Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Pis med økofeministerne

Azem Rakip Jensen, Frihedsparken

Pernille Lauersens angreb på min person i mandagens Information illustrerer med al ønskelig tydelighed, at økofeministerne har mistet enhver forbindelse med virkeligheden: Nej. Jeg har aldrig sagt, at »det var min ret at pisse, hvor det passede mig«.

Men jeg har angrebet det tåbelige og naturstridige i, at vi tvinger skoledrenge til at sætte sig ned, når de skal tisse. Den eneste måde Lauersens kan få ret i sine urimelige påstande er ved at forvrænge mine udtalelser. Hvilket viser, at økofeministerne er løbet tør for argumenter for de fortsatte overgreb på vores naturlige maskulinitet.

Tvangsdemokratiser Google

Luna Christiansen, Saltholm

Med dommen der fastslår, at Google ejer nogle af menneskehedens vigtigste data, står det klart, at Googles status som en privat virksomhed er uholdbar. Googles informationsmonopol er en trussel imod demokratiet. Jo vist, Google har lovet, at mange af verdenslitteraturens største værker fra Tolstoj til Tyrrel forbliver offentligt tilgængelige for alle i verden. Men kan vi stole på det? Google er ikke en offentlig institution med en demokratisk valgt ledelse. Det er en privat forretning, som ikke har ansvar for andet end sin egen bundlinje.

Og den dag verdenslitteraturen ikke længere er en god forretning, er der intet, der forhindrer Google i at trække stikket ud. Det er en uholdbar situation og Google bør underlæggers politisk kontrol. Hensynet til de mange bør står over hensynet til de få.

Det evige bakspejl

Johanne Schmidt-Nielsen, MF’er

Meget skal man høre, men nogle gange falder ørerne faktisk af, når man tuner ind på ‘Konfrontation’ på P13. Ifølge Lars Bludlov skulle jeg have dyrket Tanya Jonestown som ‘en ny messias’, da Callenbach erklærede sin uafhængighed. Og endnu mere løgnagtigt, skulle jeg have udtrykt min støtte til WUR’s terrror mod kraftværkindustrien.

Jeg skrev ganske rigtigt i en kronik i Information i januar 2028, at vi hver især har et personligt ansvar for den verden vi lever i og - ikke mindst - at det ansvar også gjaldt fremtidige generationer. I den forbindelse skrev jeg, at man i visse tilfælde havde en pligt til at handle, også i strid med landets landets love, hvis de ansvarlige magthavere ikke reagerer på en livstruende situation. Og ja, jeg viste forståelse for de unge, der oplevede det truende økologiske kollaps så massivt, at de greb til civil ulydighed. Men jeg henviste til grupper som Climate Warriors og Shut it down - ikke Weather Underground Revisited.

Jeg har dog - hvad Lars Bludlov udmærket ved - stædigt holdt fast i to ting: At der ikke var nogen undskyldning for at sætte andre folks liv i fare i kampen mod fossilindustrien. For det andet at arbejdet for en bæredygtig fremtid aldrig må betyde, at vi går på kompromis med frihedsrettighederne.

At Bludlov endnu engang griber det evige bakspejl og igen bruger hidsig energi på at diskutere, hvad hvem måtte have ment hvornår kan ikke overraske. Men skal vi ikke i det mindste holde os til fakta?

Værksted for ordblinde?

Bjørn S. Klagen, København Ø

Jeg har været abonnent på Information siden 2034. Og meget har jeg måtte lægge øjne til.

Men når jeg i gårsdagens avis kunne læse, at kitesurferen Mari Suodenjoki er blevet taget i ‘gendobning’ - og ikke ‘gendoping’ som det jo hedder - mens vores ærede udenrigsminister var til krisemøde om de norditalienske tropperørelser på ‘Cicilien’ må jeg slutte, at min gamle avis åbenbart har udviklet sig til et beskyttet værksted for ordblinde.

Det er jo vældig nobelt. Jeg vil dog sige tak for nu.

Anstændigheds haiku

Ervind Gnomsky, forfatter

Sidder i Moské.

Druknet er anstændighed.

Er der vand i Nord?

I beskidt sengetøj

Jonathan Leik, Als

Ingen er meget i tvivl om, at kul er en dårlig løsning for klimaet, men vi har som samfund vægtet økonomisk velstand højere. Den seneste tids voldsomme stigninger i kulprisen har dog med al mulig tydelighed vist, at kulsatsningen også er en ubæredygtig strategi fra et økonomisk perspektiv. Kina, USA og Indiens kolossale efterspørgsel på kul har presset priserne så gevaldigt i vejret at enhver dansker kan se det på elregningen.

Man ville ønske at det kunne få folk til at indse, at vi er gået i den gale retning. Problemet er, at vores spændte økonomi i dag næppe ville kunne bære en omlægning. Vi ligger som vi har redt. Og sengetøjet er møgbeskidt.