Måske er den vigtigste sætning i Bent Jensens nye pjece ‘Slet ingen røvere i den grønne danske skov?’ den sidste i den 40 sider lange tekst:
»Vores viden om, hvilke og hvor mange agenter der opererede i Danmark under Den Kolde Krig, og hvilke informationer de leverede til det sovjetiske regime, er derfor yderst fragmentarisk.«
I pjecen forsikrer Bent Jensen ellers indledningsvis om, at der var »adskillige« østagenter og østspioner under den kolde krig, og at den »næsten rutinemæssige affejning af dette problem« er »useriøs og grundløs«, ifølge Bent Jensen fordi problemet er »langt mere omfattende, end de fleste tilsyneladende ved eller foregiver at vide.«
Efter en sådan salve er det unægteligt med en vis spænding, at man begynder læsningen - >men nået til sidste side er man ikke blevet forfærdelig meget klogere. Langt det meste i pjecen fremstår nemlig som kendt stof, der tidligere har været behandlet af andre. Det nye, Bent Jensen bringer til torvs fra arkiverne i det russiske udenrigsministerium, er, at en dansk meddeler - sandsynligvis en journalist på en borgerlig avis med forsvars- og sikkerhedspolitik som sit område - var meget aktiv i slutningen af 1950’erne. I den forbindelse citerer Bent Jensen et dokument fra det russiske udenrigsministerium, der viser, at den danske meddeler flittigt har rapporteret om det gryende dansk-tyske militærsamarbejde på daværende tidspunkt.
Bent Jensen er på sporet af endnu en dansk journalist, som angiveligt skulle arbejde på en »centrumavis« og modtage anseelige beløb på f.eks. 10.000 kroner for at informere KGB om forvarspolitik, NATO-øvelser mv. Men derudover er det altså mestendels kendt stof, som Bent Jensen disker op med i sin pjece, heriblandt den mistanke, der bl.a. fra nogen i Forsvarets Efterretningstjeneste blev rettet mod Carl Langseth, der var Forsvarsministeriets departementschef 1955-77.
Beskeden nyhedsværdi
Pjecens beskedne nyhedsværdi undrer andre koldkrigsforskere, som Information har sendt den til. Thomas Wegener Friis fra Center for Koldkrigssstudier på Syddansk Universitet ser således pjecen som »et forsøg på at nedtone forventningerne til det arbejde, Bent Jensen senere vil præsentere« på vegne af Center for Koldkrigsforskning (CFKF).
Der har især fra Dansk Folkeparti været knyttet store forventninger til CFKF, som i 2006 fik en omstridt bevilling på 10 millioner kroner og kom på finansloven med det udtrykkelige formål »yderligere (at) klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere.«
»Som jeg læser den lille pjece, er Bent Jensen i fuld gang med at skrue forventningerne ned på laveste blus, så på den baggrund giver det da fin mening at udsende pjecen. Men da jeg først så den, tænkte jeg hele tiden: Hvorfor skal vi nu høre alle de her gamle beretninger igen,« forklarer Thomas Wegener Friis.
Også historiker Peer Henrik Hansen, museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Langelands Fort, har noteret sig, at »størstedelen af pjecen beskæftiger sig egentlig overvejende med formidling af allerede kendt viden.«
Selvmodsigelse
Han har også lagt mærke til en »besynderlig selvmodsigelse« i teksten, hvor Bent Jensen på den ene side vurderer, at østspionagen i Danmark var af lige så stor værdi for Sovjetunionen som de informationer, nordmanden Arne Treholt leverede til KGB, men i den efterfølgende sætning slår Bent Jensen så på den anden side fast, at man ikke ved hvilke informationer, Treholt leverede til KGB.
Peer Henrik Hansen finder det dog »interessant«, at Bent Jensen citerer russiske kilder og derved »så småt tager hul på at se det politiske spil i et efterretningsperspektiv.«
»Man kan håbe på, at Bent Jensen og koldkrigscentret på Forsvarsakademiet vil gøre mere ud af at lukke de huller, der unægteligt er på dette område i dansk historieskrivning,« tilføjer Peer Henrik Hansen.
Det har trods flere forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra Bent Jensen.
Kommentarer
Bent Jensen har ellers ikke svært ved at svare, men at dømme efter sin sidste kronik i Jyllandsposten (1.okt.) nær ved at få Dragsdahl på hjernen. Bent Jensen kaster sig over Morten Heiberg, fordi han er forfatter til bind 13 og skrev en kronik i Jyllandsposten to dage forinden om Kommissionens arbejdsopgave og forståelsen/fortolkningen af, om PET arbejdede i overensstemmelse med 1968-papirerne.
Bent Jensens injurerende sprogbrug tager næsten magten fra indholdet. Om kommissionsarbejdet påstår Bent Jensen bl.a.:
foregiver at handle om KGB, arrogance, alvorlige forklaringsproblemer, elementært sjusk, klare modsigelser, useriøst, forkerte påstande, at kommissionen “glemmer”, formoder og gætter, ofte forkert, er uhæderlig, desperat til at bortforklare, utroværdig, falsk, i modstrid med autentiske kilder - en fortsat retirade for åben skærm. Bent Jensen har fra starten argumenteret med kildemateriale i PETs arkiver, som ingen andre kender, og tør heller ikke her give slip på sin viden. Og det får stå hen, om Bent Jensen beklikker Tamms arbejde eller vil belære ham om grundregler i historieforskning.
Den lange PET-historie får imidlertid først aktuel betydning, hvis man indser den politiske betydning. Den tilbagevendende problematik 1968 er skelsættende for den aktuelle politik, det fortsatte politiske valg af samarbejde med USA ig NATO, der imidlertid indledte nedbrydningen af suveræniteten.
Regeringen udsendte en bestemmelse og et notat og ikke en lov, således som den tyske Forbundsdag samme år vedtog en nødret. Begge fik samme følge som vore dages antiterrorlov, hvor forfatningen/grundloven indskrænker den personlig ret. Det var et syn på verden gennemført af liberale politikere, der argumenterede med en sovjetisk invasion. Højrefløjen blev meget stærk og byggede en opfatetlse af verden op med nye fjendebilleder.
At Venstre ved Folketingets åbning varslede et forslag fra Dansk Folkeparti om at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år og indføre el-lænker til 12-årige, er blot et hjemligt udslag af højrefløjens slagfaste kurs. Det er de samme politikere, der støttede krigen i Vietnam, der fraterniserede med apartheidstyret, der bifaldt Englands og USAs fremfærd i Sydamerika og Israels behandling af Palæstina, det er dem, der erklærede krig i Iraq og Afghanistan, der tolererer brug af tortur på anden hånd, der billiger Guantanamo, de ville af med flygtninge ved at kaste dem ud over Afrika, dem, der sætte krig og toldmure op som forsvarsværn, men ikke kan tage konsekvenserne.
Først i den politiske sammenhæng får PET´s og Bent Jensens optræden aktuel.
Det er jo altid irriterende når virkeligheden ikke vil rette sig efter teorien. Og det er her det tit bliver farligt, når nogle forskere bliver fristet til at snyde, for at få de to ting til at passe sammen.
.”heriblandt den mistanke, der bl.a. fra nogen i Forsvarets Efterretningstjeneste blev rettet mod Carl Langseth, der var Forsvarsministeriets departementschef 1955-77.”
Hvad er det lige der sker med forsvarministeriets departementschefer?
Mange lader til at glemme, at også “historiker” Bent Jensen har en fortid på venstrefløjen. Denne artikel bekræfter derfor til fulde de vedvarende formodninger om en højtplaceret muldvarp.
Bent Jensen er simpelt hen fortsat undercover for Sovjet. Han lader kun som om, at han er høreorienteret og roder efter smuds, for fortsat at effektivt at kunne dække over de titusindvis af højt placerede sovjetagenter, der fortsat dominerer det danske samfund ;).
“Der har især fra Dansk Folkeparti været knyttet store forventninger til CFKF, som i 2006 fik en omstridt bevilling på 10 millioner kroner…”
Dansk Folkeparti har godt nok ikke fået mange spioner for deres millioner. De kan ikke være specielt tilfredse med Bent Jensens arbejde…
Vi gentager lige: når man taler med de nulevende, som har været under mistanke, får man unægteligt det indtryk, at Bent Jensens bemærkninger om, at der ikke skulle være belæg for sammenhængen, står så uimodsagt, at det nærmest gør ondt. Det er klart, at objektet for mistanken ikke har kunnet forsvare sig, idet der ikke har været focus på perspektiverne fra denne kant. Af gode grunde. Det materiale, som således har været tilgængeligt for Bent Jensen er med andre ord stærkt begrænset - og derfor ikke tilstrækkeligt for en reel belysning af sagen. Kommisionsarbejdet fremstår derfor stadig som et forsøg på at tale den sammenhæng væk, at den danske højrefløj har anvendt PET til at overvåge, hvad man mere eller mindre fantasifuldt har opfattet som den danske venstrefløj. Yderligere pamfletter er i den forbindelse sætter ikke en forsoning i udsigt. Tværtimod!
Med venlig hilsen
Vi er alle præget af vores opvækst. Bent Jensens opfattelse af Sovjet stod allerede at læse i hans bog om Bornholms besættelse. Sproget afslører jævnlig vores fortid, og jeg mener, man ofte i Bent Jensens uforsonlige frremstillingsform kan mærke hans tilknytning til Indre Mission, hvilket antagelig, i forbindelse med ovennævnte, er en af begrundelserne for det fortrin, som han høster hos Dansk Folkeparti (især Jesper Langballe talte Jensens sag) - dette ikke sagt som bedømmelse af Indre Mission.
Allerede under Besættelsen byggede man Den kolde Krig op som en fortsættelse af 30’ernes politik, nu med en farlig forbindelse mellem militærfolk og konservativ politik (O-grupperne over for Bopa/Kopa), der siden i gensidig støtte magtfuldt har styret dansk uderigspolitik og militæralliancer gennem Nato, endog sendt hjemmeværnet i krig i Afghanistan. Både FE og PET er fulgt med og arbejder med politisk udvalgte udenlandske tjenester i stiltiende forståelse med den konservative højrepolitik, jævnfør 1968-situationen.
Som den norske forfatteren Georg Johannesen skrev engang om oppfattelen hos lignende figurer på den norske høyresiden som Bent Jensen: “USA er gud og Norge er Jesus”.
Eller man kunne sammeligne Norges og Danmarks roller i NATO med det gamle DDRs i østblokken, som best er beskrevet med et kjent østtysk dissidentuttrykk: “Når det regner i Moskva slår de opp paraplyen i Østberlin.” Slik er det fortsatt her: når det regner i Washington (eller vel snarere nå Pentagon og det republikanske hovedkvarteret/Bush/Cheneybanden) slår man opp paraplyene i Oslo og København.
I den kommende norske “regjeringa” skal krigsministeriet bekles med en viss Faremo. Hennes innsats under den norske PET-kommisjonen (Lund-kommisjonen) besto i å som justisminister la PET (norsk PST) overvåke den Lund-kommisjonen som nettopp undersøkte ulovlig overvåking!
Tilføyelse: her (med Faremo) nærmer vi oss den uslåelige rekorden i politistatsmetoder som ble satt av den forhenværende svenske sosialdemokratiske justisminister Anna-Greta Leijon i 1988 da hun lot lyssky figurer i etterretning og politi under ledelse av Ebbe Carlsson organisere ulovlig avlytting og dertil smugle inn ulovlig avlyttingsutstyr til Sverige, angivelig med det formål å hjelpe den fatale Palmemordetterforskningslederen Hans Holmer (som destruerte hele etterforskningen av mordet med alle sine “tabber”). Den politimannen som ble pågrepet i tollen i Helsingborg med det ulovlige utstyret var såmenn et høyreekstremt medlem av Holmers svindyre livvaktsstyrke…
Den norske kommission af efterretningstjenesten ville mange have ønsket sig i Danmark. Den var hurtigtarbejdende, den var langt billigere, den havde komptence til at offentliggøre arkiverne, og man gav de registrerede mulighed for at søge erstatning, hvilket mange har gjort.
Indtil til videre er ansøgning om at få udleveret sin egen sag effektueret ved en nærmest overstreget tekst - af hensyn til landets sikkerhed! (f.eks. Hanne Reintoft).
Den sidste, der mig bekendt har indgivet anmodning om at få åbnet sin sag er iflg. dagbladet Arbejderen Sisse Gorm Knudsen, i 1981 gift Arne Herløv Petersen. Hun blev arresteret i sit hjem og indsat i isolation i Svendborg (hvor sagen mod Bent Jensen skal for), mens hendes hjemmegående datter på 11 år måtte bede om husly hos andre, mens moderen sad inde. Sisse udførte lovlig politisk arbejde for DKP og blev i øvrigt pure frifundet med 2200 kr i erstatning. PET-rapporten har tilsyneladende trukket alle anklager mod Arne Herløv Petersen tilbage. Men hun var altså at betragte som landsforræder (Knut Hamsun fik for sin nazisympati husarrest og er i dag nærmest rehabiliteret, fordi man, mig bekendt, betragter ham som forfatter og ikke som nazist - han var dog arg modstander af Quisling).