Joshua Beene fugter spidsen af sin pegefinger med tungen. Det er den samme bevægelse, hver gang han bladrer i de gulnede papirer med sine fingre, hvis ar vidner om et liv i markerne på den zambiske jord.
Det er væsentlig viden, den 75-årige bonde har nedskrevet gennem de seneste 30 år i sine notesbøger, på brochurer fra staten og i gamle kladdehæfter. Side for side har den zambiske bonde dokumenteret, hvordan nedbøren gradvist har ændret sig ved hans hus og på hans marker. Hvordan tørkeperioderne er blevet mere tørre, og hvordan regntiden medfører oversvømmelser.
»Når det regner for meget, så dør mine majs. Når tørken kommer, visner de helt ind. Derfor hjælper mine optegnelser. Mit håb er, at jeg kan bruge dem til at planlægge mig ud af det hårdere vejr. At mine papirer kan hjælpe mig til at overleve,« siger bonden.
Joshua Beene opbevarer hæfterne i en slidstærk sort lædermappe. Lange revner i skindet på mappen afslører mange års brug. Men den holder stadig Beenes dokumenter tørre.
Vi sidder under et træ, som han plantede foran sit hus for 30 år siden. Huset er væk efter oversvømmelsen forrige år, men træet står der stadig. Og selv om både Joshua Beene og hans kone Esnart er i pensionsalderen, stavrer de frem og tilbage fra deres nye hus med stole, vi kan sidde på. Huset står kun halvt færdigt. Det har huller i muren og et bliktag, der kun holder parrets soveværelse tørt. Køkkenet og stuen er fortsat uden tag. Det er blevet taget som pant af banken, da årets dårlige høst har betydet, at Joshua Beene ikke kan afdrage på sit lån til taget.
Joshuas finger kører ned over rækkerne af blå datoer, som han gennem årene har noteret i papirerne.
9. december, 10. december, 11. december, 12., 13., 14. … datorækken fortsætter ubrudt indtil den 8. januar. Hver dato markerer en regnvejrsdag.
»Det var en meget lang og meget fugtig periode i regnperioden fra 2007 til 2008. Det, der skulle have givet en fin høst, endte med at resultere i blot otte sække majs. Der kan være 36 sække i vores forrådskammer derovre, så det var langt fra fyldt,« siger han og peger på en lille træhytte bag sig.
»Jeg følger forandringerne i klimaet meget tæt. Det bliver jeg nødt til, for mine optegnelser hjælper mig som landmand. Jeg bliver nødt til at blive bedre til at planlægge, hvornår jeg skal høste, og derfor kan det være en stor hjælp at holde regnskab med, hvornår det regner. På den måde kan man lære af sine fejl,« siger Joshua Beene. For at hans data ikke skal gå tabt, når han en dag dør, har han fået overbevist sin søn Tenson om at føre en lignende statistik.
Ingen majs tilbage
Joshua Beene har også holdt regnskab med høsten. Og ifølge hans optegnelser høstede han tilbage i 1968 270 sække med majs. Det var nok til at fylde forrådet, der skal få ham og hans familie gennem tørkeperioden, men også rigeligt til, at han kunne køre til byen og sælge ud af sin høst. Nok til, at han kunne købe den gødning, som for Joshua bestemmer, om majsmarkerne kan strutte højt og grønt af energi - eller om de ligger gule og svedne hen.
I 70’erne gav høsten ifølge hans optegnelser typisk mellem 150 og 200 sække. I 1987 - endnu et rekordår - fik Joshua Beene hele 217 sække, men siden da har det været småt med de positive rekorder. Gennem 90’erne - hvor han i sine andre optegnelser har noteret sig, at regnen er blevet stadig kraftigere i perioder - har han kun lige fået fyldt sit forråd og dermed højst høstet 36 sække.
Sidste år høstede han blot otte sække majs. Forrige år blev det til 12.
Og ikke siden vi trådte ind i det nye årtusinde, er det lykkedes for Joshua Beene at fylde forrådskammeret op. Det er ikke meget for en tidligere storproducerende bonde. Men det er et generelt billede for den del af det engang så frodige afrikanske land, hvor det grønne spisekammer mod syd, som det flade område i det sydlige Zambia er blevet kaldt, i regntiden bliver forvandlet til et fugtigt delta, hvor kolera, malaria og diarré får dødstallene for dyr og mennesker til at stige med rekordfart. Og når vandet fordamper i de varme perioder, står dyr og mennesker for alvor deres prøve.
Et besøg på det nationale metrologiske institut i Zambia viser et billede af et land, der konstant veksler mellem tørke og oversvømmelser.
Temperaturen stiger
Ifølge CEEPA, Centre for Environmental Economics and Policy in Africa, er temperaturen i den sydlige del af landet i gennemsnit steget med 0,6 grader hvert årti siden 1960. Det svarer til en temperaturstigning på 2,4 grader i perioden. Til sammenligning er den globale middeltemperatur steget ca. 0,8 grader i forhold til niveauet, før afbrændingen af kul, olie og gas tog fart. Samtidigt oplyser det meteorologiske institut i Zambia, at regnen falder mere intenst i landet - når den endelig kommer. Tør og udsultet jord har sværere ved at suge vandet, og det har ført til voldsomme oversvømmelser.
»Det er meget enkelt i al sin grusomhed: Solen brænder voldsommere, og regnen falder hårdere,« siger Geoffrey Musonda, da Information møder ham i Zambias hovedstad, Lusaka. Musonda er tilknyttet FN’s afdeling for miljø, UNITA, i Lusaka.
»Det har ændret sig drastisk på ganske få år. Blot gennem de seneste år er yderpunkterne blevet mere ekstreme i det zambiske vejr. Det er slet ikke som førhen. Når det regner, kommer der oversvømmelser, og i mellemtiden er de tørre perioder dræbende for landbefolkningen og deres dyr og marker,« siger Geoffrey Musonda.
»Folk lever med vand langt op i deres huse selv her i hovedstaden. Havde I været her i Lusaka sidste år, ville folk have gået rundt med høje støvler på - i vand til knæene. Men sygdommene er det værste. Toiletter og afløb flyder over, forurener drikkevandet og giver folk diarré. Og så kan vi aflæse en klar sammenhæng mellem nedbørsmængden og antallet af personer, der får malaria - og dør af det,« forklarer Geoffrey Musonda.
Den tendens kan Peter Furu, der er seniorrådgiver på København Universitets Center for Sundhedsforskning og Udvikling - DBL, nikke genkendende til. Han har rejst i talrige udviklingslande - heriblandt Zambia:
»Klimaforandringerne rammer hårdere i disse lande på grund af fattigdom og lavere levestandard. Det gør det sværere at håndtere forandringerne. I Zambia er sundhedssystemet eksempelvis dårligt udbygget og stærkt belastet af de mange syge. Når der pludselig kommer en oversvømmelse, kan den lokale klinik bogstaveligt talt drive væk - og det kan have fatale konsekvenser for befolkningen i det pågældende område,« konstsaterer Peter Furu.
Sammen med repræsentanter fra det Danida-støttede forskningsnetværk >i Danmark har han i foråret været i flere lande i det sydlige Afrika for at igangsætte det tværnationale forskningssamarbejde, (Southern Africa Climate Change Research Network (SACCNET), med henblik på at indsamle og dele data, der dokumenterer sammenhængen mellem klimaforandringerne og problemer med sundhed, vand og fødevaresikkerhed.
»Man kan se, at der er en markant hyppigere frekvens af oversvømmelser i nogle områder i den sydlige del af Afrika. Derudover er det dokumenteret, at det er blevet varmere, og når man kobler det med vores generelle kendskab til smittebærere som myg og snegle, der trives ved netop varme og fugtige forhold, så er der en mulighed for ændringer i forekomst af malaria og sneglefeber knyttet til klimaforandringer og ekstreme vejrforhold. Men generelt er der i hele området alt for svage data til, at det kan dokumenteres ordentligt, og det er med dette mål for øje, at landene i regionen er gået med i det tværfaglige klimanetværk,« siger Peter Furu.
»Det vigtigste må dog være at hjælpe folk i regionen med at tilpasse sig de ændrede klimatiske forhold. Det er jo ikke dem, der primært belaster vores klode med CO2-udslip. Deres bidrag er minimalt, men til gengæld er det dem, der lider under forandringerne. Flere klimaafledte problemer er direkte koblet til udviklingsproblemer såsom fattigdom, uddannelse og infrastruktur inden for vandsektoren og i landbruget. Så udfordringerne går hånd i hånd,« siger Peter Furu.
Klimaet skaber sygdom
Ifølge OECD’s Internationale Energi Agentur, IEA, var Zambias CO2-udslip per indbygger på 0,2 ton i 2007. Tilsvarende var Danmarks 9,2 ton per indbygger, mens amerikanerne udledte 19,1 ton per indbygger. For hele det afrikanske kontinent ligger udledningen af CO2 i gennemsnit på 0,9 ton per indbygger. Og det er det relativt velstående Sydafrika og det olieproducerende Libyen, der står for størstedelen af kontinentets udledning på henholdsvis 7,3 og 7 ton per indbygger.
De zambiske myndigheder dokumenterer i flere rapporter en klar sammenhæng mellem nedbørsmængden af antallet af malariadødsfald i landet. Ud over ‘malaria er området plaget af sneglefeber, der er en infektionssygdom, der spredes via snegle i vandet. I en undersøgelse, som DBL har lavet i Kina, bliver det påvist, at et område, som er udsat for sneglefeber, udvider sig i takt med, at temperaturen stiger. Grænsen for sygdommen rykker ganske enkelt mod nord, så flere breddegrader nu bliver udsat for sneglene. Derudover rykker grænsen højere op ad bjergsiderne, idet temperaturen også her får grænsen til at rykke sig. En lignende undersøgelse er DBL nu ved at få lavet i Zambia.
Ud over sygdomme som malaria, sneglefeber og gul feber kan klimaforandringerne også medføre stigninger i diarré og visse hud- og øjensygdomme. Når der er tørke, er der mindre vand til personlig hygiejne, og disse sygdomme blusser op. Når regnen falder voldsommere, svømmer kloakkerne ofte over, så drikkevandet bliver forurenet og dermed en smittekilde for diarré- og andre sygdomme. Dette kan slå sårbare mennesker ihjel, pointerer Peter Furu.
Joshua Beene har været ramt af malaria talrige gange. Han tror, Gud har holdt hånden over ham - for det er aldrig blevet alvorligt for ham.
»Hvert år, når vi når frem til februar og marts, er der folk, der bliver ramt af malaria. Nogle dør, og andre klarer sig gennem sygdommen. Men en del har lært at tilpasse sig,« siger Joshua Beene. Han forsøger selv at tilpasse sig med de nedfældede notater i sin sorte mappe. Han har gravet en rende rundt om sit nye hus for at føre vandet fra den næste oversvømmelse uden om huset, så han ikke skal til at begynde forfra igen.
»Men der er nok ikke meget mere at gøre ved det. De forandringer, vi ser nu, må være begyndelsen på enden. Det står alt sammen skrevet i Biblen. Det kan ikke være tilfældigt, at så mange ulykker skal falde ned om ørerne på os på samme tid. Selv om mennesket kan tilpasse sig, er vi her nok på lånt tid. Selv om vi er gode til at ændre vores adfærd, er det nok ikke tilstrækkeligt i forhold til de ændringer, vi ser nu,« siger Joshua Beene.
Føler sig heldig
Den gamle bonde føler sig heldig. Godt nok døde alle hans køer under en oversvømmelse for 15 år siden, og få år senere tog han et lån for at købe gødning til sine majsmarker, men igen drillede vandet ham, og store dele af høsten gik tabt. Siden har han haft vanskeligt ved at få fyldt sit forrådskammer. Men når han ser ud over et land, hvor mange i området hvert år rammes af malaria med mange tusinder døde til følge, hvor antallet af diarré og koleratilfældene stiger i takt med vandet, og hvor folk for bestandigt er blevet skyllet væk fra deres jord, så er det svært at være utilfreds med sin egen skæbne.
Måske er det derfor, at Joshua Beene ikke brokker sig. > På hans grund står resterne af det gamle hus, som skyllede væk under oversvømmelsen sidste år. Kun en nedslidt søjle fra en mur står tilbage på det fundamentet.
»Når der er oversvømmelser, bliver livet hårdere. Sidste år blev talrige huse ødelagt. Mit eget skyllede væk. Flere familier heromkring måtte evakueres og bo i telte ved skoler. Toiletter og veje blev ødelagt. Koleraen bredte sig her i området. Folk sked overalt, og mange blev syge og døde. Det tog måneder for vandet at forsvinde igen. Men heldigvis gik vores familie fri for fatale følger,« siger Joshua Beene.
Den gamle mand står alene på sin grund foran ruinen. Solen løfter sig roligt bag de mørke skyer i horisonten. I hånden holder Joshua sin stav, han altid har med sig, når han går ud til sin søns køer hver morgen for at hente mælk. Efter hans egne køer døde, har han fået lov til at hente to en halv liter mælk fra sønnens køer, der står i en fold en times gang fra Joshua Beenes hus.
Han vender sig om. Han sætter staven ned i den jorden og sin nøgne fod ned i den vandpyt, som gårdspladsen har forvandlet sig til. Hans fodspor bliver langsomt fyldt med vand, som han går hen mod huset, hvor Esnart er kommet til syne i døren. Han giver hende dunken med mælk, tager to af de solide træstole og placerer dem under træet på pladsen.
»Sæt jer ned,« kommanderer han venligt.
»Vi kan lige nå at sidde lidt, inden regnen kommer,« siger han og nikker bagud mod horisonten, hvor solen igen er blevet dækket af de mørke skyer.
Han rejser sig, læner hovedet forover og holder armene ned langs siden. Vi andre har fået ordre på at sidde ned og tie stille, mens han beder.
»Tak for besøget fra Europa. Tak for den tid, I har været så flinke at besøge mig. Tak fordi, I ville lytte til mig fortælle om mit liv. Jeg beder til, at resten af jeres videre rejse gennem livet må være sikker og god,« siger Joshua Beene.
Imens han taler, falder regnen med tunge dråber på husets bliktag.
Rejsen til Zambia var sponsoreret af Danida
Fotogalleri på information.dk/fotobloggen
Kommentarer
Det er meget nødvendigt, at disse lande får en “ordentlig regeringsførelse” - klimaproblemer og naturkatastrofer kombineret med dårlig regeringsførelse er en “giftig” blanding.
Somme tider synes jeg, at ledere i ulandene er mindre engagerede i deres befolknings velfærd, end f eks vi er ?
Kun somme tider?
Kun tåber tror på, at vi, ide rige lande skulle slippe heldigt fra klimaforandringerne.
Four Degrees of Devastation
by Stephen Leahy
“Schellnhuber recently briefed U.S. officials from the Barack Obama administration, but he says they chided him that his findings were “not grounded in political reality” and that “the [U.S.] Senate will never agree to this”.
He had told them that the U.S. must reduce its emissions from its current 20 tonnes of carbon per person average to zero tonnes per person by 2020 to have an even chance of stabilising the climate around two degrees C.”
“Continuing on the current high emissions path means average global temperatures would increase by 4.0 to 5.6 degrees by 2090. Brazil, much of Canada, parts of the U.S., Siberia and Central Europe would be eight degrees warmer than in the past 50 years, computer models show. Rainfall in the north will increase but wet tropics will become 20 percent drier.”
Vi er alle i samme båd.
“We didn’t save the ozone layer by rationing deodorants,” said [Myles] Allen.
Kun tåber tror på den lykkelige privatbilismes overlevelse, og uberørte pensioner i fremtiden.
venlig hilsen
@ Robert Kroll: Jeg kan da kun give dig ret i, at det er i mange afrikanske stater er brug for en bedre regeringsførelse. Ikke kun i de lande, der har regulære diktatorer, men også de lande, der svømmer i korruption. MEN du skriver:
“Somme tider synes jeg, at ledere i ulandene er mindre engagerede i deres befolknings velfærd, end f eks vi er ?”
Mener du virkelig, at deres problemer skyldes ugidelighed? At de i bund og grund slet ikke er engagerede (men har andet og bedre at få tiden til at gå med) imens vi som rensindede altruister uden bagtanker hjælper dem til bedre regeringsførelse og bedre forhold i det hele taget? I så fald (og ret mig hvis jeg tager fejl) viser historien på grusom vis, at du tager uendelig meget fejl. Der skal ikke meget historisk overblik til for at kunne afkode de nuværende konskvenser af kolonisering og heller ikke for at se hvordan industrialiseringen af det globale nord nu fører til de livstruende (og dræbende) klimaændringer, man idag oplever i det globale syd.
Fattigdom er ikke valg, visse afrikanske (o.a.) stater har truffet ud fra om de orkede/ikke orkede at engagere sig i deres eget folks velbefindende. Nej det er en kompleks spændetrøje som vi har være med til at proppe dem i vha kolonisering, protektionistiske handelsstrategier, påtvingelse af ‘et frit marked’ for svage økonomier der ikke har en chance for at bære noget sådant - og nu også igennem forurening og udtømmelse af de naturressourcer, der har sikret en livsnødvendig regelmæssighed i klimaet hos eksempelvis bønder som ham vi hører om i artiklen.
Så igen - mener du virkelig at det er et spørgsmål om ugidelig ligegyldighed? Eller anerkender du at det er et politisk spørgsmål, hvor vi i høj grad sidder med ved bordet sammen med resten af det globale nord..?