resolution 1723 fra 1961 som Danmark har underskrevet) er tibetanerne imidlertid et “folk” og har som sådan flere rettigheder i henhold til folkeretten, fx retten til selvbestemmelse, som også omfatter retten til selv at bestemme om de vil være del af Kina eller ej. Det er en ret som vi selv tager for givet og som vi ikke har nogen ret til at tage fra tibetanerne…
Min pointe var også, at forholde mellem Kina og Tibet skulle anskues som f.eks. forholdet mellem Kejseren og, lad os sige, Venedig. Så bare fordi Kina aldrig har anset Tibet for værende en del af Kina, eller bare fiordi Tibet historisk har haft selvstyre, betyder det ikke at Kina ikkehar en legitim historisk ret til at hævde overhøjhed over Tibet.
Og folkenes ret til selvbestemmelse er jo netop en europæisk idé, baseret på nationalstatstænkningen. Det er det, Dalai Lama spiller på, når han bliver ved med at fremhæve Tibets særegne kultur. Det er et budskab, der er formatteret til at give resonnans i den vestlige nationalstatsforståelse.
Dalai Lama kræver ikke Tibets uafhængighed genoprettet, men han har aldrig anerkendt Tibet som en del af Kina.
Ikke noget helt entydigt standpunkt, vel?
Når det er sagt, har tibetanerne naturligvis også en helt legitim ret til at kæmpe for uafhængighed. Som jeg sagde tidligere, er jeg ikke kompetent til at dømme, men jeg synes at Kinas sag bliver noget underrapporteret i vestlige medier.
Erik, der er selvfølgelig mange tibetanere der gerne vil have deres uafhængighed tilbage (jeg har rejst i Tibet i to år og har talt med mange om dette emne), men Dalai Lamas standpunkt siden midten af 1980’erne har helt konsekvent været at forhandle om en løsning, der indebærer at Kinas annektion af Tibet bliver lovlig. At tibetanerne hævder at Tibet fortsat er et uafhængigt land under ulovlig besættelse er jo ikke det samme som at Dalai Lamas forhandlingstilbud ikke gælder. Som sagt bliver besættelsen først lovlig når det tibetanske folk har accepteret den. Det er muligt at spørgsmålet om selvbestemmelse er en europæisk ide - ligesom kommunismen og socialismen - men Kina har nu engang bekræftet netop disse ideer ved at melde sig ind i FN. Derfor er det nu del af det fælles internationale idegrundlag som verdensordenen fungerer på grundlag af. Kinas sag bliver bestemt ikke underrapporteret af vestlige medier, mener jeg. Tværtimod har vesten i høj grad netop overtaget den kinesiske sprogbrug om Tibet som en del af Kina, tibetanerne som et mindretal, etc. Under Qing var Tibet i øvrigt i nogen grad selvstændigt og indgik fx trakteter med Kashmir og Nepal udenom manchuerne. Grundlinien må vel være, at et folk ikke har ret til at bestemme på et andets vegne? Og at vi som udenforstående ikke har nogen ret til at fratage folk denne ret…
- derudover har Tibet i det meste af sin lange historie været helt uafhængigt - eller så uafhængigt som lande nu kan være. Men det gælder Centraltibet eller det der nu svarer nogenlunde til Tibet Autonome Region. Tibets historie er kompliceret. For en udemærket gennemgang af Tibets status og relationer til Kina, se http://www.eastwestcenter.org/fileadmin/stored/pdf…
Med fare for at gentage mig selv, så drejer spørgsmålet om den legitime overhøjhed over Tibet sig ikke om national suverænitet i moderne, europæisk forstand og bedst kan sammenlignes med Det tysk-romerske Kejserrige.
At sagen ikke er helt enkelt, fremgår jo også af, at signalerne er noget uklare: du skriver at Tibet “i nogen grad” var selvstændigt, eller “så uafhængigt som lande nu kan være,” og at tibetanerne “hævder” at at Tibet “fortsat” er et uafhængigt land.
For at citere Wikipedia igen, så indrømmer Dalai Lama i 1913, at Tibet ikke er uafhængig af Kina: “In 1913, the Dalai Lama issued a proclamation that stated that the relationship between the Chinese emperor and Tibet “had been that of patron and priest (and had not been based on the subordination of one to the other.”)
Det, i parentesen er jo lamaens mening, men han siger jo direkte, at Kina er patronen, overherren, i hvert fald hvad angår det verdslige, hvis ordene skal tages for pålydende.
Grundlinien må vel være, at et folk ikke har ret til at bestemme på et andets vegne? Og at vi som udenforstående ikke har nogen ret til at fratage folk denne ret…
Svaret på det sidste smuttede, sorry:
Et nobelt ideal, der desværre ofte leder til etnisk udrensning i den virkelige verden. Ingen ‘folk’ har ret til noget, de ikke selv er i stand til at sikre sig, hvilket jeg synes er indlysende, når man ser på, hvordan det forholder sig med respekten for basale ‘menneskerettigheder’ verden over. Rettigheder kommer ud af et geværløb.
Går man helt ned på det stenhårde realitetsplan, skal Kinas ret til at herske over Tibet findes her:
http://atimes.com/atimes/China/KJ02Ad02.html
I øvrigt: tak for linket.
Jeg kender ikke nok til det tysk-romerske kejserrige, men forholdet mellem Tibet og Qing-emperiet - som varede fra 1720-1911- var ikke lig de europæiske former for suzerænitetsforhold. Det byggede ikke på nogen traktater, men på et personligt forhold mellem Dalai Lama som åndelig vejleder for manchukejseren og sidstnævnte som militær beskytter. Før da var Tibet selvstændigt. Med det mener jeg at ingen udenlandske magter styrede Tibet. Ingen lande er selvfølgelig nogensinde helt uafhængige af andre, men det er en rent teoretisk diskussion. Tibet var lige så selvstændigt som nogen lande kan være. Jo, der var af og til invasioner, alliancer, politisk indflydelse og udvekslinger på alle planer, og Tibet var underlagt mongolerne (der også erobrede Kina) fra 1240-1358. Tidligere var Tibet en stormagt der bl.a. erobrede Kinas hovedstad og dele af Indien, Pakistan, Østturkistan, etc.
Du har ret i at magt desværre på mange måder giver ret, men i Tibets tilfælde nåede magt som anerkendt grundlag for annektioner som sagt at blive ulovliggjort før Kina erobrede landet i 1949-51.
PS: Wikipedia er ikke skrevet af eksperter og er ofte misvisende, specielt når det drejer sig om Tibet. Men der er jo også flere kinesere end tibetanere til at øve indflydelse der. Men magt giver altså ikke ret, vil?
…og sidstnævnte som militær beskytter.
Say no more!
Okay, som jeg også bemærkede tidligere, så er Tibet ikke ligefremt min kernekompetence, så jeg strækker gerne våben.
Og igen tak for linket, det er en interessant tekst.
Og et lille p.s.: du skriver nogle gode indlæg, men kan man ikke bede om noget afsnitsformattering? Det hele kommer i een blok, det er lidt anstrengende at læse.
Ups. Jeg strækker principielt set ikke helt våben endnu:
Men magt giver altså ikke ret, vil?
Magt er det eneste, der giver ret.
Som sagt ikke ifølge folkeretten efter 1948…
En helt anden ting er, at det netop er når ét folk med magt underlægges et andet, at der er evig grundlag for konflikt - indtil retten til selvbestemmelse respekteres.
Det ser man med al tydelighed i Tibet.
Jeg tror din opfattelse er farvet af, at du bor i en (næsten) mono-national stat. (‘Næsten’ fordi vi har et tysk mindretal)
Har så også baskerne en ret til selvbestemmelse? Vallonerne? Skåningene? Walliserne?
Uanset hvordan og hvorledes, kan vi i hvert fald konstatere, at NATO ikke iværksætter militæroperationer for hverken valloner eller baskeres skyld. Så retten kommer stadig ud af et geværløb: ingen NATO-støtte, ingen ret. Ingen arme, ingen småkager.
Har så også baskerne en ret til selvbestemmelse? Vallonerne? Skåningene? Walliserne?
Eller, for nu at tage det mest indlysende eksempel som jeg overså: har det tyske mindretal i Sønderjylland ret til at rive sig løs fra Danmark?
Kære Erik Bramsen,
Du er på linje med en klike nationalister fra den ellers smukke spanske provins Basker-landet, når du taler om baskernes ret til en selvstændig stat. Det har jeg den store spanske filosof Fernando Savaters ord for. Han er jo født i San Sebastian. Når en basker taler baskisk, og oven i købet bærer en baskerhue, så fremhæver han sin patologiske nationalisme. De der baskere er så yderligtgående i deres nationale følelser, at deres organisation ETA begår terrorhandlinger. Og Batasuna, det baskiske politiske parti er en flok drømmere uden sans for realiteterne. Spanien er et stort Nato-land. Som Nato-land bliver det derfor aldrig til et stor-Spanien. Spanien har relevante erfaringer, ikke mindst fra Latinamerika, med at udgøre rammen for forskellige nationaliteter. Forskellige folkeslag har jo spansk som deres modersmål.
Engang ringede jeg til Adam Holm, der er journalisten og vært på DR2 deadline; han havde lige haft Dalai Lama som gæst og udviste en fantastisk empati over for de tanker, som det undertrykte Tibets åndelige leder igen modigt, i fuld offentlighed, fremsatte. Jeg tænkte, at en eller anden repræsentant for de blodtørstige kujoner fra Batasuna, da kunne blive hentet fra de fængsler de nu fortjent sidder i, og komme frem i lyset med deres sygelige nationalistiske tanker, netop i Holms udsendelse. Men som travl journalist fik han ikke tid til at besvare min skriftlige henvendelse. Jeg tyede til telefonen og efter adskillige opringninger lykkedes det for mig at få fat i Holm. Han lovede at svare. På trods af dårlig samvittighed over at jeg ulejliger én af DRs prominente journalister, var jeg glad; jeg fik lovning på et svar. Og det kom. Desværre var det en total skuffelse. Manden skrev, at han gik ind for alle folkeslags ret for selvstændighed, og hermed underforstået også baskernes. Man behøver ikke at være en anden Erhard Jakobsen for at se, at DR2 har et problem: de har en mand - ja, en hel redaktion - der går ind for alle folkeslags ret til selvstændighed. Min fortolkning af det forhold, at de aldrig har inviteret f.eks. baskernes repræsentanter for at tale deres nationale sag, men på den anden side, i tidernes løb, flere gange har holdt mikrofonen for Dalai Lama og hans folk er følgende: det gør Holm and co. simpelthen af den grund, at de nemlig ikke vil skade baskernes nationale sag. For denne baskiske klike, er bare en blodtørstig nationalistisk bande, det ved jeg, i modsætning til dig, Erik Bramsen, der i denne forbindelse er utilgiveligt uvidende og naiv. I det tilfælde de fik lov til at vifte med deres baskiske flag, og måske også at kaste deres nationalistiske baretter op i luften, ville det forårsage et større storm på det olympiske stadion, som de nu med deres både politiske og terroristiske aktiviteter, gerne vil erobre sig adgang til.
Jeg er totalt uenig med dig hvad angår dit syn på journalister og de vælgere, der vælger at blive repræsenteret af politikere, som en gang imellem lyver. For disse mennesker ved bedre hvad demokratiet og denne jord har brug for end du gør. De dér konfuse kinesere, der blander Kong Fuzi og Marx, socialisme og kapital, penge og smukke ideer, er nemlig forvirrede væsner, der ikke er værdige nok til at udgøre den i sidste instans dominerende magt over et etnisk mindretal. Spanien, det kristne gode land, belært af inkvisitionen og Franco, er noget helt, helt andet. Derfor har jeg et godt råd til dig: hvis du ikke vil stå på pinde for journalisterne og politikerne, der bedst ved hvad der er godt for demokratiet, så rejs da til Cuba. Justitsminister Søren Pind, vil være enig med mig i at give dig rådet om at forlade bageriet, når du ikke kan lide lugten. Lær at stå på pinde for mennesker som Søren Pind, eller rejs dog. Du bor i et frit land. Jeg håber min ironi er tyk nok!