Opslag til denne artikel

Emneord:børn og unge, ungepakken
Personer:Bertel Haarder
Organisationer:Århus universitet, Københavns Universitet, VK-regeringen
Steder:Danmark

Dæmoner. Afvigere. Farlige. Sådan karakteriserer regeringen landets børn og unge med den nye ‘ungepakke’, der blev offentliggjort i går. Det mener flere eksperter, der anklager regeringen for at have et gammeldags børne- og ungesyn, hvor straf og afklapsning er den eneste vej frem.

»Udspillet er en meget sanktionspræget cocktail, hvor den enkelte unge ses som en afviger, der hurtigst muligt skal bringes på ret køl igen, og det kan man kun gøre med lynhurtig afklapsning. Det er gammeldags og minder om det syn, man havde på børn i 50’erne, hvor man så dem som små dæmoner. Det rummer ingen visioner om en ny tilgang,« siger Per Schultz Jørgensen, der er professor i psykologi og tidligere ansat på Københavns Universitet, Socialforskningsinstituttet og Danmarks Pædagogiske Universitet.

Jakob Demant, der er sociolog ved Århus Universitet med speciale i børn og unge, mener også, at regeringen gør ungdommen til et skræmmebillede.

»Ungdommen bliver fremstillet som det ukontrollerede og farlige. De kriminelle unge kommer til at være syndebukke, og de bruges som billede på hele ungdommen, som man på den måde får en meget angstfuld relation til. Regeringen får skabt en diskurs, der går på, at får vi ikke indført skrappe regler over for ungdommen, så løber den fra os,« siger han.

En forhærdet ungdom

Tea Bengtsson, der er forsker på børne- og familieområdet hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) betegner også regeringens udspil som en »dæmonisering« af børn og unge, hvor man »i en meget tidlig alder giver individuelt ansvar til børn«.

»Man gør dem simpelthen til voksne tidligere, og de går fra at være ‘børn i fare’ til at være ‘farlige børn’, der selv skal bære ansvaret for deres handlinger. Og når man møder de unge med hårde sanktioner, så bliver de unge også hårdere, fordi de skal undgå at knække sammen - og dermed risikerer vi at gøre problemet værre,« siger hun.

Jakob Demant mener også, at det er problematisk at behandle børn og unge som voksne mennesker.

»Den skærpede tone er ærgerlig, fordi de unge mennesker, der havner i dårlige situationer, slet ikke er i stand til at håndtere et voksenansvar. Vi ved fra britisk forskning, at der ikke er tale om et tilvalg, når de unge havner i kriminalitet, men omstændighederne har gjort at de næsten ikke kan undgå det. Derfor er forestillingen om, at straffen skal ses som en konsekvens af et valg, forfejlet, fordi de unge aldrig har set det som et valg,« siger han og forklarer, at »man skyder forkert med det nye udspil«, fordi man tager udgangspunkt i, at alle børn er opdraget med et demokratisk familieideal, hvor de bliver selvdannende og selvstyrende individer.

»Men sådan er det ikke i de familier, de kriminelle unge kommer fra. Ved at lave regler ud fra, hvordan man ønskede, at børn var opdraget frem for, hvordan de egentligt er opdraget, så vil udspillet i højere grad fastholde nogle unge i kriminalitet,« siger Jakob Demant.

Tea Bengtsson peger på, at der skete et skift i retorikken og løsningsmetoderne overfor unge kriminelle ved årtusindeskiftet. Her begyndte man i højere grad at straffe og sanktionere for at komme ungdomskriminaliteten til livs.

Tal fra ungdomskommissionen viser dog, at ungdomskriminaliteten ikke er steget siden midten af 80’erne.

Tværtimod er antallet af unge mellem 15 og 17 år, der har erfaringer med kriminalitet, faldet. Antallet af lovovertrædelser, som de unge registreres for er også mindsket ganske betydeligt. I 1981 blev 55 procent af de kriminelle unge registret for én lovovertrædelse og i 2006 var det 67 procent, der kun overtrådte loven én gang. Den andel, der overtrådte loven mere end ti gange, er i samme tidsrum faldet fra ni procent til to procent.

Som ungdomskommissionen i sin betænkning konkluderer »må udviklingen i ungdomskriminaliteten betragtes som positiv«.

Ensidigt udspil

På baggrund af udviklingen forstår Tea Bengtsson ikke, at regeringen ser et behov for straffe de unge yderligere.

»Hvorfor siger man ikke: Vi har fået det til at falde, og derfor må der være noget af det, vi gjorde dengang, der fungerede. De seneste år har man straffet mere og mere, men det har ikke haft nogen effekt, og derfor giver det ikke mening at tænke ‘vi straffer bare noget mere’,« siger hun.

Per Schultz Jørgensen mener også, at regeringens udspil er ensidigt med en overvægt af »en kriminalitetstilgang«.

»Fokus er meget smalt, og udspillet mangler simpelthen den sociale dimension på trods af, at det har været forbi socialministerens skrivebord. Udspillet skulle have været mere afbalanceret og indeholde endnu flere forebyggende tiltag. Det kommer til at handle om, at regeringen skal repræsentere det disciplinerende samfund, som stiller sig klar til at tilpasse de utilpassede. Jeg tvivler på, at effekten af det udspil bliver særlig stor,« siger han.