Mens Europa i 70-året for Anden Verdenskrigs udbrud fik anledning til at tænke tilbage på den uhyrlige Ribbentrop-Molotovpagt fra 1939 og den skammelige München-aftale fra 1938 og nu forbereder sin fejring af 20-året for Murens fald er der ét bestemt spørgsmål, som trænger sig på: Har vi lært af historien? Er vi med andre ord beredte på at forhindre en gentagelse af de fejl i fortiden, som kom til at kaste så dystre skygger over det 20. århundrede?
Tragedier
At beklage eller fejre fortidige hændelser er omsonst, hvis vi er blinde for den lære, de rummer. Kun hvis disse begivenheder belærer os om, hvordan vi kan handle anderledes - og klogere - har disse mindehøjtideligheder mening.
Kigger man hen over Europa i dag er det kun alt for tydeligt, at historien ikke er slut, men fortsat rummer tragedier. For 20 år efter at det halve kontinent gjorde sig fri, bliver der nu opført en ny mur i Europa - denne gang igennem Georgiens suveræne territorium.
Dette stiller Europas borgere, institutioner og regeringer over for en stor udfordring. Vil vi acceptere, at et lille lands grænser bliver forandret unilateralt og under magtanvendelse? Skal vi tolerere end stormagts de facto-annektering af fremmed territorium?
Hjælp Georgien
For at de forestående højtideligholdelser af 20-året for Murens fald kan indvirke på meningsfuld måde på Europas kollektive identitet, vil vi indtrængende opfordre Den Europæiske Unions 27 demokratiske regeringschefer til at tage initiativ til en strategi, der kan hjælpe Georgien til at tilbagevinde dets territoriale integritet med fredelige midler og føre til, at de russiske tropper, som nu befinder sig ulovligt på georgisk jord, bliver trukket tilbage.
Katastrofalt
Ingen ønsker en konfrontation med Moskva eller en tilbagevenden til Den Kolde Krigs atmosfære. Men netop derfor er det også afgørende, at EU og dets medlemsstater sender et klart og utvetydigt budskab til Ruslands nuværende ledelse.
Vi vil opfordre alle europæere til at besinde sig på de smertelige erfaringer fra den nyere tids historie.
For det første, at en stormagt altid kan opfinde eller konstruere et påskud til at invadere en nabostat og gøre det af med dennes uafhængighed. Vi må erindre os, hvordan Hitler i 1939 begyndte med at anklage Polen for fjendtligheder, og hvordan Stalin ligeledes gav finnerne skylden, da hans hære i 1940 marcherede ind i deres land. På samme måde er det afgørende spørgsmål i Georgiens og Rusland tilfælde ikke, hvem løsnede det første skud, men snarere: Hvilket land er marcheret ind i et andet?
For det andet kan de vestlige demokratiers tavshed over for en venligsindet nations sønderdeling, den være sig nok så lille, få globale konsekvenser.
EU blev skabt som et modtræk mod svigtet fra München og Jerntæppets realitet. Det kan blive katastrofalt, hvis på nogen måde vækker det indtryk, at vi stiltiende affinder os med metoder, som førhen har kastet vort kontinent ud i krig og førte til dets deling i hovedparten af forrige århundreds sidste halvdel. Hvad der står på spil, er intet mindre en skæbnen for det projekt, som vi også fremover må vie vort liv til: det europæiske kontinents fredelige og demokratiske genforening.
Brevet har tidligere været offentliggjort i Die Welt og andre europæiske aviser
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Jamen er det slet ikke gået op for nogen, at krigen der blev startet af Georgien, blot har medført den russiske udgave af “Lex-Kosovo”.
Det er jo Natolandene der har vist den vej ud af konflikter, efter at de angreb en anden suveræn europæisk stat, Serbien, og efterfølgende skilte den serbiske provins Kosovo fra.
Når man selv anvender sådanne fredsbevarende tiltag, og finder dem fuldstændig legitime, kan man vel ikke klage over at andre fører en lignende, fredsbevarende politik?
Denne kommentar er anbefalet af:
For at der kan findes en fredelig løsning på en konflikt kræver det to parter der ikke ønsker konflikten..
Georgien var tæt på at blive NATO land inden dets invasion af de to udbryder republiker, og viste at de i hvertfald ønskede konflikt, formentligt havde de regnet med støtte fra vesten til deres angrebs krig.
Konflikten har mange ligheder med konflikten i eks-jugoslavien og vesten accepterede gladeligt at dette område delte sig i små satalitstater samt at serbien skulle lade kosovo løsrive sig.
I følge forfatterne til denne artikel har man åbentbart mindre ret til at løsrive sig hvis man er tidligere sovjet republik.
Artiklen bærer præg af at forfatterne selv stadig befinder sig mentalt i den kolde krig, hvor Rusland var ond og alle der var imod dem var gode.
Problemet for forfatterne er jo ikke at Georgien angreb de to udbryder republiker, men at de fik tæv af Rusland på samme måde som Serbien fik af NATO.
Denne artikel og bagsidelederen (af peda) er alt for tydeligt og krampagtigt præget af forfattere, hvis animositet overfor Rusland gør dem blinde overfor Vestens/USA’s illegitime åbne og lukkede operationer i området.
Václav Havel, Adam Michnik, Daniel Cohn-Bendit, Bernard-Henri Lévy, Timothy Garton Ash. Har en stærk tro på nationalstaternes ret til at eksploitere nationale mindretals territorier. Ellers ville de ikke argumentere som de gør, iskolde overfor hvad indbyggerne i Sydossetien og Abkhazien ønsker. I denne konflikt er der også konfliktfyldte begrebsapparater som medspiller. Nemlig konflikten mellem nationernes ret til, at udøve kontrol med deres eget territorium, og folkeslagenes selvbestemmelses ret. Ifølge folkeslagenes selvbestemmelses ret, er det indlysende at Sydossetien og Abkhazien har krav på løsrivelse. Og ifølge nationernes ret til, at udøve kontrol med deres eget territorium er det ligeså indlysende at Georgien har ret til at tryne Sydossetien og Abkhazien. USA og NATO har velgt at støtte op om nationernes ret til, at udøve kontrol med deres eget territorium og Rusland støtter op om folkeslagenes selvbestemmelses ret. Det er endvidere vigtigt at huske på at Georgien er berygtet for deres mindretals forfølgelser. For tiden går det ud over armeniere men før var det folkene i Sydossetien og Abkhazien der måtte lægge ryg til. Og så lige en ting til: Det var Stalin der indlemmede Sydossetien og Abkhazien i Georgien – hvorfor syndes NATO, at det var så god en ide?
Skal man komme videre i denne sag vil det nok være en god ide at tale med repræsentanter for Sydossetien og Abkhazien og se på hvad de egentlig ønsker!
Denne kommentar er anbefalet af:
Sovjetunionen blev som bekendt opsplittet i 15 selvstændige stater med over 200 etniske grupper, og det er vel kun forventeligt, at der hen over de næste mange år vil opstå krav om modersmålsbetingede og etnisk betingede tilpasninger af grænserne. Der findes et utal af mindre folkeslag og sproggrupper, som er blevet delt af de grænser, der før var grænser mellem republikker i Sovjetunionen, men som nu er grænser mellem selvstændige stater.
De sydrussiske og Kaukasiske folkeslag har til alle tider kæmpet for deres bjergdale og deres selvstændighed. Eksempelvis har de Sydossetiske bjergbønder siden vikingernes tid betragtet Ossetien og Sydossetien som et autonomt område.
Efter at mensjevikkerne havde forskanset sig i Georgien, samarbejdede de Sydossetiske bjergbønder med Bolsjevikkerne og Den Røde hær. I 1921, efter mensjevikkernes nederlag, oprettedes den Sydossetiske autonome provins. Osseterne har deres eget sprog (Ossetisk), mens Russisk og Georgisk blev administrative sprog. Der bliver undervist på Ossetisk i skolerne og Sydosseterne har gang på gang afvist Georgisk hegemoni, blandt andet ved folkeafstemninger i henholdsvis 1992 og i 2006.
Hvis man vil have indsigt i disse Sydrussiske og Kaukasiske folkeslags ubændige selvstændighedstrang, kan jeg anbefale at man læser “Stille flyder Don” af den legendariske Mihail Sjolokhov.
http://politiken.dk/udland/faktaudland/article5501…
Der vil kunne fremprovokeres adskillige farlige situationer i fremtiden og EU og Nato burde i samarbejde med Rusland forsøge at formulere en mindretalspolitik til gavn for freden og samarbejdet.
…hvis nu ikke Anders Fogh Rasmussen havde kompromitteret Danmarks ry ved at deltage i Bush’s krige så havde vi - med baggrund i løsningen af det Slesvigske spørgsmål - muligvis haft en ærefuld international opgave.
Jeg er ikke så indsigtfuld at jeg har den store kendskab til alle disse personer, som har underskrevet ovenstående, men på trods af min kærlighed til Rusland synes jeg at de har en pointe.
De skriver:
‘På samme måde er det afgørende spørgsmål i Georgiens og Rusland tilfælde ikke, hvem løsnede det første skud, men snarere: Hvilket land er marcheret ind i et andet?’
Deres udgangspunkt er så, at de to tidligere georgiske områder, Sydossetien og Abkhasien, IKKE havde ret til at erklære sig uafhængige af Georgien, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan give dem ret i. Men man skal altid være opmærksom på, at begge parter har dobbelte standarder i sådanne sager. Jeg tør vædde hvad som helst på, at både Rusland og de ovennævnte debattører forholder sig omvendt til spørgsmålet om en befolkningsgruppes ret til at melde sig ud af den stat, som de historisk er en del af, når det gælder Georgien på den ene side - og Tejtjenien på den anden side. Rusland gør i hvert fald - de står parat til at modtage de to løsrevne georgiske republikker med kyshånd og forsvare dem militært - samtidig med at de voldsomt bekæmper visse tjetjenerers ønske om at løsrive sig fra Rusland. Og jeg er helt overbevist om, at de personer, som i dette ‘oprop’ forsvarer Georgiens integritet, i det andet spørgsmål ville stå på den tjetjensk separatistiske side.
Moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt. Og øst - vest lever skam stadig. Bare spørg Uffe Ellemann!
Moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Yes. Forfatterne stod forrest i heppekoret, da vi ‘befriede’ Kosovo. Sagen Sydossetien er så lig Kosovo, at det næsten er svært at tro andet, end at Rusland bevidst har spillet på lighederne.
Og hvad mig selv angår, går jeg ikke ind for folkenes selvbestemmelesret, hverken for sydossetere eller kosovoalbanere.
Og så synes jeg i øvrigt ikke, at det nævnte spørgsmål er det afgørende: OECD havde udstationeret fredsbevarende styrker i Sydossetien, og femtem af dem blev dræbt (sammen med 150 civile) da Saakashvili besluttede at angribe sin egen befolkning med artilleriraketter. Hvad mon reaktionen havde været, hvis de fredsbevarende styrker havde været amerkanske eller danske i stedet for russiske.
Men jeg synes at denne sag ses bedst fra fugleperspektiv: Georgien, ægget frem og støttet materielt og politisk af the usual suspects i Washington, troede de kunne slippe af sted med en hurtig lille etnisk udrensning, der ville sikre Georgiens grænse mod nord, der jo er kompromitteret af de to omstridte områder. De undervurderede Medvedjev.
Det var gambling og Saakashvili tabte. Og i stedet for at gå rundt og tude i de vestlige medier, burde han tage det som en mand, han er trods alt sluppet nådigt: han sidder stadig på sin pind og Georgien er ikke jævnet med jorden eller besat af russiske tropper.
… der jo er kompromitteret af de to omstridte områder
Det lød lidt forkert. Områderne tilhører Georgien, de er ikke omstridte i folkeretlig forstand.
@Michael Gudnæs. Dobbeltmoral måske, men ikke kun det. Jeg tror det handler om overlevelses strategi. Små nationer har altid overlevet, gennem taktiske alliancer med de store som de så, har kunne spille ud imod hinanden. Det er en balance kunst som er sværd, og ikke alle er lige dygtige til den. I det aktuelle spil vandt Sydossetien over Georgien – de var bare bedre politisk!
For øvrig var det gennem folkeslagenes bestemmelses ret, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark, ligesom Sydossetien nu kan genforenes med Nordossetien!
Genforeningen krævede en verdenskrig og det vil en genforening af Syd- og Nordossetien også gøre.
Erik Bramsen siger:
‘Genforeningen krævede en verdenskrig og det vil en genforening af Syd- og Nordossetien også gøre.’
Muligvis korrekt, selvom jeg elsker den tanke at verden er blevet klogere end den var. Men genforening er jo ikke en akut dagsorden, Sydossetien har jo blot erklæret sig uafhængig og Nordossetien er vel nogenlunde tilfreds med at være en del af Rusland. Men det kan da godt være at de får sådanne tanker på lidt længere sigt. Man skal dog huske på at landene ALDRIG har været et samlet land, men at Sydossetien opstod, da ossetere i det 14. årh. flygtede sydpå for de fremstormende tartarer fra det vi nu kalder Nordossetien.
Hvad den anden nye lille republik angår, altså Abkhasien, er den historisk set russisk og kom kun ind under Georgien, da Stalin ville give sit fødeland (Georgien) en lille gave. Så begge udbryder republikker har altså rødder i Rusland, og det er da muligt at de engang vil søge optagelse i det store land. Men om det vil udløse en krig, kommer vel i høj grad an på Georgiens reaktion. Man kan jo håbe på lidt bedre relationer mellem Rusland og Georgien, -det ville begge lande formentlig have gavn af.
Hele regionen er martret af uhensigtsmæssige grænser, lidt ligesom Afrika, bortset fra at Stalin bevidst lagde regionsgrænserne på tværs af etniske skillelinier, en politik som man kan fordømme som kynisk, men i Sovjet-sammenhæng var helt rationel.
Og hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt verden er blevet klogere, er jeg af den overbevisning, at det ikke handler om klogskab, eller at klogskab i hvert fald ikke promoverer fred. Internationale relationer har deres egen indre ubønhørlige og jernhårde logik, som man ikke bare kan snakke eller tænke eller forhandle sig ud af.
Grunden til at jeghævder, at en genforening vil kræve en verdenskrig er, at dette område, den der bjergkæde der løber nord om Georgien, Kaukasus’ nordligste udløber, som jeg ikke kan huske hvad hedder, udgør en naturlig, strategisk grænse for Rusland. En genforening af Syd- og Nordossetien vil enten indebære en kompromittering af russiske strategiske imperativer (da Nordossetien ligger nord for bjergkæden, dvs. er en del af det flade - og for panserstyrker ideelle - flade slettelandskab i det sydlige Rusland, hvilket igen vil sige, at Rusland skulle opgive en overordentlig stærk, næsten uindtagelig, forsvarslinie) eller et brud på NATO’s vitale interesser i Kaukasus, da forsvarslinien selvfølgelig virker begge veje.
Som sagt er jeg ikke tilhænger af folkeretten, men hvis man skulle se sagen i det perspektiv, er det vel mindre vigtigt om Nord- og Sydossetien aldrig har udgjort en samlet stat, end at osseterne reelt er en nation.
I øvrigt var Stalin fra Sydossetien.
Michael Gudnæs skriver:
“Sydossetien har jo blot erklæret sig uafhængig og Nordossetien er vel nogenlunde tilfreds med at være en del af Rusland.”
Jeg tror ikke Sydosseterne og Nordosseterne har nogen specielt præference for hverken Moskva eller Tbilisi - de vælger blot Moskva fordi den ligger længst væk.
Målet er selvbestemmelse over deres land og deres kultur…
De nevnte avdanka maoister (Levy), ditto medieanarkister (Bendit), praktiserende spindoktorer (Ash) og endelig et par dessverre seniliserte ekte dissidenter som Havel og Michnik, synes her å anklage Georgiens Sakashvili for å være KGB/FSB-agent. For holder parallellen med Polen under Hitlers angrep, der denne kledde ut tyskere i polsk uniform og lot dem “angripe” en tysk radiostasjon, ja da må jo Sakashvili være en utkledd russisk agent for Vladimir Putin, siden han ga ordren om brutalt å bombe uskyldige sivile på utbryterrepublikkens område.
Det synes ikke å bekymre d’herrer det minste at 1) NATOs såvelsom Russlands rolle i dette området er bestemt av områdets rike oljeforekomster nær Kaspihavet, 2) Stalin var georgier og ikke russer og 3) Sakashvili er intenst forhatt av sitt eget georgiske
folks uhyre flertall, og er en liten fascistisk diktatorspire i presis samme stil som Putin, Bush II, Ahmadinejad, Liebermann, Berlusconi osv. osv.
De husker heller ikke Wolf Biermanns presise utsagn 1989: “Når jeg hører vestlige kommentatorer som hoverer over kommunismens fall, minner det meg om den AIDS-syke mannen som hoverer over sin bror som er død av syfilis.” Det er lenge siden disse folka sluttet å tenke kritisk, nå er de bare hyret inn som klakkører for Pentagons variant av den totale krigen for det eviggjorte fossilsamfunnet og menneskehetens ruin i klimakatastrofe.
@ Erik Bramsen
Det er lidt af en mundfuld at sige at man ikke er tilhænger af Folkeretten, som er det regelsæt som regulerer de juridiske forhold mellem staterne, helt ud i internationalt farvand og det ydre rum. Vil du ikke være så venlig at præcisere dit udsagn?
Om de to Ossetien egentlig ønsker at smelte sammen har jeg ikke nogen klar fornemmelse af. Nordossetien har status som republik i Rusland, og har egen regering osv, men når jeg skriver at de måske er meget godt tilfredse med at være en del af Rusland er det mest med tanke på den sikkerhedsmæssige situation i Kaukasus, hvor alt - desværre - ser ud til at kunne ske. Nordossetien har jo allerede været ramt af frygtelig terrorisme (Skole nr. 1 i Beslan) og selvom indbyggerne bestemt ikke var specielt tilfredse med den russiske hærs engagement i den forbindelse er der måske alligevel mange, som ser den russiske militær-paraply som et surt men nødvendigt værn i tilfælde af egentlig militær invasion fra nogle af de mere rabiate nabolande.
Det velkendte diktum om, at der ikke findes gratis frokost, gælder også i international politik. Rettigheder er aldrig gratis, nogen skal sørge for, at rettighederne bliver håndhævet. For hvis de ikke kræver håndhævelse, hvis alle helt af sig selv respekterede folkeretten, ville den jo være overflødig.
Og har man magt, eller har man magtfulde venner, der gør een i stand til at hævde sin ret, er den også overflødig.
Men ved at vifte magtesløse folk om næsen med folkeretten, stikker man dem blår i øjnene og i værste fald lokker man dem ud i noget, der kan ende meget blodigt. Hvilket i øvrigt er en hyppigt anvendt metode til at lave rav i den hos naboen. Der er næsten kun een måde at ‘bruge’ folkeretten på, og det er at misbruge den.
I dette tilfælde mente jeg nu specifik folkenes ret til selvbestemmelse, men i yderste konsekvens gælder det alle folkerettens aspekter, ligesom det (a fortiori) gælder menneskerettighederne, som jeg af samme årsager heller ikke er tilhænger af.
Og så er jeg i øvrigt ganske enig i det andet afsnit af dit indlæg.
Desuden forplumrer al den rettighedssnak debatten om international politik, det er kulisser, der dækker over rå magtudøvelse.
@Karsten Johansen. Jeg syndes ikke det er fornuftigt at kalde Putin for en lille fascistisk diktatorspire; hvad skulle en sådan, totalt fastlåst dumsmart frase føre til i så kompleks spil, som spillet om kaukasus er.
Selvstændigheds bevægelsen i Sydossetien har 2. strategier enten genforening med Nordossetien eller selvstændighed. Ossetierne er et eget folk, med eget sprog, historie kultur og territorium ( Her ud over findes der store ossetietiske mindretal i: Rusland, Tjetjenien, Georgien, Tyrkiet og Azerbaijan). Hovedparten er ortodokse kristne og sunimuslimer. Som en del af fredsforhandlingerne i 1992 forsøgte Sydossetien at blive genforenede med Nordossetien, men på dette tidspunkt var der ingen vilje til at støtte en sådan genforening – hverken i Georgien eller Rusland. Konflikten mellem Georgien og Sydossetien er fortrinsvis geo- politisk, og langt mindre af etnisk natur, og slet ikke religiøs. Det geo – politiske aspekt ved konflikten løfter den ind i en global strid om resurser. Især er der fokus på olie og gas ledninger som går på tværs af Sydossetien og som forsyner verden med olie fra det Kaspiske hav. Ligesom der også er vigtigtige transport ruter og anden infrastruktur som går langs med samme rute, og som er vitale for Georgien så vel som store dele af verdenssamfundet. Problemet skal derfor løses både globalt og lokalt. Som en begyndelse på en global løsning kunne Danmark anerkende Sydossetien!