»Margrethe lyver. Hun siger, at en ko har fire maver,« udbrød min datter forleden, mens hun hældte mælk over sine speltgryn.
Hun havde nærstuderet det hologram af en ko, der lige havde fortalt hende, at mælken stadig var frisk, og hun kunne kun finde én vom. Hun var barnligt interesseret. Jeg kunne mærke den klimakorrekte koldsved på min pande.
»Altså, nogle køer har fire maver - f.eks. dem i zoologisk have. Men de køer, vi spiser, har kun én, og derfor er det bedre at spise dem. Øh, fortalte du, at vi spiser kød engang imellem?« spurgte jeg henkastet.
»Ja, ja,« sagde min datter, tydeligvis uvidende om at hun havde afsløret en familiehemmelighed af de værre.
»Og så sagde hendes mor, at en ko prutter så meget, at det er det samme, som hvis man kørte i en benzinbil.«
Så nu er den ude: Hjemme hos os spiser vi stadig kød et par gange om ugen. Hos os lægger vi stadig vores børn til kopatten i stedet for at ty til kalkberigede sojaprodukter. Vi kan lide det, og min mand holder fast i, at ‘raske drenge og piger spiser døde dyr’.
Margrethes mor ser anderledes på det, og da jeg måtte uddybe over for min datter, ville jeg ønske, der aldrig var sluppet en skinke eller en bøf inden for vore fire vægge. Pludselig måtte jeg fortælle min datter, at vi igennem tiden har pillet så meget ved dyrene i klimaets navn, at det, der engang var fascinerende viden i biologitimerne, ikke længere er rigtigt.
‘Naturligt’
Hjemme hos os har vi sat grænsen ved stamcellekød - undskyld, Danish Crown Biobeef. For de mange nyre- eller lungepatienter, der kan få nye specialdesignede organer, har stamcelleteknologien givet muligheder, som kun få drømte om for bare et halvt århundrede siden. Men til trods for at det kunne lyde æggende, at hele verden kan nyde det møreste kobe-kød, uden at vi behøver at opfostre og dræbe et eneste dyr, så har jeg ikke lyst til at spise noget, der har vokset i et laboratorium. Kald mig bare sart.
Jeg er en romantiker, når det kommer til mad. Jeg værner stadig om det stadigt mere udflydende begreb ‘naturligt’, når det kommer til det, jeg stopper i munden. Men man må klappe taktfast for de muligheder, teknologien har givet os for at brødføde alle. Godt nok gøres der store fremskridt med at omdanne ørken til landbrugsjord og skov, men der vil fortsat være store områder af Afrika, hvor tørken vil være næsten konstant. Her er det blevet muligt at gro føde til mennesker, og det er takket været genetisk manipulation. Engang blev det med slet skjult afsky kaldt ‘designerfrø’. I dag må vi erkende, at der ikke er nogen vej udenom. Millioner af afrikanere kan i dag få brød på bordet, fordi industrien har skabt korn, der kan vokse under de nye forhold.
Selvmordsfrø
Og meget er heldigvis sket siden de forfærdelige historier om de store agrotekniske virksomheder, som Monsanto og BASF, der i starten af årtusindet solgte de såkaldte selvmordsfrø til verdens fattige. De holdt kun en sæson, de kunne ikke samles ind igen, og de kunne ikke vokse ordentligt uden at få de dertilhørende kemikalier. Millioner af bønder var således i lommen på private virksomheder. I dag er selvmordsfrø forbudt, og udvikling og prissættelse fastsættes i den internationale landbrugsorganisation.
Det er derfor i dag et langt højere grad et spørgsmål om følelser. Jeg ville gerne kunne fortælle min datter, at vi spiser fra naturens eget fødekammer, sådan som den dag det blev skabt. Men jeg vil meget nødig fortælle en lille pige i Chad, at hun desværre må sulte, fordi jeg bliver dårlig til mode over, at mennesker piller ved skaberværket.
Spørgsmålet er, om det skaberværk er så fejlfrit, at der ikke er plads til forbedring. Som min datter sagde:
»Det var da også lidt fjollet, at en ko havde fire maver.«
Kommentarer