Europæiske socialister formår ikke at slå mønt af finanskrisen

LONDON - Grådighed. Manglende selvregulering. Uansvarlighed. Finanssektoren og dens ansatte har ikke siden den store depression i 1930’erne været mere udskældt og under pres.

I sidste uge lovede Storbritanniens fem største banker frivilligt at indføre nye reguleringer af deres bonusordninger, og havde det ikke været for de hårdtarbejdende almindelige skatteydere, ville flere af disse finansinstitutioner være kollapset i den økonomiske krises første dage med uoverskuelige konsekvenser for resten af Verden.

Selv USA greb til nationalisering og markerede dermed afslutningen på den rå, uregulerede kapitalisme, som vi kendte den. Har det så ført til røde faner i Europas gader båret af sejrsberusede socialister og bakket op af de vrede masser?

Tværtimod.

I Storbritannien står Labour-partiet og dets leder Gordon Brown - af præsident Obama kaldet for manden ‘der ledte verden ud af recessionen’ - til at miste regeringsmagten ved det kommende valg.

I Tyskland oplevede det socialdemokratiske SPD i forrige uge det dårligste valg siden Anden Verdenskrig med kun 23 procent af stemmerne.

I Portugal vandt socialisterne forrige uges valg, men mistede deres flertal.

De franske socialister tabte i 2007 det tredje præsidentvalg i træk.

Og i EU mistede den socialistiske gruppe ca. en fjerdel af sine pladser i parlamentet ved Europa-Parlamentsvalget i sommer.

»Det er en sort dag for den socialdemokratiske bevægelse,« sagde den prominente franske socialist Jean-Christophe Cambadelis om socialdemokraternes valgnederlag i Tyskland.

»SPD har registreret en markant nedgang, som afspejler det europæiske socialdemokratis sammenbrud,« sagde han ifølge AFP.

Ikke alle er så pessimistiske i deres konklusion, men der er ingen tvivl om, at de europæiske socialistpartier i disse dage diskuterer, hvordan kunne det gå så galt.

Maurice Fraser, ekspert i europæisk politik ved tænketanken Chatham House i London, peger på en række forklaringer.

En af dem er, at der i øjeblikket er »en god generation af centrum-højre-ledere - blandt andet Frankrigs Nicolas Sarkozy og tyske Angela Merkel«.

En anden forklaring, ifølge Fraser, er, at højrefløjen har flyttet sig og nu accepterer idéer, såsom et statsfinansieret sundhedssystem, bistandshjælp og andre velfærdsgoder. Højrefløjen er blevet mere grønne og mindre Europa-fjendtlige.

»Højrefløjen er rykket mod midten og har stjålet noget af den base. Den har formået at overbevise vælgerne om, at den kan foretage de rette valg for at redde job og mindre virksomheder,« siger han til Information.

Historikeren Michel Winock fra Institut d’Etudes Politiques i Paris er enig. Han peger på, at ledere som Nicolas Sarkozy og Angela Merkel begge har kritiseret den ‘anglosaxiske kapitalistiske model’ og omvendt har rost statens beskyttende rolle. Dette, siger Winock til New York Times, er et eksempel på, at de bruger socialistiske idéer, der er blevet mainstream.

Maurice Fraser minder om, at »mens man godt kan tale om en kapitalistisk krise, så vil vi forblive en kapitalistisk økonomi«.

»Og der spørger vælgerne sig selv: ‘Er det bedre at have en højreorienteret regering, der er fortrolig med markedet og dets folk, eller er det bedre at vælge en socialistisk regering, der er imod markedet’,« siger han.

»Socialdemokratiske er noget, som vælgerne synes at unde sig selv som en luksus snarere end som en nødvendighed. Når det står skidt til, foretrækker vælgerne konservative værdier som orden, familien, traditionerne, og de bliver forsigtige, fordi de ikke helt stoler på, at socialdemokraterne forstår markedets uundværlige rolle,« siger Maurice Fraser.

Også selvforskyldt

Højrefløjens opblomstring - hvad end den skyldes gode ledere, en fornyelse af dens politik eller blot verdens udvikling - er dog ikke hele forklaringen på venstrefløjens tilbagegang, mener iagttagerne.

»Det omvendte er også sandt - der er en total mangel på troværdighed blandt venstrefløjens ledere,« siger Maurice Fraser.

»Interne slagsmål blandt lederne i Frankrig og dybe ideologiske forskelle i Italien hører med til forklaringen. Venstrefløjen er for fragmenteret, og i Tyskland mistede SPD stemmer til både højre og venstre,« tilføjer han.

Frankrigs præsident Sarkozy har smurt salt i såret ved at ‘sende en stor tak’ til sin modstander ved præsidentvalget i 2007, Segolene Royal, ‘som hjælper mig meget’.

Royal har siden præsidentvalget tabt formandskabet i sit parti til Martine Aubry i en skandalepræget afstemning fuld af rygter om snyd.

I Storbritannien var det krigen i Irak, der blev begyndelsen på Labours tilbagegang, og efter Gordon Browns rykkede ind i nummer 10 i Downing Street er det kun gået ned ad bakke. Intern tumult og utilfredshed med Browns ledelsesstil har efterladt premierministeren svag og partiet ekstremt upopulært i befolkningen.

Hvad nu?

Spørgsmålet er, hvad de pressede socialister kan gøre for at vende den nedadgående kurve. ‘Reform’ er det - temmelig upræcise ord - de fleste nævner.

»Vi bliver nødt til at reformere partiet og åbne det op, så vi undgår at falde tilbage til de gamle dyder,« sagde Storbritanniens udenrigsminister David Miliband ved en debat på Labours konference i sidste uge.

Måden at gøre det på, sagde han, er at anerkende det, han kalder for ‘frygtfaktoren’.

»Folk er bange for at blive ofre i en russisk roulette. At det er dem, der rammes af Alzheimers, dem der bliver ofre for terrorisme, klimaforandring, global ulighed. Vores politik skal være et svar på den frygt,« sagde Miliband, der er en mulig fremtidig kandidat til at lede partiet.

Både i Labour og i andre europæiske socialdemokratier diskuteres dog netop nu, i lyset af krisen, hvorvidt partierne skal vende tilbage til en mindre business-venlig politik. I Tyskland vurderer iagttagere, at det netop er til venstre for midten, at SPD skal søge fremtidig genrejsning.

»En ting er sikkert efter dette resultat: SPD kan ikke undgå en ny start. Det er næsten sikkert, at partiet må bevæge sig yderligere til venstre, både politisk og strategisk. Der er ingen anden mulighed, hvis det ikke vil gå 2013-valget i møde uden nogen chance for at danne regering,« vurderer det tyske Spiegel Online efter valget.

Brug for nyt budskab

Tony Judt, direktør ved Remarque Instituttet ved New York Universitet, mener, at de europæiske socialister bliver nødt til at udforme et nyt budskab - nemlig svaret på hvordan man kan reformere kapitalismen.

De må »tænke meget mere over, hvad staten kan og ikke kan i det 21. århundrede,« siger han til New York Times.

Uden reformer mener Judt ikke, at »socialisme i Europa har en fremtid«.

Maurice Fraser peger dog på, at der er socialistiske succeshistorier, som man kan tage ved lære af. Primært Spanien og Portugal.

Spaniens socialistiske ministerpræsident Jose Luis Rodriguez Zapatero, der fortsat er populær på grund af modstanden mod krigen i Irak, siger ifølge AFP, at de europæiske socialdemokrater »tydeligvis har gennemgået en justering«, men insisterer på, at der ikke er sket nogen nævneværdig forandring i det europæiske politiske landskab.

»Er vinden begyndt at blæse til fordel for de konservative? Det passer ikke. Hvert land stemmer ud fra dets nationale omstændigheder,« siger Zapatero, som blev genvalgt sidste år.

Han argumenter for, at de tyske socialdemokrater tabte valget på grund af deres rolle som den lille partner i den forrige regeringskoalition, hvilket gav Merkel bedre mulighed for at høste point for regeringens resultater.

»Det er en situation, som gør, at du til sidst ikke kan definere din egen politiske identitet og projekt,« siger han.