Prøv at forestille dig, at du bliver smidt i fængsel. Hvis du er sød og ikke modsætter dig anholdelse, vil du få lov til at se fjernsyn og arbejde uden for fængslet. Brokker du dig derimod over din fængsling, bliver du smidt ned i et mørkt hul. I Ilan Pappes øjne er det valget, som palæstinenserne har fået.
»Og så var de i 2000 så frække at sige ellers tak. Med den anden Intifada fornærmede de groft den israelske venstrefløj. Man forventede, at palæstinenserne ville sige ‘tak for indsatsen’. Det skete ikke, og det har den israelske venstrefløj aldrig tilgivet dem,« siger Ilan Pappe.
Den kontroversielle israelske historiker er i København i forbindelse med den danske udgivelse af hans seneste bog: Det moderne Palæstinas historie - et land, to folk. Og ifølge Pappe er historien helt afgørende for at forstå den aktuelle konflikt.
»Vi er opflasket med fortællingen om, at Israel blev skabt i en heroisk frihedskamp, og at palæstinenserne - til vores store skuffelse - selv besluttede at rejse i 1948. Det er ikke alene en lille smule forkert, men direkte løgn. Og det falder ikke i god jord at tale om, det var det stik modsatte, der skete,« siger Ilan Pappe, der gerne igen fortæller sin version af historien.
»Det var en etnisk udrensning. Vil du forstå, hvorfor Israel i dag smadrer huse i Jerusalem, sender bosættere ind i Vestbredden, fængsler uden dom og slagter Gaza, så skal du bare tænke på, at verden aldrig bebrejdede dem for en af de helt store forbrydelser. Så er det jo nemt nok at lave mange små,« siger han.
PR-Kampen
Og selv om Europa og USA stadig ikke holder Israel ansvarligt for fordrivelsen af palæstinenserne i 1948, så er stemningen ved at vende, mener Pappe - ikke mindst efter den seneste krig i Gaza. Og det kan man se på Israels reaktioner.
I efteråret har der været en række sager, hvor den israelske regering har talt med meget store bogstaver over for europæiske lande. Til Sverige, da en artikel i Aftonposten postulerede, at israelske soldater var indblandet i handel med organer fra palæstinensere. Over for Norge, der blev beskyldt for antisemitisme, da landet valgte at fejre 150-årsdagen for Knut Hamsuns fødsel. Og i forhold til den spanske avis El Mundo, der fik tørt på, da den bragte et interview med Holocaust-benægteren David Irving.
Ilan Pappe mener afgjort, at Israel har skruet op for den aggressive retorik.
»De har indset, at de er godt i gang med at tabe PR-kampen i udlandet, og leder nu med lys og lygte efter muligheder for at vise, at kritikken er drevet af antisemitisme. Det er en aggressiv reaktion på en situation, der i deres optik er skiftet det til værre«
- Er udviklingen kommet bag på Israel?
»Ja, det tror jeg faktisk. I Israel fungerer selvcensuren upåklageligt. Det tog de også for givet, stadig var tilfældet i Europa. Det har ændret sig, så nu har de igen behov for at minde Europa om Holocaust, og hvad de ellers hiver frem af posen for at genskabe denne subtile kontrol,« siger Ilan Pappe.
- Den israelske regering har de nævnte tilfælde bedt de pågældende regeringer om at blande sig. Det lugter jo lidt af den situation, vi så under krisen om Muhammed-tegningerne. Er det ikke i modstrid med Israels dedikation til pressefrihed?
»Ikke fra et israelsk perspektiv. Alt, de gør, er sandt, selvom de i samme åndedræt ville erkende, at det i ethvert andet tilfælde ville være forkert. Vi er meget trænede i, at det er okay at tale grimt om arabere, men vi råber ‘antisemitisme’, hvis det samme blev sagt om jøder. Derfor vil de aldrig acceptere - eller blot forstå - en sammenligning med de muslimske landes krav om en undskyldning fra den danske regering,« siger Ilan Pappe.
Få venner
Pappe mener, at Israel har mistet støtte - også i USA.
»Den vigtigste fagbevægelse i Storbritannien har i denne måned besluttet at arbejde for en boykot. Det er under 10 år siden, at den israelske ambassadør var hovedtaler på forbundets kongres,« fortæller Ilan Pappe, der blandt andre eksempler nævner, den tidligere så populære dannelsestur for unge europæere til kibbutzen.
»Jeg vil skyde på, at der i dag er langt flere, der tager til de besatte områder for at udføre frivilligt arbejde. Det er små skridt, men de viser, at I har fået øjnene op for, hvad der sker nede på jorden,« siger Ilan Pappe og tilføjer:
»Efterhånden har Israel kun to slags venner: Europæere, der stadig ikke tør at sige noget på grund af alt det forfærdelige, I gjorde ved os. Og amerikanske højrekristne, der inderst inde drømmer om, at jøderne vil brænde op som kebabber i helvede,« siger Ilan Pappe.
Boykot?
EU’s officielle politik er stadig ikke ændret, men Israels fordelagtige handelsaftaler er slet ikke så selvfølgelige som for blot få år siden, mener Pappe.
»Isael er oprigtigt bange for ultimativt faktisk at blive underlagt handelssanktioner. Det havde de aldrig troet, men sager som f.eks. den norske oliefond, der solgte aktierne i en elektronikgigant, der arbejder i bosættelserne, har fået alvoren til at gå op for dem,« siger Ilan Pappe
- Men betyder det reelt noget for Israel, hvad Europa mener?
»I en vis forstand: nej. Man kan altid ty til den meget grundlæggende israelske forståelse, at alle altid er imod os. Men der er en helt reel bekymring for, at prisen vil være for høj, og det vil føre til en bedre debat før eller siden. Første bølge vil sikkert være at kalde det hele antisemitisme. Men jeg håber, at der vil komme en anden bølge, der går dybere; hvor de stopper op og siger: Hov, hvorfor er der så mange af vores venner, der har vendt sig mod os?«
Israel forhandler ikke
Ilan Pappe støtter ideen om en boykot. Der er ikke meget at hente ved forhandlingsbordet. Israel forhandler nemlig ikke fred, selv, når vi tror, de gør det, siger Pappe. Og for at forstå hvordan det er endt sådan, behøver man kun at lave to historiske nedslag, mener han.
»Israel har i hele sin historie kun taget to vigtige strategiske beslutninger - i 1948 og i 1967. De beslutninger blev videregivet til bureaukraterne, der siden har arbejdet ufortrødent på at implementere dem,« siger Ilan Pappe.
»I 1948 forstod den israelske elite, at den blot skulle beslutte sig for, hvor meget af Palæstina de ville have. Og de var klar over, at de ikke behøvede at spørge nogen,« fortæller Ilan Pappe. Anderledes oplevede man det i Europa og USA. »Her sagde man :’Se hvor fint! Israelerne er indstillet på forhandling.’ De forstod aldrig, at når Israel besluttede sig for ‘kun’ at tage 80 procent og lade omkring 100.000 palæstinensere blive, så var det fordi, at de ikke havde brug for det hele - og ikke orkede at smide flere ud. Jeg har aldrig deltaget i en etnisk udrensning, men jeg kan forestille mig, at det er udmattende,« siger Pappe.
»Den lære, Israel kunne drage, var, at de blev opfattet som ‘pragmatiske’ så længe de mødte op til forhandlinger. Så i dag møder de op, kindkysser og taler om ‘smertefulde indrømmelser’. Men Israel har ikke givet en eneste indrømmelse i hele sin tid som stat.«
Anden erkendelse
Den anden strategiske beslutning var i 1967. »De havde i fire år ventet på det rigtige tidspunkt til at besætte Gaza og Vestbredden. Der var forskellige grunde, men alle - og her taler jeg om hele det politiske spektrum - var enige om, at de territorier skulle indlemmes,« fastslår Pappe. Palæstinenserne så anderledes på det, og det stred jo også mod folkeretten, så igen blev bureaukraterne sat til at finde udveje.
»Det blev modellen med ‘det åbne fængsel’. Når man nu sidder i forhandlinger med Israel, skal man vide, at det er det eneste, de taler om. Politik i Israel handler kun om at finde den rette måde at holde de besatte territorier. Og der er stor kreativitet,« fortæller Pappe. Det har f.eks. været på tegnebordet bare administrativt at lade Jerusalem ekspandere, så den til sidst på kortet dækker hele Vestbredden.
»Så kunne bureaukraterne sige ‘Vi ved ikke, hvordan det skete, men pludselig var Jerusalem verdens største by med verdens mindste indbyggertal’,« griner Pappe.
Og 1967 gav Israel erkendelsen af sproget magt. »De forstod, at verden ville have dem til at finde ‘en løsning’ og gik så i gang med at manipulere sproget. Jeg tror ikke et øjeblik, at de, der navigerer det stolte skib Israel, tror på fred. De vil ikke afgive Vestbredden og Gaza, men de ved, at hvis vi kalder det ‘fredsproces’ kan de dække over, at det reelt bare handler om betingelser for fortsat besættelse, så er Vesten tilfreds.«
Åbninger
Men Pappe ser også åbninger. »Der er en række grupper af unge aktivister, der er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved militærets rolle i samfundet, og soldater, der bryder tavsheden. Og det handler om mere end Palæstina. De unge siger til eliten: ‘Hør, det der demokrati lyder som en god idé. Nu skal vi fortælle jer, hvorfor det ikke er blevet realiseret’.«
Trods de gode bestræbelser fra de unge, tror Ilan Pappe, at der er to store opgaver, der skal løses, før noget kan rykke sig i Mellemøsten.
»Den gamle fredsbevægelse må indrømme, at den tog fejl, og vi må holde op med at snakke om en tostatsløsning. Gaza ville ikke være med, halvdelen af Vestbredden er allerede israelsk og palæstinenserne lever også i Israel. En palæstinensiske stat på Vestbredden er ikke en mulighed,« fastslår Pappe.
For det andet - og den er tung, indrømmer Pape - må der etableres en national erkendelse af, at det der skete i 1948 var en forbrydelse.
»Israel må stilles til regnskab for forbrydelserne i 1948,« siger Ilan Pape, der erkender at det er svært. At være forbryderen betyder jo, at man ikke er offeret.
»Du kan tæske en mand, sparke hans tænder ud, brække hans arme og bagefter skælde ham ud for, at han fik dig til at gøre det. Israel vil aldrig tilgive palæstinenserne for, hvad ‘de fik os til at gøre mod dem’. De tog de mest moralske mennesker i verden og fik dem til at opføre sig som almindelige mennesker, lyder den absurde version.«
- Født Haifa i 1954.
- Pappe betegnes som en af Israels ’nye historikere’. Han har i sit arbejde primært beskæftiget sig med begivenhederne omkring staten Israels grundlæggelse i 1948.
- Var institutleder ved Institute for Peace studies i Givat Haviva i Israel fra1992-2000 og ved Emil Touma Institute for Palestinian Studies i Haifa 2000-2008.
- Bor i dag i England og er tilknyttet University of Exeter.
- Ilan Pappe er forfatter til en række bøger senest ’Det moderne Palæstinas historie – Et land, to folk’, der er udkommet på dansk på forlaget Klim.
Kommentarer
Ja, Pappe har da ret, der bør være ansvarlighed for den såkaldte “Naqba” - nemlig “katastrofen” der var uddrivelsen af knap 750.000 palæstinensere fra det territorie, som i dag hedder Israel. Vi kan alle være enige. Lige så vel bør amerikanerne bære ansvar for annekteringen af halvdelen af Mexico og uddrivelsen af indianere. I et akademisk seminar på månen kunne man ganske let stille sig enig med Ilan Pappe og hans bud på en enstatsløsning, for at imødekomme den palæstinensiske befolknings rettigheder. Men i den rigtige verden er Pappe’s forslag en gave til den israelske højrefløj - da idéen om enstatsløsningen er totalt uigennemførlig i dag.
Nej, det er mere end det! En korrekt strategi skal baseres på gennemførlighed — befolkningen på begge sider lider i særdeleshed palæstinenserne, der har været udsat for en grusom besættelse i 40 år.
Senest på listen over grusomheder er massakren i Gaza. Der er ikke længere nogen grund til at gennemgå den overlagte amerikansk-israelske massakre fra december til januar. Der er stort set ingen forskel mellem israelske og internationale menneskerettighedsorganisationers rapportering af forholdene. Opstillingen er utvetydig. Israel forstyrrede de “seks måneders hvile”, fastholdt sin “ulovlige blokade,” begik “alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret”, og afviste ethvert forsøg på fortløbende ikke-voldelige alternativer. Som altid, afviser Israel refleksivt enhver sigtelse uden at imødegå beviser. [1]
Det er næppe en udfordring at blotlægge dette metodiske mønster i de gladeligt glemte registreringer af israelske aggressioner.
Nej, man bør nægte at fordybe sig i denne diskussion. Det konstruerede ståhej tjener for det meste som en afledning af opmærksomheden fra de temmelig håndgribelige skridt mod fred i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Det afgørende er, at en international konsensus om en tostatsløsning på konflikten længe har foreligget i en ellers foranderlig verden. Følgende kommentar er et forsøg på at belyse denne enstemmighed og to umiddelbare afvigelser. (1) Hvorfor er konflikten ikke blevet løst? Og (2), hvad er gennemslagskraften i den genopstandne appel til en enstatsløsning, som Hr. Pappe advokerer? Begge behandlede emner fortjener en undersøgelse langt uden for rammerne i den tekst. Formålet med den efterfølgende tekst er at informere samt tilskynde til dialog.
Modaliteterne for den mellemfolkelige konsensus er baseret på det centrale diplomatiske dokument, der blev udstedt på baggrund af Seksdageskrigen; FN’s Sikkerhedsrådsresolution 242. Præamblen fastsætter, ulovligheden ved tilegnelsen af territorium med brugen af magt i overensstemmelse med international sædvaneret og den fjerde Genève-konvention. Den grundlæggende fortolkning er en løsning langs “den grønne linje” med “mindre og gensidige justeringer” for at justere de virkårlige våbenhvilegrænser.
Resolutionen fastslår endvidere, at alle stater i regionen har ret til at “leve inden for sikre og anerkendte grænser.” Sidstnævnte er blevet gentaget i årtier, selv som amerikansk-israelsk afvisning af resolutionens betingelser, har været drivkraften bag besættelsen siden halvfjerdserne.
Overraskende nok var palæstinensernes ret til selvbestemmelse stort set u-udtalt i perioden mellem delingen i 1947 og det første enstemmige internationale kald i halvfjerdserne. Ændringen er værd at være opmærksom på. I 1973 accepterede PLO stiltiende en formel for fuld israelsk tilbagetrækning og fuld arabisk anerkendelse i en Generalforsamlingsresolution. Endnu en påberåbelse kom uformelt gennem Sikkerhedsrådet i 1976, der siden satte den palæstinensiske stat på den internationale dagsorden. Israel afviste det blankt og USA nedlagde effektivt veto.
I 1980 gentog en Sikkerhedsrådsresolution de juridiske forpligtelser, Israel afviste igen, USA nedlagde veto og siden da har den amerikansk-israelske afvisningspolitik været konsekvent. En ændring fandt dog sted på den anden side, da Det Palæstinensiske Nationalråd formelt advokerede for det tostatslige forlig i 1988. Det satte USA og Israel i total international isolation og siden har afvisning af fredsbetingelserne været udgangspunktet under “fredsprocessens” forhandlinger.
I dag nyder betingelserne støtte fra autoritative politiske, juridiske og menneskerettighedsorganer. Det mest repræsentative politiske organ i verden, Generalforsamlingen, påberåber årligt de nærmere betingelser for konfliktens afvikling og hvert år er afstemningen identisk skæv. Hele statssystemet er på den ene side og Israel og USA sammen med en række sydhavsøer på den afvisende side. I 2004 udgav Den Internationale Domstol, den højeste autoritative juridiske instans i verden, en rådgivende udtalelse om den mur som Israel har bygget på Vestbredden. Domstolen vurderede, at muren er ulovlig, den bekræftede ulovligheden af “territoriale erhvervelser som følge af trusler eller magtanvendelse” og anså Gaza, Vestbredden inklusive Østjerusalem for at være “besat palæstinensisk territorium.” [2]
Hvad der kan komme som en overraskelse for den engagerede læser, er det faktum, at Hamas siden 2005 har været mere imødekommende over for disse betingelser end Israel. Det første dokument Hamas underskrev, efter de vandt et frit og retfærdigt valg, var det såkaldte “prisoner’s document”, hvor Hamas erklærer deres aftale med Fatah om oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra 1967 - som i øvrigt er støttet af 77% af den palæstinensiske befolkning. Det er siden blevet erkendt, selv hos NY Times, at Hamas er villig til at forhandle i stil med den saudiarabiske fredsplan og til at anerkende Israel de facto omend ikke de jure. Alle 22 arabiske stater har underskrevet den saudiarabiske fredsplan, som hovedsageligt er et referat af resolution 242, herunder ikke-arabiske stater som Iran. [3]
Hvad der har været anerkendt som det mest kontroversielle aspekt i konflikten, nemlig hjemvendelsesretten, har overraskende nok ikke været det mest omstridte spørgsmål under forhandlingerne. I Taba, accepterede de en “pragmatisk løsning”, som ikke ville ændre “den demografiske karakter i Israel.” Det største problem har været Israels uvilje mod at have en 1:1 jordombytning, nemlig som “mindre eller gensidige justeringer” [4] . Hjemvendelsesretten er nedfældet i verdenserklæringen over menneskerettigheder og FN resolution 194 fra 1949, der til tidligste afvikling påberåber retten til palæstinensisk hjemvendelse eller retten til kompensation. Det er entydigt støttet af det internationale samfund, Human Rights Watch og Amnesty International (og i princippet også af israelske jøder, der allerede har etableret deres egen stat bygget på idéen om selve denne ret.)
Amerikanske præsidenter herunder Barack Obama har vist igen og igen, at de ikke er ærlige mæglere. Den store institutionelle kontinuitet i diplomatisk, økonomisk og militær støtte til Israel foreslår nogle retningslinjer i amerikansk politik på tværs af spektret. Den amerikanske politiske doktrin anser Israel som en “strategisk aktiv” i hjertet af den energiproducerende region, der tjener som “betjente på slaget,” når de effektivt “opdrager” de “vilde arabere” til underkastelse. Denne fremgangsmåde driver den amerikansk-israelske uforsonlighed mod palæstinenserne og det gør den internationale samling af regler ugyldige. Det kræver ikke en doktorgrad at opdage amerikansk overherredømme i regionen og hvordan EU kravlende manøvrerer hvor den kan, og adlyder, når den skal.
Dette kan eksemplificeres ved at sammenligne reaktioner mod statslige krænkelser af almindelige normer, såsom “alvorlige overtrædelser af forbuddet mod at bruge magt”, “retten til selvbestemmelse” og grundlæggende standarder for menneskerettigheder og den humanitære folkeret. Når Sikkerhedsrådet undlader at agere i overensstemmelse med artikel VII på grund af “vetoens tyranni”, plejer Generalforsamlingen typisk ikke at tøve med at udøve sin pligt ved at opfordre til gennemførelsen af økonomiske, finansielle og diplomatiske sanktioner, især i tilfældet med Sydafrika. Sådanne sammenligninger kan findes i en omfattende undersøgelse af Marc Weller og Barbara Metzger fra Cambridge University. De konkluderer, at der er en “dobbeltmoral” der yder Israel “komplet immunitet” fra refleksive remedier brugt med hensyn til Irak, Bosnien, Rwanda, Kosovo og Østtimor, såsom “våbenembargo”, “sanktioner “og “international tilstedeværelse” af observatører og fredsbevarende styrker. [5]
Israels seneste afvisning af Rådets opfordringer har ligeledes været bakket op af USA’s præsident Barack Obama’s administration. USA’s støtte fortsætter og den er blevet forstærket med undtagelsen af Obamas retoriske overflødigheder. Den næsten enstemmige europæiske eufori over valget af Obama er en baghåndsindrømmelse af både dennes anerkendelse af dobbeltmoralen og dets bevidsthed om, at det ikke er i stand til at gøre meget uden supermagtens samtykke.[6]
Erkendelsen af dette passive miljø og “omstændighederne på jorden” har fået elementer fra venstrefløjen (og ekstreme højre af andre årsager) til at give støtte til forslaget om en énstatsløsning baseret på de egalitære principper, der blev anvendt i Sydafrika og andre steder. Det kræver et paradigmeskift, hvor man terminologisk erstatter “besættelse” med “Apartheid.” Ja apartheid er en del af besættelsen, men annekteringen er en langt værre forbrydelse end nogen tilsvarende fase af kolonisering i Sydafrika. Annektering er en helt anden form for imperialisme, hvilket tyder på næsten ingen ændring i opførsel, selv om det historiske Palæstina skulle udvikles til een stat. En enkelt stat er ingen garanti for ret, tag et enkelt kig på de eksisterende!
Argumenterne for enstatsløsningen er normalt baseret på retfærdighed - i den korrekte erkendelse af at tostatsløsningen er langt fra retfærdig. Men, retfærdighed, bortset fra drøftelser i akademiske seminarer, er begrænset i den virkelige verden af gennemførlighed. Ingen siger, at Hopi-indianerne skal afstå fra deres krav om deres forfædres jord, men der er heller ikke nogen, der advokerer det. Argumenterne bliver tautologiske: “Ingen løsning er acceptabel, medmindre det er acceptabelt.”
Hvis der er en række trin, der fører til enstatsløsningen, skal det med alle midler drøftes. Forsøget på at skabe et gunstigt miljø for denne løsning i dag synes umuligt, og kan meget vel være en opskrift på yderligere konflikt. Idéen om boykot kræver den aktive deltagelse af vigtige aktører i det israelske samfund. Kampen i Sydafrika tog årtier at etablere med borgmestre der allerede havde forpligtet sig til civil ulydighed og selskaber der godkendte “Sullivan betingelserne.” Hvis en sådan strategi vil se ud som et angreb på det israelske samfund, vil det med stor sandsynlighed være kontraproduktivt. Jeg har set seriøs debat om tostatsløsningens holdbarhed. Hvordan kan man opdele Cis-Jordan for eksempel? Hvordan kan palæstinenserne realisere en “gumpen stat”? Dog, som en midlertidig løsning, langt fra den utålte endelige status, skal kampen for normalisering, opfyldelse af rettigheder og integration fortsætte.
[1] Israeli Ministry of Foreign Affairs, “The six months of the lull arrangement,” December 2008 |Human Rights Watch, “Precisely Wrong,” June 2009 | Human Rights Watch, “Rain of fire,” March 2009 | Amnesty International, “Israel/Gaza: Operation “Cast Lead”: 22 days of death and destruction,” July 2009 | Bt’Selem, “Guidelines for Israel’s Investigation into Operation Cast Lead,” February 2009.
[2] International Court of Justice, “Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory,” 2004.
[3] Avi Issacharoff, “Poll: 77 % of Palestinians support the Prisoner’s Document,” June 2009, Ha’aretz | Mouin Rabbani, “A Hamas Perspective on the Movement’s Evolving Role: An Interview with Khalid Mishal: Part II,” Summer 2008, Journal of Palestine Studies vol. 37 | Avi Issacharoff, “Meshal: Hamas backs Palestinian state in ‘67 borders,” April 2008, Ha’aretz | Amira Hass, “Haniyeh: Hamas willing to accept Palestinian state with 1967 borders,” September 2008, Ha’aretz | Middle East Online, “Hamas calls for Palestinian state in 1967 borders,” June 2009 |Hamas, “We Do Not Wish to Throw Them Into the Sea,” February 2006, Washington Post | Jay Solomon & Julien Barnes-Dacey, “Hamas Chief Outlines Terms for Talks on Arab Israeli-Peace,” Juli 2009, Wall Street Journal.
[4] Ron Pundak, “From Oslo to Taba: What Went Wrong?,” Autumn 2001, Survival p. 31-45, The International Institute for Strategic Studies.
[5] Marc Weller & Barbara Metzger, “Double Standards,” September 2002, PLO Negotiations Affairs Department | for further deliberations see: Yoram Dinstein, “War, Aggression and Self Defense,” 4th ed., 2005, Cambridge University Press p. 302 and David Cortright & George A. Lopez, “The Sanctions Decade: Assessing UN Strategies in the 1990s,” 2000, Lynne Rienner.
[6] Bush Sr. administrationen handlede hinsides retorik, da den gjorde indsigelse mod de ulovlige bosættelser ved ikke at give økonomisk støtte til dem. I konstrast anfører Obama administrationens embedsmænd, at sådanne foranstaltninger “ikke er til debat”, og at eventuelt pres vil være “symbolsk”: Helene Cooper, “U.S Weighs Tactics on Israeli Settlement,” May 2009, NY Times | Grant F. Smith, “$2.775 Billion in US Aid Supports Israeli Nuclear Weapons Program,” June 2009, Online Journal.
»Vi er opflasket med fortællingen om, at Israel blev skabt i en heroisk frihedskamp, og at palæstinenserne - til vores store skuffelse - selv besluttede at rejse i 1948. Det er ikke alene en lille smule forkert, men direkte løgn. Og det falder ikke i god jord at tale om, det var det stik modsatte, der skete,« siger Ilan Pappe, der gerne igen fortæller sin version af historien.
Det er rigtigt set i lyset af jødeforfølgelsen og anden verdenskrig, for nogle af de ortodokse jøder er langt fra godheden selv.
Men som tiden går, erkender flere at det ikke bare er palæstinenserne der begår krigsforbrydelser, men i lige så høj grad de højreradikale stærkt troende jøder, guds eget udvalgte folk, der med en helt selvovervurderet arrogance chokerer de mere beviste moderate jøder der slet ikke støtter alle disse overgreb.
Men de sidder i saksen, for hvem andre end de radikale jøder skulle ellers støtte lige netop dem?