Kopenhagen Kabarett hedder ensemblet. Det består af fire mand plus kapelmester ved flygel og et styk sangerinde, hvis mørkt farvede næsten ufatteligt bevægelige og bevægende stemme sidder lige i skabet. Et overjordisk smukt skab for resten. Mændene er også meget pæne, men dem gloede klummisten for nu at være ærlig ikke helt så meget på.
Ensemblets navn hentyder med dets umiskendeligt tyske klang til traditionen fra den gyldne tid i 1920’erne: Die goldenen zwanziger Jahre, da kunsten, ikke mindst scenekunsten, kabaret’en og musikken blomstrede så rigt i det Berlin, der i tiåret efter lukkede og slukkede med Hitlers magtovertagelse og småborgerskabets triumf over ånd og vid.
Die Comedian Harmonists hed et af de mest berømte af tidens kabaret- ensembler. Som sådan og i samlet skikkelse fik Die Comedian Harmonists få års levetid sammen; tre af de seks medlemmer havde den dristighed at være jøder, og da regimet i øvrigt nedlagde totalforbud mod den slags optræden og enhver form for frisind, var det i det store og hele sket.
Men Comedian Harmonists lancerede inden katastrofen i 1933 en lang række af tidens store og meningsfulde hits, der også i lande uden for Tyskland kom til at definere sprog og udtryk for oppositionelle og radikale kredse.
Det er denne tradition Kopenhagen Kabarett tager op og iblæser ny livsånde. Programmet er tilbageskuende og lægger ikke skjul på gælden til the roaring twenties med flerstemmig ensemblesang, skiftevis sensuelle og frysende soli og med indbyggede anelser om revolution og skibskatastrofer.
Et program med Fr. Hol- laender, Weill, Brecht, Siegel og Pinelli (»Ich hab noch einen Koffer in Berlin«) og Blichmann (»Ich bin der letzte Tourist in Europa«) fordrer den overlegne vokalistiske musikalitet, som Kopenhagen Kabarett uden at stille sig an som ekvilibrister eller prætendere noget de ikke er, præsterer.
Det sker med fuld musik og med nærvær, vid og charme. Den sammenbruds- og undergangsstemning der også er forudsætningen for 1920’ernes kabaret gennemsyrer repertoirets fanden-ivoldskhed og undergangsvisioner, hvor håbet kun til sidst ligger i Marlene Dietrichs kuffert i Berlin.
Fornyet betydning
En højkultur foran sin egen tilintetgørelse uden nogen udsigt til redning er jo ikke til at bære. Brecht og Weill i forening og i Verfremdungens navn lader ikke just håbets lys skinne klart og længe. Og dog er det blandt andet dem, der redder menneskeheden igennem den dybeste fornedrelse, hvor kun dumheden har hærget.
Disse tekster og melodier får fornyet betydning i 2009, hvor en anden og anderledes alt omfattende trussel mod arten og dens biotop mødes af det blinde krav om en uforandret tilværelse i overhalingsbanen, her til lands cementeret i surt demonstreret provinsiel danskhed, småborgerskabsbenovelse og selvfedme.
Til stede ved Kabarett Kopenhagens optræden i Literaturhaus på Nørrebro i København var blandt andre en yngre venstremand, medlem af Folketinget og meget, meget ideologisk, nogle vil sige yderliggående. Faktisk helt derude hvor venstremandens kolleger med kragerne for længst er vendt. Nu skal man ikke nævne navne, men denne tidligere borgmester i København, nu udenrigspolitisk ordfører for sit parti, har i de år, han har bidraget til den offentlige debats mere outrerede standpunkter, haft kultur- radikalismen som skydeskive til fælles med de mest indædte i afskyen for fænomenet og arven. I uvidenheden om hvad denne kulturradikalisme egentlig betød og betyder, hvad den afstedkom, og hvorfor den er så uvurderlig, er der som bekendt ikke mange huller. Næppe heller for den yngre venstremands vedkommende. Paratfordommene vælter ud af knaphullerne, og historieløsheden fejrer triumfer. Her sad den yngre ideologiske venstremand så i Literaturhaus og klappede begejstret for og var vist også på nippet til at synge med, hvad han meget jævnligt gør, og meget, meget højt og ikke altid i total overensstemmelse med kammertonen. Akkurat som den yngre venstremands voldtægtsbeskyldninger mod afviste og sagesløse asylsøgere heller ikke hver gang er i harmoni med god tone og slet ikke med den virkelighed, han hævder at beskrive.
Kulturradikale tekster
Klummisten der er lidt af en ondsindet gammel sur rad, hvilket alt sammen er noget der automatisk kommer med årene, kunne ikke lade være med at gøre den yngre ideologiske venstremand opmærksom på at han sad ret op og ned og tiljublede flere af selve kulturradikalismens grundtekster. Uden disse tyske forlæg havde Poul Henningsen manglet væsentligt stof i bagagen; uden den kritik og smerte der nedfældedes i tysk kabaret, var dansk revy aldrig blevet reformeret på den måde den blev det af PH og hans kreds. Uden Brecht og Weill og mange af de andre store tyskere fra denne periodes radikale miljøer havde vores danskeste danske af alle danske kulturer set væsentlig anderledes og temmelig meget mere éndimensional ud. Uden satiren som det grundlæggende træk i den tyske radikalisme havde den danske debat dengang, og det menneskesyn, der for en stor dels vedkommende udviklede sig i opposition til fascismen og nazismen, og som såmænd også i et vist om end mere beskedent omfang tog afstand fra totalitarismen i Sovjet, ikke fået mæle i kulturkampen og de tidsskrifter der udsprang heraf. Den yngre ideologiske venstremand forsvarede over for klummisten sin begejstring og at han overhovedet var til stede ved forestillingen med at han jo også går på Nationalmuseet og med lige så stor begejstring betragter den nationale arv. Hvordan den yngre ideologiske venstremand vil forsvare det synspunkt at kulturradikalismens centraleuropæiske rødder og det danske nationale arvegods således kan sidestilles, bliver udelukkende den yngre ideologiske venstremands problem.
En anden én kan så igen glæde sig over radikalismens blivende værdi som kunstnerisk og politisk udtryk. Vist er der fortid over Kopenhagen Kabaretts fremtræden, det er jo også meningen med showet, i hhv. matrostøj fra tiden og i kjole og hvidt og det hele. Men stoffet udviser tilsammen en aldring i skønhed og værdighed og med den kunstneriske kraft intakt i alle numrene. Eller næsten alle numrene. Og igen kan man tillade sig at spørge, ja man ville være et skarn hvis man lod være - og også med spørgsmålet rettet til den yngre ideologiske ofte så højt syngende venstremand, hvor man finder de tilsvarende værdifuldheder i kulturkonservatismen? Nå jo: Bertel Haarders slagsang: »Som en rejselysten flåde«. Hvad overgår også den tekst - skønt Rode bestemt var af format - i selvforelsket nationalhysterisk nonsens.
Ærlig talt: hvor er rent faktisk konservatismens og den ideologiske liberalismes arv og bidrag til kunsten, for ikke at sige til kabaretkunsten, som Kopenhagen Kabarett her har stillet på benene igen? Kunne man forestille sig en kabaret med konservatistisk eller nationalistisk indhold? Nej, gu kan man da ej, for der er ikke noget. I den forstand vil en kulturkamp altid være tabt for højre- fløjen. Det er ikke derfra den indignation og retfærdige vrede kommer fra. De råstoffer hvoraf man skaber det varige og det fortrinlige og det almene og tidløse midt i forældelsen. Blandt andet.
Det er ikke så underligt at den yngre ideologiske venstremand råber så højt. Noget må man gøre for at overdøve den ydre og indre tomhed.
Kommentarer
Det kan godt være venstrefløjen har en længere tradition for at skrive gode kabaretter. Men det ændrer ikke så meget på, at magthaverne altid har haft masser af sans for både ret og uret, god moral og dårlig moral.
Det kulturradikale er for så vidt heller ikke noget nyt. Det handler ikke om ret meget andet, end om det, at retten altid har været selvretfærdig, en tilfældig konstruktion sat i verden på et tilfældigt tidspunkt.
At Søren Pind kan klappe i hænderne og synge med, det siger bare noget om hvor kreativ og radikalt differentieret den sociale selvbeskrivelse er blevet, og at enhver kan identificere sig selv og bekræfte sig selv i enhver situation.
Retten til at benytte sig af den udøvende magt, og til med lovens arm at irettesætte dem, der kun havde pligter, faldt det helt naturligt for de privilegerede borgere at tilskrive sig selv, hvad de også havde magt til, der hvor det feudale samfund var på vej til at blive afløst af det moderne funktionsdifferentierede samfund.
Sympatien mellem de gammeldags organisk orienterede aristokrater og de moderne storbesiddere var dengang tilstede på mange måder.
Kombinationen mellem utilitarismen og de borgerlige forstadier til den moderne socialdarwinisme har levet og befrugtet fortidens feudale tankestruktur gensidigt helt frem til i dag. Følelsen af at der trods alt er forskel på folk, fortællingen om at det ikke er en ren tilfældighed, at nogle er mere heldige end andre, samt det at Guds veje er uransagelige, således at man aldrig kan udelukke, at de heldiges held rent faktisk bliver til flertallets fordel om ikke andet så en gang i fremtiden, alt det smelter fint sammen i borgerskabets selvretfærdige selvforståelse, selv om det skurer fælt i arbejderens erfaringsfelt, i hvert fald lige ind til de helt moderne tider, hvor det for de bedst stillede dele af verden er svært at skelne mellem det at være besidder og arbejder. Arbejderne er nemlig flyttet om på den anden side af jorden, hvor de producerer de gamle industrinationers mere arbejdsintensive forbrugsgoder. Vi ser dem ikke mere, og de tabere vi ser, de er omfattet af velfærdsstatens beskyttelse.
Subjektet er måske ikke ret meget andet end en nødvendig fiktion i enhver form for selvbeskrivelse. I den politiske proces figurerer subjektet under alle omstændigheder som en faktor udstyret med interesser, behov, krav og stemmeret, som de folkevalgte ikke helt kan se bort fra, heller ikke selv om venstres og de konservatives ungdom en gang i mellem foreslår, at dem på overførsel slet ikke burde have ret til at stemme.
Den ideologisk konservative samfundsforståelse, som på en lignende måde tilskriver individerne deres differentierede rettigheder ud fra en ide om deres forskellige essentielle egenskaber, lever videre i det moderniserede samfund, og præger dets selvbeskrivelse parallelt med de moderne dynamiske samfundsmodeller.
De ideologiserende former for social selvbeskrivelse er ikke alle i stand til at se det, som konstruktivisten, den kulturradikale Luhmann forklarer som det særligt moderne, nemlig funktionsdifferentieringen. Menneskets evne til at orientere sig juridisk og moralsk, eller dets inklusion i det juridiske, som dømmende eller dømt, er ikke længere betinget af andet, end dets uddannelsesniveau, dets kognitive kapacitet, dets købekraft, dets forskellige roller, dets genkendelighed som subjekt, individ, og alt det kan læses som resultat af tilfældighedernes frie og selvorganiserende orden, hvor de ontologiske essensforskelle står uden for. Det er det radikale i det moderne.
Hvis individet er fattigt, uuddannet og befinder sig i et land uden et velfærdssystem med minimale sociale rettigheder, er det ikke sikkert, at det har nogle rettigheder overhovedet. Hvis det således er ekskluderet i forhold til de moderne funktioner, herunder det juridiske systems beskyttelse, så skyldes det ikke dette individs essentielle egenskaber. De er nemlig både principielt og konkret de samme for den lovlydige og juridisk beskyttede bedsteborger, som de er for det retsløse gadebarn i Latinamerika og Afrika. Det handler om tilfældigheder, ikke om essens og medlemskab.
Historisk set var der ingen ret, før den blev sat, og umiddelbart efter, at retten var sat, meldte mistanken sig om, at den ikke var retfærdig. Så selv om retten i praksis altid vil være ”dømt” til at hævde sin retfærdighed, så har tvivlen om rettens retfærdighed trofast fulgt den lige fra begyndelsen.
Overraskende har forsøget på at distancere sig fra retten med kritikken af den også altid automatisk måttet se sig indskrevet under rettens domæne, som en del af den indre dialog og det der skal til for at kvalificere selve retfærdigheden, hvilket betyder at det er umuligt at hævde, at noget er uretfærdigt uden samtidigt at hævde en eller anden form for retfærdighed. Fordømmelsen af uretten har fra første færd stillet sig på sin egen ret.
I de tilfælde hvor man samtidigt tager udgangspunkt i en lang tradition for at skelne skarpt mellem venstre og højre må fordømmelsen af det ene falde som bekræftelsen af det andet. Fremskridtet, fredens pris handler måske om den mere radikale fordømmelse af de alt for rigide distinktion, alt for gamle distinktion. Spørgsmålet er om ikke en Søren Pind og en Georg Metz har brug for hinanden for at være sig selv. Det er vel for radikalt at spørge om.
Så Steen nu må du ikke tage Metzs små fornøjelser med at drille hr. Pind.
“Spørgsmålet er om ikke en Søren Pind og en Georg Metz har brug for hinanden for at være sig selv.”
Spørgsmålet er om man ville opsøge det modsatte synspunkt, hvis det ikke var en tvungen nødvendighed - for mit eget vedkommende kunne jeg sagtens finde indhold uden - omend jeg nok ville være mindre den “mig selv”, som jeg kender mig idag - og mere “en anden” som jeg kun fornemmer er et sted derude…
Oh, show us the way to the next whisky bar,
Oh, don`t ask why.
Oh, don`t ask why.
For we must find the next wisky bar.
For if we don`t find the next wisky bar.
I tell you we must die!
I tell you we must die!
I tell you, I tell you, I tell you we must die!
Mangler du en Cabaret-kaffekop, så check ind her:
http://www.zazzle.com/sorenzazzle
Hvis man kigger de to følgende tekster igennem, så vil man nok opdage, at jeg politisk ligger tættere på Metz en Pind.
Man vil også se, at jeg beskæftiger mig mere med at begrave de døde, frem for de levende.
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-68.pdf
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-69.pdf
Minder mig om 1960’erne og den højreorienterede VietNam-krigstilhænger, Demokratisk Alliance-støtte og Reflex-læser, der stenede ud til Doors og Jefferson Airplane i erkendelse af, at de spillede bedre. Hvilket kan undre eller bestyrke troen på, at vi idealister alle vil menneskehedens bedste.
“They may have won all the battles, but we had all the best songs”.
Hmmm, - men der var jo en del historier om Brechts adfærd, liv og levned efter at han kom til USA, som ikke var udtryk for et særligt venstreorienteret/socialistisk livssyn, så det kan jo være det der tiltaler S. Pind?
Jeg vil nok foretrække at skelne mellem komponist og værk, - eller hr. Metz går måske heller ikke ind og ser Wagner?