Min bedstefar var en driftig mand, men ikke voldsomt forudseende. En gang i begyndelsen af århundredet købte han sammen med sin kone et sommerhus i Nordsjælland, hvor han forestillede sig, at han skulle tilbringe sin livsaften med at grille jomfruhummere, søtunger og lammekoteletter, mens rosévinen, der dengang kom fra Sydeuropa, flød i passende mængder til at indramme hele foretagendet i en blød dyne af småberuset velvære.
Lidet anede han, at prisen på jomfruhummer og søtunger ville stige med flere hundrede procent, længe inden han blev pensioneret. Eller at huset qua sin lave beliggenhed få årtier senere jævnligt stod under vand. Ikke at dét forrykkede hans ekvilibrium, han grundlagde en dykkerskole og fik efterhånden hele kaffestellet bjerget, men det er, som man siger, en anden historie.
Den historie, som skal berettes her, begynder med Mogens, den håndværker, som byggede terrasse, installerede køkken og generelt var med til at gøre stedet beboeligt. Mogens mente, at der kun var to væsker, der egnede sig til human konsumption, nemlig te og øl. Te drak han, mens han arbejdede, øl, når han var færdig.
Og så spiste han, til min bedstefars blandede rædsel og nysgerrighed, vandmænd. Selv om min bedstefar levede længe nok til, at tørrede gopler i forskellige former blev en almindelig del af den danske hverdagskost, var Mogens’ beretning første og vistnok eneste gang, han hørte om nogen, der spiste de allestedsværende dyr rå. Friske. Levende.
Mogens, der også var vinterbader, havde simpelt hen for vane, fortalte han, at spise, hvad der faldt for, når han alligevel var ude at svømme. De små var de bedste, sagde han, og de skulle under alle omstændigheder ikke være større, end at man kunne tage dem i én mundfuld. Mogens mente, at de, når vandet ellers var koldt nok, kunne hamle op med enhver østers i velsmag, konsistens og aroma.
Vi andre, som måske er mindre råt orienterede end Mogens, har så i stedet et rigt udvalg af tørrede gopler eller jellyfish, som mange foretrækker at kalde dem.
Vorherres mening med jellyfish var tilsyneladende (lidt forvirrende måske, i betragtning af deres habitat), at de skulle fungere som vandbeholdere. Jeg mener at flyde rundt i oceanerne og ikke foretage sig ret meget andet end at bestå af det samme element, som omgiver én på alle sider, forekommer ikke særlig prægnant i forhold til den overordnede evolution. At det så alligevel var goplerne, der overlevede stort set alle andre havarter, kan jo ikke undgå at få én til at tænke en ekstra gang.
Men konsekvensen af deres store vandindhold er naturligvis, at hele industrien omkring dem har som sit hovedsigte … at skille dem af med selv samme vand. De bliver banket og tørret og behandlet med salt og alun, hvorefter de skifter holdbarhedstid fra nogle få minutter til adskillige uger.
Når du køber jellyfish, så gå efter de lyse eller let gyldne eksemplarer, med mindre du er virkelig hardcore og vil have gopler, der smager som havtang med tung fuelolie (noget skibe engang brugte som brændstof) på.
Giv din jellyfish et kort opkog og kast den derefter i iskoldt vand. Dæk til og lad stå til næste dag, så saltprocenten kommer ned i nærheden af noget, du kan tåle at spise uden at tabe håret. Herefter skal fish’en skæres i tynde strimler (lettest, hvis du ruller dem sammen og skærer skiver af pølsen) og er nu klar til den videre forarbejdning.
Jellyfish i salat og wok
Helt klassisk er en salat, hvor jellyfish marineres nogle timer i lime, honning, soya og chili, hvorefter den blandes med forskelligt grønt og kolde nudler. Goplen kan selvfølgelig også svinges i wok’en sammen med de omtalte nudler og grønsager til et fortræffeligt varmt måltid.
Suppe med jellyfish
Prøv også jellyfish som julienne i en god fiske- eller hønsekødssuppe. Det har ikke verdens mest interessante egensmag (men har kylling egentlig det, nu vi taler om det?), men det mætter og strækker - og med et par dråber chili-olie og masser af grønt er vi alligevel godt på vej mod noget absolut præsentabelt.
Dim sum og snack med jellyfish
Du skal selvfølgelig også prøve dim sum med finthakket jellyfish, der krydres med fiskesauce, chili, koriander og citronsaft, pakkes i en glutinøs dej og dampes eller dybsteges. Og hvis det skal være virkelig nemt, skærer du fish’en ud i mundrette stykker, dypper dem i beignet- eller tempuradej og kyler dem i en varm friture. Få sekunder senere har du en snack, der er henrykt for enhver tænkelig dip, og som fungerer fantastisk som fingermad til drinks.
Og så smager det jo altid lidt af fisk …
Baggrundsartikler
Et hav af gopler og andre forandringer i havet
Havenes opvarmning, forsuring på grund af CO2, forurening og overfiskeri – det kan være den cocktail, der ændrer den marine-økologiske balance, så vi får have af gopler på bekostning af fisk og andre havorganismer
Kommentarer