Engang var alting bedre

Mig, mig og mig. Det handler kun om mig, mine behov og mine egne valg. For vi er kommet dertil, at vi nærmer os samfundet ved at fokusere på egne behov, lige som en bilist ser verden fra forruden og derfor synes, at intet kunne være mere naturligt end at indrette byen efter bilens logik.

Sådan beskriver samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen Danmark og danskeren anno 2009. Som et samfund uden voksne.

»Vi dyrker forbrugsmulighederne, og det har direkte og indirekte øget fokuseringen på de egne behov, for det eneste, du kan tage udgangspunkt i, når du skal vælge på markedet, er dig selv,« siger Johannes Andersen om sin nye bog De barnagtige - En ny personlighed i den moderne uoverskuelighed, der udkommer mandag. Glemt er solidariteten og det fælles bedste, nu handler det hele kun om dig selv.

Med sin pessimistiske samfundsdiagnose lægger bogen sig i kølvandet på historiker Henrik Jensens Det ordentlige menneske og Det Faderløse Samfund, Peter Olesens humoristiske Høfligheden - hvad blev der af den, på historikeren David Gress, der mener, at unges drikkeri skyldes familiernes forfald, på psykiateren Finn Skårderuds argument om, at det moderne menneske lider af Peter-Pan-problemer og nægter at blive voksent.

»Unge mennesker skal lære at blive voksne af personer, som selv har lyst til at være unge, eller som af andre årsager har abdiceret fra deres forældreskab af forskellige årsager. Med forældrenes og lærerens tabte autoritet bliver unge mennesker hinandens gensidige opdragere. Voksenhedens diffuse karakter kan føre til børns uforløste selvstændiggørelse, altså umodenhed,« skriver Finn Skårderud om de forsvundne autoriteter, mens Peter Olesen skriver om den tabte høflighed:

»Flyt dig din so! Og det er selvfølgelig henvendt til en kvinde på moderne nutidsdansk. Din fucking luder, hører man også af og til - eller luk røven. Det overskrider mine grænser for ordentlig sprogbrug i det offentlige rum.«

Vi dyrker forsimplingen

Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen er det største problem i den nye barnagtiggørelse, at velfærdsstaten efterhånden mest er blevet til en række servicetilbud ydet af professionelle rangordnet med ventelister, hvor andre individer mest ses som en hindring for selv at komme til fadet. Individets opgave er blevet at vælge mellem de forskellige tilbud, vi skal hele tiden forholde os til nye valg, lige som i supermarkedet.

»Og hvordan gør vi det? Nemlig ud fra et barnagtigt perspektiv. Barnet kan ikke forholde sig til valg ved at tænke strategisk, og det er heller ikke nødvendigt, for det får hele tiden nye valg. Det barnagtige kan heller ikke forholde sig generaliserende og forholde sig til det. Nej, det barnagtige kan kun forholde sig til ranglister og ved at stemme noget eller nogen hjem,« siger Johannes Andersen og uddyber: Den voksne er både i stand til at se sig selv, dig og den generaliserende anden - en form for fællesskab, der ligger som en bjælke hen over det hele, der gør, at man er i stand til både at forstå ens egen ageren, den andens ageren og vigtigheden af, at vi foretager nogle fælles prioriteringer til alles bedste, som rækker ud over et her-og-nu-behov.

»Vi er kommet til at dyrke en bestemt mentalitet, der gør, at vi går fra det svære til det lette, fra det komplekse til det simple, fra det langsomme til det hurtige i en barnagtig kultur netop, fordi vi bliver bombarderet med valgmuligheder hele tiden. Vi skal hele tiden forholde os,« siger han.

Det vi fik istedet

Det ordentlige, velopdragne, voksne og høflige menneske er altså fortid, autoriterne er i forfald, og selve samfundet er på vej i opløsning. Og sådan er kulturpessimismen igen vakt til live, mener forfatter og ph.d. i filosofi Mads Storgaard Jensen, der i 2001 skrev sin bog Dommedagsfesten, som, han mener, er lige så aktuel dengang som nu. I 90’erne hed det, at vi ikke længere har nogen fælles moral. I dag handler den så om autoriteter og uansvarlighed.

»De ser på alt det, vi har mistet og begræder, at det ikke findes længere. Det er der sådan set ikke noget galt i, men problemet er, at de ikke ser, at grunden til, at noget er gået tabt, er, fordi vi har fået noget andet i stedet. Hvem siger, at vi er blevet mindre ordentlige? Det kan da være, at vi bare er blevet ordentlige på en anden måde,« siger Mads Storgaard Jensen og nævner miljøsagen som et stærkt eksempel. Her kræves der i høj grad ordentlighed, og at vi alle hver og en tager ansvar og selv tager stilling. Og det gør folk, mener han.

»I min optik så er der strukturer og vaner i kulturen, som forsvinder, fordi de ikke længere passer til vores samfund. Og det er det, konservatismen har svært ved at forstå. F.eks. kan vi ikke opretholde en faderfigur, der siger, hvad der er rigtigt og forkert, fordi vi i dag er i tvivl. Vi står i nogle dilemmaer og i nogle situationer, som vi aldrig har været i før, og derfor udvikler vi en faderfigur, der er mere afventende og prøvende. Den faderfigur kan godt se svag ud, hvis du holder på den gamle autoritære faderfigur.«

De tabte privilegier

Så er der noget om samfundskritikken? Eller er det bare en flok sure, gamle mænd, der længes tilbage til de gode gamle dage, dengang mor havde kaffen klar, når far kom hjem fra arbejde?

At de alle sammen er mænd, der skriver om et samfund i forfald og om at vende tilbage til de gode gamle dyder, er nok ikke et tilfælde, mener Louise Witt-Hansen, der som tidligere studievært på Agenda på P1 har været vant til at følge aktuelle samfundstendenser og desuden har været aktiv i feministisk arbejde.

»Det er klart, for det er mændene, der har mistet mest både i forhold til magt og autoritet. Og nu hvor den postmoderne ide om, at der ikke findes store fortællinger og faste værdier er passé, forsøger mændene at generobre det tabte ved at argumentere for at genopfinde et samfund, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, og der er nogle klare kategorier. I sådan et samfund kan mændene sige, at jeg er far, og derfor er jeg autoritet og så sende kvinderne hjem til kødgryderne. Jeg forstår godt, at det ville være dejligt trygt, men det er udemokratisk og ufrugtbart for samfundet. Autoritet må i dag være noget, man skal bevise og ikke noget, man har i kraft af sit køn,« siger Louise Witt-Hansen og nævner reklamemanden Søren Fauli, der for noget tid siden udtalte, at det var synd for mændene, fordi de i kraft af kvindernes økonomiske uafhængighed havde mistet deres funktion.

»Det, syntes jeg, var enormt underligt. Hvorfor skal man ikke kæmpe for eller gøre sig fortjent til at have en speciel funktion,« siger hun.

Men Johannes Andersen mener ikke, at det handler om bare at vende tilbage til fortiden. Det moderne samfund har aktuelt en hel række problemer, der risikerer at få fatale konsekvenser, hvis de får lov til at styre det politiske og økonomiske liv.

»Pludselig kunne jeg se, at ved at bruge barnagtiggørelsens perspektiv, havde jeg mulighed for at indfange en samfundsudvikling, vi alle sammen mere eller mindre er blevet grebet af. Jeg ser det sådan set overalt,« siger Johannes Andersen.

Forbrugssamfundet er et stærkt eksempel. Et andet er mediernes kom-og-vær med-programmer som Talent 2008 og X Factor, hvor budskabet er, at alle kan, hvis bare de vil. Et tredje er madkulturen, der i dag mest er et individuelt spiseprojekt, der handler om hele tiden at proppe mad i munden og samtidig tælle kalorier.

Johannes Andersen, Henrik Jensen, Finn Skårderud. Det er de samme problematikker og processer, alle de her bøger tager et hjørne på, mener lektor i psykologi på Københavns Universitet Sven Mørch, der forsker i børn og unge.

»De handler i virkeligheden om de senmodernitetsproblemer, der følger med skiftet fra et autoritært samfund til et demokratisk; og fra et stærkt institutionaliseret samfund til et stærkt deinstitutionaliseret. Problemet er bare, at de har et perspektiv, der hedder: ‘Jeg kigger på verden’. Da mener jeg, man i stedet må kigge på, hvordan folks liv i verden ser ud,« siger Sven Mørch og peger på sit eget felt.

Venner med sine børn

»I stedet for, hvad jeg synes om de unge, handler det om, hvordan de unges udfordringer ser ud. Og det er det, jeg synes mangler,« siger Sven Mørch, der alligevel mener, at mange af bøgerne laver glimrende observationer. Problemet ligger i analysen.

»Vores glade 68’ere forandrede verden langt mere end Anden Verdenskrig. Det er de udfordringer og forandringer, som denne nye verden har bragt med sig, der lokker folk til at skrive de her bøger uanset, om de fokuserer på familien, autoriteter, høflighed eller velfærdssamfund som omdrejningspunkt,« siger Sven Mørch og peger på, at den de-institutionaliseringsproces, samfundet er i og har været igennem, fører til et stigende ansvar for den enkelte, voksne som børn, hvilket i sidste ende giver de problemer, som bøgerne påpeger.

»Når man i en kompleks verden siger til sine børn: ‘Hvad synes du selv’, så giver det store problemer. For ingen tør fortælle børnene, hvad de skal gøre. I stedet for at være autoritære, har forældrene travlt med at blive venner med deres børn. Problemet med at blive venner med sine børn er, at man også meget nemt bliver uvenner. Og så får man forældre, der for at holde sig gode venner med børnene i virkeligheden får et meget ujævnbyrdigt forhold til dem,« siger Sven Mørch.

Vi mangler simpelthen redskaber og viden til at takle de nye udfordringer, mener han. Det er derfor, man har en tendens til at gå tilbage og længes efter det autoritære. Det er derfor, man skriver bøger om de gode, gamle dage, det er derfor, man kritiserer forbrugssamfundet og samfundets forfald, og det er derfor, man længes tilbage. Til dengang de voksne var voksne, og børn var børn, og alt var, som det skulle være.

Så er de bare en flok sure gamle mænd, der bare vil tilbage til det gamle? Er Johannes Andersen en sur, gammel mand?

»Oh jo, det er jeg også. Men at være en sur gammel mand er da også et spørgsmål om, at man har en kritisk distance til vores samfund. Og lige nu bevæger vi os fra en personlighed, der er styret af et overjeg, til det, jeg kalder for et overvejende jeg. Et jeg, der hele tiden er i gang med at afsøge muligheder, og hvor flygtighed er et vilkår. Konsekvensen bliver, at man lader følelserne råde, og vi får meget mere følelse end fornuft. Og det er ikke den bedste løsning, når det gælder f.eks. politik eller økonomi.«