Den hidtil mest kritiske fase i den syv år lange internationale hårdknude om Irans atomprogram nås i disse dage i Genève, hvor diplomater fra seks stormagter for første gang i et år mødes med den øverste iranske atomforhandler. USA, som i 30 år har afvist at tale direkte med Iran, vil påtage sig en ledende rolle. Mødet finder sted blot få dage efter at USA, Frankrig og Storbritannien opsigtsvækkende kunne afsløre, at der findes en hemmelig iransk nuklear berigelsesfacilitet, som må formodes at spille en væsentlig rolle i Irans bestræbelser på at anskaffe sig en atombombe.

De seks stormagter (de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og Tyskland) vil kræve »omgående og uhindret« adgang til det underjordiske anlæg. De vil derefter søge at forpligte Iran til forhandlinger om standsning af al yderligere udbygning af de berigelsesaktiviteter, som kan muliggøre et våbenarsenal. Og som om spændingen ikke var høj nok, har Iran i de seneste dage gennemført såkaldte ‘krigsspil’, herunder testaffyring af missiler, der kan nå Israel og de amerikanske baser i Mellemøsten.

Hans Blix, FN’s tidligere chefvåbeninspektør og manden, som førte an i jagten på, hvad der viste sig at være ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben i Irak, ser lighedspunkter mellem den nuværende krise og optakten til krigen mod Saddam. Men med én stor forskel: Irak havde intet. Iran har omfattende nukleare aktiviteter og kapacitet til berige uran til våbenproduktion. Efterretningsrapporter og inspektioner sandsynliggør, at Iran flere gange har søgt at anskaffe sig midler til at bygge en bombe. Igennem flere år var de vestlige efterretningstjenester på sporet et hemmeligt anlæg i Qom. Teheran benægter nu ikke dets eksistens, men afviser fortsat, at det skulle have militær funktion.

‘En tid med kaos’

Nyheden om endnu et ikke-indberettet uranberigelsesanlæg har imidlertid atter fremkaldt mentale billeder af skæggede mullaher bøjet over centrifuger i en bunker under et bjerg nær den gamle hellige by Qom. Føj til dette, at visse fromme iranske shiamuslimer, deriblandt præsident Ahmadinejad, tror på Mahdien - den såkaldt ‘Tolvte Imam’ - og på, at han først vender tilbage i »en tid med kaos«, og det bliver let nå apokalyptiske konklusioner. En alternativ opfattelse er dog, at mullaherne er rationelle politikere, der blot er motiveret af ønsket om at fastholde den magt, de greb ved Den Islamiske Revolution for 30 år siden. Man kan heller ikke fortænke Iran i at føle sig geografisk omringet, i hvilken situation det kan se sine fordel i at vække det indtryk, at det besidder nukleare afskrækkelsesmidler.

FN’s nukleare vagthund

Vi ved med sikkerhed, at Iran beriger uran, hvilket iranerne hævder at have behov for til sine atomkraftværker. Men Qom-anlægget ligger på en af Revolutionsgardens baser og er alt for lille til brug i et civilt atomprogram. For at konstruere a-våben må uran kunne beriges et langt højere niveau end, hvad der kræves i en civil reaktor. Med 3.000 centrifuger vil forskerne i Qom på et år kunne berige råuran til våbenegnet grad. Men allerede nu råder de over plutonium og lavt beriget uran, hvilket de ifølge eksperter vil kan berige på kortere tid. De har også kort- og langtrækkende missiler, om end ingen tror på, at de har nået det stadium, hvor disse kan bestykkes med nukleare sprænghoveder. Et yderligere problem er, at FN’s nukleare vagthund, IAEA, udelukkende inspicerer de nukleare anlæg, som Iran indberetter. Dermed kan det ikke udelukkes, at de skjuler et tredje eller sågar fjerde anlæg.

Tandløs sanktionspakke

Barack Obamas plan er at sætte tempoet op ved at true med at opgradere de fragmentarisk eksisterende sanktioner til stærkt restriktive FN-sanktioner, hvis Iran ikke får styr på tingene og indleder forhandlinger før december. Hvis Obama kan skabe en samlet front, vil det blive en stor sejr for hans syn på multilateralisme. Men der er sprækker, som Iran ikke vil være sen til at udnytte. USA’s præsident er gået langt, men har hidtil ikke fået held til at overtale Rusland til at undlade at blokere for sanktioner i FN’s Sikkerhedsråd. Moskva har solgt energiteknologi til Iran og ser sin forbindelse til præstestyret som et stærkt kort i dets interaktioner med Vesten. Kina køber store mængder olie fra Iran, er ivrig efter at fastholde dette energiforhold og er i udgangspunktet imod interventionisme. Kina vil således nedlægge veto mod enhver embargo på iransk eksport af raffineret olie. Får Obama kun tilslutning til en tandløs sanktionspakke, vil det være lige så skadeligt som ingen sanktioner overhovedet.

Stigende pres

Efter valget i juni så vi præstestyrets grimme sider. Demonstranter for demokrati blev torteret og voldtaget i fængslerne. Hundredvis er dræbt, forsvundet eller har måttet optræde ved åbenlyse skueprocesser. Men den skærpede undertrykkelse er ikke ensbetydende med, at iranerne ikke stadig kritiserer deres præsident (kritik af den islamiske styreform er en anden sag). De anklager Ahmadinejad for være skyld i landets økonomiske isolation. For mange iranere er atomprogrammet ikke desto mindre en principsag og et vigtigt symbol på nationalstolthed. Oppositionsledere som Mirhossein Mousavi, er dog bekymret over de følger, sanktioner kan få på fattige iranere, og folkeopstanden og demokratibevægelsen har gjort en forskel: Protesterne udstillede regimets svaghed, dybe upopularitet og indre rivninger. En nervøs Ahmadinejad vil ikke bryde sig om at kæmpe på to fronter. Derfor kan indre pres muligvis drive ham til at søge en forståelse med Vesten.

Fiasko er dog, hvad de fleste iagttagere forventer i den aktuelle atmosfære.

Barack Obama har tilbudt sit direkte engagement. Og i modsætning til tidligere amerikanske regeringer, som overhovedet ikke ville tale med iranerne, før disse forpligtede sig til at opgive uranberigelse, har Obama ikke stillet forhåndsbetingelser. Men Iran har det med at tage trusler ilde op, og dets atomforhandler, Saeed Jalili, har bemyndigelse til at træffe beslutninger, der ikke er clearet med Den Øverste Leder, ayatollah Khamenei.

Obamas udenrigspolitik bygger på et ønske om at løse problemer som Iran atomvåbenambitioner igennem multilateral dialog snarere end gennem militære soloeventyr. Men i den nuværende betændte atmosfære opfattes Iran af sine modstandere i bogstaveligste forstand som en tikkende bombe. Ved et stigende pres fra Israel kan Obama se sig nødsaget til at slå ind på en kurs mod konfrontation, som han aldrig har ønsket, hvis han ikke blot vil nøjes med at inddæmme Iran, men også undgå at komme til at se svag ud.

Katherine Butler er udlandsredaktør for The Independent

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen