Det blev sagt, at den tyske valgkamp var kedelig. Der var hverken passion, politisk konflikt eller klare alternativer. Men nu har tyskerne fået en kamp mellem filosoffer, som både er passioneret, personlig og politisk. Og den er bestemt ikke kedelig.

Det startede i juni med et indlæg af filosoffen Peter Sloterdijk i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Her demonstrerede Sloterdijk sin særlige evne til at gøre en meget lang historie kort: Han genfortalte over få spalter hele kapitalismens historie. Det startede med et tyveri, og derefter blev tyven anerkendt som godsejer og samfundsstøtte. Det borgerlige samfund blev opbygget omkring disse tyverier: Den private ejendomsret beskyttede de marker, som landmænd har indhegnet og kaldt deres egne. Den første tyv var altså, ifølge Sloterdijk, den første borger i det moderne samfund. Derfor måtte venstrefløjen være modstander af ‘det etablerede samfund’. Det blev nemlig regeret af tyveknægte. Og ikke nok med, at de rigestes røverier blev samfundets helligdom: Det blev også kaldt for retfærdighed. Det moderne samfund er altså et tyvevælde, et kleptokrati. Men historien slutter ikke dér for Sloterdijk: Den moderne velfærdsstat er også et kleptokrati. Men det er ikke længere de rige, der stjæler. I dag er staten den store tyv i åbenbaringen:

»Tænk sig, at store stater hvert eneste år opkræver halvdelen af det, som produceres, i skat. De produktive lag i befolkningen ser artigt til, mens staten indkasserer halvdelen af deres indtægter uden at de griber til den mest oplagte reaktion: Borgerkrig mod skattesystemet.«

Dem, der ikke laver noget, lever af dem, der laver noget. Det er, ifølge Sloterdijk, et produkt af en helt »enestående politisk dressur«, når de produktive uden modstand accepterer at blive plyndret. Filosoffen foreslår et helt nyt skattesystem, hvor de ledige ikke nasser på dem, der arbejder, og hvor de arbejdende ikke frarøves deres retmæssige ejendom. Sloterdijk anbefaler, at man kun skal betale det i skat, man selv har lyst til. Det skal være slut med skatterøveriet.

Kendis-tænker

Peter Sloterdijk er en provokatør: Han har ofte imponeret med dristige diagnoser og dramatiske pointer. Han er vært for et filosofisk program på tysk tv, han er hædret med adskillige priser, og hans store gennembrud Kritik af den kyniske Fornuft fra 1983 blev en filosofisk bestseller. Dengang roste filosoffen Jürgen Habermas bogen som »glansfuld forbindelse mellem filosofisk essayistik og samtidsdiagnose«. Men i 1999 brød en offentlige fejde mellem Habermas og Sloterdijk ud. For et eksklusivt forum af filosoffer holdt Sloterdijk en tale om humanismens begrænsninger. Hans tese var den relativt ukontroversielle, at den humanisme, som gør naturen til materiale for menneskelig beherskelse og placerer menneskets behov i centrum, ikke kan styre mennesket. Sloterdijk henviste til humanisme-kritiske tænkere, men han udfoldede ikke den store fanfare om det gode overmenneske. Alligevel blev talen udlagt som knæfald for det værste af det værste og anklaget for fascistoide tendenser. Vel at mærke inden talen var offentliggjort på skrift. Habermas reagerede med et svar, og Sloterdijk svarede Habermas med et brev, hvor han hævdede, at Frankfurterskolen og Den kritiske teori var død. Det hører med til historien, at den kritiske teori hører hjemme på Frankfurterskolen, hvor Habermas stadig dengang var en prominent professor.

Honneths udfald

Denne gang er det ikke Habermas, men hans berømte elev Axel Honneth, som reagerer på Sloterdijks teser. Honneth udlægger i ugeavisen Die Zeit Sloterdijk som symbol på en intellektuel kultur, hvor man foragter velfærdsstaten, fordi den gør masserne svage, og man foragter masserne, fordi de spiller svage for at opnå ydelser. Sloterdijks skriverier er ifølge Honneth forbundet med denne mentalitet, som opstod efter Murens Fald:

»I dette miljø«, skriver Honneth: »på avisernes redaktioner, i kasinoerne, i bankerne, på tegnestuerne og i reklamebureauerne var der enighed om, at velfærdskulturen og den socialdemokratiske tidsalder var ved vejs ende; masserne var blevet for afhængige af statens omsorg til, at de stærke tanker og vitale livsformer kunne opstå«. Det var i samme miljø, at man ifølge Honneth dyrkede foragten for de gamle ungdomsoprørere. Man hævdede, at det skulle være slut med den sociale jammer, og det gjaldt i stedet om, at »have mod« til åndelig storhed. Sloterdijk leverede forførende og hurtige konklusioner til netop denne kultur. Hans essays var i følge Honneth lette forklaringer på vanskelige problemer. Hvis man vil gøre sig klog uden at tænke sig om, kan man altid citere Sloterdijk for, at hele vores kultur er styret af vreden. Sloterdijk har på denne måde gennem årtier underholdt offentligheden med hurtige omkvæd og finurlige gemmelege. Men Honneth hævder, at Sloterdijk endelig med sit angreb på skattestaten er trådt i karakter. Nu afslører han sit sande ansigt. Honneth havde nok anet tendensen i Sloterdijks forfatterskab, men indrømmer, at det kom bag på ham, at det i sidste instans var så tarveligt. Her kommer Sloterdijk anstigende som en parodi på en fritænker, der vil omstyrte det bestående. Og så handler det ikke om andet end, at det er synd for de rige, at de skal betale skat til de fattiges ydelser. Det kalder Honneth for »klassekamp oppefra«. Man skal vælte velfærdsstaten, fordi den gør det svært for de stærke at være stærke.

Det burde man ifølge Honneth egentlig bare grine af. Men det åbenlyst latterlige bliver deprimerende, når man påtænker, at Sloterdijk bliver taget alvorligt: Ordene kommer »fra én, der elskes i medierne, beundres i den politiske offentlighed og hædres i akademierne«. Honneth udråber fænomenet Sloterdijk til symptom på et demokratisk forfald.

Socialdemokrat alligevel

På opfordring fra Die Zeit skrev Sloterdijk i denne uge et svar på, hvorfor han ikke vil skrive et svar til Honneth. En debat forudsætter nemlig viden, og Honneth har, ifølge Sloterdijk, tydeligvis ikke læst hans bøger. Han skulle læse 6-8.000 sider af Sloterdijks produktion, hvis debatten skulle være meningsfuld.

Sloterdijk forsikrer i brevet, at ordet »kleptokrati« kun var ment som en provokation. Det gjaldt om at vække masserne fra deres dogmatiske slummer med en spidsformulering. Han kalder sig selv en uforbederlig forsvarer af »en socialdemokratisk logik«, og netop som sådan kan han ikke lade være med at spørge til det, som ingen andre spørger til: Findes der ikke et alternativ til tvangsbeskatning? Kunne man ikke finde andre måder at finansiere det offentlige forbrug på? Sloterdijk mener, at Honneth er for sur, fordomsfuld og humørforladt til at tage den debat:

»Hvad kan man lære af hele denne affære?« hedder det til sidst i brevet fra Sloterdijk.

»Intet, efter min opfattelse, intet andet end det, vi har vidst hele tiden. Jeg har efterhånden en stor samling eksempler på, at mine kolleger ikke skammer sig over at udstille deres egen frustration og stilstand. Nu har vores ulykkelige professor fra Frankfurt givet os endnu et eksempel: Lærer vi noget af det? Måske ikke andet end at der ikke gives nogen lovlige grænser for hvor meget gift der kan samles i en ulykkelig filosofiprofessor.«