Verden nærmer sig hastigt 50-året for en begivenhed, der blev skæbnesvangert bestemmende for samme verdens tilstand i dag: Det store klimatopmøde i København i december 2009. Tilstanden er sådan, at man har trang til at sige: Tænk, hvis man kunne kigge i bakspejlet på forhånd. Tænk, hvis en avisleder dateret den 6. oktober 2009 kunne være skrevet med afsæt i den viden, vi i dag har om verdens gang efter det kuldsejlede klimatopmøde. Kunne en bedre indsigt i det sorte fremtidsscenario have bevæget datidens beslutningstagere til at agere klogere og træffe mere fremsynede beslutninger? Kunne vi være sluppet for det aktuelle krisemareridt, hvis der var brugt flere kræfter på at forstå, hvordan fortsatte klimaforandringer ville spille skæbnesvangert sammen med energiprisstigninger, fødevareknaphed, økonomisk nedtur og sikkerhedspolitiske konflikter og lede til den gordiske knude af global systemkrise, som i disse år lammer vore ledere?
Som landet ligger nu, synes verden kørt fast. Det ene delproblem spærrer for det andets løsning. Den dybe økonomiske krise hindrer f.eks. de efterhånden enorme investeringer, der er blevet nødvendige for at omstille energisystemer, retablere drikkevandsforsyninger, genskabe fødevareproduktion osv. – alle problemer, der i sig selv forstærker den økonomiske krise. Og jo mere systemkrisen kradser og kalder på globalt samarbejde,
desto mere vender politikerne blikket indad og forsøger at beskytte resterne af national velstand og tryghed. Jo mere frygtsomme vælgerne bliver over verdens skæve gang, desto mere spillerum bliver der for populister, der udsteder falske løfter om at sikre det bestående og udråber andre nationer og de mange flygtninge som problemernes årsag.
Den mørkeste sky over landskabet af kriser er konflikten mellem USA og Kina. Startende allerede på klimatopmødet, hvor USA forlangte CO2-reduktioner af Kina, der allerede da var blevet verdens største udleder, mens Kina stillede vidtgående krav til USA, der havde langt de største udledninger pr. indbygger og dertil stort historisk ansvar for den globale opvarmning. Den kinesiske ledelse vovede ikke forpligtelser, der kunne true landets økonomiske vækst, den sociale stabilitet og det kommunistiske partis ledende rolle. Og den amerikanske ledelse ville ikke påtage sig forpligtelser, der kunne hæmme amerikansk vækst og give yderligere konkurrencefordele til Kina, dengang hastigt på vej til sin nuværende status som verdens største økonomi.
Resultatet kender vi: Topmødesammenbruddet og det kolde amerikansk-kinesiske klima fik aktiekurserne til at styrtdykke, usikre investorer til at holde igen og den økonomiske nedtur til at accelerere. Erklæringskrigen om skyld og ansvar ledte til, at Kina nedtrappede sine investeringer i Vesten og satte barrierer for amerikanske selskabers virke i landet. USA svarede igen med handelsrestriktioner, blot for at opleve at varerne i de amerikanske supermarkeder blev dyrere, amerikanske virksomheders eksportindtægter mindre og økonomien yderligere undergravet.
I dag står begge nationer over for nye enorme udgifter i forbindelse med de flytninger af millionbefolkninger, som stigende have og stærkere storme nødvendiggør langs USA’s sydkyst og Kinas østkyst. Spændingen mellem supermagterne kombineret med de mange regionale, klimabetingede kriser gør, at verden i dag er præget af frygt og tillidskrise. Det er svært at se vejen ud af mørket, svært at få øje på politiske ledere med visioner og overbevisningskraft, der kan genskabe troen på en lysere fremtid.
Spørgsmålet, der bestandigt – om end nu temmelig overflødigt – melder sig, er: Kunne vi have lyttet mere opmærksomt til dem, der advarede? Kunne vi have besindet os? For advarsler var der nok af og igennem mange årtier. Tag den tale, den amerikanske politiker Robert F. Kennedy holdt om den økonomiske vækst, kort før han blev myrdet for godt 90 år siden: »Alt for meget og alt for længe synes vi at have vraget menneskelige kvaliteter og fællesskabsværdier til fordel for den rene ophobning af materielle goder,« sagde han. Bruttonationalproduktet »måler hverken vores viden eller vores mod, hverken vores visdom eller vores erkendelser, hverken vores medmenneskelighed eller vores hengivenhed for vort land. Det måler i korthed alt andet end det, der gør livet værd at leve.«
Eller tag USA’s præsident fra 1977-81, Jimmy Carter, som for 80 år siden sagde: »Mange af os er nu tilbøjelige til at tilbede selvforkælelse og forbrug. Den menneskelige identitet er ikke længere defineret af, hvad man gør, men af hvad man ejer.«
Carter fastslog, at ophobningen af materielle goder »ikke vil evne at fylde tomrummet i liv, der savner tillid og formål.« Og han advarede om, at en fortsættelse ad denne vej »vil være præget af konstante konflikter mellem snævre interesser og ende i kaos og fastlåsning.«
Vi lyttede ikke, og nu er vi, hvor vi er. Som den norske digter Sander Lie forleden skrev i The Global Herald: »Vi ville ikke anerkende, at der er grænser, ikke acceptere at yde ofre, ikke godkende, at tilværelsen kan rumme afsavn. Nu erkender vi det på den hårde måde.«
Baggrundsartikler
Klimaet anno 2059 – hvis vi ikke griber ind
Velkommen til en verden, hvor alt er mere ekstremt: temperaturen, stormene, nedbøren, tørken, issmeltningen
Kommentarer