Opslag til denne artikel

Personer:Morten Messerschmidt
Organisationer:Dansk Folkeparti, Europa-Parlamentet, Socialdemokraterne
Steder:Europa, Indien, Kina
Denne artikel er en del af en særudgivelse fra Information | Den 6. oktober udkom Information som to aviser fra fremtiden, nærmere bestemt 2059. Aviserne var skrevet udfra to forskellige fremtidsscenarier - en, hvor det var lykkes verden at samarbejde om klima-udfordringen og en, hvor samarbejdet var slået fejl. Der er ikke tale om klimaaviser, men om aviser fra to forskellige klima-fremtider, skrevet i Informations velkendte formater, fra ledere til kultur- og nyhedsstof. Fremtidsaviserne kan stadig læses online her.

Dansk Folkepartis ‘grand old man’, Morten Messerschmidt, kritiseres nu af en række EU-parlamentarikere, efter at det i weekenden kom frem, at Messerschmidt serverede flæskesteg og andre kødretter ved sin 50 års-jubilæumsfest i Europa-Parlamentet.

»Deltagerne til Morten Messerschmidts fest spiste mere kød på en aften, end almindelige danskere gør på et år. Det er usmageligt,« siger Laura Korsgård fra Den Økologiske Folkebevægelses gruppe i Europa-Parlamentet Også Alva Skov fra Socialdemokraterne er forarget:

»Morten Messerschmidts festmenu er et ualmindeligt dårligt signal, særligt i år hvor Europa-Parlamentet har opfordret alle europæere til at skære kødet væk. Dansk Folkeparti har i årevis været imod kødkvoter og sagt, at det var nok med oplysningskampagner, men Messerschmidts fødselsdag demonstrerer jo tydeligt, at det er det ikke,« siger Alva Skov.

Også europaparlamentarikere fra de andre EU-lande er forbløffede.

»At indføre kødløse dage ved de franske middagsborde har været en virkelig vanskelig politisk opgave. Netop derfor er det vigtigt, at alle europæiske politikere står sammen og viser befolkningen, at det kan lade sig gøre at sammensætte en både sund, lækker og kødløs menu. Også ved festlige lejligheder,« siger Basil Billaud fra de franske Le Couer Vert.

Rodfrugtlasagne

Morten Messerschmidt afviser kritikken.

»Jeg lever stort set vegetarisk til hverdag, men flæskesteg har været min livret, siden jeg var barn, så selvfølgelig skulle det på bordet. Man skal jo ikke være fanatisk,« siger han til Information og understreger, at festdeltagerne naturligvis også blev budt på brød og vegetarretter.

For Morten Messerschmidt handler det om at holde fast i danskheden:

»For mig og mange andre danskere er festlige lejligheder en kærkommen anledning til at spise typisk dansk. Og selv om Den Økologisk Folkebevægelse prøver at bilde os andet ind, så er det altså flæskesteg og ikke rodfrugtlasagne, som er dansk festmad. Det er vigtigt, at vi ikke mister vores traditioner i kampen for bæredygtigheden,« siger Morten Messerschmidt.

Politisk kødkvote

Sagen med Morten Messerschmidt har fået Den grønne blok i Europa-Parlamentet til at fremskynde et lovforslag om egentlige kødkvoter, som også vil omfatte partiernes repræsentationskonti.

»At gøre Europa vegetarisk er en lang og sej kamp, men jeg tror, vi omsider er ved at vinde den. Vi må ikke miste befolkningens opbakning, fordi visse politikere ikke selv kan se, hvor grænsen går,« siger Laura Korsgård.

Alva Skov fra Socialdemokraterne bakker op om forslaget om omfattende rationering på kød:

»Vi har haft CO2-kvoter i snart mange år, men i modsætning til Indien og Kina har vi ikke haft rationering på kød. Det er måske på tide.«