Hvordan kunne det gå så galt?

Onde tunger påstår, at det hele er Jay Rockefellers skyld. Når verden i dag befinder sig i et kaos af væbnede ressourcekonflikter, flygtningeoprør, økonomisk krise og økologiske sammenbrud, er det fordi den demokratiske senator fra kulstaten West Virginia valgte at stemme, som han gjorde den skæbnesvangre dag i november 2009.

Rockefeller havde på forhånd advaret de demokratiske ledere i USA’s senat om, hvor han stod i striden om en amerikansk energi- og klimalov med tvungen nedtrapning af CO2-udledningerne.

»Jeg vil kæmpe for kullenes og arbejdspladsernes fremtid i vores stat. Jeg vil ikke støtte en energilov, der truer West Virginias fremtid,« sagde den 72-årige senator Rockefeller allerede i juli det år. (1)

Som andre havde han på tv set bekymrede kulmine- arbejdere og deres familier danne fysisk værn mod grønne aktivister, der søgte at trænge ind på mineselskabet Massey Energys område i protest mod kulbrydningen i West Virginia. (2) Og Rockefeller var ikke alene. Omkring 10 demokratiske senatorer plus næsten alle republikanske så med stor skepsis på de skattebyrder for borgerne, som en skrap klimalov hævdedes at indebære. USA befandt sig midt i 2009 i alvorlig krise med stigende arbejdsløshed, bilfabrikker i overlevelseskamp, oliepriser på vej op og store landbrugsområder ramt af tørke.

»Det er naturligvis en forenkling, at daværende senator Rockefeller med sit nej til klimaloven skulle være den udløsende faktor for den globale krise,« siger udviklingshistorikeren Anne Graversen, professor ved Københavns Universitet.

»Den amerikanske debat om klimaloven fandt sted i et psykologisk klima, hvor en række store energiselskaber og konservative tænketanke gjorde loven til et ideologisk valg for eller imod amerikanske frihedstraditioner. Republikanske kongresmedlemmer talte om socialisme og Gestapo-metoder, mens organiserede klimaskeptikere på tv-kanaler som det daværende Fox News afviste den globale opvarmning som svindel,« fortæller Anne Graversen. (3)

Global mistillid

Hendes kollega ved Western Network University, Martin Yesterday, mener, at den afgørende grund til, at Senatets demokratiske leder, Harry Reid, ikke kunne samle flertal for klimaloven, var den internationale situation.

»Både Kina og Indien signalerede dengang tydeligt, at de ikke ville påtage sig forpligtelser på klimatopmødet, hvis ikke USA og andre vestlige lande reducerede udledningerne markant mere, end Vesten var villig til,« forklarer Yesterday og fortsætter:

»Det satte demokraterne i en svær situation. Hvis USA pålagde sig selv økonomiske begrænsninger via løfter om CO2-reduktion, mens Kina og Indien kørte friløb, ville de to vækstøkonomier opnå afgørende konkurrencefordele, lød argumentationen, som selv ikke Obama vovede at afvise. Facit kender vi: Et resultatløst klimatopmøde, der efterlod det internationale samfund i en atmosfære af rådvildhed og mistillid. I lang tid efter kørte et internationalt blame game, der bare gravede grøfterne dybere.«

Nedturen

Historikerne taler om »nedturens feedbackdynamik«, når de skal forklare, hvorfor tingene fra 2010 gradvist løb mere ud af kontrol:

- Fraværet af en global klimaaftale betød, at der heller ikke kom noget globalt CO2-kvotemarked med en fælles pris på CO2-udledning. Det fik de europæiske virksomheder til at gøre oprør mod EU’s daværende kvotesystem, fordi det forringede deres konkurrenceevne i forhold til virksomheder uden for EU.

- Uden dette prisincitament til at investere i klimavenlige teknologier og med den langtrukne krise i den globale økonomi og usikkerheden om klimapolitikken valgte mange virksomheder at udskyde eller opgive den grønne omstilling.

- Konsekvenserne var mange: En del af de nye virksomheder, der skulle have leveret teknologien til det globale skift til sol og vind, gik ned. Tvivl om de fremtidige muligheder fik mange lande til at holde fast i det kendte: nye kulkraftværker blev godkendt i Nordamerika, Europa og Asien. Samtidig blev olieafhængigheden fastholdt med fornyede olieprisstigninger til følge.

»Nedturen for grønne teknologivirksomheder og den stadig dyrere olie var en giftig cocktail for en verden, som kæmpede for at komme ud af den langvarige økonomiske krise med start i 2008. De bebudede grønne arbejdspladser blev ikke til ret meget - til gengæld blev forbrugernes købekraft og virksomhedernes rentabilitet undergravet af olieprisen. De eneste, der havde gavn af udviklingen, var de olieeksporterende lande i bl.a. Mellemøsten. Deres formuer voksede, og de købte sig til stadig større kontrol over vestlige virksomheder,« fortæller Anne Graversen.

Hun understreger, at Kina i kraft af sin stærke centralstyring og landets størrelse klarede sig bedre end de fleste.

»Kinas ledere holdt i højere grad fast i at mindske afhængigheden af de fossile brændsler og øge energiforsyningen fra atomkraft og vedvarende energi. Det betød, at Kina ikke blev så hårdt ramt på økonomien som f.eks. USA, da de fossile energipriser begyndte at stige mod himlen. Godt for Kina, men det gjorde ikke spændingerne mellem stormagterne mindre. Husk på, den amerikanske regering havde allerede dengang en gæld til Kina på næsten 1.000 mia. dollar.« (4)

FEAR

Fra omkring 2025 blev det tydeligt, at verden stod i den flerdobbelte krise, som den anerkendte kinesiske politolog Zhang Weiji har kaldt The Crisis of FEAR, FEAR for Fossil energy, Economy, Agriculture og Refugees. Den fossile afhængighed og klimaforandringerne bandt kriserne sammen og accelererede dem.

»De fortsat store udledninger af drivhusgasser ramte stadig hårdere i form af tilbagevendende oversvømmelser i udsatte områder, kronisk tørke i andre og vandmangel for flere hundrede millioner mennesker. Resultatet blev den fødevarekrise, der tog fart fra 2023 og forværredes af olieprisstigningerne,« fortæller Martin Yesterday.

Klima- og fødevarekrisen undergravede fattige landes økonomi og accelererede det flygtningeproblem, der i dag truer FN’s sammenhængs- kraft via de voldelige konflikter, der nu hærger i Indien, i Mellemøsten, i mange af de europæiske flygtninge- ghettoer og omkring USA’s sydgrænse.

»I 2010 var der 25-50 mio. miljøflygtninge i verden. Nu har vi passeret den halve milliard. FN har godt nok anerkendt denne gruppe som omfattet af den internationale flygtningekonvention, men der mangler jo ikke eksempler på, at lande lukker dørene for disse nødstedte mennesker,« påpeger Ajeeta Dhawan, den indiske talskvinde for Global Refugee Coalition, i øjeblikket på rundtur i Europa for at koordinere flygtningesamfundenes kampagne. (5)

»Hvis ikke de rige lande erkender deres historiske ansvar for klimaflygtningene og åbner dørene, kan dette ende på en måde, ingen kan overskue,« siger hun.

Når EU og USA fortsat vægrer sig i flygtningekonflikten, er det fordi, man er presset til det yderste af den økonomiske krise og af kampen for at sikre sig energi, vand og råstoffer til egne behov.

»Lige nu er Det Hvide Hus fuldt optaget af, hvordan man skal håndtere grænsestridighederne med Mexico,« siger Martin Yesterday.

»Den stadig ringere vandføring i Colorado River og River Grande gør situationen desperat på begge sider af grænsen. Situationen er uden umiddelbare løsninger i Arizona og Nevada, og parallelt med det ser vi oprørsscenerne ved grænsen til Mexico.«

»Så med overhængende risiko for en regulær vandkrig med Mexico og konflikten med udbryderstaten Callenbach - det gamle Californien - er der simpelthen ikke amerikansk regeringskraft tilovers til at forholde sig proaktivt til de mange andre brændpunkter i det globale krisebillede,« mener historikeren.

Tordenskrald

Det er lykkedes Information at fange Zhang Weiji, i dag direktør for Eastern Network University, på en videofon i lufthavnen i Dubai.

- Professor Weiji, De har sagt, at svaret på fremtidens udfordringer ligger i forståelsen af fortiden. Hvorfor er vi kørt af sporet?

»To faktorer: Den ene er, at verden efter årtusindskiftet for første gang stod med udfordringer med rod i selve civilisationens fysiskbiologiske fundament. For første gang mødte vi som menneskehed problemer, som vi ikke kunne købe eller snakke os ud af. Historiske kriser har man altid tidligere kunnet betale, aftale eller rejse sig ud af. Nu begyndte vi at møde grænserne regionalt og globalt - for vand, olie, fødevareproduktion, essentielle råstoffer, atmosfærekapacitet. Det kom - endskønt ingen kan påstå, at vi ikke var blevet advaret - som et chok. Vi havde i rygmarven stadig økonomernes forestilling om, at knappe ressourcer med penge som ‘oversættelsesredskabet’ altid kunne substitueres af andre og mere rigelige. Det var forkert, men vi opdagede det ikke i tide. Som vi siger i Kina: Når tordenskraldet lyder, er det for sent at holde sig for ørerne,« siger Zhang Weiji.

»Vi kunne måske have klaret det, hvis det ikke havde været for den anden faktor: Atmosfæren af mistillid. Med valget af daværende præsident Obama i USA var verden begyndt at håbe. Man drømte om en ny samarbejdets ånd. Men håbet brast, da Obama før klimatopmødet i 2009 led sit første store nederlag med Kongressens manglende vedtagelse af en klimalov. Der var så meget af selvtilstrækkelighedens gift fra George Bush-æraen tilbage i det amerikanske samfund, at kongresflertallet prioriterede egeninteressen og tabte både klimatopmødet og den forsigtige internationale samarbejdstro på gulvet.«

»Både mistillid og frygt er stærkt smitsomme størrelser. Landene blev bange, vendte blikket indad og fokuserede på at sikre sig selv. I stedet for fælles kamp for planeten blev det alles kamp mod alle: Det handlede om at sikre ‘vores olie’, ‘vores vand’, ‘vores økonomiske vækst’ - den smule der måtte være tilbage. Ikke underligt at de amerikanske vælgere i 2012 vendte på en tallerken, vragede Obama og valgte Sarah Palin som den, der tilsyneladende bedst kunne værne amerikanske interesser,« bemærker professor Weiji.

»Hvis jeg må konkludere med et andet kinesisk ordsprog: ‘Når forandringens vinde blæser, er der dem, der bygger læhegn, og dem, der bygger vindmøller.’ Desværre valgte vi at bygge læhegn. Og nu blæser de omkuld.«

Kilder

(1) Senator Vows To Fight For Coal. The Intelligencer, 16. juli 2009
(2) USA’s ledende klimaforsker arresteret i aktion mod kulmine. Information, 25. juni 2009
(3) Se f.eks.: Scalise: ‘We’re Setting Up A Global Warming Gestapo!’, 20. maj 2009, http://www.youtube.com/watch?v=k24pdO1HSCo samt Global Warming is Not Happening, 20. maj 2009, http://www.youtube.com/watch?v=Sew1DcIaVvc&NR=1 samt Al Gore sued by over 30 000 Scientists for Global Warming fraud John Coleman, 21. maj 2009, http://www.youtube.com/watch?v=U-_rDZW1iGM&feature=related samt Black Chamber of Commerce CEO Calls Barbara Boxer A Racist. 16. juli 2009. http://wonkroom.thinkprogress.org/2009/07/16/nbcc-boxer-racial/
(4) USA havde allerede i sommeren 2009 udstedt statsobligationer på over 800 mia. dollar til Kina. Dertil kom den store gæld stiftet af amerikanske finansvirksomheder, industrier m.m. USA’s samlede nationale gæld var i sommeren 2009 på over 11.000 mia. dollar. Se http://www.treas.gov/tic/mfh.txt samt http://www.brillig.com/debt_clock/
(5) Se f.eks. Forced Displacement in the Context of Climate Change: Challenges for States Under International Law, UNHCR, 20. maj 2009 samt Climate change could force 1 billion from their homes by 2050. The Independent, 29. april 2008

Baggrundsartikler

To graders målet og CO2-budgettet
Det er vore beslutninger nu, der afgør, om verden går mod klimakatastrofer eller langsom stabilisering mod århundredets afslutning

Klimaet anno 2059 – hvis vi ikke griber ind
Velkommen til en verden, hvor alt er mere ekstremt: temperaturen, stormene, nedbøren, tørken, issmeltningen