Gud er jævnligt blevet erklæret død de sidste par hundrede år, og nu gør Benjamin Krein igen forsøget med sin kronik fra sidste weekend »Gud er ligeglad med mennesker«. Her argumenterer Krein for, at det hovedsageligt var verdensreligionernes skyld, at menneskeheden kom helt frem til kanten af sin egen eksistens, før vi fik fremtidssikret vores planet.
Som alle andre forbenede post-ateister har Krein travlt med at gøre religion og fremskridt til hinandens absolutte modsætninger. På den ene side står lyset, fornuften og oplysningen, som sætter mennesket og dets lykke i centrum. Og på den side står mørket, irrationaliteten og barbariet, som underkaster mennesket en højere autoritet.
Argumentet går på, at fordi store dele af menneskeheden valgte at lægge deres skæbne i hænderne på en gud frem for at underkaste sig videnskaben eller det politiske liv, så kom vi faretruende tæt på vores udslettelse. At troen på Gud og forestillingen om en bedre verden hinsides simpelthen gjorde folk kollektivt dumme og ude af stand til at se konsekvenserne af deres livsform her på jorden.
Højere orden
Men det er en forsimplet og forhastet konklusion, der helt overser rationalitetens og oplysningsprojektets store ansvar for den kollektive ignorance. Oplysningen satte det enkelte individ og dets rettigheder i centrum og gjorde dermed enhver tanke om en højere orden suspekt. Det førte til en objektgørelse af naturen, som frakoblede os for den livsnødvendige oplevelse af at være en del af verdensaltet. Konsekvenserne var som bekendt katastrofale.
De emotionelle og kulturelle ressourcer, som vi trak på for at ændre kurs, kom derfor fra et helt andet sted end fra det egoistiske oplysningsprojekt. De kom fra vores religiøse impulser, som satte os i stand til at transcendere kortsigtede egoistiske hensyn.
Evolutionær fordel
Det var ikke de globale samarbejder, som banede vej for den folkelige forankring af de store protokoller i begyndelsen af det 21. århundrede. Det var derimod verdensreligionernes evne til at skabe et fælles sprog om den kraft, som er forudsætningen for livet. Religionen viste sig simpelthen at være en evolutionær fordel, fordi det var den, som holdt vores fremskridtstvang i ave og fik os til at respektere, at vi ikke ejer naturen, men at vi har fået den for at tjene den.
Uden Jesus, Buddah og Muhammed havde vi ikke haft det nødvendige reservoir af emotionel energi, som var forudsætningen for at mobilisere de globale kulturelle kræfter, som skabte en gen-helliggørelse af skaberværket. Vi gjorde ikke sande fremskridt på trods af religion - men netop fordi vi havde en alment menneskelig religiøs forståelseshorisont, der gav os en intuitiv oplevelse af det guddommelige i naturen, da det virkelig gjaldt. Uden den fundamentale tro på det hellige havde vi aldrig skabt en ny fælles vilje til at respektere vores biosfære.
Eva Valentin er præst og forfatter >
Kommentarer