Stramme indvandringsregler forhindrer stigende migration

Den internationale migrationen holder et stabilt niveau pga. skrappe indvandrings-regler, viser ny rapport, der desuden påpeger, at migration er en positiv ting

Op mod én milliard mennesker i verden er migranter. Langt de fleste, cirka 740 millioner, er migranter i deres eget land, mens 214 millioner mennesker har krydset en grænsekontrol i håbet om et bedre liv. Det svarer til, at cirka tre procent af jordens befolkning er internationale migranter. Af dem lever cirka 50 millioner illegalt i et andet land end i det, hvor de er født. Det er hovedtallene i rapporten Overcoming barriers: Human mobility and development, der blev offentliggjort mandag. Der er tale om United Nations Development Agency, UNDP's årlige Human Development Report, der altså i år fokuserer på de økonomiske og sociale forhold ved den globale migration.

Ifølge rapporten er det overraskende, at andelen af migranter de seneste 50 år ikke er steget, men har ligget stabilt omkring tre procent af klodens befolkning. Overraskende fordi efterspørgselen burde være steget først og fremmest som følge af den demografiske udvikling med flere ældre i de rige lande og en eksplosion af unge i mange ulande, men også de forbedrede transport- og kommunikationssystemer skulle have trukket i retning af en stadig stigende andel migranter. At det ikke er sket skyldes, at stort set alle lande har indført stramninger i indvandrerreglerne, samtidig med, at der er blevet flere og flere grænsekontroller, der skal forceres. De sidste hundrede år er antallet af nationer firdoblet til de nuværende 200, skriver rapporten.

Omvendt migration

Endnu mere overraskende er det måske, at var rapporten gået tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, var resultatet det samme. Også i år 1900 var det tre procent af Jordens befolkning, der vandrede over grænserne. Forskellen er blot, at det dengang var europæerne, der rejste ud i verden. Enten flygtede de fra voldsom befolkningstilvækst, krige eller almindelig armod, eller også var de ude og underlægge sig givtige områder i Afrika, Asien eller Latinamerika.

Mens indvandringen i de vestlige lande ofte opfattes som meget omfattende, viser rapporten, at det kun er 37 procent af verdens immigranter, der har bevæget sig fra ulandene til de rigere industrilande. Størstedelen af vandringerne finder sted mellem ulandene indbyrdes.

Tendensen går dog mod, at flere og flere immigranter søger mod Nordamerika og Europa. I 1960 kom lidt under hver femte til Europa. En andel der i 2010 forventes at stige til lidt over 26 procent. I medierne er det ofte afrikanerne, der krydser Middelhavet, der stjæler billedet. Men under én procent af Afrikas befolkning lever i dag i Europa.

Uundværlig

Grundlæggende opfatter rapporten migration som et positivt element i den globale udvikling. For modtagerlandene giver indvandring som hovedregel et tilskud til landenes økonomier, og undersøgelser viser, at hovedreglen er, at indvandring øger beskæftigelsen. I udvandrerlandene er det især hjemsendte penge, der har betydning. De samlede pengeoverførsler til ulandene gennem udvandrere udgør et beløb, der er fire gange højere end den samlede ulandsbistand, skriver rapporten. Og visse lande er totalt afhængige af disse tilskud. I 20 ulande er beløbet højere end indtægterne fra landets hoved eksportvare.

Den nuværende krise risikerer at ramme indvandrere hårdt. Måske de mister deres arbejde, og mange bliver tvunget til at rejse hjem igen. Rapporten giver eksempler på, hvordan regler for at sikre indvandrernes rettigheder bør forbedres. For eksempel foreslås det, at landene udarbejder egentlige regler for sæsonarbejdere i blandt andet landbruget og i turistindustrien, lige som der bør gives flere arbejdstilladelser til ufaglærte, herunder bør deres rettigheder udvides til at kunne skifte arbejdsgiver, mens de er i landet.

Internationale regler

Der argumenteres også for, at det internationale samfund i langt højere grad bør samarbejde om regler på dette politisk ømfindige område. Når det gælder mennesker, der vandrer, findes der ingen internationale regler. Der er heller ikke konstrueret mekanismer, der sætter ind, hvis for eksempel ét land indfører skrappere regler for at holde indvandrere ude til skade for nabolandene. Et princip der ellers har været bærende i det internationale samarbejde siden Anden Verdenskrig, hvor landene på de fleste områder har søgt at opbygge komplicerede systemer, hvis formål er at hindre, at enkeltlande indfører regler, der blot vælter problemerne over på naboen. Sporene fra mellemkrigstiden skræmmer, hvor hvert enkelt land søgte at løse sine egne problemer, hvilket blot forværrede den økonomiske nedtur i 1930'erne.

Netop det punkt har Danmark svært ved at acceptere. Danmark har jo sit EU-forbehold på området for retlige og indre anliggender, netop med den begrundelse, at Danmark ønsker at føre sin egen selvstændige indvandrerpolitik, uanset hvad det samlede EU vedtager. Det danske forbehold er således ikke i UNDP-rapportens ånd for fremtidens samarbejde.

Rapporten er helt åbenbart et forsøg på at imødegå den negative stemning, der eksisterer mange steder i verden over for indvandring. Men selv om andelen, der vandrer, har været konstant i de sidste 50 år, ændrer det ikke på det faktum, at vandringerne alligevel er steget kraftigt, alene fordi folketallet er steget voldsomt. I 1960 var klodens samlede folketal på tre milliarder, mens det i dag er tæt på syv milliarder, og det vil fortsætte med at stige i mange årtier endnu. Så tre procent af et stadig større antal mennesker betyder, at vandringer over grænser fortsat vil udgøre en gigantisk udfordring, både for de enkelte lande og for verdenssamfundet.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu