Bedømmelse: 2/6
Verdens dårligste maler, Jakob Nørregard, har gjort det igen, en perlerække af kiksede lærreder, der postulerer at handle om evigheden, kunsten og dens uendelige gentagelser. Vi har for eksempel et værk, der handler om dengang, værket blev malet. Nørregaard har simpelthen fotograferet det undervejs, klistret billederne på lærredet, fotograferet og så fremdeles. Det minder lidt om et østeuropæisk tricktyveri, hvor man tror, man blot veksler en tyver, men i virkeligheden ender ti kroner fattigere. Nørregaard vil også gerne have os til at tro, at det handler om noget, blot fordi det handler om at handle om noget. Men han tager fejl. En fødselsdagsfest uden fødselar er heller ikke en fødselsdagsfest.
Det var den grimme del af anmeldelsen. Nu kommer den pæne. Nørregaard er nemlig charmerende. Hans værker, der helt alvorligt ligner små grimme telefontegninger af pædagogen nede i børnehaven blæst op i stor størrelse, har overskud i motiverne. De er sjove, de er gakkede og naive og bestemt ikke kedelige. I et af dem er der lavet klippe-klippe klistre med Nørregaard og hans venners ansigter i en aftenhimmel på en strand, det er dilletentisk malet og genrejser, ufrivilligt formodes det, spørgsmålet om håndværksmæssig kunnen nu alligevel er så uvæsentligt, som postmodernismen har gjort den til, men til gengæld er det sjovt. Det ligner en flyer til teknoaften i hedengangne Ungdomshuset.
Og sandelig om Nørregaard ikke også er gået amok ud i konceptkunstens glæder ved at placere en sten i et skur med ubemalet lærred i en sekskant, der peger mod himlen, og kalde det verdens største kunstværk. Hvilket det så ikke er længere, da nærværende anmelder har en sten i sin indkørsel, som er centrum i et værk, der altid er én kubikmeter større end Nørregaards. Æv bæv.
‘Verdens hidtil største kunstværk’ på Gallery Poulsen, Frederiksholms Kanal 4, København til den 16. oktober.
Kommentarer