KRONIK: Rapport fra et undergangslandskab

Det første indtryk glemmer jeg aldrig.

»Så smuk kan undergangen ikke være,« tænkte jeg, da amfiscooteren omsider var fremme ved Cherskii.

Det var en sen marts- eftermiddag, og den arktiske sol stod stor og rød over horisonten og satte nærmest landskabet i brand med sit genskær i de mange små søer og vandløb, der alle endte et sted langt borte, i den store Kolyma-flods udløb i Det Østsibiriske Hav. Bjergkæden i det fjerne stod som en sort barrikade, der holdt sammen på det enestående landskab, hvor myg var den første dyreart, vi mødte, men hvor vi snart kunne identificere både moskusokser og rener som sorte prikker, der flyttede sig langsomt rundt på de sumpede gulgrønne flader mellem søerne.

»Måske er det fordi naturen, selv i en situation som denne, fremstår så storladen og smuk, at vi ikke har evnet at se skrøbeligheden og sammenbruddet under udfoldelse, men blot har ladet stå til,« tænkte jeg dengang.

Nu har jeg været her i syv måneder, og såvel måleinstrumenterne som vor egne sanser har for længst fjernet enhver tvivl om, hvad der foregår. I håbet om, at det endnu ikke er endegyldigt for sent, og at vi endnu har en chance for at komme til fornuft, sender jeg mit budskab så præcist og kontant, som jeg kan, og som situationen fordrer:

Dette er en global katastrofe under udfoldelse.

En mareridtsagtig dynamik er i gang på disse breddegrader, synlig med det blotte øje, men fortvivlende uden for enhver lokal kontrolmulighed. Kun hvis verden besinder sig og kommer ud af den rådende tilstand af fornægtelse, mistillid og selvtilstrækkelighed, er der måske en chance for at bremse amokløbet. Uden at jeg fra denne øde sibiriske udpost er i stand til at sige hvordan.

Vi var advaret

Der var kompetente forskere, der advarede om det for mere end 50 år siden. Folk som den store russiske økolog Sergei A. Zimov, grundlægger af den lille forskningsstation her i Cherskii. Da klimatopmødet i København fandt sted i 2009, havde Zimov allerede brugt tre årtier af sit liv på dette øde sted for at registrere og dokumentere de begyndende forandringer. Hans notesbøger med iagttagelser, grafer og lange talkolonner står stadig her i stationens lille bibliotek som håndskrevne beviser på, at han så forandringerne komme og forsøgte at råbe verden op.

»Dette vil udløse en form for global opvarmning, som det vil være umuligt at stoppe. De permafrosne områder rummer 500 milliarder ton kulstof, som hurtigt kan forvandles til drivhusgasser,« sagde Zimov fem måneder før topmødet. (1)

Mekanismen er i dag de fleste bekendt: Lige fra dengang mammutterne vandrede i disse egne, har organisk stof hobet sig op i lag på lag af permanent frossen jord. Permafrosten var så bestandig, at der her i Sibirien, i Alaska, i det nordlige Canada og på Grønlands vestkyst blev bygget huse og anlagt veje på den hårde undergrund af is og jord.

Men med den globale opvarmning begyndte den ellers så stabile permafrost at tø fra toppen, is blev til vand, og billederne af bygninger, der slog revner, og af veje, hvor store huller pludselig åbnede sig, begyndte at gå med nyhedsbureauerne verden rundt. Mange fulgte de bedrøvelige reportager om fraflytningen af eskimosamfundene Newtok, Shismaref og Kivalina i det nordvestlige Alaska, som i årene omkring topmødet måtte opgives, fordi kombinationen af smeltende undergrund, stigende vandstand og forværrede storme fra havet gjorde tilværelsen umulig. (2)

For døve øren

Men det, der var værre, var det, der fulgte med permafrostens smelten. Med optøningen blev de hidtil så forsvarligt bundne lagre af organisk kulstof pludselig mobile og flygtige. Som CO2 eller som metan, der også er en drivhusgas, blot 23 gange så kraftig som CO2.

Jeg har siddet her i sommeraftnerne og med en blanding af bedrøvelse og vrede genlæst, hvad andre forskere udtalte dengang - i praksis for døve øren.

En af dem var amerikaneren Katey Walter, som endnu lever. Som ung klimaforsker fra University of Alaska kom hun igennem flere år her til Zimovs forskningsstation for at måle de tiltagende smelteprocesser i permafrosten. Hun registrerede de søer, der dengang opstod af smeltevandet, og som i dag totalt dominerer landskabet. »Jeg er chokeret, virkelig chokeret. Jeg var i Sibirien for nogle uger siden, og nu er jeg netop kommet tilbage fra feltarbejde i Alaska. Permafrosten smelter hurtigt i hele Arktis, der opstår søer overalt, og der bobler metan op fra dem,« sagde Walter i foråret 2009.

»Søerne i Sibirien er fem gange større, end da jeg opmålte dem i 2006. Dette er uden fortilfælde. Det er en global begivenhed nu, og drivkræfterne mod mere permafrost-smeltning tager til.«(3)

Det var Walter og hendes kolleger, der offentliggjorde de første berømte videooptagelser, hvor de hakker hul på overfladeisen på en af søerne, sætter en tændstik til og prompte registrerer en meterhøj stikflamme: Dokumentation for at metan fra tøende permafrost i søbunden var begyndt at sive op i atmosfæren.

Lokale indgreb umulige

Det er over 50 år siden. I dag både ser og hører jeg hver dag de konstant boblende metanstrømme, når jeg bevæger mig ud på søerne i stationens lille båd. I en af søerne har vi installeret en omvendt tragt som opsamlingssystem for gassen, og her har vi nu konstant en metanflamme brændende, nøjagtig som den evige gasflamme over et oliefelt. Ved forbrændingen bliver methan til CO2, dvs. en lidt mindre aggressiv drivhusgas, men det er absurd at forestille sig, at vi skulle kunne gøre noget mærkbart ved problemet, selv hvis vi begynder at installere afbrændingstragte i tusinder af søer over tøende permafrost i Arktis. Vi kan se det ske og se det blive gradvist værre, men der findes ingen lokale muligheder for indgreb. Kun globalt temperaturfald kan tænkes at bremse processen.

Og det er her, jeg håber, min lille rapport fra det fjerne nord kan gøre bare en lille bitte forskel nede hos jer, midt i alle de kriser I trækkes med.

Hvad vi for længst har kunnet bekræfte med vore målinger er, at temperaturen i Arktis stiger to-tre, ja enkelte steder fem gange så meget som det globale gennemsnit. Hvor jeg opholder mig, er der nu seks-syv grader varmere end for knap 100 år siden. (3)

Og det skræmmende er, at tallene er så ubegribeligt store. Omkring en fjerdedel af landjorden på den nordlige halvkugle er dækket af permafrost. Permafrosten kan være fra få meter til adskillige hundrede meter tyk, og det gør det svært at vide, hvor meget kulstof, der er bundet. Her i det østlige Sibirien vurderer vi, at der er 500 milliarder ton kulstof under vore fødder, og for alle de permafrosne områder er tallet måske 1.600 mia. ton. Det er dobbelt så meget kulstof, som der er i atmosfæren i form af CO2, metan m.m. Bare de øverste tre meter permafrost rummer mere kulstof end atmosfæren.

Det var Ted Schuur fra University of Alaska, der tilbage i 2009 sagde:

»Vi kan sige med sikkerhed, at permafrost i ned til tre-fem meters dybde risikerer at smelte inden for de nærmeste 100 år.«

I dag kan jeg og mine kolleger her i Cherskii måle, se og høre, at det sker. Andre forskere har i over 50 år kunnet måle det støt stigende metan-indhold i den globale atmosfære. (4)

Tidsindstillet bombe

Ted Schuur kaldte udsivningen af drivhusgasser fra de permafrosne områder »en tidsindstillet bombe i slowmotion.«

Det er måske vores egentlige tragedie: Fordi forandringerne set i et menneskelivs tidsperspektiv foregår i slowmotion, formår vi at overse dem eller blot vænne os til dem. Vi har med vores skabende, tekniske talent formået at få verdens økonomi, produktion og forbrug til at vokse med rasende fart, men vi har endnu ikke formået at mobilisere det talent for selverkendelse, besindelse og samarbejde, som jeg tror på - vil tro på - at vi også besidder.

I den sibiriske aftensols røde skær er undergangen stadig smuk. Men den boblende lyd fra søerne giver mig kuldegysninger.

Malene Isager er cand.scient. og arbejder som arktisk økolog ved Københavns Universitet, for tiden udstationeret ved Northeast Science Station i Cherskii, Sibirien

Baggrundsartikler

Klimaet anno 2059 – hvis vi ikke griber ind
Velkommen til en verden, hvor alt er mere ekstremt: temperaturen, stormene, nedbøren, tørken, issmeltningen