Verden nærmer sig hastigt 50-året for en begivenhed, der blev skelsættende for samme verdens tilstand i dag: Det store klimatopmøde i København i december 2009. Danmarks statsminister fra 2009-11, Lars Løkke Rasmussen, har således fået mere ret, end han formentlig selv anede, da han forud for topmødet sagde: »Vi står over for den største planlagte omvæltning af verdensøkonomien.«
Dengang var man vant til dystre meldinger om stigende CO2-udledninger og voksende fossilt energiforbrug. ’Kina åbner et nyt kulkraftværk om ugen’, var en af de overskrifter, der truede både klimaet og humøret. Verden var i reel systemkrise med både klima og økonomi i svære vanskeligheder. Men som førnævnte statsminister også sagde:
»Kriser og dødvande har en fordel: De tvinger os til at tænke. Den kombinerede klimatiske og økonomiske krise har i den grad tvunget os til at tænke om.«
Og allerede i månederne før klimatopmødet begyndte den store forandring at blive synlig. I september var statsministeren f.eks. i stand til at meddele: »Kina rejser i gennemsnit én ny vindmølle i timen. I timen!« I dag kan vi se tilbage på et afsnit af menneskehedens historie, der har været præget af såvel revolutionerende forandringer i teknologi og økonomi som af en sjælden grad af international samarbejdsvilje og fremtidsoptimisme. Det er sigende for forandringerne, at en af Kinas grønne pionerer i dagens avis kan sige: »Nu lukker vi et kulkraftværk om ugen.«
Skal man forstå den store forandringsproces, der indebærer, at den globale temperaturstigning er bremset og verden hastigt på vej mod det fossilfri samfund, skal man søge tilbage til to begivenheder.
Den ene var valget af demokraten Barack Obama til præsident i USA i 2008 i en situation, hvor brede kredse i offentlighed og erhvervsliv var forandringsparate under indtryk af den dobbelte krise. Selv om konservative kræfter strittede imod, havde den ny præsident visionskraft og græsrodsstøtte nok til at gøre krisen til startpunkt for det nye.
Anden vigtige begivenhed var, da det lykkedes samme Obama og Kinas præsident, Hu Jintao, at finde hinanden kort før klimatopmødet. USA havde set, at Kina havde mere fart på end noget andet land med sol- og vindenergi og på rekordtid var blevet verdens største eksportør af grøn energiteknologi. Af frygt for at kineserne skulle løbe med et nyt globalt marked, indvilgede Obama i den samarbejdsaftale, der forpligtede USA til markante CO2-reduktioner mod udvidet adgang til Kinas fremstormende grønne industri og marked. Omvendt accepterede Kina CO2-forpligtelser, fordi det var forudsætningen for den klimaaftale, der skulle udvide det ny grønne verdensmarked.
Dette blev nøglen til klimatopmødets succes og til den atmosfære af samarbejdende kappestrid, der har bragt os så langt. På forbavsende kort tid skiftede fokus hos global kapital og erhvervsliv fra at beskytte de traditionelle teknologier og industrier til et frugtbart kapløb om at komme først med det nye.
Klimatopmøderne i Santiago i 2015 og New Delhi i 2030 skærpede som bekendt CO2-målene og sikrede de rammebetingelser, der holdt den grønne revolution i gang. Nu står vi så med et samfund, der har reduceret sine udledninger med knap 60 pct., sikret større geopolitisk stabilitet via mindsket afhængighed af fossile energileverandører samt gjort verdensøkonomien mindre sårbar ved at dæmpe presset på begrænsede ressourcer. En rigere, tryggere verden.
Som enhver ved, betyder det ikke, at tilværelsen i 2059 er konflikt- eller problemfri. Millioner lider under de klimaforandringer, det globale samfund kom for sent til helt at afværge. En befolkning på otte mia. og en endnu voksende økonomi sætter fortsat pres på vand- og råstofressourcer. Og for det enkelte menneske er det nye samfunds skisma mellem solidarisk mådehold og fortsat trang til selvudfoldelse en vedvarende udfordring. For nogle er systemet med personlige CO2-kvoter f.eks. en irriterende spændetrøje. Som bogaktuelle Yasmin Inge Hadra Petersen siger i interviewet side 12-13:
»Vi tror, at vi kan ændre menneskers mentalitet på et par tiår, men dybe kulturelle forestillinger hænger ved i generationer. Trangen til at præstere og akkumulere materielle goder ligger dybt i os.«
Der er altså udfordringer nok. Den næste kan være udspillet fra FN’s Global Development Commission – se side 16-17 – om den foreslåede omstilling til en verdensøkonomi i ligevægt. Det er blevet kaldt civilisationens ultimative udfordring: Efter titusinder af års slid for mad på bordet og tag over hovedet er vi nået dertil, hvor kampen for materiel tryghed er vundet, og hvor nye mål og værdier skal sætte rammerne for økonomien.
Måske er vi klar til at levere på den udfordring, Frankrigs daværende præsident, Nicolas Sarkozy, gav, da han før vendepunktet sagde: »En stor revolution venter på os. Krisen gør os ikke bare fri til at skabe billeder af andre modeller, en anden fremtid, en anden verden. Den forpligter os til det.«
Dristigst var Sarkozys appel om at gøre ’lykke’, snarere end BNP, til den centrale parameter til bedømmelse af, om samfundsmodellen fungerer. Om den test kan passeres, er svært at sige. Odds er bedre, end de har været. etg
Kommentarer