Var det ‘no life’-aktivister, vindmøllelobbyen, regeringssanktionerede øko-terrorister, profithungrende konkurrenter eller slet og ret skruppelløse, vesteuropæiske gangstere, som i 2034 var skyld i den katastrofale nedsmeltning i en af reaktorerne på det store atomkraftværk i Olkiluoto, Finland?
Det drister Paul Pohlson sig til at fabulere over i sin seneste film, konspirationsthrilleren Olkiluoto 2034, hvis tilblivelse har været omgærdet med stort hemmelighedskræmmeri, men alligevel allerede har vakt opmærksomhed verden over. Som den sædvanligvis respektløse Pohlsons film plejer at gøre det.
Og man forstår hvorfor. Indtil nu har den officielle forklaring været, at ulykken, der kostede tusindvis af mennesker livet og fik udslippet i Tjernobyl i 1986 til at blegne, var et hændeligt uheld. En skæbnesvanger kombination af maskinsvigt, computerfejl og menneskelige omstændigheder, som det blev beskrevet i professor Nagasakis bog om udslippet og den efterfølgende dokumentarfilm, der indbragte instruktøren bag, Claudio Ragazzi, en Oscar i 2041.
Uhyggeligt aktuel
Selvfølgelig har alverdens konspirationsteoretikere af både den skingrende vanvittige og mere afdæmpede slags i mange år forsøgt at så tvivl om den officielle forklaring. Blandt andet har man påpeget, at værket i Olkiluoto, der fik tilføjet sin sidste reaktor i 2015, og som i de næste 20 år - indtil det gik galt - forsynede store dele af Europa med strøm, blev udråbt til at være det sikreste i verden, ja, faktisk 100 procent sikkert.
Men det sagde de jo også om Titanic.
De konspirationsteoretikere, der tror på, at ulykken var menneskeskabt, fik yderligere vind i sejlene, da det viste sig, at hverken bog eller dokumentarfilm kunne forklare endsige sandsynliggøre den række uheldige omstændigheder, som skulle have afstedkommet ulykken - og som det finsk-russiske elselskab, NEW TVO, hårdnakket benægtede var mulig.
Det hjalp heller ikke på gennemskueligheden, at forskellige terrorgrupper og aktivister påtog sig ansvaret for ulykken i dagene og ugerne efter.
Det er denne usikkerhed om begivenhederne, der ledte op til selve ulykken, som Paul Pohlson tager udgangspunkt i, og som giver hans film en uhyggelig og aktuel klangbund. Uhyggelig, fordi det så handler om det koldblodige mord på tusindvis af mennesker. Aktuel, fordi filmen implicerer nulevende personer placeret på høje steder.
Og det kan blive endnu mere uhyggeligt og aktuelt, hvis Olkiluoto 2034 tages bogstaveligt af russerne og finnerne, der var ulykkens store ofre, eller af amerikanerne, der indirekte anklages for meddelagtighed i ulykken, og som er kendt for at reagere voldsomt, når deres ærlighed beklikkes.
Overraskende modent
Nu har 37-årige Paul Pohlson altid talt med meget høj og skinger stemme: Overdrevne visuelle og dramaturgiske virkemidler og mildest talt uunderbyggede påstande. Og det har som oftest været nemt at ignorere hans film som underholdende og skøre hvad-nu-hvis-scenarier.
Men i så henseende er Olkiluoto 2034 lidt af en øjenåbner, et overraskende modent og kunstnerisk kvantespring for en instruktør, der tilsyneladende har fundet en mening med sit virke. Nok peger den rygende pistol i mange retninger - og man må ikke glemme, at det er fiktion - men det er såre overbevisende og medrivende skruet sammen.
Bemærkelsesværdigt er det også, at Pohlson benytter sig af den interaktivitet, der kommer af filmmediet spilmediet delvise sammensmeltning gennem de seneste mange år. Og resultatet er en film, hvor publikum selv vælger handling og udfald. Eller rettere: Det bliver valgt for én ud fra de oplysninger om religiøse, politiske og sociale tilhørsforhold, man via sit Identkort afgiver, når man bestiller billet til filmen.
Terrorist eller aktivist?
Hovedpersonen i Olkiluoto 2034 er - i alle plottets afskygninger - økodetektiven S. Holmes (det hedder han, lidt drilsk, og han spilles med tyngde og intelligens af Christoph Kier). Holmes hyres af NEW TVO til at efterforske ulykken, da politiet efter politisk pres konkluderer, at det var en ulykke. Men Holmes’ arbejde besværliggøres af, at store dele af området omkring Den Botniske Bugt, hvor atomkraftværket er placeret, er umuligt at færdes i pga. strålingsfare, ligesom en række nøglepersoner, som befandt sig på og omkring værket i ulykkesøjeblikket, enten er døde eller ved at dø.
Detektiven får dog hjælp fra uventet kant, og et mønster begynder at tegne sig, mens han kommer tættere på en sandhed, mange vil gøre meget for at beskytte. Mere vil jeg ikke afsløre her, blot forklare, at så langt er handlingen den samme i de fem forskellige versioner af begivenhedsforløbet, man kan blive præsenteret for. Siden udvikler den sig temmelig forskelligt og endnu mere spændende - jeg ved det, for jeg har prøvet dem alle - og skulle de eventyrlystne blandt publikum have lyst til at se Olkiluoto 2034 igen eller en version film, som går stik imod ens politiske og holdningsmæssige præferencer, kan det naturligvis også lade sig gøre. Det giver et adrenalinsus således at udfordre sig selv.
Jeg blev først præsenteret for den version, hvor de californiske økoterrorister, med den californiske diktators vidende, forårsager ulykken, fordi de vil bevise for verden, at deres vej er den eneste rigtige vej. Siden oplevede jeg, hvordan personer betalt af den hævngerrige vindmøllelobby - som blev hægtet af kapløbet om den vedvarende energi i årene lige inden ulykken - dygtigt fik saboteret Olkiluoto-værket. Mest usandsynlig, men også ret vittig, er Pohlsons placering af ansvaret hos ‘no life’-aktivisterne, der i virkeligheden ikke synes at have de nødvendige ressourcer til at gennemføre en aktion som denne, men som i filmen skildres tilpas fanatiske til, at man vil tiltro dem hvad som helst.
Personligt ‘j’accuse’
Det er smart af de europæiske producenter bag filmen at gå med på Paul Pohlsons eksperiment, fordi de således kan sælge op til fem gange så mange billetter til Olkiluoto 2034, end hvis den kun havde haft ét muligt udfald. Det betyder selvfølgelig også, at instruktøren ikke selv behøver tage stilling. Han helgarderer sig så at sige og behøver ikke tage noget ansvar for de påstande, han fremfører i filmen. Men der er en mening med galskaben, viser det sig, og det er her, at instruktørens spirende geni viser sig.
Pohlson synes umiddelbart ikke interesseret i de mange menneskeliv, som gik tabt i 2034. Derimod er han næsten enøjet fokuseret på - som S. Holmes i filmen - at finde de skyldige og stille dem for en domstol. Og det er her, at Olkiluoto 2034 pludselig får en større, samfundsmæssig relevans, og man forstår, hvorfor instruktøren ikke peger fingre ad nogen bestemt, og at han i dén grad står på ofrenes side.
Atomkraftværket i Olkiluoto bliver et symbol på en verden, som gennem snart et halvt århundrede ikke har kunnet finde ud af at samarbejde, hvilket har ført til fjendskaber nationer imellem, en stærkt polariseret og på mange måder forarmet verden, yderligtgående grupperinger, som ingen grænser har, og i sidste ende tab af menneskeliv.
Og derfor er Olkiluoto 2034 en moden og stærk film, som nok er både engagerende og teknologisk nyskabende, men den fortæller også en ubehagelig historie om, at vi alle har et medansvar for, at det er gået så galt, som det er med verden.
Det er et dybt personligt j’accuse mod det, der engang blev omtalt som verdenssamfundet, og et flot eksempel på, hvordan kunsten kan bruges i politisk og humanistisk øjemed.
Olkiluoto 2034. Instruktion og manuskript: Paul Pohlson (Premiere i dag i utallige biografer over hele verden)
Baggrundsartikler
Konflikter følger klimaforandringer
Mange af verdens konflikter hænger i dag sammen med klimamæssige udfordringer. Forskerne advarer om, at klimaforandringerne vil øge mængden af konflikter
Kommentarer