»Den Europæiske Union kan ikke fortsætte som den ser ud i dag. Det er ikke i Storbritanniens interesse. Og det er ikke i Europas interesse.«

David Cameron, britisk konservativ leder, i partiets EU-manifest 2009

Europa har fået en forsmag på, hvad der venter næste år, når de britiske konservative efter alt at dømme indtager Downing Street 10 efter 13 år i opposition. De seneste dage har panikken bredt sig i EU-kredse, efter at de konservative har luftet ideer om at genforhandle dele af Lissabon-traktaten og sågar nægter at afvise en folkeafstemning om traktaten, selv hvis alle 27 medlemslande har ratificeret den. I EU lægges der nu ekstra pres på Polen og Tjekkiet for at få skrevet under på den stiplede linje, så traktaten kan træde i kraft og have lidt tid på bagen, inden de konservative får magten i Storbritannien. Efter alt at dømme vil David Cameron smide håndklædet i ringen og erkende, at Lissabon-traktaten er en tabt kamp. Men det betyder ikke, at vanskelighederne er ovre, hverken for Europa eller Storbritannien. Camerons hænder er nemlig bundet på EU-området. I 2005, da han kæmpede for at blive leder af partiet, købte han højrefløjens støtte til gengæld for et løfte om at trække partiet ud af Europa-Parlamentet største blok, Det Europæiske Folkeparti, der går ind for øget europæisk integration. Nu sidder de konservative isoleret sammen med en række mindre højrepopulistiske partier og har afskåret sig fra direkte og dagligt samarbejde med bl.a. EU’s ledende konservative parti – tyske CPU.

Mens partiets ledelse er tilhængere af fortsat medlemskab af EU, argumenterer dem, den britiske presse kalder for ’eurofoberne’, for, at Storbritannien som »verdens fjerde største økonomi ikke behøver at være del af en europæisk superstat«. Fælles for dem alle er, at de er antiføderalister og som et minimum ønsker at begrænse EU-samarbejdet og kradse nogle af magtbeføjelserne hjem igen. Alle er de udtalte modstandere af Lissabon-traktaten. Mens de går ind for fællesmarkedet, samarbejde på visse udenrigspolitiske punkter og på miljøområdet, lover Cameron i partiets EU-manifest 2009, at »et overordnet mål for den næste konservative regering vil være at bringe social- og arbejdsmarkedslovgivningen tilbage under britisk national kontrol«. Og selv hvis Lissabon-traktaten er ratificeret, vil han »ikke lade sagen ligge«.

For EU var irernes ja til Lissabon i sidste uge et stort skridt frem. Hvis briterne siger ja til de konservative ved forårets valg, vil det imidlertid betyde to skridt tilbage igen. EU kan i så fald forvente at skulle bruge tid og resurser på slagsmål med briterne over gamle spørgsmål. Og briterne kan forvente at deres ledere lægger sig yderligere ud med de øvrige europæiske ledere og afskærer sig fra indflydelse og alliancer inden for Europa. Ærgerligt i en tid hvor der ellers er rigeligt, som beslutningstagerne på nationalt og europæisk plan kunne kaste sig over.