BEIRUT - Mændenes øjne er fikseret på pigen, der rytmisk og akrobatisk vrider sin krop rundt om pælen. Hendes lyse hår og blå øjne afslører, at hun ikke stammer fra Libanon, men er en af de hen ved 6.000 piger, der årligt arbejder på landets 130 såkaldte ‘supernatklubber’.
Rundt om på sofaerne sidder mænd og taler med piger, mens de gramser på dem. Supernatklubberne er ikke bordeller, men et sted, hvor mænd kan se stripshow og erhverve sig retten til at have sex med en pige, ved at købe en flaske champagne.
Da prostitution er ulovligt i Libanon, er et sindrigt system taget i brug, hvor pigerne ankommer på ‘artistvisum’ for at udføre ‘artistiske danseforestillinger’ på supernatklubberne og ‘tale med kunder’. For selve prostitutionen foregår jo uden for supernatklubberne i pigens fritid.
Den lukrative supernatklubindustri er reguleret og overvåget af den libanesiske sikkerhedstjeneste, der tjener styrtende på den lyssky forretning. Det er også sikkerhedstjenesten, der udsteder de hovedsageligt russiske, østeuropæiske og nord- afrikanske piger med deres ‘artistvisum’.
»’Champagne’ er kodeordet for, at man vil købe den pige, man taler med. Der er ingen, der drikker den - det er det rene sprit,« siger Elie (ikke hans rigtige navn), der ejer en supernatklub og griner. Han har mørke rande under øjnene efter en lang nat - det er formiddag og langt over hans sengetid.
Han har en middelstor natklub lidt uden for Beirut med 20 piger fra østlandene og Marokko. Han fortæller, at supernatklubberne intet har med rigtige natklubber at gøre.
»Mænd, der kommer til disse klubber, kommer kun for én ting og det er (sex med) pigerne.«
Libanons ry for at være Mellemøstens Paris før borgerkrigen med sit vilde og ekstravagante natteliv er ved at vende tilbage. Turisme er en af landets mest indbringende sektorer og hen ved to millioner turister frekventerede her i sommer landets restauranter, barer, natklubber og supernatklubber .
»Supernatklubberne og prostitutionen er en af Libanons hovedattraktioner,« fortæller Elie. Han fremhæver saudiaraberne, der udgør det største segment inden for turismen:
»For dem er supernatklubberne en væsentlig del af deres besøg.«
Korruption
»Al prostitution foregår ‘under bordet’ mellem pigen og ejeren af natklubben.«
Jeg sidder over for en officer fra sikkerhedstjenesten, der vil være anonym. Han er del af en komité fra sikkerhedstjenesten, hvis job det er, at inspicere supernatklubberne og pigerne, der arbejder i dem. Og det gør han og hans kolleger flittigt.
De tjekker klubberne dagligt, tæller pigerne, tjekker deres visum og deres lægejournaler. Ved hver forseelse skal ejeren betale en bøde eller regulær bestikkelse.
»Nogle gange tager vi til den samme klub tre gange på en aften, hvis ejeren ikke betaler os tilstrækkeligt i bestikkelse,« fortæller officeren.
Elie fortæller at han i gennemsnit betaler 2.000 dollar (10.000 kr.) om måneden til sikkerhedstjenesten, finansministeriet, politiet, kommunen og rettighederne for at spille musik i klubben. Derudover betaler han pigernes månedlige kontrakter til sikkerhedstjenesten, der beløber sig til 3.400 dollar (17.000 kr.).
Han fortæller, at der ingen vej er udenom betalingerne:
»Jeg bliver konstant afkrævet nye former for bestikkelse: Nogle gange er pigernes tøj forkert eller lyset er for dunkelt. De finder hele tiden på nye undskyldninger,« brokker Elie sig.
»Selv efter at jeg har betalt for alt dette, kommer officererne tilbage til klubben og danser med pigerne, drikker sig fulde og tuder bagefter når de forelsker sig i dem.«
»Hvis du giver en officer et par gratis aftener på din klub, kan du som regel slippe for problemer et stykke tid,« siger Elie.
Dog benægter officeren, jeg talte med, at han har sex med piger som en slags betaling:
»Det er meget sjældent at sikkerhedstjenesten bliver betalt med sex - jeg har kun været i seng med én af de piger på seks år.«
Slaveri
USA’s udenrigsministerium har i år placeret Libanon på deres liste over lande, der støtter ulovlig menneskehandel. De fremhæver, at artistvisaerne fremmer sexindustrien og påpeger, at kvinder ofte er vildledt ind i prostitution eller fastholdt i et gældsfængsel.
Rima (hendes virkelige navn er skribenten bekendt), er en 27-årig tunesisk kvinde, som arbejder på en af de store supernatklubber. Hendes historie ligner mange andre kvinders, der arbejder på de såkaldte artistvisum.
Hun fortæller, at hun blev lovet et job som bartender til 750 dollar (3.800 kr.) om måneden, men da hun ankom til Libanon, fik hun at vide, at klubben ikke havde brug for bartendere, og at hun i stedet skulle ‘sidde’ med kunderne på klubben.
Snart blev det klart, at hun blev nødt til at have sex med kunderne for at kunne betale sine voksende regninger:
»Vi betaler omkring 700 dollar om måneden i udgifter, hvilket gør det umuligt at overleve i Libanon, hvis du ikke har sex med kunderne.«
Hun fortæller, at nogle piger nægter at sove med kunderne, men at de er tvunget ud i det efter et par måneder, når deres udgifter overskrider deres indtægt. Blandt andet skal ‘artister’ hver tredje måned til et obligatorisk lægetjek for seksuelt overførte sygdomme autoriseret af sikkerhedstjenesten. Det koster 300 dollar (1.500 kr.) pr. gang - seks gange mere end på et sygehus.
»Det er et meget velorganiseret system mellem sikkerhedstjenesten og ejeren af natklubben, der fører pigerne ud i prostitution af nødvendighed,« siger Nizar Saghieh, der er en menneskerettighedsadvokat.
Han påpeger også grove menneskerettighedsovertrædelser i forbindelse med pigernes konstante overvågning og manglende bevægelsesfrihed.
Ifølge officeren i sikkerhedstjenesten er det ikke i landets interesse, at stoppe den ulovlige prostitution:
»Turismen afhænger delvis af prostitutionen. Lige nu gavner det alle, at det fortsætter. Hvis vi ville, så kunne vi stoppe det øjeblikkeligt,« konstaterer han tørt.
Elie fortæller, at næsten al hans overskud fra natklubben bliver brugt på bestikkelse. Hvor han plejede at tjene 40.000-50.000 dollar (250.000 kr.) om måneden, tjener han for tiden kun 5000 dollar:
»Jeg er træt af bedraget og løgnene, alt i branchen er baseret på forførelse og dobbeltspil. Nu overvejer jeg kraftigt at trække mig tilbage,« siger han og kigger ned på sin kop te
»Det er ikke længere ejerne af supernatklubberne, der tjener pengene på pigerne, nu er det sikkerhedstjenesten.«
Kommentarer
Det lyder som om at vi her til lands kan lære noget af Libanon, der dels formår at få pigerne til at betale skat og dels formår at sikre ordentlige forhold for kunderne.
det er jeg i tvivl om. uanset er det naivt at tro at pigerne i den danske sex industri har det bedre.
Det siger jeg jo heller ikke, nærmest tvært imod. Jeg roser Libanon for politiets samvittighedsfulde kvalitetskontrol.
Libanon mangler åbenbart både en SF og et S. På den ande side, så er Islam en vigtig kultur.
Det er dybt beklageligt at se korrupte systemer der tillader kvindelig slavehandel.
Det er ikke et velfungerede system når dem der påtager sig ansvaret er korrupte og når kvinderne er fanget i prostitutionen forbliver de det svageste led i kæden.
Og de kvinder der kommer til Libanon i troen om et rigtigt arbejde som pludselig forvandles i fattigdomens nød til at yde seksuelle ydelser for en korrupt statsansat eller en tilfældig sexturist for at tjene til dagen af vejen og når hun så tilmed skal betale 3 gange så meget ved et statsligt lægetjek så er det en konstant frihedsberøvelse og fastslåsning af disse kvinder i fattigdom og prostitution.
Så længe Libanon ikke legaliserer prostitution og systemet er korrupt og der ikke er nogen hjælp til at komme ud af prostitutionen, fagforening og rehabiliteringstilbud til kvinderne efterfølgende så er det overtrædelser af menneskerettigheder, det er frihedsberøvelse og det rå-udnyttelse af menneskeliv.
De mennesker der ikke er prostitueret af deres egen frivilje og sexlyst har brug for en stat der tager hånd om dem, beskytter dem og giver dem mulighed for rehabilitering i et samfund så de kan få en fair chance i livet.
I Danmark lukker vi i stedet øjnene for alt hvad der sker bag Hovedbanen og langt ned af Istedgade. Her kommer der nye kvinder til hver dag som via. trafficking er endt i vores land helt alene. Der er ingen hjælp at hente - de kan blive sendt tilbage til den uendelige fattigdom de kommer fra eller de kan være fanger i vores forbrugersamfund.
De kvinder der er endt i Danmark har brug for hjælp fra Danmark, rehabilitering, psykologhjælp, it-kurser - de skal have en fair chance til det liv de blev snydt fra.
Global fattigdom og prosituiton er et globalt ansvar