Der er højspændt diplomatisk aktivitet om Kosovo i disse dage. Det er ikke kun penduldiplomaten over alle, den amerikanske viceudenrigsminister Richard Holbrooke, som er i gang, også den russiske udenrigsminister Primakov og den kosovo-albanske leder Rugova rejser flittigt. Det er endelig lykkedes for Kosovos albanske frihedsbevægelse at få verden til at beskæftige sig med forholdene i den fattige provins, som i 1989-90 fik frataget sit selvstyre af det serbiske parlament. Når det er kommet så vidt, skyldes det i høj grad, at den militære trussel fra Kosovas Befrielseshær er blevet så alvorlig, at det er meget vanskeligt for den serbiske regering ikke at reagere, hvis den stadig skal kunne påstå, at de har kontrol med Kosovo-provinsen. For i dag har befrielseshæren faktisk kontrol med ca. 30 procent af Kosovo-provinsen. Serbernes forsøg med at få bugt med det, som nu må betegnes som et åbent oprør, er gået hårdt ud over civilbefolkningen og samtidig fremkaldt stærk modvilje i udlandet. Det har gjort situationen endnu mere desperat for den serbiske ledelse.

Kravene om indgreb, om nødvendigt med våbenmagt, og om nødvendigt uden FN-mandat, har lydt med stigende styrke i adskillige NATO-lande. Økonomiske sanktioner er indført fra EU’s side, og nye diskuteres. Og i Sarajevo er Haris Silajdzic, bosniakisk med-formand for den bosniske fællesregering, blevet citeret for at have tilbudt Bosnien som springbræt for en
NATO-intervention i Bosnien.
Silajdzic har siden hævdet, at han blev fejlciteret. Men forslaget har udløst voldsomme reaktioner. Kommandanten for den NATO-ledede militærstyrke i Bosnien, SFOR, har sammen med det internationale samfunds overordnede repræsentant i Bosnien, Carlos Westendorp, taget skarp afstand fra sådanne ideer, ligesom den nye bosnisk-serbiske leder Dodik. Mere generelt har FN’s flygtningehøjkommisær Ogata advaret mod, at en forværring af Kosovo-krisen kan bringe Dayton-aftalen i fare, hvorfor der hurtigt må findes en politisk løsning, og Montenegros præsident Djukanovic har ved en pressekonference ved Europarådet i Strasbourg advaret om, at en NATO-intervention i Kosovo ikke vil være nok til at afslutte konflikten mellem den serbiske regering og den albanske løsrivelsesbevægelse. Samtidig har han, i klar modsætning til præsident Milosevic, understreget vigtigheden af permanent udenlandsk deltagelse i forhandlingerne i Kosovo og betegnet en genoprettelse af Kosovos selvstyre før 1989 som en helt igennem acceptabel løsning på krisen.
Tonen fra NATO-side er da også blevet markant mindre krigerisk de sidste dage. Meget tyder på, at amerikanerne er begyndt at lytte ikke blot til deres mere skeptiske partnere i NATO, herunder Tyskland og Danmark, men også til deres nye venner i området, de Milosevic-kritiske ledere Djukanovic i Montenegro og Dodik i Srpska. Og Holbrooke synes at have indledt et tættere samarbejde med Primakov, som på ingen måde mener, at de diplomatiske muligheder for en bilæggelse af Kosovo-konflikten er opbrugt.
Der er da også nået enkelte fremskridt, væsentligst at det er blevet lettere for udlandet at få adgang til de områder i Kosovo, hvor der kæmpes. Holbrooke var på et interessant besøg ‘som privatperson’ hos Kosovas Befrielseshær og kunne blandt andet konstatere, at der er tilfælde af serbiske styrker, der har lagt en ring om albanske styrker, der igen har lagt en ring om en serbisk kontrolpost. Situationens eksplosive karakter, som han har oplevet ved selvsyn, synes at have fået ham til at indse, hvor kompliceret situationen er blevet hvorfor han har erklæret, at han ikke har nogen ‘magisk løsning’ på krisen.
Fredag har den albanske premierminister Fatos Nano yderligere erklæret, at han ikke går ind for uafhængighed for Kosovo-provinsen, og at han forsøger at holde igen på den væbnede modstandskamp mod serberne. Han mener, at volden må stoppe fra begge sider.
Er dette nu udtryk for et generelt tilbagetog fra alle sider? Var NATO’s sabelraslen kun teatertorden?
For det første må man konstatere, hvor farligt det er at komme med for håndfaste løsningsmodeller, når man ikke kende forholdene i detaljer. En NATO-invention fra luften kunne meget let koste en masse utilsigtede ofre. Og den ville ikke give nogen garanti for, at kampene ville stoppe, den kunne eksempelvis føre til, at Befrielseshæren ville søge at udnytte de taktiske fordele, bombardementerne ville give, og føre til en yderligere optrapning af krigen, foruden at den ville gøre NATO til direkte part i den. Fatos Nanos udspil peger på det væsentlige i første række: At få begge sider til at ophøre med kampene.
Det er i dette lys, man skal se det ejendommelige parløb mellem Holbrooke og Primakov. Holbrooke prøver at dæmpe de militante albanere, mens Primakov forsøger at presse Milosevic til indrømmelser. Men samtidig rummer dette samarbejde nogle videre perspektiver, som er formuleret af en russisk general i sidste uge: At NATO ville starte en ny koldkrig, hvis organisationen uden accept fra FN brugte magt for at afslutte Kosovo-krisen.
Kosovo-krisen handler nemlig også om tillidsforholdet mellem NATO og Rusland, og i virkeligheden også om synet på NATO i andre af de stater, der tidligere har været en del af Sovjetunionen og nu står over for NATO’s udvidelse mod øst. Vil denne blive oplevet som en garanti for freden i Europa, eller en trussel mod den? Vil partnerskabet mellem NATO og de tidligere sovjetstater fjerne de sidste rester af den mistænksomhed, den Kolde Krig var præget af, eller vil dette partnerskab opleves som et dække over en ‘amerikanisering’ også af det østlige Europa, hvor NATO griber ind i konflikter uden at lytte til sine partnere? Kosovo-krisen kan give svaret. Derfor er penduldiplomatiet i disse dage så vigtigt.