Politikerne straffer mere, hårdere, længere. Eksperterne siger drop det, for det virker ikke. Alligevel bliver de ved og ved, politikerne. Spørgsmålet er, om de handler imod bedrevidende. Eller om eksperter og politikere taler om to vidt forskellige ting, når det handler om straf. Straf har nemlig flere formål.
Et vigtigt formål med at frarøve folk deres frihed er, at de skal kunne vende tilbage til samfundet uden at gentage de kriminelle gerninger, understreger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup. Men hun erkender samtidig, at frihedsberøvelsen har et andet formål, som er ligeså vigtigt: Hævnen.
»Når man har overtrådt loven og såret andre mennesker, kræver samfundet en sanktion. Kollektivet overtager afklapsningen, så individet ikke tager straffen i egen hånd,« siger Karen Hækkerup, der er blevet skældt ud for at tage det politisk ukorrekte ord i sin mund, »men at hævn er et element, når samfundet straffer, står jeg naturligvis ved,« skriver ordføreren i en artikel på sin hjemmeside.
Hun forstår ikke, hvorfor man enten skal have ondt af ofret eller gerningsmanden - sandheden ligger midt imellem.
Straffene er blevet skærpet fra 1990’erne og frem til i dag. Få måneder efter VK-regeringen tiltrådte, blev udspillet Hårdere straffe - en konsekvent kriminalpolitik fremsat og vedtaget. Daværende konservative justitsminister Lene Espersen forklarede i DJØF-bladet behovet for disse stramninger trods eksperternes skepsis over for højere straffe:
»Kriminologerne som udgangspunkt spørger, om straf vil få forbryderen til at opføre sig værre eller bedre. Det spørgsmål er bare ikke det væsentligste for mig. Når en person har banket et andet menneske til lirekassemand, så er det først og fremmest ikke forbryderen, der optager min retfærdighedssans, så er det rent faktisk ofret. Derfor skal vi både kompensere ofret for den fysiske og psykiske smerte og udsende et klart signal om, at forbrydere vil blive straffet hårdt.«
Slut med at vende den anden kind til
Gadevold og bandekriminalitet hærgede gader og stræder allerede i 90’erne under Nyrup-regeringen. Med Frank Jensen som justitsminister begyndte politikerne at hæve straffene. Der blev vedtaget ‘voldspakker’, en ‘pusherlov’, og ungdomssanktionen blev indført. Det var slut med at vende den anden kind til. Sådan er det stadig i dag.
Dermed er der sket et alvorligt brud på 70’erne og 80’ernes tendens, hvor straffen på markante områder blev sænket. Et brud, adskillige eksperter, som forsker i straffens virkning, er utilfredse med. De påpeger igen og igen, at straf ikke medvirker til, at forbryderen kommer ud af sin kriminelle løbebane. Og det underbygges af tørre tal: 60 procent af alle løsladte begår ny kriminalitet og havner i fængslet igen. Straffens formål om at resocialisere de kriminelle, når de først har udstået deres straf, virker altså tilsyneladende ikke.
Det bør der findes en løsning på, mener Socialdemokraterne. I denne uge fremlagde partiet et nyt udspil til en fængselsreform, der skal nedbringe procenten af de løsladte, der begår nye forbrydelser, til 40 procent. Det skal bl.a. ske ved, at alle indsatte får udarbejdet en plan for en realistisk vej ud af kriminalitet. Samtidig skal kommunerne kunne straffes på pengepungen, hvis ikke de sørger for bolig, uddannelse eller job til den løsladte. Udover hævnen, der i forvejen ligger i straf, tænker Socialdemokraterne nu resocialiseringen meget mere ind i frihedsberøvelsen.
Behov for gengældelse
Men man kan stadig ikke se bort fra, at »en forbrydelse skaber behov for gengældelse«, fastslår jurist og historiker ved Københavns Universitet, Ditlev Tamm. Borgernes retsfølelse er så vigtig en faktor, at man ikke nødvendigvis skal følge eksperternes synspunkt om, at straf ikke virker resocialiserende. De har ikke et politisk ansvar for, at samfundet hænger sammen.
»Det er en typisk ekspertudtalelse, der har sin ensidighed. Man bør se det mere overordnet i en politisk sammenhæng,« mener Ditlev Tamm.
Den franske sociolog Émile Durkheim definerede begrebet straf, som han kaldte »en rituel bekræftelse af samfundets grundlæggende værdier, som er blevet krænket ved forbryderens handling«.
Den danske historiker er enig. Hensynet til samfundet går over det enkelte individ. Når man har begået en alvorlig forbrydelse, har man netop sat sig uden for samfundet, og så bør der, ifølge historikeren, være en konsekvens: Krav om genoprettelse.
»Der tages hensyn til fællesskabet. Forbryderen må underordne sig,« siger Ditlev Tamm.
Dansk Folkeparti bakker op om den betragtning. Partiet fremsatte i sidste uge et forslag, der sænker den kriminelle lavalder til 12 år. Regeringen har accepteret at forhandle om kravet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne dette efterår. Formand for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) er fortaler for hårde straffe. Hensynet til ofret og dets familie er det afgørende argument for at straffe, mener Peter Skaarup. Han forstår godt, de eksperter, der siger, at det ikke hjælper at straffe, men de glemmer to ting: Så længe en person sidder i fængsel, kan han ikke begå nye forbrydelser, og det sætter en dæmper på vold og kriminalitet, at handling har konsekvens.
Disse argumenter hopper professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith ikke på.
»For ofrets familie er hævnfølelsen ofte ikke det vigtigste. Det får ikke de deres kære tilbage af. De ønsker blot, at det ikke sker for andre,« siger hun og maner straks Skaarups andet argument i jorden:
»En person begår muligvis ikke kriminalitet, så længe han er indespærret, men hvad sker der, når han kommer ud? Det er et kortsigtet argument, der giver falsk tryghed, og som kun holder, hvis mennesker kan forbedres.«
Også Skaarups tredje argument fejes af banen:
»Vold er meget sjældent planlagt - det sker ofte på grund af ophidselse - og så tænker personen næppe på, hvor høj straffen er. Derfor virker straf heller ikke præventivt.«
Eva Smith konkluderer:
»Det gælder jo om, at mennesket ikke gentager den kriminelle handling, og der virker straf ikke.«
Peter Skaarup står alligevel fast. Det er »usagligt og et gammelkendt problem«, at eliten lukker øjnene og isolere alt andet væk, end den del af formålet, de selv har gravet sig ned i.
»Vi politikere er nødt til at have et helhedssyn og kigge ud over hele paletten af udfordringer,« siger Skaarup og kalder det snæversynet at glemme folks retsfølelse og behov for retfærdighed.
»Hele forudsætningen for retssamfundet er, at samfundet overtager den hævn, som nogen kunne ønske sig. På den måde undgår vi at få et anarkistisk samfund.«
Undgå gentagelser
Ungdomskommissionen, der har undersøgt, hvordan ungdomskriminaliteten nedbringes, fremlagde i sidste uge sine anbefalinger. Men den mente hverken, den kriminelle lavalder skulle sænkes, eller at straffene skulle være hårdere. Og det fryder Eva Smith, der selv har siddet i kommissionen. Hun henviser til begrebet restorative justice, på dansk ‘genoprettende ret’, der finder på mere meningsfyldte straffe både for offer og forbryder, f.eks. at disse mødes, så forbryder får lejlighed til at forklare sig, eller at der oprettes mentorordninger og kurser i vredeshåndtering.
»I stedet for at følge det instinktive og gå ind for, at en forbrydelse skal hævnes, bør man se på, hvordan man undgår at personen gentager sin forbrydelse,« pointerer Eva Smith.
Men højere straf har ikke kun det formål at tilfredsstille retsfølelsen, mener professor i retsøkonomi ved CBS, Henrik Lando.
»Forskning tyder på, at straf kan mindske kriminalitet,« siger han og henviser til to amerikanske økonomer, Daniel Kessler og Steven Levitt, der har undersøgt konsekvensen ved at hæve straffen. Det gjorde man i Californien i 1982 for grove forbrydelser med ekstra fem års straf, for hver gang den dømte tidligere havde været straffet. Det betød, at alvorlige forbrydelser faldt med ca. 10 procent fra 1981 til 1983, mens de mindre alvorlige forbrydelser, der ikke var omfattet af stramningen, lå nogenlunde konstant. Stramningen medførte ikke, at flere kom i fængsel, blot at de sad der længere tid.
»Der var altså tale om en kraftig afskrækkende virkning ved en forøgelse af straffens længde. De kriminelle må have bemærket ændringen og følt, at den gjorde en forskel,« konkluderer Henrik Lando.
De to amerikanske økonomer undersøgte ligeledes ungdomskriminaliteten. En del unge ændrer adfærd, når de passerer den alder, hvor de straffes som voksne. Hvis straffen er betydeligt større for de 17-årige end de 16-årige, er der relativt færre 17-årige, der begår kriminalitet, viser økonomernes undersøgelse fra 1998.
En anden undersøgelse af amerikaneren David Anderson viser, at en del kriminelle overvejer fordele og ulemper ved at begå deres forbrydelse. Når det gælder straffens længde, udtrykker 22 procent af 278 alvorligt kriminelle fanger, at de vidste nøjagtig, hvor stor straffen ville være, mens 13 procent vidste det nogenlunde.
»Og der er uden tvivl en del mennesker, der undlader at begå kriminalitet, netop fordi de tænker over risikoen,« siger Henrik Lando.
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt- Nielsen, er alligevel kritisk over for de strengere straffe, når risikoen for at havne i endnu mere kriminalitet efter afsonet straffer så stor.
»Højrefløjen taler mod bedrevidende, når de taler om strengere straffe og kriminel lavalder. Nu har vi prøvet deres medicin siden 2001, og intet tyder på, at den virker. Det er dybt problematisk, at de ikke lytter til, hvad der bliver sagt fra eksperternes side,« mener Johanne Schmidt-Nielsen, der er enig med Eva Smith i, at der skal andre tiltag til for at hjælpe ofret, end at smide gerningsmanden bag tremmer.
»Det er fuldstændig tåbeligt at indføre minimumstraffe - det underminerer magtens tredeling,« siger hun om et af de initiativer, politikerne har taget for at mindske den stigende kriminalitet.
Professor i retssociologi ved Københavns Universitet Flemming Balvig kalder den evige diskussion om mild eller streng straf for indsnævret.
»Det er en spændetrøje. Faktum er, at det er umuligt at sige, om straf virker. Vi ved, at samfundstjeneste, konfliktråd og storråd giver mindre tilbagefald hos gerningsmand og større tilfredsstillelse hos offer. Det skaber større retfærdighed,« siger Balvig, der har skrevet bogen, Danskernes syn på straf. Han påpeger, at to tredjedele af danskerne går ind for at straffe hårdere, lige meget hvor høj straffen ellers er. Danskerne dømmer strengere end domstolene, men mildere end befolkningen i forskellige cases. Det vidner bare om, at hele debatten er præget af uvidenhed.
»Folk aner ikke, hvordan vi straffer,« siger han og opfordrer til, at debatten tilføres ny viden.
Alligevel synes Peter Skaarup, det er vigtigt, at politikerne følger med i borgernes opfattelse af retfærdighed - det er kun demokratisk. Han mener desuden ikke, at der eksisterer noget bedre alternativ til personfarlig kriminalitet.
Historiker Ditlev Tamm mener også, at den eneste løsning er at sætte folk bag tremmer, når de har begået en alvorlig forbrydelse. »Hvad skulle man ellers gøre?«
refleks@information.d
Kommentarer
Hvis det kan påvises, at folks ønske om “højere straffe” ikke afhænger af, hvor høj straffen er lige nu, er det udemokratisk ikke straks at indføre en ubegrænset høj straf for en hvilken som helst forbrydelse.
Lovgiverne kan ikke foregive at være i god tro.
I et demokrati er det lovgivernes pligt at følge befolkningens ønsker.
Efter at have indført en ubegrænset høj straf for en hvilken som helst forbrydelse gælder paragraf 1 selvfølgelig stadigvæk (folk ønsker højere straffe) - men nu har lovgiverne i det mindste gjort deres bedste.
M.h.t. lavalder kan jeg sagtens forestille mig ved nattetid at blive omringet af en stor flok 11-årige - alle bevæbnede med lommeknive - som gerne vil have min tegnebog. For den sags skyld 6-årige. Jeg kan nok få knivene fra dem, der står foran mig - men hvad med alle dem der står ved siden af - eller bagved ?
“I et demokrati er det lovgivernes pligt at følge befolkningens ønsker.”
Sikke noget sludder .. Befolkningen over en bred kam ville f.eks ikke betale fem flade øre i skat hvis politikere blot efterkommer Folkestemningen, vi ville have dødsstraf, offentlig piskning, kastration af pædofile, tortur, politi-tæskehold og hvad ved jeg .
I et demokrati er det politikeres pligt at beskytte folket mod sig selv, hinanden og pøbelens følelses-baserede reaktioner .
Denne kommentar er anbefalet af:
Gorm Pedersen skriver:
”M.h.t. lavalder kan jeg sagtens forestille mig ved nattetid at blive omringet af en stor flok 11-årige - alle bevæbnede med lommeknive - som gerne vil have min tegnebog. For den sags skyld 6-årige.”
Det må da være topmålet af en livlig fantasi blandet med paranoia.
Inger Sundsvald
Jeg har faktisk været i en situation der lignede - en flok “grønjakker” - som de hed den gang - 20 stk på på en S-station i Hvidovre - gloede på mig og en sagde: “Jeg kunne godt tænke mig at smadrede sådan en” Som en hund sænker du hovedet og gør dig bred…
PS. 2. generations indvandrere var ikke opfundet den gang..
og til Gorm Pedersen: Slip slanterne måske lidt tøvende … men slip dem.
hmm.. Men istedet for kun at erklære, at hårdere straffe og lavere kriminalalder ikke virker, så burde retshumanisterne måske gå i offensiven med nogle konkrete, praktiske forslag til hvad man ellers kunne tage i brug?
Det autoritære samfund kommer kun snigende, når humanisterne nøjes med at stå i sidelinjen og udtrykke indignation over den dominerende drejning indenfor rets- og civilområdet.
“Sikke noget sludder .. Befolkningen over en bred kam ville f.eks ikke betale fem flade øre i skat hvis politikere blot efterkommer Folkestemningen”
- Befolkningen over en bred kam har heller ikke nok forstand på retslige processer, til at de bare at kunne sidde og diktere at dømte skal smides ned i et hajbasin eller tyve skal have arme og ben amputeret.
Den lave pøbel, er noget så barbarisk. Men måske vi burde kigge på tilstandene de befinder sig i, som gør at de netop udvikler barbariske anskuelser. Hvis man som arbejder vader rundt og ofte får trusler af indvandrere og oplever sine venner få bank, tror jeg i den grad man ikke kan undgå at blive forrået.
Jeg må sige, at der er en meget uærlig diskussion, der foregår.
Straffenes indhold (og dermed også de hensyn de tænkes at tilgodese) fastlægges dels af Folketinget (i f. eks. straffuldbyrdelsesloven) og i retsudvalget når de løbende aftaler forhandles med Kriminalforsorgen (der er den mundighed, der forvalter straffuldbydelsesloven).
Kriminalforsorgens principprogram har ikke været ændret siden i brgyndelsen af 90’erne, og hverken DF eller S har stillet forslag om ændringer heri.
Det vil således ikke være forkert at sige, at vores formål med at straffe ikke har ændret sig i 15 år, og det stadig er prævention (general- og specialprævention) og resocialisering, dvs. at sætte den dømte i stand til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Det, der har ændret sig er politikernes mundsvejr, men der er som sagt tale om tom tale.
Når det kommer til stykket - ikke når man optræder i medierne - men i retsudvalget, når man diskuterer med eksperterne i Kriminalforsorgen osv. osv. så er det ikke forandringer man kræver.
–
En professoer ved University of Chicago blev engang spurgt hvorfor man dog havde fået så mange Nobelpriser, og var nr. 1 i verden på dette område.
Han svarede, at det var fordi man var bagud. Tingene havde som regel cirkuleret en del år ude i verden før ved blæste til Chicago, men når de først havnede der, så var de så tyndslidte at devar lige til at se igennem.
På sammen måde ligger vi selv i begivenhedernes periferi i Danmark. En ikke ringe del neokonservativ amerikansk propganda er blæst til landet, og det er forsøgt om den kunne være succesfuld her.
Det har også været tilfældet indenfor strafferettens område, hvor hele markedsføringen fra dengang de neokonservative i begyndelsen af 90’erne satte den forurettede og kravet om hævn i centrum for at få indført “three strike laws” til glæde for det privatejede fængselsindustrielle kompleks i USA så, så mange som muligt skulle sidde så længe som muligt i fængsel.
Den røg godt halvdelen af de amerikanske stater på i perioden fra 1993-96. Det forrtyder de bittert nu, fordi kriminalitetsudviklingen har vist sig at være den samme i stater som indførte “three strike laws”, som stater der ikke gjorde det, hvormed den ingen effekt har haft.
Udover på skatteyderne, der i stater med “three strike laws” skal betale helt afsindige beløb for at for at holde en masse mennesker indespærret på livstid.
Det er ikke rigtigt (som Tamm påstår), at det i særlig grad er politikerne, der har ansvaret for at samfundet hænger sammen. Det har de faktisk kun, hvis det er deres overbevisning.
Har de så den overbevisning, så er det måske en god ide, om de forsøger at omsætte den ved at tænke sig om.
New York og andre byer har beviseligt haft en kæmpe effekt ved at være tough on crime.
Og man skal IKKE ignorere at det faktum at grove-kriminelle der får en meget stor straf og holdes væk fra samfundet giver pote for kriminalitetsstatistikken.
Og en bandeperson der kommer ind som 19årig groft kriminel og først ud i 30erne, har sjældent den samme rebelske lyst til at gøre forbrydelser igen.
Det er dyrere javist, men skal jo opvejes mod besparelserne i forhold til kriminaliteten.
Til Thomas Allan
Justitsminister Brian Mikkelsen måtte for nogle dage siden melde en dobbelt beslutning ud: “Den hård linje over for kriminelle unge er ikke nok. Den forebyggende indsats skal styrkes.”
Problemet er:
Den “hårde linie” er enkel at formulere og trækker stemmer - men den virker IKKE.
Den “bløde linie” er miskrediteret som “rundkredspædagogik” og svær at konkretisere - men den virker.
Thomas Allen
“Det autoritære samfund kommer kun snigende, når humanisterne nøjes med at stå i sidelinjen og udtrykke indignation over den dominerende drejning indenfor rets- og civilområdet.”
Javel - det har du for såvidt ret i - under den forudsætning at humanisterne ikke bare står på sidelinien, men er sat udenfor (væk med “smagsdommere og eksperter”) ved du nok!
Så slipper pøblen sig selv løs med hårdere straffe, selv om alle ved at det ikke virker!
Og bageefter når enhver kan indse at det ikke virkede,
så vender du tilbage og spørger om vi har nogle ideer.
Det har vi haft hele tiden - du gad bare ikke at lytte!
Bill Atkins
Hvordan kan du på nogen måde sammenligne nogle ”grønjakker” med 11-12-årige? Og hvad har det at gøre med 2.g’ere?
Jesper Jakobsen skriver
“New York og andre byer har beviseligt haft en kæmpe effekt ved at være tough on crime.”
New York har IKKE indført three-strikes-and-you’re-out reglerne og det kan ikke udelukkes at succesen i New York skyldes eksport af de kriminelle p.g.a. en i øvrigt hårdere linie.
Antallet af fængslede i USA steg sidste år med omkring 25.000 til 2,3 mio.
@Jesper jakobsen
Det passer ikke. Vi ser ganske vist et fald i kriminaliteten i USA allerede begyndende i 1993, men det fald ser vi over hele USA .
Faldet har intet med three strike laws at gøre, men skyldes at de små undgomsargange (som følge af iundførslen af fri abort) begynder at rulle gennem systemet.
Nu er passende straf en relativ betragtning der afhænger af forbrydelsens størrelse.
Der er næppe nogen der mener at fumlegængeri skal straffes med fængsel, eller at mord skal straffes med bøde og konfliktråd.
Hvis der skal være en saglig debat om straf er man også nødt til at skelne mellem graderne af forbrydelser og hvorvidt gerningspersonernes psykiske tilstand gør dem egnet til straf.
Personligt mener jeg sagtens vi kunne have flere præventive tiltag og straffe for mildere forbrydelser, men jeg omvendt mener at for de helt hårde - grov voldtægt, grov vold og overlagt mord bør have en nul tolerance hvor straframmen kan gå til livstid da gerningspersoner der foretager disse forbrydelser har overtrådt en grænse af afstumpethed som gør det praktisk umuligt for dem at vende tilbage til et produktivt liv for samfundet.
I sidste ende er straffe symptom behandlese, men stadig nødvendgt for at beskytte samfundet imod forbrydere.
Den eneste måde at bekæmpe kriminaliteten inden den kommer er at forhindre de forhold som vi ved skaber kriminelle.
Først og fremmest vil forældre ansvar være vitalt, da en god opdragelse giver bedre chancer for at der kommer et velfungerende menneske ud af det.
Efter min opfattelse forstår mange ikke at straf skal virke og ikke kun straffe.
Man lider af vanetænkning, og her har socialdemokraterne fornyligt vendt opmærksomhed på fangers tilbagendelsesprocent som indikator for succeskriterie.
Danmark er ikke det værste land i den henseende, men absolut heller ikke det bedste, især ikke med Lene Espersen som konservativ justitsminister og Dansk Folkeparties forfejlede politik i denne forbindelse, der begge er kendte for manglende inovation.
@Inger Sundsvald
Det af mig angivne antal (måske lidt højt sat) antyder, at der var en del supportere – ca. omkring de 11-12 år - og nogle enkelte i grønne jakker – ”grønjakker” in spe.
Bemærkningen om 2.g’erne var for lige at fortælle at fænomenet unge voldsmænd ikke er et kulturelt problem men et socialt problem.
Jeg kan se du ændret din oprindelige profil ,-)
Det er såmænd ikke så svært at forstå :
Partierne omkring Venstre-fløjen interessere sig ikke for problemløsning. De interessere sig for at høste vælgere. Intet er billigere, og desuden virker det, end at forbyde, og hvis det allerede er forbudt, så hæve strafferammen. Det koster faktisk ingenting .. altså målt i kroner og øre.
Der ER kommet konkrete anbefalinger. Kommissionen vedr. Ungdomskriminalitet har brugt 1 1/2 på at udarbejde deres rapport.
Bemærk hvordan den første anbefaling formentlig er en direkte konsekvens af debatten vedr. en nedsættelse af den kriminelle lavalder. (det gamle forslag fra DF, der blev stemt ned tilbage i 2005, og som nu bliver brugt som et ultimatum ved finanslovsforhandlingerne)
Telegram fra i aften: http://www.information.dk/telegram/206106
Ungdomskommissionens anbefalinger
Styrkede reaktionsmuligheder i forhold til børn under 15 år, der begår kriminalitet.
Kommissionen foreslår bl.a. en styrkelse af de sociale reaktionsmuligheder over for
kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, herunder mulighed for kortvarig fast- og
tilbageholdelse af unge anbragt i åbne institutioner og opholdssteder, og skærpelse af
straffen for medvirken til kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder. På
forebyggelsessiden foreslår kommissionen styrkelse af behandlingstilbuddene til denne
målgruppe på en række områder.
Udvikling af et værktøj til systematisk risikobaseret identifikation af kriminelle og
kriminalitetstruede børn og unge og miljøer med høj kriminalitetsrisiko. Forslaget har
bl.a. til formål at understøtte en tidlig kriminalitetsforebyggende indsats gennem tidlig
identifikation af kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge samt styrke indsatsen i
særlige risikomiljøer.
Ydelsesbeskrivelse (kravspecifikation), akkreditering og effektevaluering af
behandlingstiltag og sagsbehandling. Med forslaget ønsker kommissionen bredt at støtte
og styrke kvalitetssikringen af indsatsen vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, herunder ved at styrke ydelsesbeskrivelserne af f.eks. de sociale
tilbud på området og knæsætte et generelt princip om akkreditering og effektevaluering
af indsatsen.
Styrket reaktion ved bekymrende skolefravær og udskrivning af skolen. Med forslaget
ønsker kommissionen at sætte fokus på den betydelige risikofaktor, som skoleskift og
udskrivning af skolen er i forhold til at udvikle en afvigende og evt. kriminel adfærd,
herunder ved at sikre, at de sociale myndigheder i alle tilfælde underrettes, når børn og
unge smides ud af skolen.
Styrket indsats over for børn og unge fra traumatiserede familier. Kommissionen
foreslår, at der gennemføres en systematisk screening og behandling af traumatiserede
flygtningefamilier med henblik på at forebygge, at traumerne direkte eller indirekte
påvirker børn og unge i disse familier til at udvikle en afvigende og evt. kriminel adfærd.
Styrket uddannelsesindsats, udslusning og opfølgende støtte i forhold til anbragte eller
fængslede unge. Kommissionen ønsker med dette forslag at styrke den forebyggende
indsats over for unge, der er kommet på afveje, herunder ved at tilbyde en målrettet
udslusningsindsats med tilbud om f.eks. kontaktperson og relevant kompetencegivende
uddannelse.
Styrket helhedsorienteret gadeplansindsats. Kommissionens forslag tilsigter en styrkelse
af den sociale indsats i belastede boligområder, herunder gennem udvikling af en model
for ”hotspot”-indsatser og styrkelse af uddannelsesindsatsen i forhold til
gademedarbejdere.
”Betinget” notering af første strafferetlige afgørelse på unges straffeattest. Forslaget har
til formål at målrette brugen af straffeattesten og undgå, at ét enkelt fejltrin holder unge
ude af arbejdsmarkedet, og fastholder dem i en kriminel løbebane.
Landsdækkende udbredelse af ungesamråd. Kommissionen søger med en forholdsvis
enkel og billig metode at styrke samarbejdet mellem myndighederne i straffesager mod
unge.
Forsøg med anvendelse af konfliktråd som alternativ til straf for unge lovovertrædere.
Forslaget tager udgangspunkt i de gode erfaringer fra ind- og udland med anvendelse af
konfliktråd i straffesager, herunder vedrørende unge lovovertrædere.
Mentorordninger for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, herunder unge
indsatte. Kommissionen ønsker med forslaget at udbrede brugen af mentorer, der kan
støtte og vejlede kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge. Samtidig ønsker
kommissionen at iværksætte en afdækning af funktionen og det indbyrdes samspil
mellem de mange forskellige typer af støttepersoner på området.
5 Mere generelt fremhæver kommissionen i betænkningen særligt vigtigheden af den
tidlige kriminalitetsforebyggende indsats, der skal forhindre, at børn og unge
overhovedet begynder at begå kriminalitet eller kommer ind i en egentlig kriminel
løbebane. I kommissionens udredningsrapport, jf. bilag 3, er der således redegjort for en
række projekter med udgangspunkt i en tidlig indsats, der viser gode kriminalpræventive
effekter. Efter kommissionens vurdering er der god grund til at antage, at en tidlig
kriminalitetsforebyggende indsats, der samtidig er helhedsorienteret, tværsektoriel og
sammenhængende er helt afgørende, hvis man reelt ønsker at sætte virkningsfuldt ind
over for og begrænse ungdomskriminaliteten på længere sigt, jf. afsnit 2.2.1 nedenfor.
Og man kan vel næppe kalde Kommissionens profiler for “pladderhumanister”, jf. link: http://www.justitsministeriet.dk/om-ministeriet/ra…
Red Barnet Ungdom, Ungdommens Røde Kors og Yngresagen var ude med en markering i tirsdags for at skabe fokus på Kommissionens anbefalinger, jf. link: http://www.facebook.com/search/?q=yngresagen&init=…
Det kunne være skønt, hvis vi begyndte at løse problemerne i stedet for blot at fodre folks indre svinehund.
Med venlig hilsen
Sofie Rye
Formand for Yngresagen
@Sofie Rye
“og skærpelse af straffen for medvirken til kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder.”
Sådanne sproglige formuleringer, bør jo få enhver til at standse op og tænke - jamen hov, vi straffer da ikke nogen under den kriminelle lavalder.
Det svarer ikke til den stringens, der normalt er i juridisk sprog.
Så vi skærper ikke noget, men indfører straf for disse personer!
Så mon ikke kommisionen har lyttet til et krav fra ordregiver om, at hvis man lige huskede at indføje et forhandlingsobjekt der kunne anvendes i finanslovsforhandlingerne, så ville det være meget velset, idet man så delvist kunne imødekomme DF’s ultimative krav.
Så man ofrer årgange af børn, for fortsat at klamre sig til magten.
Nu drejer det sig jo ikke kun om, hvordan samfundet bedst kan forbedre de (stakkels) kriminelle og afvende dem fra nogle kedelige og ofte skadelige vaner. Det drejer sig tillige om at beskytte os andre mod at blive deres ofre. Jeg er glad for at leve i et samfund, hvor det endnu spiller en rolle. Straf indeholder disse to aspekter. Det sidste synes jeg bare ofte bliver overset i debatten ikke mindst herhjemme.
“Børn under 16 år må ikke betjene maskinerne”
Skiltetekst på det lokale vaskeri.
“”If you can’t be good go bad”
Grafitti på muren overfor vaskeriet…
Det handler jo ikke om at afbalancere retfaerdighed og alt det der.
Det handler om magt, penge og prestige.
Altsaa, hvor meget skal det straffeindustrielle kompleks have, og hvor meget skal resocialiseringsbranchen have, for at maximere magthavernes interesser?
Mig bekendt opbevarer staten Dk. til enhver tid ca. fire-fem tusinde medlemmer af overskudsbefolkningen bag tremmer. Hvis regimet fulgte eksemplet fra staten USA skulle dette antal oeges til ca. 38 tusind, altsaa en ottedobling.
Endnu mere tomme gader og kollaps af kioskbranchen?
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis man skulle gøre noget fornuftigt for at spare eller sænke antallet af kriminelle, så ville en lovliggørelse af pot samt dyrkning af hampeplanter være vejen frem, så ville vi virkelig spare miliarder. Men det er der ikke nok stemmer i.
Straf.
Straf er uadskillelig fra følelsen eller oplevelsen af straf. Der videre er uadskillelig fra retsfølelse. Og retsfølelse er uadskillelig fra sandheden (om dét, livet går ud på med mennesket).
Sandheden er videre uadskillelig fra vor sandselighed. Og sandseligheden udgøres af vor beskaffenhed som legeme af slægtskød og blod, der søger næring, kærlighed og at forplante sig.
Når sidstnævnte hindres i sin naturlige vækstbevægelse, det være sig forhold omkring det næringsdrivende, kærligheden eller forplantningen (forkyndelse/formidling) - så begynder straf-følelser, her fortænkt i det små, at melde sig.
Der kan altså ligge små hindringer på vejen, vi må styre udenom eller på anden vis håndtere. Og som sagt ovenfor gives den vej ud fra retsfølelsen i livet, vor sandseligheds beskaffenhed, osv. Jeg siger: fordi, at der er “indbygget”, ja indfødt retning i vort liv og sandseligheds udvikling dermed - ud af moderliv, op til far, frem og videre.
Når de forhindringer, vi møder på vejen klares, så vinder vi erfaringer med pågældende forhindring, men også med at overkomme forhindringer. Så livets naturlige vækstbevægelse kan opretholdes, vi kan overleve og altså leve videre.
Men når vi ikke klarer de forhindringer, vi møder, så sker der noget andet. Så sker der noget med retsfølelsen/retfærdens naturlige vej. For så begynder vi at opleve straf, altså at tage det personligt. Måske er straf stadigvæk for meget sagt, her på dette stade, siger jeg, fordi der er et andet, mere befordrende udtryk, nemlig prøvelse.
Det væsentlige er imidlertid, at vi bliver nødet til at erfare os på anden vis, når vi ikke klarer de forhindringer, vi møder. Tænke anerledes, hedder det også. Tillige er det væsentlige dermed, at retsfølelsen da meget let kan gå i glemmebogen. Altså under bestræbelserne på f.eks. at vende tilbage og blive afklaret omkring pågældende forhindring eller søge helt andre veje.
Og det kan så føre til, at vi lærer noget nyt og dybere om os selv, vor nærmeste slægt, vor arv, vort samfund og mennesket på rette vej. Men så sandelig også til alt muligt umuligt andet, der kommer til at ridde os som en mare.
Når det sidste er tilfældet, altså mareridtet, så er vi ikke på retfærdens vej, så føler vi ikke retteligen vor ret i livets egentlige forstand. Nej, så føler vi os vel snarere mislykket eller ulykkelig og lignende, ja kan måske slet ikke samle os om nogetsomhelst genkendeligt godt i livet. Ejheller sætte ord på det.
Og det er ifølge min, ganske ufaglærte mening, i den livsituation, at forbrydelser finder sted - der så udløser straf-dilemaet. Vejen til forståelse af straf går derfor gennem indsigt i forbrydelsen.
Og forbrydelsen, ja det er som antydet, når retsfølelsen går i glemmebogen og livet udvikler sig som beskrevet, til et mareridt - altså får sig rodet ud i noget bæ. Eller med andre ord, når retfærdens ærlige, kærlige, værdige ånd i livet glemmes, ringeagtes eller foragtes. Ja, når den ikke indrømmes og agtes som værende hellig.
For kun dét kan give anledning til krænkelsen hos næsten, det omkringværende samfund. Forbrydelsen udløses altså først, når den krænker retsfølelsen, retfærdens ånd. Og når det så sker, når anmeldelse og videre stævning finder sted, så rumlen kører, ja så har forbryderens erfaringsbrud forlængst fundet sted hos ham/hende selv.
Jeg gentager: EN FORBRYDER SKAL FORBRYDE SIG MOD SIN RETSFØLELSE/RETFÆRDENS VEJ, FOR AT KUNNE BEGÅ EN FORBRYDELSE, DER KAN KRÆNKE NÆSTEN, DET OMKRINGVÆRENDE SAMFUND.
Og hvad det danske samfund så angår - ja dertil er der vist ikke stort andet at sige end at gøre kraftigt opmærksom på, at RETFÆRDENs vej står i Gudlivets eget oplysende navn i reformeret forstand. Og ikke juraens, lovens, statens og de social-kammeratlige magters gode idéer, iværksat for mange, mange år siden via fremskridtstro og autoritetstro, selvforherligende fornufts-utopisk kick-start af knallerter og knaldperler.
Som tingene ser ud i dag, så har velfærdsstaten og retfærden intet med hinanden at gøre al den stund at “velfærd” kun kan angå retfærden i og ved vor sandseligheds ligeværdige beskaffenhed som legeme af slægtskød og blod, der søger næring, varme, KÆRLIGHED og at forplante sig (formidle/forkynde).
Forhindres retfærden eller vanskeliggøres den med andre ord for meget af velfærdsstaten, så retfærden f.eks. kommer til at stå i statens tjeneste over kultiverende tid - fremfor i gudlivets kongeligt oplyste navn til vor frihed og forløsning af nye vækstpotentialer - ja så må statens ansatte på overførselsindkomst og deres slægter jo tage de prøvelser, der kommer. Endsige modtage deres straf i Gudlivets eget navn, når Vor Herres ånd kommer over os. Og jo altså i sandhedens hjerteligt sigtende navn, lader os dømme mellem det levende og døde, det vækstige og det visne. Det foregår nemlig hovedsagdeligt via det trolige kød og angår jo som bekendt evnen til i al evighed at elske og forstå at opretholde livet med glæde. Vidt og bredt og uden forskel.
(Shhh, for Gudlivet straffer aldrig, Han/det giver og giver og giver - hvorimod staten, ja det må de pågældende kulturafsnit som sagt så stå til regnskab for, thi modtage, erfare og indrømme kan den organisation og kulturelle dimension ikke. Den kan vist nok kun forbruge liv, ikke skabe det).
Nkh. JHM.
Lad os få en enhedsstraf som dækker alt, så vi ikke længere skal se på kriminielle i Danmark. Til gengæld bør der heller ikke skelnes mellem hvad der er kriminelt. Kør over for rødt. Af med knoppen. Snyd i skat, ud af landet. Stjæl en Yankeebar og bliv interneret. Glem dit barn i børnehaven og bliv tvangssteriliseret. Hvor bliver der fredeligt i vort lille land!
Jeg kender godt mit lod i livet, Thomas Nielsen.
Nkh. JHM
Hej Niels Mosbak.
“Så slipper pøblen sig selv løs med hårdere straffe, selv om alle ved at det ikke virker!”
Tjaar, det ved alle vel ikke, når en stor del af “lavpøblen” skriger på mere kontrol og brutalitet i retspolitikken ;-). Men jeg er enig.
Naah, jeg kommer ikke tilbage og spørger om i har nogen ideer, jeg er overbevist om at ideerne er der, men retshumanisterne går bare ikke så meget i offensiven med dem, de sidder mere i defensiv-positionen overfor den dominerende populismekurs. Som jeg ser det.
Det er jo alt efter hvilken del af virkeligheden der falder mest i øjnene :-).
http://podia.dk/site/artikler/artikel-samfund/1325…