Det er altid de andre, der bestemmer

Når man støder på magten, er det de andre, der bestemmer. Teologer og præster hører den larmende ateisme over det hele. De oplever, at de ‘militante’ ateister får alt for meget taletid og ingen modstand. Sådan opleves det overhovedet ikke, hvis man selv er ateist eller bare sekularist. Så kan man næsten ikke åbne radioen uden at høre præster tale salvelsesfuldt om det store forfald og den alt for lille etik. Så ser man præster konstant i den offentlige debat. Og hvis man har den indstilling, at offentligheden er fyldt med konflikter, hvor fanatikere ikke ser andet end deres egne fordomme, vil man selvfølgelig se slagsmålet mellem ateister og kristne som endnu en episode i den fortsatte kamp mellem karikaturer.

Den samme logik ser man i politik: Borgerlige iagttagere mener, at ingen længere tør føre en borgerlig politik, fordi de er bange for vælgerne og i øvrigt alle er blevet socialdemokrater. På den anden fløj vurderer man situationen helt anderledes: Da Svend Auken døde, blev han udråbt til ‘den sidste rigtige socialdemokrat’. Alle andre socialdemokrater udlægges ofte i venstreorienteret optik til ufolkelige administratorer eller levebrødspolitikere. For borgerlige ideologer betegner de sidste års politik det ultimative knæfald for velfærdsstaten, for venstreorienterede iagttagere betegner den hårde kurs mod kriminelle, flygtninge og ledige en afvikling af solidaritet i velfærdsstaten. Uanset position og observans synes det indlysende, at det er de andre, der er kommet til magten, og at man selv er kommet i opposition.

Det onde og det gode

Noget tilsvarende gør sig gældende i kritikken af Danmarks Radios første afsnit af anden omgang af dramaserien Forbrydelsen: Den gamle justitsminister går ned, og statsministeren skal straks finde en afløser. Regeringen er i gang med at vedtage en omfattende terrorpakke. Ingen kan beskylde forfatterne bag serien for fantasifulde fiktioner i iscenesættelsen af det politiske spil. Departementschefen i Justitsministeriet meddeler, at alt tegner til et forlig med støttepartiet, som med meget slet skjult adresse til Dansk Folkeparti kaldes Folkepartiet. Han meddeler også, at oppositionen selv har meldt sig ud af forhandlingerne. Det er ikke et billede skitseret af ministeren i den borgerlige regering, det er derimod den formodet neutrale leder af embedsværket i ministeriet, som udlægger det politiske spil. Man forstår, at det er den officielle optik: Politik er noget, man laver med støttepartiet. Oppositionen holder man ude af forhandlingerne med den begrundelse, at de ikke selv vil være med. Sådan gengives det kyniske spil om magten bag facaden. Nu udpeges en ung politiker til posten som justitsminister. Først siger han ydmygt nej, fordi han ikke føler sig ‘parat’, han ‘ved ikke nok’, og han er ‘ikke jurist’. Men det svar accepterer statsministeren ikke. Han har nemlig brug for den unge mands særlige personlige egenskaber. Og den unge mand må acceptere posten. Herefter annoncerer han over for en overrasket departementschef, at han ikke vil have en spindoktor. Og han stiller sig ikke tilfreds med afpresningen fra Folkepartiet, som han i en personlige samtale anklager for at føre ‘skræmmekampagne’. Det lykkes til sidst den unge idealist at betvinge Folkepartiet, idet han sammenligner deres lovforslag med en nazistisk politik. Han spiller nazikortet - og vinder. Det er en politisk kamp mellem kyniske smalle forlig og idealistisk bredt samarbejde, mellem den grimme skræmmekampagne og den gode indsats for sandt sammenhold.

Magtromantik

Denne episode foranledigede Dansk Folkepartis Søren Espersen til at ventilere beskyldninger om det ræverøde Danmarks Radio og den socialistiske Ingolf Gabold. Også andre borgerlige kritikere bemærkede den venstreorienterede tendens. Man kunne i tilfældet Forbrydelsen sagtens have påpeget det modsatte: Der er en særlig magtromantik i statsministerens overtalelse af den unge aspirant. Man kan ikke sige nej til magten, den får altid ret. Og seriens heltinde er den den melankolske, men umådeligt skarpe politikvinde, Sara Lund. Hun ser det, de andre overser. Kun modvilligt engagerer hun sig i sagen, men så er hun også kolossalt professionel. Akkurat som i Livvagterne og Rejseholdet er helten én, der kæmper for at opretholde lov og orden. Og der er ikke tale om klassiske venstreorienterede helte som eksempelvis den systemkritiske journalist, som afslører gode erhvervsledere som ondskabsfulde spekulanter. Det er kompetente politifolk, som finder sandheden. Pointen er ikke, at serien i virkeligheden bekræfter et borgerligt verdensbillede. Pointen er derimod for det første, at de førende ideologikritikere i dag er de borgerlige. Det er højrefløjen, der påpeger en politisk tendens, hvor andre hævder neutralitet. Det er borgerlige, som beskylder domstolene, statsrevisorerne og underholdningskulturen for at være politisk. Og pointen er for det andet, at problemet med Forbrydelsen 2 ikke er om, den politiserer til højre eller til venstre. Problemet er, at den viser det, vi kender i forvejen. Det er nyhedsrealisme, det er journalistikkens verdensbillede, som sætter scenen for fiktionen. Første afsnit var som indslag i nyhedsudsendelser, der er bundet sammen af store helte og magtsyge ledere. Politiske forhandlinger bliver til den kun alt for velkendte kamp mellem blokpolitik og brede forlig. Der er naturligvis også den obligatoriske autoritære faderskikkelse i militæruniform, som ikke forstår sin datters følelser. Politik i serien handler om terrorpakke eller krigen i Afghanistan, og de dårlige politikere er motiveret af meningsmålinger.

Men det, man kunne ønske sig af sådan en tv-serie, var, at den hverken bekræftede de borgerlige eller de venstreorienterede, at den suspenderede vores alt for sikre verdensbillede og pegede på en verden helt uden for Nyhederne på TV2 og TV-Avisen på Danmarks Radio. At man så det, man plejer at se, som man ikke havde set det før. Og at man for et øjeblik blev i tvivl om, hvem der har ret, og hvem der får ret.