»Jeg vil takke det irske folk for at stemme ja til en bedre fremtid samme med alle europæere (…) Lissabontraktaten giver os mere demokrati, mere effektivitet og et stærkere fundament til at bekæmpe kommende udfordringer.«
Poul Nyrup Rasmussen, Formand for De Europæiske Socialdemokrater
Lykønskningerne og jubeludbruddene er kommet strømmende på stribe fra de europæiske politikere, siden det lørdag stod klart, at irerne efter anden omgang ved stemmeurnerne har sagt ja til Lissabon-traktaten. Endda et rugende ja: 67,1 procent af de godt 1,8 millioner irere, der gav deres besyv med, valgte at bakke op om traktaten. At mange så har gjort det, fordi de er bange for at nedkalde sig Europas vrede over Irland i en økonomisk krisetid, slår ikke skår af glæden: Traktaten er så godt som i hus.
Kun så godt som, fordi præsidenterne i Polen og Tjekkiet stadig mangler at sætte deres endelige underskrifter på dokumentet, før traktaten kan træde i kraft. Polske Lech Kaczynski lovede dog inden folkeafstemningen, at han vil rette ind, hvis det blev et positivt udfald i Irland.
Dermed er det kun Tjekkiets Vaclav Klaus, der stadig er på tværs. Syv af hans allierede senatorer har indgivet en klage til landets forfatningsdom-stol over traktaten, som de mener overdrager for meget magt fra Prag til Bruxelles. Domstolen har dog allerede afvist en lignende klage én gang tidligere og har signaleret, at der denne gang bliver tale om en hastebehandling.
Samtidig arbejdes der allerede nu i Bruxelles på at lægge maksimalt pres på den euroskeptiske Klaus. Onsdag mødes den nuværende formand for EU, Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt, med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og Tjekkiets premierminister, Jan Fischer, for at diskutere, hvad næste skridt skal være for at overtale den stædige præsident, ligesom Sveriges Europaminister, Cecilia Malmström, i denne uge tager til Prag for at tage bestik af situationen.
Alle midler vil blive taget i brug for at vride armen om på Klaus, og med en meget EU-positiv indstillet befolkning og regering vil det være så godt som umuligt for præsidenten at opretholde sin modstand ret længe.
EU’s nye traktat træder altså efter al sandsynlighed i kraft omkring årsskiftet. Derfor jubler de europæiske politikere.
For det er det, de har arbejdet for i otte lange år siden topmødet i Laeken i Belgien i december 2001, hvor det blev bestemt at nedsætte et konvent, som skulle udarbejde den nye traktat. Efter fire folkeafstemninger, tre nej’er og et ja får de endelig det, de har sukket efter så længe. Med Nyrups ord: et stærkere fundament til at bekæmpe kommende udfordringer.
Det sker, fordi traktaten gør EU mere effektiv med blandt andet nye afstemningsregler, en fast formand og en tungere udenrigspolitisk repræsentant.
Men at få det, man ønsker sig, forpligter også. For traktaten er ikke stærkere end de politikere, der skal arbejde inden for dens rammer.
Det kræver stats- og regeringsledere, der kan se ud over deres egen andedam, særinteresser og vælgerkorps. Det kræver europaparlamentarikere, der konstruktivt vil bruge den udvidede magt, de nu får på mange områder, i stedet for at blokere hinanden i taktiske partipolitiske spil. Og det kræver vågne nationale politikere, der aktivt gider at følge den europæiske lovgivning, så de kan bruge deres nyvundne mulighed for at påvirke beslutningerne i stedet for bare at skyde skylden på EU, når tingene ikke bliver, som de har ønsket sig det.
Det kræver kort sagt politisk mod og ansvar. Og første gang, der bliver brug for det, er i valget af den kommende formand og udenrigspolitiske repræsentant. Her skal der vælges stærke, diplomatiske, karismatiske personligheder, som sammen kan koordinere de 27 landes særinteresser og kommunikere dem til omverdenen, så EU udadtil fremstår fast og enig.
Under ingen omstændigheder må stats- og regeringslederne falde for fristelsen til at udnævne laveste fællesnævner. Tiden, hvor det var muligt at skyde skylden for EU’s ineffektivitet på mere eller mindre uduelige formandskaber og dårlige afstemningsregler, skal være slut, når Lissabontraktaten træder i kraft. Europæerne har en berettiget forventning om, at der nu skal leveres efter otte års snak. Det fortjener de, og det fortjener EU’s grundtanke om et europæisk fællesskab.
Hvis ikke politikerne er villige til at levere det, er der endnu en nyskabelse med Lissabontraktaten, som ikke har eksisteret i EU-regi før, og som de i så fald bør overveje at tage brug: Nemlig en nedfældet procedure for præcis hvordan man melder sig ud af Unionen.
Kommentarer
Da jeg i sin tid var med i et EU-udvekslingsprogram kaldet EYP, (European Youth Parliament) dannede jeg mig et uforglemmeligt indtryk af kernen i foretagendet.
EU-ROP’, EUROP’, EUROPE, lød mantraet i teambuildingen. - Den europæiske hymne var Freude, Schöner, Göterfunken, Tochter aus Elysium, lærte jeg også. Og mere til. Ja det var en regulær hverve-kampagne.
Desuden var det stort set kun danskerne og Irerne, tror jeg nok, der havde sendt en hel samfundsfaglig gym.-klasse afsted - hvorimod udvælgelses-processen i de øvrige lande var en helt anden, større historie. Der plukkede man de bedste af de bedste ud fra landets skoler, altså karaktér-eliten - blandt de bogligt begavede.
Vi var ikke i besiddelse af simultan-tolknings-apparater, så der blev en vældig diskussion om, hvorvidt der skulle tales tysk, fransk eller engelsk. Men ellers gik det vist meget godt med at parlalamentere mellem irerne og englænderne.
Det jeg aldrig har kunnet få til at gå op er den dobbelte tankegang - en europæisk styreform over den nationale styreform. I dag, 20 år efter, vil jeg sige: Det er jo United States, som EU ønsker at udvikle sig til. Det er den gamle stats-idealisme, fornufts-idealisme, der er ånden i EU.
Og hele vanskeligheden derved er, at de ganske velkendte problemer, vi har i den lille andedam, Danmark - og som i væsentlig grad er koblet til staten, lovgivnings-idéen håndhævet med magt, bureakrati og trussel om straf; eller i det mindste koblet til institutions-kulturer, der synes at være alt for vanskelige at forandre, så de kan bekræfte nye livsførende veje - de problemer bliver da ikke mindre.
Fornuftens græsk-romerske ophav i oldtiden, dens tænkemåde og politiske ånd på Europæisk grund bliver ikke mindre af at bygge videre på Platons gode idé om den retfærdige stat - gange 27. Nej, jeg betragter det som en sygdom, i bedste fald en samfundsorden foranlediget af akademisk kulturarv.
Hvis europæiske landes fællesskaber skal berige hinanden, så skal man da for alt i verden ikke lovgive dem til det. Nej, for derved opstår der jo ikke indsigt i den fælles-skabende helligånd på jord. Det véd vi da allerede på dansk grund. Jeg mener, vi har jo allerede ca. 150 års erfaringer i, hvordan uoplyst statsvirksomhed fungerer og ikke-fungerer på en befolkning, den danske. Er det ikke nok?
Iøvrigt håber jeg da, at irerne - også polakkerne og tjekkerne - får nogle penge ud af det. Men jeg synes helt klart, at pengene skal komme fra det akademisk-politisk-journalistiske kultur-afsnit i de vest-europæiske lande. Altså deres lønninger.
De har jo ikke kunnet tilvejebringe en bæredygtig oplysende og kropssandselig kultur i mere end 2009 år. Nej, tværtimod sidder de kulturer jo som en led skolastisk ånd og skaber analytizisme i hele samfundsforetagendet: Livets samfund på jord.
Nkh. JHM.